Fasthold din tanke på helvede, og opgiv ikke håbet

Oven­stå­en­de råd er ind­gi­vet Silou­an af Kristus som et ånde­ligt sværd i kam­pen mod stolt­hed. Vi kan læse hele Silou­ans ånde­li­ge testa­men­te til efter­ti­den i Arke­man­drit  Sop­hro­nys bog om Silou­an, på engelsk ”Saint Silou­an -The Atho­ni­te” eller på fransk ”Sta­rets Silou­a­ne – Moi­ne du Mont-Athos”.

Iko­ner med den hel­li­ge Silou­an frem­stil­ler ham som Kristus-sku­en­de, med en udrul­let skriftrul­le, ofte med net­op dis­se ord.

Også Maxim Egger tager udtryk­ket op i sin bog ”Pri­er 15 jours avec Silou­a­ne” (Bede 15 dage med Silou­an). Her er det­te ”ånde­li­ge sværd” gen­stand for den syven­de dags bøn:

”Her­re, Du ser, at jeg vil bede til Dig med en ren ånd, men dæmo­ner­ne for­hin­drer mig deri. Sig mig, hvad jeg skal gøre, for at de fjer­ner sig fra mig.” Og jeg modt­og i min sjæl det­te svar fra Her­ren: ”Dæmo­ner­ne får altid de stol­te til at lide.”

Jeg sag­de: ”Her­re, Du er barm­hjer­tig; min sjæl ken­der Dig; sig mig, hvad jeg skal gøre, for at min sjæl bli­ver ydmyg.” Og Her­ren sva­re­de mig i sjæ­len ”Fast­hold din tan­ke på hel­ve­de, og opgiv ikke håbet.”

Sta­ret­sen (ånde­lig vej­le­der) Silou­an gen­nem­le­ve­de ange­ren som ydmyg­he­dens vej på en sær­lig bræn­den­de måde, idet han fulg­te Kri­sti råd: Fast­hold din tan­ke på hel­ve­de og opgiv ikke håbet. Et stærkt og slå­en­de udtryk, men også van­ske­ligt. For at for­stå det i hele dets dyb­de, måt­te man selv befin­de sig i en ånde­lig til­stand lig den til hvem, det blev sagt. Man kan alt­så kun nær­me sig det med for­sig­tig­hed, ved at give afkald på den­ne ver­dens vis­dom og give plads for Åndens nød­ven­dig­vis para­doksa­le visdom.

Det­te udtryk har fak­tisk givet anled­ning til tal­ri­ge for­tolk­nin­ger. Det bli­ver ofte i før­ste omgang opfat­tet psy­ko­lo­gisk, som en trøst, en opmun­tring til at hol­de ud i en van­ske­lig situ­a­tion, i lidel­sen, ulyk­ken, fortviv­lel­sen. Den­ne for­stå­el­se, lige så given­de den kan være, er imid­ler­tid ikke Silou­ans. For ham er det at fast­hol­de tan­ken på hel­ve­de en frem­gangs­må­de i den ånde­li­ge kamp for at døm­me sig selv og der­med gøre det muligtat angre på den rig­ti­ge måde, at kæm­pe mod stolt­he­den, sej­re over liden­ska­ber­ne og dæmonerne.

 

For at træn­ge ind i det­te udtryks myste­ri­um, eller sna­re­re for at lade det kom­me ind i hjer­tet, må vi først skil­le os af med en vis vision af hel­ve­de, dén der ofte fin­des i Vesten, med hele dens vir­var af mid­delal­der­li­ge fore­stil­lin­ger. ”Hel­ve­de” her beteg­ner ikke et geo­gra­fisk sted – hvor Gud ikke vil­le være – men en ånde­lig til­stand, ” en for­bræn­ding af bevidst­he­den” (Ori­ge­nes 2. årh.). I det fore­lig­gen­de til­fæl­de, den til­stand, hvor sjæ­len er adskilt fra Gud på grund af sine syn­der eller, mere præ­cist, den til­stand, hvor sjæ­len er udsat for Guds kær­lig­heds hvid­g­lø­de­n­de lys, men selv er for uigen­nem­træn­ge­lig og luk­ket, alt for opta­get af sig selv og sine liden­ska­ber til at mod­ta­ge det og sva­re på det, til ikke at bli­ve for­brændt sna­re­re end leven­de­gjort af det. 

