Julebudskab 2010 fra Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane

Kære brød­re og søstre i Kristus

”Lovet være Gud, vor Her­re Jesu Kri­sti Fader, barm­hjer­tig­he­dens Fader og al trøsts Gud, som trø­ster os under al vor trængsel, så at vi kan trø­ste dem, der er stedt i alle hån­de trængs­ler …” (2. Kor. 1, 3 — 4)

Vi er nået frem til høj­ti­den for vor Her­re Jesu Kri­sti Fød­sel. Som hvert år er det et stort nådens øje­blik, som vi sam­men ople­ver i glæ­de, et helt sær­ligt øje­blik, som jeg ger­ne vil dele med jer i dag.

Hvor­for er det, at vi alle glæ­der os? For­di eng­lens bud­skab til hyr­der­ne også er hen­vendt til os og til alle men­ne­sker på Jor­den: ”I dag er der født jer en Frel­ser, som er Kristus, Her­ren!”

Hele Det Gam­le Testa­men­te taler til os om den­ne ven­ten på frel­sen, og oldin­gen Simeon udtryk­ker på veg­ne af hele men­ne­ske­he­den, hvad der føl­ger af den­ne meget sto­re hæn­del­se, opfyl­del­sen af løf­tet om frel­sen: ”Nu lader Du Din tje­ner fare her­fra i fred, Her­re, for mine øjne har set Din frel­se, et lys til åben­ba­rel­se for hed­nin­ge­ne …”

Men hvor­le­des kan vi i dag ople­ve den ”sto­re glæ­de”, eng­le­ne taler til hyr­der­ne om? Hvad peger det­te bud­skab på, og hvil­ken genklang fin­der det i vore hjer­ter?

Hele ver­den, uni­ver­set, fore­kom­mer i den grad at befin­de sig i et dybt mør­ke. Beva­res, i vore byer og lands­by­er ser vi en hel mas­se strå­len­de deko­ra­tio­ner, for man­ge fin­der høj­ti­den udtryk ved fest­li­ge mål­ti­der og udveks­ling af gaver, men desvær­re ser det ud til, at bag­grun­den for den­ne høj­tid, den vir­ke­li­ge betyd­ning af den hæn­del­se, vi fejrer, er for­s­vun­det, og at de fle­ste af vore med­men­ne­sker ikke læn­ge­re ved, hvor­for vi glæ­der os.

Er vi bevid­ste om den nød, men­ne­ske­ne befin­der sig i på den­ne Jord, hvor ethvert mid­del kan bru­ges til at glem­me lidel­sen, mid­ler, som altid er util­stræk­ke­li­ge, kortva­ri­ge og kun­sti­ge …?

Hele den­ne beskri­vel­se kan let gøre os til pes­si­mi­ster og få os til at sige: ”Hvad er det godt for? Hvor er den, den frel­se, Gud skæn­ker os?”

For vore øjne ser vi en men­ne­ske­hed i til­ta­gen­de for­fald, men­ne­sket er som for­van­sket. Det vir­ker, som om vi ikke læn­ge­re er i stand til at elske.

Lad os ikke bed­ra­ge os selv! Situ­a­tio­nen var hel­ler ikke strå­len­de for mere end to tusin­de år siden … Og dog ske­te der en for­vand­ling, som vend­te op og ned på alting: I Bet­hle­hem åben­ba­re­des Guds græn­se­lø­se kær­lig­hed! Guds enbår­ne Søn og Ord, den anden Per­son i den hel­li­ge Tre­e­nig­hed forel­ske­de Sig i alle Jor­dens men­ne­sker, ska­bel­sens frug­ter, og Han tager imod dem, som de var den­gang, og som de er i dag, skrø­be­li­ge, sva­ge og sår­e­de. Kristus i kryb­ben ræk­ker arme­ne ud imod små som sto­re, både hyr­der­ne og de vise mænd.

Den­ne græn­se­lø­se kær­lig­hed, den­ne uen­de­li­ge barm­hjer­tig­hed, skæn­kes os uden mind­ste betin­gel­se, og de arme, som er rakt ud imod os, vil være det end­nu mere, når de nag­les til Kor­sets træ for at vise os, hvor højt vor Her­re Jesus Kristus elsker os.

Det er ved at sige ja til at fødes på Jor­den i den mest skrø­be­li­ge form, som tæn­kes kan, som et lil­le barn, at vor Her­re Jesus i kødet og fra Sit før­ste skrig stif­ter bekendt­skab med og erfa­rer al men­ne­skets nød. Det er på den måde, vi får skæn­ket den gud­dom­me­li­ge kær­lig­heds goder.

Dét, vi har fået givet, det har vi ansvar for. Vi kan ikke tage æren for, at vi er krist­ne, for alt er ble­vet os givet! Men vi skal vide at give Gud æren: ”Ære være Gud i det høje­ste!”, de ord, vi siger som ind­led­ning til den gud­dom­me­li­ge Litur­gi, dem skal vi ind­ar­bej­de i hele vort liv, og vi skal knyt­te dem til alle men­ne­sker på Jor­den, i deres glæ­de såvel som i deres smer­te!

Vi bør ikke fry­de os over glæ­den fra Gud, alt imens vi glem­mer nøden blandt men­ne­sker.

Hyr­der­ne skæn­ke­de sik­kert Maria nog­le lam til hen­des Søn, og de vise mænd brag­te koste­li­ge gaver med sig. Og vi, hvad brin­ger vi med os som gaver? Vor tak­si­gel­se? Bestemt! Glæ­den over at tage imod vor Frel­ser? Afgjort! Men lad os ikke glem­me at over­gi­ve alle vore nød­li­den­de med­men­ne­sker i for­va­ring ved Kri­sti fød­der, for som den hel­li­ge Silou­an fra Athos siger: ”Vor næste er vort eget liv.”

Lad os tage imod glæ­den fra Gud, som hen­gi­ver Sig til os, og lad os ”aflæg­ge det­te livs bekym­rin­ger.” Dét er det håb, som strå­ler den­ne jule­nat, og det er sådan, ver­den frel­ses!

I glæ­de over Her­rens Fød­sel vel­sig­ner jeg jer alle med stor kær­lig­hed i Her­ren.

Paris, Hel­li­ge Ale­xan­der Nev­sky Kated­ral
Julen 2010

+ Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne
Eks­ark for Den Øku­me­ni­ske Patri­ark