Den Lysende Sørgmodighed

Fader Ale­xan­der Sch­me­mann er mester for en kort, kyn­dig, inspi­re­ren­de og lære­rig for­kla­ring af for­skel­li­ge aspek­ter af Den Sto­re Faste. Gre­at Lent hed­der bogen, som er skre­vet på engelsk og udkom­met i 1969, mens fader Ale­xan­der var rek­tor for St. Vla­di­mir The­o­lo­gi­cal Semi­nary i U.S.A. Neden­for brin­ger vi kom­men­te­re­de glimt fra nog­le kapit­ler i bogen.

Under kapi­te­lover­skrif­ten Den Lysen­de Sørg­mo­dig­hed skri­ver fader Ale­xan­der, at målet med Den Sto­re Faste er ikke at påtvin­ge os nog­le ydre for­plig­tel­ser, men at mild­ne vort hjer­te, så at det kan åbne sig for åndens vir­ke­lig­hed og erfa­re den hem­me­li­ge sult og tørst efter fæl­les­skab med Gud.

Gen­nem alle aspek­ter af Den Sto­re Faste kan vi erfa­re den­ne lysen­de sørg­mo­dig­hed, knyt­tet til faste­ti­dens karak­ter af anger og omven­del­se, som helt fra begyn­del­sen dog er gen­nem­lyst af for­vent­nin­gen om dét, som skal kom­me. Det gæl­der ikke mindst for de sær­li­ge tje­ne­ster, som hører peri­o­den til, og for den sær­li­ge tone, som strøm­mer igen­nem dem. Fædre­ne, som har kom­po­ne­ret dis­se tje­ne­ster, skri­ver fader Ale­xan­der, de ken­der vir­ke­lig til kun­sten at angre, og hvert år i Den Sto­re Faste gør de den­ne kunst til­gæn­ge­lig for alle, som har øren at høre med og øjne at se med.

Den Sto­re Faste ind­le­des man­ge ste­der med læs­nin­gen over fire dage af hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bod­ska­non. Den­ne tekst udkrystal­li­se­rer med smerte­lig klar­hed vore syn­der og over­træ­del­ser, vor sel­v­op­ta­get­hed og selv­cen­tre­ring, sam­ti­digt med at den fortviv­let råber til Her­ren om til­gi­vel­se og for­vand­ling. Det er en tekst, som på mar­kant måde anslår faste­ti­dens ånde­li­ge stem­ning af lysen­de sørg­mo­dig­hed; og fader Ale­xan­der poin­te­r­er, at man bør gøre en helt sær­lig ind­sats for at del­ta­ge, i det mind­ste én eller to gan­ge, ved hel­li­ge Andreas af Kre­tas Bod­ska­non. – Nog­le menig­he­der ven­der i Fastens fem­te uge til­ba­ge til Bod­ska­non og læser den da i ét, sam­men­hæn­gen­de styk­ke.

Ikon af hellige Efraim SyrerenEn anden tekst, som karak­te­ri­se­rer den Sto­re Faste er hel­li­ge Efraim Syre­rens Bøn: Her­re og her­sker over mit liv, giv mig ikke doven­ska­bens, mod­løs­he­dens magt­ly­stens og den tom­me snaks ånd! Men giv mig, Din tje­ner, kysk­he­dens, ydmyg­he­dens, tål­mo­dig­he­dens og kær­lig­he­dens ånd! Her­re og Kon­ge, lad mig se mine egne for­syn­del­ser og ikke døm­me min bro­der; for Du er vel­sig­net i al evig­hed. Amen!

Hel­li­ge Efraims bøn ‘sam­ler’ så at sige ange­rens og omven­del­sens grund­ele­men­ter; den sig­ter på at befri os fra alt det, som hol­der os bor­te fra Gud og erstat­te det med de egen­ska­ber og den hjer­tets dis­po­si­tion, som til­la­der os, lige­som Den Fortab­te Søn, at ven­de til­ba­ge til vor Faders hus. Der­for beder vi den­ne bøn dag­ligt (man­dag til fre­dag) gen­nem hele faste­ti­den.

End­nu en tje­ne­ste, som ale­ne benyt­tes i Den Sto­re Faste, og som er karak­te­ri­stisk for peri­o­dens grundt­o­ne, skal næv­nes. Det gæl­der De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi. Tje­ne­sten fin­der sted på den tid, hvor man nor­malt hol­der aftentje­ne­ste; og den frem­står som en kom­bi­na­tion af aftentje­ne­ste og litur­gi. Ale­ne ved sin pla­ce­ring i mørk­nin­gen bidra­ger De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi til den lysen­de sørg­mo­dig­hed, vi har omtalt tid­li­ge­re.

Som nav­net peger på, er der tale om en nad­ver­g­ud­stje­ne­ste, men af en helt sær­lig karak­ter. For der fin­der ingen frem­bæ­rel­se af det hel­li­ge offer sted, ingen euka­ri­stisk bøn og ingen for­vand­ling af brød og vin til Kri­sti Lege­me og Blod. Alt det­te er fore­ta­get søn­da­gen for­in­den, og ved De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi står vi der­for, med fader Ale­xan­ders ord, over for Kri­sti mysti­ske nær­vær i Kir­ken, som her åben­ba­res og mani­feste­res.