Som den hel­li­ge Isaac Syre­ren (7. årh), med hvem vi jo ved, at Silou­an føler sig tæt beslæg­tet, udtryk­ker det: ”hel­ve­des pin­s­ler er kær­lig­he­dens pin­s­ler”. Vi er fak­tisk alle helt omslut­tet af Guds kær­lig­hed, men alt efter vor sjæls til­stand, ople­ver vi det­te møde for­skel­ligt: som para­di­sets salig­hed, hvis vi alle­re­de er ren­se­de og oply­ste af nåden, som en hel­ve­des lidel­se, hvis vi er opfyld­te af mørke.

Fast­hold din tan­ke på hel­ve­de er alt­så en opfor­dring til at sti­ge ned i de mør­ke­ste afgrun­de af vort væsen, til at blot­læg­ge vor sjæl og udsæt­te den for den gud­dom­me­li­ge kær­lig­heds strå­ler; og den ”ange­rens ild”, som Silou­an taler om, er ingen anden end Hel­li­gån­dens ild. Den­ne nedsti­gen er en måde, hvor­på vi kan del­ta­ge i Kri­sti kamp mod Satan i ørke­nen og i Hans ned­fart til døds­ri­get – høj­de­punk­tet af Hans ”keno­sis” (tøm­ning, dvs. Kristus gav afkald, tøm­te sig selv, og tog tje­ner­skik­kel­se på) ). For det er natur­lig­vis ude­luk­ken­de sam­men med Ham, at vi, uden fare, kan besej­re dæmo­ner­ne og gen­nem­træn­ge vort mør­ke; det er for Hans leven­de­gø­ren­de opstan­del­ses­lys, at vi skal udsæt­te vor sjæl.

Den­ne frem­gangs­må­de er i begyn­del­sen en sik­ker vej til lidel­se. For den afslø­rer ubarm­hjer­tigt alt det i os, der end­nu til­hø­rer den gam­le Adam (dvs. døden) og sta­dig stil­ler hin­drin­ger for nåden (dvs. livet). En afslø­ring, der tager til i styr­ke, for jo mere det gud­dom­me­li­ge lys oply­ser mør­ket i hjer­tet, jo kla­re­re ser vi de uren­he­der, der til­s­m­ud­ser Guds bil­le­de i os. Jo mere bevid­ste vi bli­ver om vor Ska­ber og Her­res kær­lig­hed, jo mere lider vi over at have sår­et Ham eller over at have afskå­ret os fra Ham. Men den­ne lidel­se — som er Kor­sets lidel­se – er leven­de­gø­ren­de, i mod­sæt­ning til døde­ns lidel­se, som er død­brin­gen­de. Den er lige­le­des kil­de til ydmyg­hed: Stil­let over for vor egen sjæls elen­dig­hed må vi nød­ven­dig­vis ophø­re med at døm­me andre og i ste­det døm­me os selv. Silou­an, som betrag­ter sig selv som en ska­bet hund, skri­ver: Man bør anse sig selv for at være vær­re end alle andre og døm­me sig selv til hel­ve­de. Jeg er ikke vær­dig, hver­ken til Gud eller til Para­dis, men til hel­ve­des pin­s­ler. Hel­li­gån­den lærer os at tæn­ke sådan om os selv.

Den­ne form for anger, som for­e­ner tan­ken på døden og fore­gri­bel­sen af Dom­me­dag, bli­ver hos Silou­an en vir­ke­lig aske­tisk prak­sis, et ånde­ligt sværd til at ren­se hjer­tet og for­bli­ve i Gud: Når jeg fast­hol­der min tan­ke på hel­ve­de, er min sjæl i fred. Når jeg, der­i­mod, lader min tan­ke slip­pe ud af ilden, styr­kes de tan­ker, der ikke er Gud velbehagelige.

