Af biskop Kallistos (Ware)
Hvis vi vil forstå teksterne i Triodion [fastetidens liturgiske tekstsamling] rigtigt og samtidigt begribe den spiritualitet, der ligger under dem, må vi være opmærksomme på fem misforståelser angående påskefasten.
For det første
er påskefasten ikke kun en sag for munke og nonner; den er påbudt hele det kristne folk. Der er intet sted i teksterne fra hverken økumeniske eller lokale kirkemøder, der antyder, at faste alene skulle være bestemt for klostre og ikke for lægfolk. Via dåben er alle kristne – hvad enten de er gifte folk eller under klosterløfter — bærere af Korset og følger dermed samme åndelige vej. Der er stor forskel på de ydre betingelser, hvorunder kristne lever; men i sit indre væsen er det ét og samme liv. Ligesom munken ved sin frivillige given afkald på sig selv søger at vise den indre godhed og skønhed i Guds skabelse, sådan er også den gifte kristne kaldet til i nogen grad at være asketisk. Negationens og bekræftelsens veje betinger hinanden, og den enkelte kristne er kaldet til at følge dem begge samtidigt.
For det andet
må man ikke misforstå fastetidens tekster som værende pelagianske [efter Pelagius, 4. årh., som havde den opfattelse, at menneskets vilje alene var afgørende faktor for frelsen, red.] Selv om teksterne i Triodion hele tiden opfordrer til større personlig indsats, må vi ikke forstå det på den måde, at ethvert fremskridt udelukkende afhænger af udøvelsen af vores frie vilje. Tværtimod, alt hvad vi opnår i påskefasten, må vi forstå som Guds frie nådegaver. Hl Andreas af Kretas Store Bodskanon efterlader ingen tvivl på dette område:
“Jeg ejer ingen tårer, ingen anger, ingen nagende samvittighed;
Men Du, min Gud og Frelser, skænk Du mig Selv alt dette.”(2. sang, troparion 25).
For det tredje
bør vores faste gennemføres, ikke som vi selv vil det, men i lydighed. Når vi faster, bør vi ikke søge at opfinde særlige regler for os selv; men vi bør, så vidt det er muligt, nøje følge det almene mønster, den hellige Tradition viser os. Dette vedtagne mønster, som udtrykker gudsfolkets fælles bevidsthed, besidder en skjult visdom og balance, som vi ikke kan finde i denne eller hin form for askese, vi snedigt har udtænkt med vores egen fantasi. I de tilfælde, hvor det ser ud, som om de traditionelle regler ikke lader sig gennemføre i vores personlige situation, bør vi søge råd hos vores åndelige fader – vel at mærke ikke med det legalistiske formål at opnå en ’dispensation’ fra ham; men med det formål, at han kan hjælpe os med i ydmyghed at finde ud af, hvad der er Guds vilje med os. Og frem for alt: Hvis vi ikke ønsker os lettelser i fasten, men tværtimod yderligere strenghed, så bør vi ikke gå i gang med noget sådant uden vor åndelige faders velsignelse. Såda har det været praksis siden Kirkens første århundreder:
“Abba Antonios sagde: Jeg véd om munke, som faldt efter meget arbejde, og som endte i galskab, fordi de stolede på deres eget værk og overså det bud, der siger: Spørg din fader, og han vil vise dig til rette.
Videre sagde han: Så vidt det er muligt, skal munken, ved hvert skridt han tager, for hver dråbe vand, han drikker i sin celle, rådføre sig med sin åndelige fader, for at han ikke skal begå nogen fejl”.
(“Ord fra Fædrene”)
Disse ord gælder ikke kun for munke og nonner, men også for lægfolk i “verden”, selv om disse sidste måske er bundet mindre stramt i lydighed mod deres åndelige fader. Hvis vi er stolte og selvrådige, antager vores faste diabolsk karakter; dermed bringer den os ikke nærmere til Gud, men til Satan. Fordi fasten gør os modtagelige for den åndelige verdens realiteter, kan den indeholde en farlig dobbelthed; for der er onde ånder, såvel som der er gode.
