Den Store Faste – 5 Misforståelser

Af biskop Kal­li­stos (Ware)

Hvis vi vil for­stå tek­ster­ne i Tri­o­dion [faste­ti­dens litur­gi­ske tekst­sam­ling] rig­tigt og sam­ti­digt begri­be den spi­ri­tu­a­li­tet, der lig­ger under dem, må vi være opmærk­som­me på fem mis­for­stå­el­ser angå­en­de påske­fa­sten.

For det første

er påske­fa­sten ikke kun en sag for mun­ke og non­ner; den er påbudt hele det krist­ne folk. Der er intet sted i tek­ster­ne fra hver­ken øku­me­ni­ske eller loka­le kir­ke­mø­der, der anty­der, at faste ale­ne skul­le være bestemt for klo­stre og ikke for læg­folk. Via dåben er alle krist­ne – hvad enten de er gif­te folk eller under kloster­løf­ter — bære­re af Kor­set og føl­ger der­med sam­me ånde­li­ge vej. Der er stor for­skel på de ydre betin­gel­ser, hvorun­der krist­ne lever; men i sit indre væsen er det ét og sam­me liv. Lige­som mun­ken ved sin fri­vil­li­ge given afkald på sig selv søger at vise den indre god­hed og skøn­hed i Guds ska­bel­se, sådan er også den gif­te krist­ne kal­det til i nogen grad at være aske­tisk. Nega­tio­nens og bekræf­tel­sens veje betin­ger hin­an­den, og den enkel­te krist­ne er kal­det til at føl­ge dem beg­ge sam­ti­digt.

For det andet

må man ikke mis­for­stå faste­ti­dens tek­ster som væren­de pelagi­an­ske [efter Pelagi­us, 4. årh., som hav­de den opfat­tel­se, at men­ne­skets vil­je ale­ne var afgø­ren­de fak­tor for frel­sen, red.] Selv om tek­ster­ne i Tri­o­dion hele tiden opfor­drer til stør­re per­son­lig ind­sats, må vi ikke for­stå det på den måde, at ethvert frem­skridt ude­luk­ken­de afhæn­ger af udø­vel­sen af vores frie vil­je. Tvær­ti­mod, alt hvad vi opnår i påske­fa­sten, må vi for­stå som Guds frie nåde­ga­ver. Hl Andreas af Kre­tas Sto­re Bod­ska­non efter­la­der ingen tvivl på det­te områ­de:

Jeg ejer ingen tårer, ingen anger, ingen nagen­de samvit­tig­hed;
Men Du, min Gud og Frel­ser, skænk Du mig Selv alt det­te.”

(2. sang, tro­pa­rion 25).

For det tred­je

bør vores faste gen­nem­fø­res, ikke som vi selv vil det, men i lydig­hed. Når vi faster, bør vi ikke søge at opfin­de sær­li­ge reg­ler for os selv; men vi bør, så vidt det er muligt, nøje føl­ge det alme­ne møn­ster, den hel­li­ge Tra­di­tion viser os. Det­te ved­tag­ne møn­ster, som udtryk­ker gud­s­fol­kets fæl­les bevidst­hed, besid­der en skjult vis­dom og balan­ce, som vi ikke kan fin­de i den­ne eller hin form for aske­se, vi sne­digt har udtænkt med vores egen fan­ta­si. I de til­fæl­de, hvor det ser ud, som om de tra­di­tio­nel­le reg­ler ikke lader sig gen­nem­fø­re i vores per­son­li­ge situ­a­tion, bør vi søge råd hos vores ånde­li­ge fader – vel at mær­ke ikke med det lega­li­sti­ske for­mål at opnå en ’dis­pen­sa­tion’ fra ham; men med det for­mål, at han kan hjæl­pe os med i ydmyg­hed at fin­de ud af, hvad der er Guds vil­je med os. Og frem for alt: Hvis vi ikke ønsker os let­tel­ser i fasten, men tvær­ti­mod yder­li­ge­re streng­hed, så bør vi ikke gå i gang med noget sådant uden vor ånde­li­ge faders vel­sig­nel­se. Såda har det været prak­sis siden Kir­kens første århund­re­der:

 

Abba Anto­ni­os sag­de: Jeg véd om mun­ke, som faldt efter meget arbej­de, og som end­te i gal­skab, for­di de sto­le­de på deres eget værk og over­så det bud, der siger: Spørg din fader, og han vil vise dig til ret­te.