At fast­hol­de tan­ken på hel­ve­de bli­ver først menings­fuldt med den anden del af udtryk­ket, som ska­ber balan­ce: Og opgiv ikke håbet. Under­for­stå­et: om din frel­se og den gud­dom­me­li­ge barm­hjer­tig­heds græn­se­løs­hed. Sagt på en anden måde: Giv aldrig efter for fortviv­lel­sen, som er en form for sub­til stolt­hed, en lum­sk liden­skab hos jeget, der er fan­get af selv­til­stræk­ke­lig­hed, og som ikke har stør­re hori­sont end sig selv. Den der fortviv­ler er sin egen mor­der, sag­de Johan­nes af Sti­gen (6. årh). Lad os aldrig glem­me, at det er syn­de­ren – ikke Gud – som ska­ber sit eget hel­ve­de, og at hel­ve­des mør­ke er ble­vet besej­ret af Påskens Lys, at Gud er stør­re end vor egen samvit­tig­heds dom (jf. 1 Joh 3:20).

Hvis enhver sjæl kend­te Her­ren, vid­ste hvor meget Han elsker os, så vil­le ingen fortviv­le, end­si­ge klage.

Her er vi i hjer­tet af den krist­ne erfa­rings para­dok­ser, hvor man (det gam­le men­ne­ske) må dø for at genop­stå (det nye Men­ne­ske), gå gen­nem hel­ve­de for at få adgang til Riget, ydmy­ge sig selv for bli­ve ophø­jet, tøm­me sig (for sit ego) for at bli­ve fyldt (af Hel­li­gån­den). Silou­an præ­ci­se­rer på den­ne måde: Jo mere vi ydmy­ger os, jo stør­re bli­ver Guds gaver. Hvis sjæ­len døm­mer sig selv til hel­ve­de, alt mens den håber på Guds barm­hjer­tig­hed, så bli­ver den opfyldt af Guds styrke.

Ange­ren, endog i sin radi­ka­le selv­for­døm­mel­se, er alt­så det stik mod­sat­te af skyld­fø­lel­se. Hvor den­ne er luk­ket­hed, opløs­ning og selv­for­dy­bel­se, er hin fri­gø­rel­se, bevæ­gel­se, åben­hed over for næsten og Den helt Anden. Den grund­læg­gen­de for­skel mel­lem ange­ren og skyld­fø­lel­sen består i det rum, der gives eller ej til den gud­dom­me­li­ge barm­hjer­tig­hed.Husk to tan­ker og frygt dem. Den ene siger til dig: ”Du er hel­gen”, den anden: ”Du bli­ver ikke frelst.” Dis­se to tan­ker kom­mer fra Fjen­den, og de rum­mer ingen sand­hed. Den krist­ne vej er en tråd, udstrakt mel­lem bevidst­he­den om syn­den og til­li­den til Gud, som er barm­hjer­tig og vil, at vi skal frel­ses. Al ånde­lig­heds kunst går ud på at beva­re balan­cen og spæn­din­gen mel­lem de to poler.

Sam­ti­dig kræ­ver Kri­sti råd til Silou­an stor døm­me­kraft og for­sig­tig­hed i udø­vel­sen. Sta­ret­sen var en ånde­lig kæm­pe, men ikke alle har sam­me styr­ke – ej hel­ler sam­me nåde. Vi må alt­så fast­hol­de tan­ken på hel­ve­de ud fra vor egen ånde­li­ge og sjæle­li­ge styr­ke og ken­de dens græn­ser for ikke at knu­se sjæ­len. Sna­re­re end at anven­de det­te udtryk bog­sta­ve­ligt, bør vi især begri­be ånden i det.

Oven­stå­en­de tekst er over­sat fra Maxim Egger ”Pri­er 15 jours avec Silou­a­ne” p.59–64.

Hl. Silou­an.