For det fjerde
er fastetiden, selv om det måske forekommer paradoksalt, ikke en sorgens, men en glædens tid. Det er ganske vist sandt, at fasten får os til at angre vore synder og sørge over dem; men denne sørgende anger er, med Hl Johannes Klimakos’ rammende ord, “en sorg, der skaber glæde” (“Stigen, 7. trin). Triodion-teksten nævner med vilje både sorg og glæde i samme sætning:
“Giv, Kristus, at mine tårer må falde som regn fra himlen,
Når jeg holder denne fastedag, fuld af glæde.”
(aftentjenesten, mandag, første uge)
Det er påfaldende, hvor ofte temaerne “glæde” og “lys” optræder i teksterne til Den store Fastes første dag:
“Lad os i glæde påbegynde fastetiden;
Lad os ikke vise sørgende mine..”
“Lad os i glæde påbegynde den hellige afholdenheds tid;
Og lad os stråle med de hellige buds blændende lys..”
“Hele det dødelige liv varer blot én dag, siges det,
for dem, der stræber i kærlighed.
Fasten har fyrre dage;
Lad os holde dem alle i glæde.”
(citaterne er alle fra morgentjenesten, mandag i første fasteuge).
Vi skal lægge mærke til, at fasten ikke falder midt om vinteren, når landskabet er frossent og dødt; den falder sammen med foråret [på den nordlige halvkugle, red.], når alt er i færd med atter at komme til live. […] En meget vigtig liturgisk tekst beskriver da også fastetiden som “forår”:
Fastetidens forår er i vækst;
Angerens blomst er begyndt at åbne sig.
Brødre, lad os rense os for al urenhed;
Og lad os synge til Lysets Giver:
Ære være Dig, Du, som ene elsker menneskene.
(aftentjenesten, onsdag før Fasten)
Fastetiden signalerer ikke vinter, men forår; ikke mørke, men lys; ikke død, men ny livskraft. Perioden har visselig sine dystre sider: De mange knæfald på hverdagstjenesterne, præsternes mørke klædning, den neddæmpede, angerfulde sang. I det byzantinske rige var teatrene lukkede og offentlige forestillinger forbudt i fastetiden (måske skulle vore dages ortodokse benytte samme regel i forbindelse med TV). Det er fortsat sådan, at bryllupper ikke kan finde sted i de syv uger, fasteperioden varer. Det kræver særlig tilladelse fra biskoppen at fravige denne regel (som stammer helt tilbage fra år 364), og en sådan dispensation bør kun gives, når der er alvorlig grund til det. Men alle disse elementer af strenghed må ikke gøre os blinde for, at fastetiden hverken er en byrde eller en straf, men en nåde og en gave fra Gud:
Kom, alle folk, at vi i dag kan tage imod nåden:
Fastetiden som en gave fra Gud.
(morgentjenesten, mandag, første uge)
For det femte
Fastetidens afholdenhed indebærer ikke nogen form for forkastelse af dét, Gud har skabt. Som Hl Paulus understreger: “Intet er urent i sig selv” (Rom 14,14). Alt, hvad Gud har skabt, er “såre godt” (1Mos 1,31); og når vi faster, benægter vi ikke, at alt i sit væsen er godt; vi bekræfter det. “For de rene er alting rent” (Tit 1,15), og ved Herrens bord i Hans himmelske Rige vil der ikke være behov for faste og asketisk selvfornægtelse. Men vi lever i en falden verden, hvor vi lider under følgerne af synden, både ursynden og vore egne, personlige synder. Vi tilhører ikke “de rene”, og derfor har vi behov for faste. Det onde er ikke i det skabte, men i vores holdning til skabelsen, altså i vores vilje. Meningen med fasten er følgelig ikke at afvise det skabte, men at rense viljen. I fastetiden viser vi vore legemlige impulser tilbage — for eksempel spontan lyst til at spise og drikke — ikke fordi disse impulser i sig selv er onde, men fordi de er kommet i “uorden” ved synden og må renses gennem selvdisciplin. Askese er således ikke en kamp imod legemet, men for legemet: Meningen med fasten er at befri legemet for al urenhed og åndeliggøre det. Når vi afviser det syndige i vores vilje, ødelægger vi ikke dermed det legeme, Gud har skabt; vi gendanner det i virkelig balance og frihed. Med fader Sergej Bulgakovs ord: Vi dræber kødet, for at vi kan få et legeme.
