Hellige Efraim Syrerens Bøn

Af f. Ale­xan­der Sch­me­mann

Blandt samt­li­ge hym­ner og bøn­ner til faste­ti­den er der én, kort bøn, som vi kan beteg­ne som fastebøn­nen par excel­len­ce.

Tra­di­tio­nelt til­skri­ves den en af det ånde­li­ge livs sto­re lære­re, Hl. Efraim Syre­ren. Den lyder sådan her:

Her­re og Her­sker over mit liv. Giv mig ikke doven­ska­bens, mod­løs­he­dens, magt­ly­stens og den tom­me snaks ånd.

Men giv mig, Din tje­ner, kysk­he­dens, ydmyg­he­dens, tål­mo­dig­he­dens og kær­lig­he­dens ånd.

Her­re og Kon­ge. Lad mig se mine egne for­syn­del­ser og ikke døm­me min bror; for Du er vel­sig­net i al evig­hed. Amen.

Ikon af hellige Efraim Syreren

Hel­li­ge Efraim Syre­ren

Bøn­nen afslut­ter alle faste­ti­dens tje­ne­ster på hver­da­ge. Men hvor­for ind­ta­ger den­ne kor­te og enk­le bøn en så vig­tig plads i til­be­del­sen gen­nem hele faste­ti­den? Det gør den, for­di den på ene­stå­en­de måde opreg­ner alle omven­del­sens ”nega­ti­ve” og ”posi­ti­ve” ele­men­ter. Den udgør, så at sige, en form for ”check-liste” for den enkel­tes per­son­li­ge ind­sats i faste­ti­den. Ind­sat­sen sig­ter først og frem­mest på at befri os fra nog­le basa­le ånde­li­ge syg­dom­me, som for­mer vore liv og prak­tisk talt gør det umu­ligt for os at begyn­de at ven­de os til Gud.

Den grund­læg­gen­de syg­dom er doven­skab. Det er den­ne mær­ke­li­ge ugi­de­lig­hed og pas­si­vi­tet i hele vor væren, som altid skub­ber os ”nedad” i ste­det for ”opad”; og som kon­stant over­be­vi­ser os om, at ingen for­an­dring er mulig og der­for hel­ler ikke ønske­lig. Det er i vir­ke­lig­he­den en dybt rod­fæ­stet kynis­me, som til enhver ånde­lig udfor­dring sva­rer: Hvad skal det tje­ne til? — og som gør vore liv til et kæm­pe­mæs­sigt ånde­ligt spild. Det er roden til al synd; for doven­ska­ben for­gif­ter den ånde­li­ge ener­gi ved sel­ve dens kil­de.

Resul­ta­tet af doven­ska­ben er mod­løs­hed. Det er den til­stand af fortviv­lel­se, som alle ånde­li­ge Fædre har anset for at være den største fare for sjæ­len. Fortviv­lel­se er, når det er umu­ligt for et men­ne­ske at få øje på noget som helst godt eller posi­tivt; det er, når alting nedskri­ves til nega­ti­vi­tet og pes­si­mis­me. Det er i sand­hed en dæmo­nisk kraft i os; for djæ­vel­en er dybe­st set løg­ne­ren. Han lyver for men­ne­sker om Gud og om ver­den, han opfyl­der livet med mør­ke og for­næg­tel­se. Fortviv­lel­se er selv­mord for sjæ­len; for når et men­ne­ske er besat af fortviv­lel­se, er ved­kom­men­de helt ude af stand til at se lyset og til at læn­ges efter det.

Magt­ly­sten! Så mær­ke­ligt det måt­te fore­kom­me, er det net­op doven­skab og fortviv­lel­se, som fyl­der vort liv med magt­lyst. De for­dær­ver hele vort syn på livet, som de gør menings­løst og tomt; og der­ved tvin­ger de os til at søge kom­pen­sa­tion i en fuld­kom­men fejl­ag­tig hold­ning til andre men­ne­sker. Når mit liv ikke er ori­en­te­ret mod Gud og mod evi­ge vær­di­er, bli­ver det nød­ven­dig­vis sel­visk og sel­v­op­ta­get, og det inde­bæ­rer, at alle andre bli­ver til mid­ler for min egen til­freds­stil­lel­se. Når Gud ikke er mit livs Her­re og Mester, bli­ver jeg i ste­det min egen her­re og mester — min egen ver­dens abso­lut­te cen­trum; og så begyn­der jeg at bedøm­me alting efter mine behov, mine ide­er, mine ønsker og mine opfat­tel­ser.

Magt­ly­sten er såle­des en grund­læg­gen­de for­gift­ning af mit for­hold til andre men­ne­sker. Den er en stræ­ben efter, at de skal være under­gi­vet mig. Det­te fin­der ikke nød­ven­dig­vis udtryk i et kon­kret ønske om at bestem­me over og domi­ne­re ”de andre”. Det kan lige så vel resul­te­re i lige­gyl­dig­hed, foragt og man­gel på inter­es­se, hen­syn­ta­gen og respekt. Der er i vir­ke­lig­he­den tale om doven­skab og fortviv­lel­se, nu blot ret­tet mod andre. Der­ved ful­den­des det ånde­li­ge selv­mord med ånde­ligt mord.

Så er der til sidst den tom­me snak. Af alle skab­nin­ger er men­ne­sket den ene­ste, som har fået skæn­ket talens gave. Alle Kir­ke­fædre­ne ser i det for­hold sel­ve ”seg­let” på det gud­dom­me­li­ge bil­le­de i men­ne­sket; for Gud selv åben­ba­res som Ordet (Joh. 1:1) Det er den største gave og net­op der­for også den største fare. Det er sel­ve men­ne­skets udtryk, det er mid­let til ful­den­del­se; og af selv sam­me grund er det mid­let til men­ne­skets fald og selvø­de­læg­gel­se, til for­ræ­de­ri og synd.

Ordet frel­ser, og ordet dræ­ber. Ordet beån­der, og ordet for­gif­ter. Ordet er Sand­he­dens medie, og det er den djæ­vel­ske løgns medie. Det har den største posi­ti­ve kraft; og der­for har det også en enorm nega­tiv kraft. Ordet ska­ber vir­ke­lig, i posi­tiv eller nega­tiv for­stand. Når ordet afspo­res fra sin gud­dom­me­li­ge oprin­del­se og for­mål, bli­ver det til tom snak. Så ”styr­ker” det doven­skab, fortviv­lel­se og magt­lyst og for­vand­ler livet til et hel­ve­de. Så bli­ver det til sel­ve syn­dens kraft.

Dis­se fire er alt­så omven­del­sens nega­ti­ve ”objek­ter”. De udgør de for­hin­drin­ger, som må skaf­fes af vejen. Men det er ale­ne Gud, som for­mår at fjer­ne dem. Der­af fastebøn­nens første del, som er det­te råb fra bun­den af men­ne­ske­lig hjæl­pe­løs­hed. Der­på bevæ­ger bøn­nen sig over i omven­del­sens posi­ti­ve mål, som der også er fire af.

Kysk­hed! Hvis vi ikke nedskri­ver det­te begreb, som det så ofte og fejl­ag­tigt gøres, til dets seksu­el­le kon­no­ta­tio­ner ale­ne, skal det for­stås som doven­ska­bens posi­ti­ve mod­styk­ke. Den nøj­ag­ti­ge og ful­de gen­gi­vel­se af det græ­ske sof­ro­sy­ne og det rus­si­ske tse­lom­ud­ryie bur­de være hel­heds-tænk­ning (eng. who­le-min­de­d­ness). Doven­skab er, først og frem­mest, spred­ning og brud i vision og ener­gi, det er mang­len­de evne til at se det hele. Dens mod­sæt­ning er såle­des net­op hel­hed.

Når vi med kysk­hed sæd­van­lig­vis mener den dyd, som er det mod­sat­te af seksu­el for­dær­vet­hed, er det for­di, vor eksi­stens’ split­te­de karak­ter intet sted ses tyde­li­ge­re end i det seksu­el­le begær — i krop­pens frem­med­gø­rel­se fra åndens liv og sty­ring. Kristus gen­dan­ner hel­he­den i os, og det gør Han ved at gene­tab­le­re den san­de vær­diska­la i os og lede os til­ba­ge til Gud.

Den første, vidun­de­li­ge frugt af den­ne hel­hed eller kysk­hed er ydmyg­he­den. Den er frem for alt sand­he­dens sejr inden i os, den er udryd­del­sen af alle de løg­ne, vi nor­malt lever i. Kun ydmyg­hed kan begri­be sand­he­den, den kan se og mod­ta­ge tin­ge­ne, sådan som de er; og der­for kan ydmyg­he­den se Guds stor­hed, god­hed og kær­lig­hed i alle ting. Der­for er det, vi hører, at Gud skæn­ker Sin nåde til de ydmy­ge, men står de stol­te imod.

Kysk­hed og ydmyg­hed efter­føl­ges natur­ligt af tål­mo­dig­hed. Det ”natur­li­ge” eller ”fald­ne” men­ne­ske er utå­l­mo­digt; for det er blindt i for­hold til sig selv og der­for hur­tigt til at døm­me og fordøm­me andre. Det har en split­tet, ufuld­stæn­dig og for­dre­jet viden om alting, og der­for måler det alt efter sin egen smag og sine egne ide­er. For­di men­ne­sket er ligeg­lad med alle andre end sig selv, vil det have, at livet skal lyk­kes lige her og nu. Men tål­mo­dig­hed er i sand­hed en gud­dom­me­lig dyd. Gud er tål­mo­dig, ikke for­di Han er ”efter­la­den­de”, men for­di Han ser dyb­den i alt, som er til, for­di tin­ge­nes indre vir­ke­lig­hed, som vi i vor blind­hed ikke ser, lig­ger åben for Ham. Jo nær­me­re vi kom­mer Gud, jo mere tål­mo­di­ge bli­ver vi, og jo mere afspej­ler vi den uen­de­li­ge respekt for enhver skab­ning, som karak­te­ri­se­rer Gud selv.

Ende­lig er kær­lig­hed kro­nen på vær­ket og alle dyders frugt, den kær­lig­hed, der, som vi alle­re­de har nævnt, ale­ne kan skæn­kes os af Gud, den gave, som er målet for al ånde­lig for­be­re­del­se og prak­sis.

Alt det­te opsum­me­res og brin­ges sam­men i fastebøn­nens afslut­ten­de del, hvori vi beder om at måt­te se vore egne for­syn­del­ser og ikke døm­me vor bror. For i sidste ende er der kun én fare: stolt­he­den. Stolt­he­den er det ondes kil­de, og alt, hvad der er ondt, er stolt. Men det er ikke til­stræk­ke­ligt for mig at se mine egne for­syn­del­ser; for selv den­ne til­sy­ne­la­den­de dyd kan ven­des til stolt­hed. Den ånde­li­ge lit­te­ra­tur er fuld af advars­ler mod de sub­tile for­mer for pseu­do-from­hed, som i vir­ke­lig­he­den, under dæk­ke af ydmyg­hed og selvankla­ger, kan lede til sandt dæmo­nisk stolt­hed. Men når vi sam­ti­digt kan se vore egne for­syn­del­ser og und­la­de at døm­me vor bror, når, med andre ord, kysk­hed, ydmyg­hed, tål­mo­dig­hed og kær­lig­hed er sam­let til ét inden i os, da, og først da, vil den sidste fjen­de — stolt­he­den — bli­ve ned­kæm­pet i os.

Over­sat af redak­tio­nen

 

Hl. Efraim Syre­rens Bøn

Her­re og Her­sker over mit liv.
Giv mig ikke doven­ska­bens, mod­løs­he­dens, magt­ly­stens og den tom­me snaks ånd.

Bøj­ning til jor­den

Men giv mig, Din tje­ner, kysk­he­dens, ydmyg­he­dens, tål­mo­dig­he­dens og kær­lig­he­dens ånd.

Bøj­ning til jor­den

Her­re og Kon­ge. Lad mig se mine egne for­syn­del­ser og ikke døm­me min bro­der;
for Du er vel­sig­net i al evig­hed. Amen.

Bøj­ning til jor­den

Gud, rens mig syn­der!

Gen­ta­ges 12 gan­ge med lige så man­ge bøj­nin­ger

Der­ef­ter hele bøn­nen i eet styk­ke:

Her­re og Her­sker over mit liv. …

Bøj­ning til jor­den