Efter­føl­gen­de note om Sil­uo­ans liv og ånde­li­ge kamp er et sam­men­drag af intro­duk­tio­nen p.7–18 i sam­me værk:

Den hel­li­ge Silou­an af Athos kom­mer til ver­den i 1866 i Chovsk, han får nav­net Symeon Iva­novitch Anto­nov og vok­ser op i en typisk rus­sisk bon­de­fa­mi­lie. Han dør på Athos den 24. sep­tem­ber 1938 og kano­ni­se­res af det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kat i 1988. Hans opvækst og ung­dom er tur­bu­lent, med kun to vintres sko­le­gang og en lær­lin­ge­tid som tøm­rer. Hans far, der var ulærd, men mild og viis, påvir­ker ham ånde­ligt, og alle­re­de fra fire­år­sal­de­ren fat­ter han den plan, efter at have hørt en omrej­sen­de bog­hand­ler hæv­de hårdnak­ket, at Gud ikke eksi­ste­rer, at han vil dra­ge ud i den vide ver­den og ”lede efter Gud”. Sva­ret kom­mer 15 år sene­re, hvor han berø­res dybt ved at høre en kvin­de, net­op hjemvendt fra en pil­grims­rej­se, vid­ne om mirak­ler­ne, hun har ople­vet på en hel­gens grav. Silou­an mod­ta­ger som en inspira­tion: Hvis han er hel­lig, bety­der det, at Gud er med os. Jeg har ikke brug for at rej­se ver­den rundt  for at fin­de Ham. Ved den­ne tan­ke, som er en sand Hel­li­gån­dens nåde­ga­ve, opf­lam­mes han af kær­lig­hed til Gud. Den får ham til at omven­de sig, han opgi­ver sit vil­de ung­doms­liv, og nærer for før­ste gang ønsket om at bli­ve munk. Men efter fade­rens ønske fær­dig­gør han først sin mili­tærtje­ne­ste. Nåde­til­stan­den varer ikke ved, efter tre måne­ders hen­ri­vel­se gen­op­ta­ger han sit tid­li­ge­re vil­de liv. Men Gud opgi­ver ham ikke. Silou­an drøm­mer, at en slan­ge gli­der ind i hans mund og gen­nem­træn­ger hans hjer­te. Han våg­ner, fuld af afsky, og han hører en blid og smuk stem­me, som han gen­ken­der som Guds­mo­ders stem­me: ”Du har slugt en slan­ge, og det væk­ker din afsky. Jeg kan hel­ler ikke lide at se, hvad du gør.” Den­ne gang bli­ver erfa­rin­gen af nåden afgø­ren­de for Silou­an. Han angrer, men dybe­re. En udtalt synds­fø­lel­se opstår i ham. Alt ændres: Hans syn på ver­den, hans dag­li­ge liv og hans rela­tio­ner til andre men­ne­sker. Han udstår sin mili­tærtje­ne­ste, med tan­ker­ne fæst­net på mun­ke­ne på Athos, der beder dag og nat. Han stil­ler sig selv det spørgs­mål: Hvem vil, på Dom­me­dag, give det bed­ste svar: dem eller os?