Åndeliggørelse af legemet betyder ikke, at vi dematerialiserer det, så det ikke længere har karakter af en fysisk enhed. Vi må ikke sætte lighedstegn mellem “åndeligt” og “ikke-materielt”; ligesom vi ikke må tro, at “kødeligt” er det samme som “legemligt”. Hos Paulus bruges “kødeligt” om både sjæl og legeme hos det faldne menneske, der er adskilt fra Gud; og på samme måde bruges “åndeligt” om både sjæl og legeme hos det menneske, der af nåde er frelst og guddommeliggjort.
Det betyder, at såvel sjæl som legeme kan kødeliggøres, og at legemet kan åndeliggøres ligesom sjælen. Når Hl Paulus opregner “kødets gerninger” (Gal 5,19–21), tager han fx “fjendskaber”, “kiv” og “misundelse” med, ting, som har mere med sjælen end med legemet at gøre. Påskefastens åndeliggørelse af legemet undertrykker således ikke det fysiske aspekt af menneskenaturen. Fasten bringer vores materialitet i overensstemmelse med Guds hensigt.
På denne måde forstår vi afholdenhed fra at spise. Brød, vin og jordens andre frugter er Guds gaver, som vi tager imod med ærbødighed og tak. Når ortodokse kristne afstår fra at spise kød i visse perioder, eller i nogle tilfælde permanent, betyder det ikke, at Den Ortodokse Kirke pricipielt er vegetarisk og betragter det som en synd at spise kød. Og når vi nogle gange giver afkald på at drikke vin, betyder det ikke, at vi er afholdsfolk. Når vi faster, er det ikke fordi vi betragter det som skammeligt at spise, men fordi vi stræber efter at gøre dét at spise til noget åndeligt, sakramentalt og eukaristisk: At spise skal ikke blot være en indrømmelse til grådigheden, men et middel til fællesskab med Gud, alle tings Giver. Fasten får os ikke til at betragte mad som noget fornedrende, tværtimod, fasten har den modsatte effekt. Kun de, som har lært at kontrollere appetitten ved afholdenhed, kan til fulde sætte pris på skønheden og herligheden i Guds gaver. Når man ikke har spist i fire og tyve timer, forekommer en enkelt oliven fuld af næring. En almindelig skive ost eller et hårdkogt æg smager aldrig bedre end påskemorgen efter syv ugers faste.
Det seksuelle aspekt
Vi kan nærme os spørgsmålet om afholdenhed fra seksuelle forhold efter de samme principper. Det har længe været Kirkens politik, at i fasteperioder bør ægtepar forsøge at leve som bror og søster; men dette indebærer på ingen måde, at ægteskabets seksuelle sider i sig selv syndige […]
Ægtefolks afholdenhed har således ikke det mål, at seksualiteten skal undertrykkes, men at den skal renses. En sådan afholdenhed med “gensidigt samtykke for en tid” har altid det positive sigte, at “I kan hengive jer til bøn” (1 Kor 7,5). Selvbeherskelsen er langt fra at pege på en dualistisk nedvurdering af legemet; den bibringer tværtimod den seksuelle side af samlivet en åndelig dimension, som måske ellers ville være fraværende.
For at dæmme op for en dualistisk mistolkning af fasten, vender Triodion gang på gang tilbage til skabningens “medfødte” godhed. I tekstrækken sidste tjeneste, aftentjenesten til påskelørdag, er der femten læsninger fra Gammel Testamente, og de begynder med de første ord fra 1 Mosebog, “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden …”: Hele skabningen er Guds værk og som sådan “såre god”. Hver del af skabningen, understreger Triodion, medvirker til lovprisning af Skaberen:
De himmelske skarer lovpriser Ham;
Keruber og serafer skælver for Hans åsyn;
Lad alt, som har ånde, og al skabningen
Lovprise Ham, velsigne Ham og sætte Ham over alt for evigt.
Du, som dækker de højeste steder med vandene;
Som sætter sandet som grænse for havet og opretholder alle ting:
Solen synger Din pris, månen lovpriser Dig;
Hver skabning priser Dig med sang,
Alt, Du har formet og skabt i evighed.