Med De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi bli­ver nog­le mar­kan­te for­skel­le mel­lem ‘vest­li­ge’ kir­ker og Den Orto­dok­se Kir­ke tyde­li­ge, skri­ver fader Ale­xan­der Sch­me­mann. For i vor Kir­ke opbe­va­rer vi de hel­li­ge gaver, ale­ne med det for­mål at de tro­en­de kan få del i Kri­sti Lege­me og Blod, også på dage, hvor der ikke kan fejres litur­gi på almin­de­lig måde (og for at syge, som ikke kan kom­me i kir­ke kan mod­ta­ge det hel­li­ge). Det kun­ne der­i­mod aldrig fore­kom­me blandt orto­dok­se, at Kri­sti Lege­me og Blod blev udstil­let og til­bedt, som man gør det i romersk katolsk sam­men­hæng. Ved den­ne prak­sis har, skri­ver fader Ale­xan­der, lat­i­ner­ne de facto adskilt til­be­del­sen og kom­mu­ni­o­nen; og der­ved har de åbnet døren for en far­lig, ånde­lig afspor­ing, når det gæl­der euka­ri­stiens og, sandt at sige, sel­ve Kir­kens san­de mål.

Der er man­ge grun­de til at frem­hæ­ve De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi og den sto­re ånde­li­ge rig­dom i den­ne tje­ne­ste. Fader Sch­me­mann skri­ver: Det er abso­lut nød­ven­digt i løbet af Den Sto­re Faste at afsæt­te i hvert fald én aften til De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi og til den ånde­li­ge erfa­ring, tje­ne­sten bibrin­ger, nem­lig erfa­rin­gen af fuld faste, erfa­rin­gen af, hvor­dan i hvert fald én dag for­vand­les til vir­ke­lig afven­ten af Dom­men og Glæ­den.

Der hen­ty­des her til, at for at kun­ne mod­ta­ge nad­ver ved De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi må man have fastet mindst fra mid­dag sam­me dag (nog­le fore­skri­ver faste den ful­de dag). Det giver, så beske­dent og let det end kan lyde, en ander­le­des mar­kant erfa­ring af, hvad faste er, end den ‘sæd­van­li­ge’ faste fra mid­nat og ind­til mor­gen­li­tur­gi­en.

Tje­ne­sten er meget smuk, gen­nem­strøm­met af både anger og for­vent­ning, af sorg og af glæ­de, af lysen­de sørg­mo­dig­hed. Det er et gri­ben­de øje­blik, når de for­ud hel­li­ge­de gaver bæres frem, og menig­he­den i tavs­hed vel­sig­nes der­med efter at have sun­get: Nu tje­ner de him­mel­ske mag­ter usyn­ligt sam­men med os. For se, ærens Kon­ge, ærens Kon­ge træ­der ind. Se, det mysti­ske offer bæres fuld­byr­det i tri­umf! – Og efter vel­sig­nel­sen fort­sæt­ter hym­nen: Med tro og kær­lig­hed træ­de vi frem; så vi får del i det evi­ge liv. Hal­le­luja!

Den ‘ambon­bøn’, vi ken­der fra søn­dags­li­tur­gi­en er i De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi erstat­tet af føl­gen­de bøn, som nok en gang under­stre­ger faste­ti­dens blan­ding af anger, omven­del­se og for­vent­ning: Her­re, Du, som har skabt alting med vis­dom, og som ved Dit usi­ge­li­ge for­syn og Din sto­re god­hed har ført os til dis­se rene dage med sjæ­lens og lege­mets ren­sel­se, med bekæm­pel­se af al liden­skab og med håb om Opstan­del­sen … giv også os, Du Gode, at kun­ne øve os i den gode strid gen­nem hele faste­ti­den, idet vi beva­rer tro­en ube­skå­ret og kan knu­se slan­gens hoved og sej­re over syn­den og såle­des nå frem til at kun­ne ære Din hel­li­ge Opstan­del­se!

Vi, som ved De For­u­dind­vie­de Gavers Litur­gi har styr­ket erfa­rin­gen af den lysen­de sørg­mo­dig­hed, vi, som er ble­vet styr­ke­de og trø­ste­de ved mod­ta­gel­sen af vor Her­re og Frel­ser Jesu Kri­sti hel­li­ge Lege­me og Blod, vi går atter ud i ver­den og i nat­tens mør­ke. Vi giver fader Ale­xan­der Sch­me­mann det sid­ste ord: Det er nat der­u­de; og den nat, vi går ind i, og som vi skal leve, kæm­pe og hol­de ud i, den kan end­nu være lang. Men nu oply­ses den af det lys, vi net­op har set. Gud­s­ri­get, hvis nær­vær ikke synes på nogen måde at bli­ve åben­ba­ret i den­ne ver­den, er ble­vet os givet ‘i det skjul­te’. Dets glæ­de og dets fred ledsa­ger os, mens vi for­be­re­der os på at fort­sæt­te ad ‘fastens vej”.