Vide­re sag­de han: Så vidt det er muligt, skal mun­ken, ved hvert skridt han tager, for hver drå­be vand, han drik­ker i sin cel­le, råd­fø­re sig med sin ånde­li­ge fader, for at han ikke skal begå nogen fejl”.

(“Ord fra Fædre­ne”)

 

Dis­se ord gæl­der ikke kun for mun­ke og non­ner, men også for læg­folk i “ver­den”, selv om dis­se sidste måske er bun­det min­dre stramt i lydig­hed mod deres ånde­li­ge fader. Hvis vi er stol­te og selv­rå­di­ge, anta­ger vores faste dia­bolsk karak­ter; der­med brin­ger den os ikke nær­me­re til Gud, men til Satan. For­di fasten gør os mod­ta­ge­li­ge for den ånde­li­ge ver­dens rea­li­te­ter, kan den inde­hol­de en far­lig dob­belt­hed; for der er onde ånder, såvel som der er gode.

For det fjer­de

er faste­ti­den, selv om det måske fore­kom­mer para­doksalt, ikke en sor­gens, men en glæ­dens tid. Det er gan­ske vist sandt, at fasten får os til at angre vore syn­der og sør­ge over dem; men den­ne sør­gen­de anger er, med Hl Johan­nes Kli­makos’ ram­men­de ord, “en sorg, der ska­ber glæ­de” (“Sti­gen, 7. trin). Tri­o­dion-tek­sten næv­ner med vil­je både sorg og glæ­de i sam­me sæt­ning:

 

Giv, Kristus, at mine tårer må fal­de som regn fra him­len,
Når jeg hol­der den­ne faste­dag, fuld af glæ­de.”

(aftentje­ne­sten, man­dag, første uge)

 

Det er påfal­den­de, hvor ofte tema­er­ne “glæ­de” og “lys” optræ­der i tek­ster­ne til Den sto­re Fastes første dag:

 

Lad os i glæ­de påbe­gyn­de faste­ti­den;
Lad os ikke vise sør­gen­de mine..”

Lad os i glæ­de påbe­gyn­de den hel­li­ge afhol­den­heds tid;
Og lad os strå­le med de hel­li­ge buds blæn­den­de lys..”

Hele det døde­li­ge liv varer blot én dag, siges det,
for dem, der stræ­ber i kær­lig­hed.
Fasten har fyr­re dage;
Lad os hol­de dem alle i glæ­de.”

(cita­ter­ne er alle fra mor­gentje­ne­sten, man­dag i første fasteu­ge).

 

Vi skal læg­ge mær­ke til, at fasten ikke fal­der midt om vin­te­r­en, når land­ska­bet er fros­sent og dødt; den fal­der sam­men med for­å­ret [på den nord­li­ge halv­kug­le, red.], når alt er i færd med atter at kom­me til live. […] En meget vig­tig litur­gisk tekst beskri­ver da også faste­ti­den som “for­år”:

 

Faste­ti­dens for­år er i vækst;
Ange­rens blomst er begyndt at åbne sig.
Brød­re, lad os ren­se os for al uren­hed;
Og lad os syn­ge til Lysets Giver:
Ære være Dig, Du, som ene elsker men­ne­ske­ne.

(aftentje­ne­sten, ons­dag før Fasten)

 

Faste­ti­den sig­na­le­rer ikke vin­ter, men for­år; ikke mør­ke, men lys; ikke død, men ny livs­kraft. Peri­o­den har vis­se­lig sine dystre sider: De man­ge knæ­fald på hver­dag­stje­ne­ster­ne, præ­ster­nes mør­ke klæd­ning, den ned­dæm­pe­de, anger­ful­de sang. I det byzan­tin­ske rige var tea­tre­ne luk­ke­de og offent­li­ge fore­stil­lin­ger for­budt i faste­ti­den (måske skul­le vore dages orto­dok­se benyt­te sam­me regel i for­bin­del­se med TV). Det er fort­sat sådan, at bryl­lup­per ikke kan fin­de sted i de syv uger, faste­pe­ri­o­den varer. Det kræ­ver sær­lig til­la­del­se fra biskop­pen at fravi­ge den­ne regel (som stam­mer helt til­ba­ge fra år 364), og en sådan dis­pen­sa­tion bør kun gives, når der er alvor­lig grund til det. Men alle dis­se ele­men­ter af streng­hed må ikke gøre os blin­de for, at faste­ti­den hver­ken er en byr­de eller en straf, men en nåde og en gave fra Gud:

 

Kom, alle folk, at vi i dag kan tage imod nåden:
Faste­ti­den som en gave fra Gud.

