Fader Alexander Schmemann er mester for en kort, kyndig, inspirerende og lærerig forklaring af forskellige aspekter af Den Store Faste. Great Lent hedder bogen, som er skrevet på engelsk og udkommet i 1969, mens fader Alexander var rektor for St. Vladimir Theological Seminary i U.S.A. Nedenfor bringer vi kommenterede glimt fra nogle kapitler i bogen.
Under kapiteloverskriften Den Lysende Sørgmodighed skriver fader Alexander, at målet med Den Store Faste er ikke at påtvinge os nogle ydre forpligtelser, men at mildne vort hjerte, så at det kan åbne sig for åndens virkelighed og erfare den hemmelige sult og tørst efter fællesskab med Gud.
Gennem alle aspekter af Den Store Faste kan vi erfare denne lysende sørgmodighed, knyttet til fastetidens karakter af anger og omvendelse, som helt fra begyndelsen dog er gennemlyst af forventningen om dét, som skal komme. Det gælder ikke mindst for de særlige tjenester, som hører perioden til, og for den særlige tone, som strømmer igennem dem. Fædrene, som har komponeret disse tjenester, skriver fader Alexander, de kender virkelig til kunsten at angre, og hvert år i Den Store Faste gør de denne kunst tilgængelig for alle, som har øren at høre med og øjne at se med.
Den Store Faste indledes mange steder med læsningen over fire dage af hellige Andreas af Kretas Bodskanon. Denne tekst udkrystalliserer med smertelig klarhed vore synder og overtrædelser, vor selvoptagethed og selvcentrering, samtidigt med at den fortvivlet råber til Herren om tilgivelse og forvandling. Det er en tekst, som på markant måde anslår fastetidens åndelige stemning af lysende sørgmodighed; og fader Alexander pointerer, at man bør gøre en helt særlig indsats for at deltage, i det mindste én eller to gange, ved hellige Andreas af Kretas Bodskanon. – Nogle menigheder vender i Fastens femte uge tilbage til Bodskanon og læser den da i ét, sammenhængende stykke.
En anden tekst, som karakteriserer den Store Faste er hellige Efraim Syrerens Bøn: Herre og hersker over mit liv, giv mig ikke dovenskabens, modløshedens magtlystens og den tomme snaks ånd! Men giv mig, Din tjener, kyskhedens, ydmyghedens, tålmodighedens og kærlighedens ånd! Herre og Konge, lad mig se mine egne forsyndelser og ikke dømme min broder; for Du er velsignet i al evighed. Amen!
Hellige Efraims bøn ‘samler’ så at sige angerens og omvendelsens grundelementer; den sigter på at befri os fra alt det, som holder os borte fra Gud og erstatte det med de egenskaber og den hjertets disposition, som tillader os, ligesom Den Fortabte Søn, at vende tilbage til vor Faders hus. Derfor beder vi denne bøn dagligt (mandag til fredag) gennem hele fastetiden.
Endnu en tjeneste, som alene benyttes i Den Store Faste, og som er karakteristisk for periodens grundtone, skal nævnes. Det gælder De Forudindviede Gavers Liturgi. Tjenesten finder sted på den tid, hvor man normalt holder aftentjeneste; og den fremstår som en kombination af aftentjeneste og liturgi. Alene ved sin placering i mørkningen bidrager De Forudindviede Gavers Liturgi til den lysende sørgmodighed, vi har omtalt tidligere.
Som navnet peger på, er der tale om en nadvergudstjeneste, men af en helt særlig karakter. For der finder ingen frembærelse af det hellige offer sted, ingen eukaristisk bøn og ingen forvandling af brød og vin til Kristi Legeme og Blod. Alt dette er foretaget søndagen forinden, og ved De Forudindviede Gavers Liturgi står vi derfor, med fader Alexanders ord, over for Kristi mystiske nærvær i Kirken, som her åbenbares og manifesteres.