Lad alle skovens træer danse og synge…
Lad bjerge og bakker bryde ud i lovsang til Gud;
Og lad skovens træer klappe i hænderne.
(Skærtorsdag, Korsophøjelsen samt Palmesøndag)
Kristus er fastens centrum
Denne positive holdning til den materielle verden er ikke alene baseret på skabelseslæren, men også på kristologien. Triodion-teksterne understreger gang på gang, at Kristi menneskelige natur er sand, fysisk virkelighed. Hvordan skulle så det menneskelige legeme kunne være noget ondt, når Gud selv i Sin egen person har antaget og guddommeliggjort dette legeme? På den allerførste søndag i påskefasten, “Ortodoksiens søndag”, hedder det:
Du har ikke vist Dig for os, Du menneskeelskende Herre,
I en blot og bar ydre lighed;
Som Manis* disciple og Guds fjender lærer,
Men Du viste Dig fuldt og helt i legemlig virkelighed.
*[Perseren Mani har givet navn til Manikæerne, én af de første store hæretiske grupper, som gik ind for en gennemført dualisme. Manikæerne lærte således, at der ikke kunne være tale om frelse for legemet eller for noget materielt i det hele taget. Frelsen består for dem i, at lyspartikler, som antages at være fængslet i menneskelegemet, skal frigøres ved streng askese, herunder vegatarianisme]
Fordi Kristus har antaget et virkeligt, materielt legeme, er det både muligt og faktisk afgørende at afbilde Ham på de hellige ikoner ved hjælp af træ og maling. Herom hedder det på “Ortodoksiens Søndag”:
Faderens uendelige Ord blev begribeligt,
Da Han blev kød ved dig, Gudsmoder;
Han har genskabt det tilsmudsede billede i fordums herlighed
Og fyldt det med guddommelig skønhed.
Denne vor frelse forkynder vi i ord og gerning,
Og vi viser den i de hellige ikoner.
Antagelsen af den materielle skabelses potentiale til at formidle det åndelige liv går som en rød tråd gennem påskefasten. På den første søndag i fasten tænker vi på, at Kristi Inkarnation er fysisk virkelighed, som modsvarer de hellige ikoners virkelighed […] Den anden søndag mindes vi Hl. Gregor Palamas (1296 — 1359), som lærte, at hele skabelsen er gennemstrømmet af Guds energier, og at denne guddommelige herlighed kan opfattes af menneskers fysiske øjne allerede i dette liv, forudsat menneskets legeme er blevet åndeliggjort ved Guds nåde. Den tredje Søndag ærer vi det sande Korsets træ; på den sjette søndag velsigner vi virkelige palmegrene; onsdag i Den hellige Uge salves vi med virkelig olie; Skærtorsdag ihukommer vi, hvordan Kristus ved Den sidste Nadver velsignede virkeligt brød og virkelig vin og forvandlede disse til Sit eget legeme og blod.
De, der faster, er langt fra at nedvurdere den materielle skabelse; de medvirker tværtimod til dens forløsning. De opfylder det kald, Hl. Paulus tilskriver Guds børn: “Skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares “Skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi véd, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen” (Rom 8,19–22). Med vores afholdenhed i fastetiden søger vi, med Guds hjælp, at leve op til kaldet som præster for skabelsen og bringe den tilbage til sin oprindelige skønhed. Asketisk selvdisciplin betyder således kun afvisning af verden i samme omfang, som denne er ødelagt af faldet; og det betyder afvisning af legemet i samme grad, dette er domineret af syndens lidenskaber. Begær udelukker kærlighed: Så længe, vi begærer andre mennesker eller ting, kan vi ikke virkeligt elske dem. Fasten frigør os fra begær gør ægte kærlighed mulig. Når vi ikke længere styres af selvisk trang til at fastholde og udnytte verden, begynder vi at kunne se den, som Adam så den i Paradis. Vores selvfornægtelse er vejen, der fører til selvbekræftelse; den er midlet til at blive deltagere i den kosmiske gudstjeneste, hvori alt det synlige og det usynlige lovpriser Skaberen.
[Fra “The Lenten Triodion”; oversat, forkortet og bearbejdet af redaktionen]