(mor­gentje­ne­sten, man­dag, første uge)

 

For det fem­te

Faste­ti­dens afhol­den­hed inde­bæ­rer ikke nogen form for for­ka­stel­se af dét, Gud har skabt. Som Hl Paulus under­stre­ger: “Intet er urent i sig selv” (Rom 14,14). Alt, hvad Gud har skabt, er “såre godt” (1Mos 1,31); og når vi faster, benæg­ter vi ikke, at alt i sit væsen er godt; vi bekræf­ter det. “For de rene er alting rent” (Tit 1,15), og ved Her­rens bord i Hans him­mel­ske Rige vil der ikke være behov for faste og aske­tisk selv­for­næg­tel­se. Men vi lever i en fal­den ver­den, hvor vi lider under føl­ger­ne af syn­den, både ursyn­den og vore egne, per­son­li­ge syn­der. Vi til­hø­rer ikke “de rene”, og der­for har vi behov for faste. Det onde er ikke i det skab­te, men i vores hold­ning til ska­bel­sen, alt­så i vores vil­je. Menin­gen med fasten er føl­ge­lig ikke at afvi­se det skab­te, men at ren­se vil­jen. I faste­ti­den viser vi vore legem­li­ge impul­ser til­ba­ge — for eksem­pel spon­tan lyst til at spi­se og drik­ke — ikke for­di dis­se impul­ser i sig selv er onde, men for­di de er kom­met i “uor­den” ved syn­den og må ren­ses gen­nem selv­di­sci­plin. Aske­se er såle­des ikke en kamp imod lege­met, men for lege­met: Menin­gen med fasten er at befri lege­met for al uren­hed og ånde­lig­gø­re det. Når vi afvi­ser det syn­di­ge i vores vil­je, øde­læg­ger vi ikke der­med det lege­me, Gud har skabt; vi gen­dan­ner det i vir­ke­lig balan­ce og fri­hed. Med fader Ser­gej Bul­gako­vs ord: Vi dræ­ber kødet, for at vi kan få et lege­me.

Ånde­lig­gø­rel­se af lege­met bety­der ikke, at vi dema­te­ri­a­li­se­rer det, så det ikke læn­ge­re har karak­ter af en fysisk enhed. Vi må ikke sæt­te lig­heds­tegn mel­lem “ånde­ligt” og “ikke-mate­ri­elt”; lige­som vi ikke må tro, at “køde­ligt” er det sam­me som “legem­ligt”. Hos Paulus bru­ges “køde­ligt” om både sjæl og lege­me hos det fald­ne men­ne­ske, der er adskilt fra Gud; og på sam­me måde bru­ges “ånde­ligt” om både sjæl og lege­me hos det men­ne­ske, der af nåde er frelst og gud­dom­me­lig­gjort.

Det bety­der, at såvel sjæl som lege­me kan køde­lig­gø­res, og at lege­met kan ånde­lig­gø­res lige­som sjæ­len. Når Hl Paulus opreg­ner “køde­ts ger­nin­ger” (Gal 5,19–21), tager han fx “fjend­ska­ber”, “kiv” og “mis­un­del­se” med, ting, som har mere med sjæ­len end med lege­met at gøre. Påske­fa­stens ånde­lig­gø­rel­se af lege­met under­tryk­ker såle­des ikke det fysi­ske aspekt af men­ne­ske­na­tu­ren. Fasten brin­ger vores mate­ri­a­li­tet i over­ens­stem­mel­se med Guds hen­sigt.

På den­ne måde for­står vi afhol­den­hed fra at spi­se. Brød, vin og jor­dens andre frug­ter er Guds gaver, som vi tager imod med ærbø­dig­hed og tak. Når orto­dok­se krist­ne afstår fra at spi­se kød i vis­se peri­o­der, eller i nog­le til­fæl­de per­ma­nent, bety­der det ikke, at Den Orto­dok­se Kir­ke pri­ci­pi­elt er vege­ta­risk og betrag­ter det som en synd at spi­se kød. Og når vi nog­le gan­ge giver afkald på at drik­ke vin, bety­der det ikke, at vi er afholds­folk. Når vi faster, er det ikke for­di vi betrag­ter det som skam­me­ligt at spi­se, men for­di vi stræ­ber efter at gøre dét at spi­se til noget ånde­ligt, sakra­men­talt og euka­ri­stisk: At spi­se skal ikke blot være en indrøm­mel­se til grå­dig­he­den, men et mid­del til fæl­les­skab med Gud, alle tings Giver. Fasten får os ikke til at betrag­te mad som noget for­ned­ren­de, tvær­ti­mod, fasten har den mod­sat­te effekt. Kun de, som har lært at kon­trol­le­re appe­tit­ten ved afhol­den­hed, kan til ful­de sæt­te pris på skøn­he­den og her­lig­he­den i Guds gaver. Når man ikke har spist i fire og tyve timer, fore­kom­mer en enkelt oli­ven fuld af næring. En almin­de­lig ski­ve ost eller et hård­kogt æg sma­ger aldrig bed­re end påske­mor­gen efter syv ugers faste.