Med De Forudindviede Gavers Liturgi bliver nogle markante forskelle mellem ‘vestlige’ kirker og Den Ortodokse Kirke tydelige, skriver fader Alexander Schmemann. For i vor Kirke opbevarer vi de hellige gaver, alene med det formål at de troende kan få del i Kristi Legeme og Blod, også på dage, hvor der ikke kan fejres liturgi på almindelig måde (og for at syge, som ikke kan komme i kirke kan modtage det hellige). Det kunne derimod aldrig forekomme blandt ortodokse, at Kristi Legeme og Blod blev udstillet og tilbedt, som man gør det i romersk katolsk sammenhæng. Ved denne praksis har, skriver fader Alexander, latinerne de facto adskilt tilbedelsen og kommunionen; og derved har de åbnet døren for en farlig, åndelig afsporing, når det gælder eukaristiens og, sandt at sige, selve Kirkens sande mål.
Der er mange grunde til at fremhæve De Forudindviede Gavers Liturgi og den store åndelige rigdom i denne tjeneste. Fader Schmemann skriver: Det er absolut nødvendigt i løbet af Den Store Faste at afsætte i hvert fald én aften til De Forudindviede Gavers Liturgi og til den åndelige erfaring, tjenesten bibringer, nemlig erfaringen af fuld faste, erfaringen af, hvordan i hvert fald én dag forvandles til virkelig afventen af Dommen og Glæden.
Der hentydes her til, at for at kunne modtage nadver ved De Forudindviede Gavers Liturgi må man have fastet mindst fra middag samme dag (nogle foreskriver faste den fulde dag). Det giver, så beskedent og let det end kan lyde, en anderledes markant erfaring af, hvad faste er, end den ‘sædvanlige’ faste fra midnat og indtil morgenliturgien.
Tjenesten er meget smuk, gennemstrømmet af både anger og forventning, af sorg og af glæde, af lysende sørgmodighed. Det er et gribende øjeblik, når de forud helligede gaver bæres frem, og menigheden i tavshed velsignes dermed efter at have sunget: Nu tjener de himmelske magter usynligt sammen med os. For se, ærens Konge, ærens Konge træder ind. Se, det mystiske offer bæres fuldbyrdet i triumf! – Og efter velsignelsen fortsætter hymnen: Med tro og kærlighed træde vi frem; så vi får del i det evige liv. Halleluja!
Den ‘ambonbøn’, vi kender fra søndagsliturgien er i De Forudindviede Gavers Liturgi erstattet af følgende bøn, som nok en gang understreger fastetidens blanding af anger, omvendelse og forventning: Herre, Du, som har skabt alting med visdom, og som ved Dit usigelige forsyn og Din store godhed har ført os til disse rene dage med sjælens og legemets renselse, med bekæmpelse af al lidenskab og med håb om Opstandelsen … giv også os, Du Gode, at kunne øve os i den gode strid gennem hele fastetiden, idet vi bevarer troen ubeskåret og kan knuse slangens hoved og sejre over synden og således nå frem til at kunne ære Din hellige Opstandelse!
Vi, som ved De Forudindviede Gavers Liturgi har styrket erfaringen af den lysende sørgmodighed, vi, som er blevet styrkede og trøstede ved modtagelsen af vor Herre og Frelser Jesu Kristi hellige Legeme og Blod, vi går atter ud i verden og i nattens mørke. Vi giver fader Alexander Schmemann det sidste ord: Det er nat derude; og den nat, vi går ind i, og som vi skal leve, kæmpe og holde ud i, den kan endnu være lang. Men nu oplyses den af det lys, vi netop har set. Gudsriget, hvis nærvær ikke synes på nogen måde at blive åbenbaret i denne verden, er blevet os givet ‘i det skjulte’. Dets glæde og dets fred ledsager os, mens vi forbereder os på at fortsætte ad ‘fastens vej”.