Gudsmoders Beskyttelses Menighed modtog lørdag den 13. juni 2026 besøg af vor højærværdige Biskop Macarie fra det Rumænske Patriarkats bispestol for Nordeuropa. Det blev en storslået og glædesfyldt dag; og det blev den endelige, officielle markering af vor menigheds indlemmelse i Det Nordeuropæiske Stift med hovedsæde i Stockholm, Sverige.
Biskoppen var ledsaget af tre præster og to diakoner, som sammen med vores egen præst og diakon fejrede Biskoppelig Liturgi med stor skønhed og pragt. Fejringen var på dansk, rumænsk og engelsk, og den blev til en festlig og højtidelig manifestation af vores ortodokse, kristne broder- og søsterskab.
Biskop Macarie medbragte gaver, det nordiske ærkepræstekors til f. Poul og kors til popadia Inger Birgitte. Endvidere skænkede biskoppen vores menighed en smuk ikon, som afbilder hellige Paisios og hellige Cleopas. Den sidstnævnte er biskoppens egen åndelige fader.
Festlighederne varede til ud på eftermiddagen; og de fortsatte søndag den 14.juni, hvor vi alle var inviterede til endnu en storslået, biskoppelig Liturgi i f. Mihais menighed i Tølløse.
I sandhed en lørdag/søndag, som bragte glæde og fest tillige med optimisme og håb om fremgang for det ortodokse, kirkelige liv på vores eget sprog her i Danmark. Tak til alle, som bidrog!
Indslag om besøget på Trinitas TV:
Se yderligere billeder i galleriet nedenfor og billeder fra Tølløse på dette link fra Facebook.







