Det seksu­el­le aspekt

Vi kan nær­me os spørgs­må­let om afhol­den­hed fra seksu­el­le for­hold efter de sam­me prin­cip­per. Det har læn­ge været Kir­kens poli­tik, at i faste­pe­ri­o­der bør ægte­par for­sø­ge at leve som bror og søster; men det­te inde­bæ­rer på ingen måde, at ægte­ska­bets seksu­el­le sider i sig selv syn­di­ge […]

Ægte­folks afhol­den­hed har såle­des ikke det mål, at seksu­a­li­te­ten skal under­tryk­kes, men at den skal ren­ses. En sådan afhol­den­hed med “gen­si­digt samtyk­ke for en tid” har altid det posi­ti­ve sig­te, at “I kan hen­gi­ve jer til bøn” (1 Kor 7,5). Selv­be­her­skel­sen er langt fra at pege på en dua­li­stisk ned­vur­de­ring af lege­met; den bibrin­ger tvær­ti­mod den seksu­el­le side af sam­li­vet en ånde­lig dimen­sion, som måske ellers vil­le være fra­væ­ren­de.

For at dæm­me op for en dua­li­stisk mistolk­ning af fasten, ven­der Tri­o­dion gang på gang til­ba­ge til skab­nin­gens “med­fød­te” god­hed. I tek­stræk­ken sidste tje­ne­ste, aftentje­ne­sten til påske­lør­dag, er der fem­ten læs­nin­ger fra Gam­mel Testa­men­te, og de begyn­der med de første ord fra 1 Mose­bog, “I begyn­del­sen skab­te Gud him­len og jor­den …”: Hele skab­nin­gen er Guds værk og som sådan “såre god”. Hver del af skab­nin­gen, under­stre­ger Tri­o­dion, med­vir­ker til lov­pris­ning af Ska­be­ren:

 

De him­mel­ske ska­rer lov­pri­ser Ham;
Keru­ber og ser­a­fer skæl­ver for Hans åsyn;
Lad alt, som har ånde, og al skab­nin­gen
Lov­pri­se Ham, vel­sig­ne Ham og sæt­te Ham over alt for evigt.
Du, som dæk­ker de højeste ste­der med van­de­ne;
Som sæt­ter san­det som græn­se for havet og opret­hol­der alle ting:
Solen syn­ger Din pris, månen lov­pri­ser Dig;
Hver skab­ning pri­ser Dig med sang,
Alt, Du har for­met og skabt i evig­hed.
Lad alle sko­vens træ­er dan­se og syn­ge…
Lad bjer­ge og bak­ker bry­de ud i lovsang til Gud;
Og lad sko­vens træ­er klap­pe i hæn­der­ne.

(Skært­ors­dag, Kors­op­hø­jel­sen samt Pal­me­søn­dag)

 

Kristus er fastens cen­trum

Den­ne posi­ti­ve hold­ning til den mate­ri­el­le ver­den er ikke ale­ne base­ret på ska­bel­ses­læ­ren, men også på kri­sto­lo­gi­en. Tri­o­dion-tek­ster­ne under­stre­ger gang på gang, at Kri­sti men­ne­ske­li­ge natur er sand, fysisk vir­ke­lig­hed. Hvor­dan skul­le så det men­ne­ske­li­ge lege­me kun­ne være noget ondt, når Gud selv i Sin egen per­son har anta­get og gud­dom­me­lig­gjort det­te lege­me? På den aller­første søn­dag i påske­fa­sten, “Orto­dok­si­ens søn­dag”, hed­der det:

 

Du har ikke vist Dig for os, Du men­ne­ske­el­sken­de Her­re,
I en blot og bar ydre lig­hed;
Som Manis* disciple og Guds fjen­der lærer,
Men Du viste Dig fuldt og helt i legem­lig vir­ke­lig­hed.

*[Per­se­ren Mani har givet navn til Manikæ­er­ne, én af de første sto­re hære­ti­ske grup­per, som gik ind for en gen­nem­ført dua­lis­me. Manikæ­er­ne lær­te såle­des, at der ikke kun­ne være tale om frel­se for lege­met eller for noget mate­ri­elt i det hele taget. Frel­sen består for dem i, at lys­par­tik­ler, som anta­ges at være fængs­let i men­ne­ske­le­ge­met, skal fri­gø­res ved streng aske­se, her­un­der vega­ta­ri­a­nis­me]

 

For­di Kristus har anta­get et vir­ke­ligt, mate­ri­elt lege­me, er det både muligt og fak­tisk afgø­ren­de at afbil­de Ham på de hel­li­ge iko­ner ved hjælp af træ og maling. Her­om hed­der det på “Orto­dok­si­ens Søn­dag”:

 

Fade­rens uen­de­li­ge Ord blev begri­be­ligt,
Da Han blev kød ved dig, Guds­mo­der;
Han har gen­skabt det til­s­m­ud­se­de bil­le­de i for­dums her­lig­hed
Og fyldt det med gud­dom­me­lig skøn­hed.
Den­ne vor frel­se for­kyn­der vi i ord og ger­ning,
Og vi viser den i de hel­li­ge iko­ner.

 

Anta­gel­sen af den mate­ri­el­le ska­bel­ses poten­ti­a­le til at for­mid­le det ånde­li­ge liv går som en rød tråd gen­nem påske­fa­sten. På den første søn­dag i fasten tæn­ker vi på, at Kri­sti Inkar­na­tion er fysisk vir­ke­lig­hed, som mod­sva­rer de hel­li­ge iko­ners vir­ke­lig­hed […] Den anden søn­dag min­des vi Hl. Gre­gor Pala­mas (1296 — 1359), som lær­te, at hele ska­bel­sen er gen­nem­strøm­met af Guds ener­gi­er, og at den­ne gud­dom­me­li­ge her­lig­hed kan opfat­tes af men­ne­skers fysi­ske øjne alle­re­de i det­te liv, for­ud­sat men­ne­skets lege­me er ble­vet ånde­lig­gjort ved Guds nåde. Den tred­je Søn­dag ærer vi det san­de Kor­sets træ; på den sjet­te søn­dag vel­sig­ner vi vir­ke­li­ge pal­me­gre­ne; ons­dag i Den hel­li­ge Uge sal­ves vi med vir­ke­lig olie; Skært­ors­dag ihukom­mer vi, hvor­dan Kristus ved Den sidste Nad­ver vel­sig­ne­de vir­ke­ligt brød og vir­ke­lig vin og for­vand­le­de dis­se til Sit eget lege­me og blod.

De, der faster, er langt fra at ned­vur­de­re den mate­ri­el­le ska­bel­se; de med­vir­ker tvær­ti­mod til dens for­løs­ning. De opfyl­der det kald, Hl. Paulus til­skri­ver Guds børn: “Skab­nin­gen ven­ter med længsel på, at Guds børn skal åben­ba­res “Skab­nin­gen selv vil bli­ve befri­et fra træl­dom­men under for­gæn­ge­lig­he­den og nå til den fri­hed, som Guds børn får i her­lig­he­den. Vi véd, at hele skab­nin­gen end­nu suk­ker og vån­der sig sam­men” (Rom 8,19–22). Med vores afhol­den­hed i faste­ti­den søger vi, med Guds hjælp, at leve op til kal­det som præ­ster for ska­bel­sen og brin­ge den til­ba­ge til sin oprin­de­li­ge skøn­hed. Aske­tisk selv­di­sci­plin bety­der såle­des kun afvis­ning af ver­den i sam­me omfang, som den­ne er øde­lagt af fal­det; og det bety­der afvis­ning af lege­met i sam­me grad, det­te er domi­ne­ret af syn­dens liden­ska­ber. Begær ude­luk­ker kær­lig­hed: Så læn­ge, vi begæ­rer andre men­ne­sker eller ting, kan vi ikke vir­ke­ligt elske dem. Fasten fri­gør os fra begær gør ægte kær­lig­hed mulig. Når vi ikke læn­ge­re sty­res af sel­visk trang til at fast­hol­de og udnyt­te ver­den, begyn­der vi at kun­ne se den, som Adam så den i Para­dis. Vores selv­for­næg­tel­se er vejen, der fører til selv­be­kræf­tel­se; den er mid­let til at bli­ve del­ta­ge­re i den kos­mi­ske gud­stje­ne­ste, hvori alt det syn­li­ge og det usyn­li­ge lov­pri­ser Ska­be­ren.

[Fra “The Len­ten Tri­o­dion”; over­sat, for­kor­tet og bear­bej­det af redak­tio­nen]