4. juli: Hellige Andreas, ærkebiskop af Kreta

Hellige Andreas, ærkebiskop af Kreta

Kil­de: OCA.org

Det Hellige og Store Koncil

af f. Poul

Der er split­tel­se mel­lem krist­ne, men kir­ken selv er ikke split­tet og kan hel­ler aldrig bli­ve det. Kir­kens enhed består til alle tider i og med den orto­dok­se kir­ke. Sådan er den orto­dok­se kir­ke­for­stå­el­se.

I den orto­dok­se pin­se, den 18. — 26. juni 2016 blev der på den græ­ske ø Kre­ta afholdt et kir­ke­mø­de med tit­len ”Det Hel­li­ge og Sto­re Kon­cil”. Mødet har været under for­be­re­del­se siden 1961, alt­så gen­nem 55 år, og det har fra man­ge sider været ven­tet med længsel: Det før­ste fæl­les-orto­dok­se møde efter mere end 1200 års pau­se!

År 787 fandt det syven­de og sid­ste af de såkaldt øku­me­ni­ske kon­ci­ler, sted i det davæ­ren­de Nikæa sydøst for Istan­bul. De syv kon­ci­ler udgør fun­da­men­tet for den orto­dok­se kir­kes tro og lære. I 787 var iko­ner det bræn­den­de spørgs­mål. Der hav­de gen­nem mere end 150 år pågå­et en bit­ter strid om bil­le­der i kir­ken. Den strid blev ende­ligt afslut­tet med det syven­de kon­cil, som sik­re­de iko­ner­ne bli­ven­de sta­tus af ”teo­lo­gi i far­ver”, bekræf­tel­sen på, at Gud er ble­vet Men­ne­ske i Kristus. Sandt Men­ne­ske og hver­ken en ånd eller et spø­gel­se. Der­for fejrer kir­ken hvert år bil­ledstri­dens afslut­ning under nav­net ”den ret­te tros sejr” på før­ste søn­dag i den syv uger lan­ge påske­fa­ste.

Der var sto­re for­vent­nin­ger til mødet på Kre­ta i år. Nog­le svin­ge­de sig op til på for­hånd at vil­le udnæv­ne det til det otten­de øku­me­ni­ske kon­cil. Men det er en umu­lig tan­ke. Et kir­ke­mø­des sta­tus kan ikke bestem­mes, inden det er afholdt. Efter­føl­gen­de viser det sig, om et givet kon­cils ved­ta­gel­ser bli­ver mod­ta­get af de orto­dok­se tro­en­de og kom­mer til at ind­gå i grund­la­get for kir­kens tro, lære og prak­sis.

Kir­ke­mø­de­r­ne, som fandt sted mel­lem åre­ne 325 og 787, har givet anled­ning til den orto­dok­se kir­kes andet navn: ”de syv kon­ci­lers kir­ke”. Med dem er kir­kens iden­ti­tet i alt væsent­ligt fast­lagt. Men hvad er så driv­kraf­ten bag, at den orto­dok­se ver­den gen­nem 55 år har arbej­det på at få arran­ge­ret det før­ste auto­ri­ta­ti­ve og fæl­les-orto­dok­se møde i 1200 år? Og hvor­for kal­der man det ”Det Hel­li­ge og Sto­re Kon­cil”?

Først og frem­mest tror jeg, der gen­nem man­ge år har udvik­let sig et behov i den orto­dok­se kir­kes 14 patri­ar­ka­ter for klart at mani­feste­re, både indadtil og udadtil, at kir­ken fort­sat er én i tro, lære og litur­gi, og at den enhed består trods sto­re for­skel­le i sprog, kul­tur, histo­rie og udvik­ling. Der­til kom­mer den vok­sen­de glo­ba­li­se­ring og ikke mindst det for­hold, at den orto­dok­se kir­ke gen­nem de sene­ste 100 år har slå­et rod på kon­ti­nen­ter og i lan­de, fx Vest­eu­ro­pa og Ame­ri­ka, hvor kir­ken er et for­svin­den­de min­dre­tal.

Den udvik­ling har aktu­a­li­se­ret og under­stre­get nød­ven­dig­he­den af at gen­nemtæn­ke og for­mu­le­re sig klart, både om kir­kens selv­for­stå­el­se og om dens for­hold til den øvri­ge kris­ten­hed. Det måske vig­tig­ste af seks punk­ter på Kre­ta-mødet har da også over­skrif­ten: ”Den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner til den øvri­ge krist­ne ver­den.” Et andet punkt er drøf­tel­sen af, hvor­dan man kan ska­be orden i den højst u‑ortodokse orga­ni­se­ring, der for tiden her­sker i de orto­dok­se kir­ker i Vesten.

Den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner til den øvri­ge krist­ne ver­den! Man­ge pro­te­stan­ti­ske iagt­ta­ge­re vil sik­kert mene, at den sag i prin­cip­pet er let nok. Men net­op det punkt vold­te sto­re van­ske­lig­he­der på Kre­ta. For den orto­dok­se kir­ke for­står sig selv som fuldt og helt iden­tisk med den nikæn­ske tros­be­ken­del­ses ”ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske kir­ke” og kan der­for ikke aner­ken­de den pro­te­stan­ti­ske såkald­te ”gren-teo­ri”, som lærer, at kir­ken udgø­res af sum­men af alle kir­ke­sam­fund, at alle krist­ne såle­des er kir­ken, omend på for­skel­li­ge måder.

Der­for blev der på mødet på Kre­ta meget hef­ti­ge dis­kus­sio­ner, om beteg­nel­sen ”kir­ke” over­ho­ve­det kan benyt­tes om andre kir­ke­sam­fund end den orto­dok­se kir­ke. Sagen tru­e­de med at gå i hård­knu­de, ind­til den græ­ske kir­ke (som selv hører til ”stram­mer­ne” på områ­det), fore­slog den for­mu­le­ring, der løste knu­den og fik til­slut­ning fra de øvri­ge. Den lyder i slut­do­ku­men­tet sådan her: ”Den orto­dok­se kir­ke aner­ken­der eksi­sten­sen af andre histo­ri­ske, hete­ro­dok­se kir­ker og konfessioner”(§6). Nøg­le­or­det er natur­lig­vis ”hete­ro­dok­se”, alt­så afvi­gen­de fra den ret­te (den orto­dok­se) lære.

De orto­dok­se patri­ar­ka­ter har gen­nem åre­ne haft betæn­ke­lig­he­der angå­en­de del­ta­gel­se i den mel­lem­kir­ke­li­ge dia­log fx i Kir­ker­nes Ver­dens­råd. Her var de orto­dok­se ikke med fra begyn­del­sen, men fra 1960erne begynd­te man at mel­de sig ind. Geor­gi­ens kir­ke meld­te sig imid­ler­tid ud igen i 1997, det sam­me gjor­de Bul­ga­ri­en i 1998. Den­ne vak­len skin­ne­de også igen­nem på kon­cilet på Kre­ta, hvor det om Ver­dens­rå­dets måske mest cen­tra­le kom­mis­sion ”Faith and Order” (Tro og Kir­ke­ord­ning) bl.a. hed­der: ”Den orto­dok­se kir­ke for­be­hol­der sig reser­va­tio­ner i for­hold til afgø­ren­de punk­ter angå­en­de tro og kir­ke­ord­ning, for de ikke-orto­dok­se kir­ker og kon­fes­sio­ner har fjer­net sig fra den ene, hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske kir­kes san­de tro” (§21).

I sam­me spor kon­klu­de­rer kon­cilet: ”Den orto­dok­se kir­ke del­ta­ger i Kir­ker­nes Ver­dens­råd, men for­bli­ver tro mod sin kir­ke­for­stå­el­se, sin iden­ti­tet og sin indre struk­tur og mod læren fra de syv kon­ci­lers kir­ke. Den god­ta­ger på ingen måde tan­ken om lig­hed mel­lem kon­fes­sio­ner­ne” (§18).

Kre­ta-mødet frem­hæ­ver såle­des en ræk­ke mar­kan­te for­be­hold og gør det klart, at den orto­dok­se kir­kes tro og prak­sis er den oprin­de­li­ge og den ret­te, men under­stre­ger sam­ti­digt, at kir­ken fin­der det vig­tigt med dia­log med ver­dens øvri­ge krist­ne: ”Den orto­dok­se kir­ke, som uop­hør­ligt beder for alles enhed, har altid ple­jet dia­log med dem, som har skilt sig ud fra den” (§4).

Den orto­dok­se kir­ke har, som det er frem­gå­et, den selv­for­stå­el­se, at den ale­ne er den san­de kir­ke, og at såvel den romer­ske som de pro­te­stan­ti­ske kir­ke­sam­fund har ”skilt sig ud fra den” (§4), er ”afvi­gen­de fra den ret­te lære” (§6), ”har fjer­net sig fra kir­kens san­de tro” (§21), og at der der­for ikke kan tæn­kes ”lig­hed mel­lem kon­fes­sio­ner­ne” (§18). Men hvil­ket fæl­les­skab kan den orto­dok­se kir­ke da over­ho­ve­det have med de hete­ro­dok­se?

Her er der to afgø­ren­de svar. For det før­ste må vi skel­ne mel­lem ”kir­ken” og ”de krist­ne”. Der er i ver­den man­ge krist­ne, som af ind­vik­le­de histo­ri­ske årsa­ger er ble­vet hete­ro­dok­se, men ikke der­for er ophørt med at være krist­ne. For det andet er det en helt nød­ven­dig orto­doks ind­sigt, at selv om vi ved, hvor kir­ken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor man­ge, der måt­te være knyt­te­de til kir­ken med bånd, som ale­ne er syn­li­ge for Gud.

Hvil­ke kon­kre­te, mærk­ba­re kon­se­kven­ser har den­ne balan­ce­gang mel­lem eks­klu­si­vi­tet og dia­log for den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner og prak­sis i for­hold til andre kir­ke­sam­fund? Ikke så få. Helt over­ord­net inde­bæ­rer det, at der ikke er nad­ver­fæl­les­skab mel­lem orto­dok­se og ikke-orto­dok­se. Kato­lik­ker og pro­te­stan­ter kan nor­malt ikke mod­ta­ge nad­ver i den orto­dok­se kir­ke, og orto­dok­se tro­en­de kan ikke, i hvert fald ikke med deres biskops bil­li­gel­se, mod­ta­ge nad­ver andre ste­der end i en orto­doks kir­ke.

Leve­de Det Hel­li­ge og Sto­re Kon­cil på Kre­ta op til for­vent­nin­ger­ne? Det kom­mer an på, hvil­ken syns­vin­kel man anlæg­ger. Det er en klar svæk­kel­se af kon­cilet, at fire ud af fjor­ten patri­ar­ka­ter, blandt dem den tal­mæs­sigt mæg­ti­ge rus­si­ske kir­ke, meld­te fra med kort var­sel.

Men når det gæl­der den kla­re og umis­for­stå­e­li­ge præ­ci­se­ring, indadtil som udadtil, af den orto­dok­se opfat­tel­se af kir­ken, af kir­kens ude­le­li­ge enhed og af den orto­dok­se kir­kes rela­tio­ner til de hete­ro­dok­se krist­ne, så lever kir­ke­mø­det på Kre­ta i juni 2016 helt op til for­vent­nin­ger­ne.

Har været bragt som kro­nik i Kri­ste­ligt Dag­blad 18/7–2016.