Som 26 årig begi­ver han sig afsted til det Hel­li­ge Bjerg Athos for at bli­ve munk i Hl. Pate­lei­mons klo­ster, der på den tid rum­me­de tæt ved 2000 mun­ke og arbej­de­re. Efter kort tid for­la­der følel­sen af nåde ham igen, alt bli­ver tungt og van­ske­ligt. Han fin­der ud af, at Athos ikke er den fre­dens havn, han hav­de tro­et. Han opda­ger, at hel­ve­de, som på en vis måde var uden for ham, da han var i ver­den, i vir­ke­lig­he­den befin­der sig i hans eget hjer­te. Han gen­op­ta­ger alt­så kam­pen, beder utræt­te­ligt og ved­va­ren­de, og mod­ta­ger efter nog­le få uger den uop­hør­li­ge bøns gave for­an iko­nen af Guds­mo­der og har der­med taget et afgø­ren­de vig­tigt skridt på hel­lig­he­dens sti­ge. Men risi­ko­en for at fal­de er kun så meget desto stør­re. Nåde­ga­ven og hans med­brød­res kom­pli­men­ter giver ham høje tan­ker om egen fortræf­fe­lig­hed, han sam­men­lig­ner sig med de andre og døm­mer dem. På ny luk­ker han sig for nåden og mister den. Dæmo­ner­ne træ­der an med hele kor­te­ger af ånde­li­ge illu­sio­ner, der fører ham mod fortviv­lel­sens afgrund. Det fore­kom­mer ham, at intet nyt­ter, hver­ken bøn­ner eller streng faste. Angst og kraf­tes­løs udbry­der han til sidst: Gud er ubøn­hør­lig, vor bøn er for­gæ­ves, Han hører os ikke. Som svar på ang­sten mod­ta­ger han, seks måne­der efter sin ankomst til det Hel­li­ge Bjerg, en dag han beder for­an Kristu­si­ko­nen i Pro­fe­ten Eli­as’ kapel, en end­nu stør­re nåde: Her­ren viser sig for ham. Hele hans væsen — krop, sjæl og ånd – opfyl­des af nådens ild, og Her­ren bli­ver fra da af hans ene­ste glæ­de, hans salig­hed, styr­ke, vis­dom og rig­dom. Men den­ne åben­ba­ring bli­ver også, og det er det krist­ne livs para­doks, kil­de til hans lidel­se og græn­se­lø­se længsel efter Gud. For har man erfa­ret Her­rens her­lig­hed, er tabet af nåde og fra­væ­ret af Gud den stør­ste af alle ulyk­ker. Det lyk­kes ikke for Silou­an at beva­re den uhør­te nåde, han har mod­ta­get, han fal­der til­ba­ge i en fryg­te­lig kamp mod liden­ska­ber­ne, en indre og ensom kamp, som ingen kan hjæl­pe ham med, og som han kun kan kæm­pe, for­di Her­ren har vist ham, hvor meget Han elsker menneskene.

En nat omkring 1906, fjor­ten år efter Silou­ans ankomst til Athos, mens han er i bøn for­an Kri­sti ikon, stil­ler der sig en dæmon mel­lem ham og iko­nen, som for at tvin­ge ham til bøje sig for den. Silou­an råber sin fortviv­lel­se og afmagt til Her­ren. Da viser Kristus ham vej­en ud af stolt­he­den ved at sige: Fast­hold din tan­ke på hel­ve­de og opgiv ikke håbet. Silou­an adly­der budet: Jeg begynd­te at gøre, som Her­ren hav­de anvist mig, min ånd fandt fred og hvi­le. Og fra det øje­blik kend­te jeg på én gang grun­den til mine lidel­ser og den medi­cin, der skul­le til for at hel­bre­de dem. Bevæb­net med det­te tera­pe­u­ti­ske red­skab, som lige­le­des er et ånde­ligt sværd, arbej­der han de næste fem­ten år af sit liv tål­mo­digt på at ren­se sit hjer­te. Han ind­træ­der såle­des lidt efter lidt ”i den hel­li­ge liden­skab­løs­heds (apat­heia) høje sfæ­rer”, sam­ti­dig med at han påta­ger sig arbej­det som regn­skabs­chef for en lager­plads tæt ved klo­stret og ansvar­lig for dens 200 arbej­de­re, som han beder for og lider med. Det er den­ne medliden­hed med alle jor­dens folk, der får ham til at skri­ve, ikke som en vil­jesakt, men til­skyn­det af Hel­li­gån­den.

Arke­man­drit Sop­hro­ny (1896 -1993) var Silou­ans ene­ste discipel. Han kom til Vesten i 1947, efter at have til­bragt 22 år på Athos. Det er, som nævnt tid­li­ge­re, tak­ket være ham, at ver­den har fået kend­skab til den hel­li­ge Silou­ans liv og skrifter.

Kil­de: Maxi­me Egger ”Pri­er 15 jours avec Silou­a­ne” (Bede 15 dage med Silou­an), Nou­vel­le Cité 2002

Se også: