Hellige Johannes af Damaskus
Den retfærdige ihukommes med glæde, siger Salomon, den viseste blandt mennesker; for dyrebar i Hans øjne er Hans frommes død, ifølge kong David. Så, hvis mindet om alle de retfærdige er årsag til glæde, hvem vil så ikke ofre lovsang til retfærdigheden i dens kilde og til helligheden i dens skatkammer? Og det er ikke blot og bar lovprisning, det er lovprisning med henblik på at opnå evig herlighed. Guds hvilested har ikke brug for vor lovprisning, den Guds Stad, hvorom mange store ting er blevet sagt, som Kong David tiltaler med disse ord: ”Der siges vidunderlige ting om dig, du Guds Stad”. Men hvilken slags stad skal vi vælge til den usynlige og ubegrænsede Gud, som holder alt i Sin Hånd, hvis ikke en by, som ene er hævet over naturen, som giver ly uden begrænsning til det over-væsentlige Guds Ord? Gud selv siger vidunderlige ting om den stad. For hvad er mere ophøjet end at blive gjort til modtager af Guds Ord, som er fra evighed?
Hverken den menneskelige tunge eller englenes sind er i stand til på værdig måde at prise hende, gennem hvem vi er givet klart at skue Herrens Herlighed. Hvad så? Skal vi tie af frygt for vor egen utilstrækkelighed? Bestemt ikke! Skal vi overskride vore egne grænser og frit befamle ubegribelige mysterier uden hæmninger? Slet ikke! Lad os hellere blande frygt med ønske, som vævede vi dem sammen til en krone, og med ydmyg hånd og en sjæl fuld af længsel fremvise førstegrøden af vor intelligens i taknemmelighed mod vor Dronning og Moder, hele skabelsens velgørerske som en betaling af vor skyld. Der fortælles en historie om nogle bønder, der var ved at pløje jorden, da en konge kom forbi i al sin pragt og herlighed omgivet af en cirkel af utallige gavebærere. Da de ikke havde nogen gave at give på netop dette tidspunkt, samlede en af bærerne vand i sine hænder, da der var en righoldig kilde nær ved. Han gjorde dette vand til en gave, som han præsenterede for kongen. ”Hvad er dette, min dreng?” Drengen svarede frimodigt: ”Jeg gjorde det bedste med, hvad jeg havde, idet jeg tænkte, at det var bedre at jeg viste min bedste vilje, i stedet for ingenting at tilbyde Dem. De har ikke brug for vore gaver, og De ønsker heller ikke andet fra os end vor gode vilje. Det er os, der lider mangel, og lønnen ligger i gerningen. Jeg véd, at hæder ofte kommer til den taknemmelige.”
Slået af forundring priste kongen drengen for hans spidsfindighed, anerkendte hans beredvillighed og gav ham mange gaver til gengæld. Så, hvis nu den stolte monark belønnede den gode vilje så gavmildt, mon så ikke vor Herskerinde, Guds Moder, tage imod vor gode vilje og ikke dømme os ud fra, hvad vi rent faktisk formår at gøre? Vor Herskerinde er Moder til Gud, Som alene er god og uendeligt ydmyg, Som foretrak smulerne frem for mange prægtige gaver. Sandelig, hun vil tage imod os, som betaler af på vor skyld, og hun vil give os til gengæld langt mere, end vi har at tilbyde. Da bøn er absolut nødvendigt for at vore behov kan opfyldes, lad os da rette vor opmærksom mod den.
Hvad skal vi sige, Dronning? Hvilke ord skal vi bruge? Hvilken pris skal vi udgyde over dit hellige herlige hoved, du, som giver gode gaver og rigdomme, den menneskelige races pryd, al skabningens herlighed, gennem hvem den i sandhed er velsignet. Han, som fra begyndelsen ikke rummedes af naturen, blev født af dig. Den Usynlige betragtes ansigt til ansigt. O, Guds Ord, åbn Du mine sendrægtige læber og giv deres ytringer Din rigeste velsignelse; antænd os med Din Ånds ild, den Ånd, der gjorde fiskere til veltalere og fik uvidende mennesker til at udsige overnaturlig visdom, så vore svage stemmer må føjes til Din elskede Moders lovprisninger, selv om storheden således skulle ophøjes af elendigheden. Hun, den udvalgte af en gammel slægt, som ved Gud Faders forudbestemmelse og velbehag, Han, som fødte Dig før evigheden på immateriel viis, frembragte i de sidste tider Dig, som er vor forsoning og frelse, retfærdiggørelse og forløsning, liv af liv, lys af lys og sand Gud af sand Gud.
Hendes fødsel, hvis barn var vidunderligt, var hinsides natur og forståelse, og den var verdens frelse; hendes død var strålende og i sandhed en hellig fest. Faderen forudbestemte hende, profeternes forudsagde hende ved Helligånden. Hans helliggørende kraft overskyggede hende, rensede og helliggjorde hende, og så at sige forudbestemte hende. Så indbød Du, Faderens Ord, som intetsteds rummes, vor naturs ringhed til at blive forenet med Din uudgrundelige Guddoms ubegribelige storhed. Du, som tog kød af den Velsignede Jomfru, levendegjort af en tænkende sjæl, efter først at have været i hendes ubesmittede og uplettede skød, mens Du dannede Dig Selv, og således gav hende at være i Dig, Du blev sandt menneske uden at ophøre med at være sand Gud, Din Faders Lige, og Du påtog Dig vor skrøbelighed ved Din ubegribelige godhed. Således er Du én Kristus, én Herre, Guds enbårne Søn, og menneske på samme tid, sand Gud og sandt Menneske, helt og aldeles menneske og helt og aldeles Gud, ét Væsen fra to perfekte naturer, Guddommen og manddommen. Og i de to sande naturer, den guddommelige og den menneskelige, er Gud ikke udelukkende Gud eller mennesket kun menneske, men Guds Søn og Det Legemliggjorte Ord er én og samme Gud og menneske uden sammenblanding eller adskillelse, idet Han i Sig Selv forener egenskaberne fra begge naturer i ét og samme væsen. Således er Han på samme tid skabt og uskabt, dødelig og udødelig, synlig og usynlig, tilstede og ikke tilstede. Han har en guddommelig vilje og en menneskelig vilje, en guddommelig handlen og en menneskelig, to skelneevner, en guddommelig og en menneskelig. Han fremviser guddommelige undere og menneskelig hengivenhed – jeg mener, naturlig og ren. Herre, af Din store nåde har Du antaget Adams tilstand, sådan som den var før faldet, kroppen, sjælen, sindet og alt hvad der fysisk hænger sammen med dem, så Du kan skænke mig sand frelse. Det er i sandhed sådan, at dét der ikke antages helt ikke kan heles. Efter således at være blevet mellemmand mellem Gud og mennesker, brød du fjendskabet, og førte dem, som havde forladt Ham, tilbage til Faderen, de vandrende til deres hjem og dem i mørke tilbage til lyset. Du bragte syndernes forladelse til de sønderbrudte hjerter og forvandlede dødelighed til udødelighed. Du befriede verden fra flerguderiets vildfarelse og gjorde menneskene til Guds børn og deltagere i Din guddommelige herlighed. Du løftede den menneskelige slægt, som var dømt til helvede, højt over al magt og majestæt, og i Din Person har den taget sæde på Kongens evige trone. Hvem var redskabet for alle disse goder, der overgår enhver forstand, hvis ikke Moderen, evindelig Jomfru, som bar Dig?
Elskede i Herren, begrib denne dags nåde, dens underfulde højtidelighed. Dens mysterier er hverken forfærdende eller indgyder ærefrygt. Velsignede er de, som har øjne at se med. Velsignede er de, som ser med åndelige øjne. Natten stråler som dagen. Se, utallige engle hylder den livgivende Moders død! Se, hvordan Apostlenes veltalenhed velsigner hendes legemes bortgang, det som var Guds opholdssted. Se, hvordan Guds Ord, som i Sin nåde værdigedes at blive hendes Søn, den tjenende underfulde lovgiver, opfyldte loven, som Han havde givet uden Selv at være bundet af den, for det var Ham selv, der pålagde børnene at ære sine forældre. ”Ær din fader og din moder”, siger Han. Det rigtige i dette er indlysende for enhver, selv om det kun svagt for os til at huske Skriftens ord. Hvis det ifølge denne er sådan, at de retfærdiges sjæle er i Guds hånd, hvor meget mere er da ikke hendes sjæl i hendes Søns og Guds hånd? Dette er indiskutabelt. Lad os engang overveje, hvorfra hun kom, hvordan hun, der er den største og mest elskede af alle Guds gaver, blev givet til denne verden. Lad os undersøge hvad hendes liv var og de mysterier, hvori hun tog del. Når selv hedninge i begravelsestaler var overordentlig omhyggelige med at fremdrage hvad som helst, som kunne bruges som ros og pris af den afdøde og således opmuntre de efterlevende til dyd, idet de brugte både fantasi og fabler, fordi de ikke kunne bruge fakta, hvor meget mere vil vi ikke fortjene hån og foragt, hvis vi i stilhed begraver, hvad der er sandt og helligt og i selve værket kilden til al pris og alles frelse? Skal vi ikke lide den samme straf som manden, der ikke forøgede sin herres talent? Lad os da tilpasse vort tema efter vore tilhøreres behov, som føde tilpasses legemet.
Joakim og Anna var Marias forældre. Joakim vogtede strengt over sine tanker, som en hyrde over sin flok, og havde dem under fuldstændig kontrol. For Gud Herren førte ham som et får, og han ønskede sig ikke nogle af de verdens goder. Når jeg siger ”goder”, skal ingen tænke, at jeg med det mener, hvad man i almindelighed mener, det, som grådige sind er rettet mod, disse livets goder og behageligheder, som hverken kan vare ved eller gøre deres ejere til bedre mennesker, endsige tilføre dem reel styrke og magt. De følger det menneskelige livs retning nedad og griber ud efter alt i øjeblikket, selvom de havde til overflod før. Det ligger os fjernt at værdsætte disse ting, og det er heller ikke dem til del, der frygter Gud. Men de goder, som er ønskelige for dem, der besidder sand viden, velbehagelige for Gud, og frugtbare for deres ejermænd, nemlig dyderne, som bærer frugt til rette tid, det vil sige i evigheden, vil give evigt liv som belønning til dem, der har arbejdet værdigt og været vedholdende i anskaffelsen af dem, så vidt, det har været dem muligt. Først kommer arbejdet, derefter følger glæden. Joakim vogtede over sine tanker som en hyrde. Overvejelser og kontemplation af Den Hellige Skrift, gjorde det ud for græsgange, og guddommelige nåde for hvilens vande, og idet han afholdt sig fra tåbeligheder, vandrede han på retfærdighedens sti. Og Anna, hvis navn betyder nåde, var i sit liv lige så meget en fælle som en hustru velsignet med alle gode gaver, selvom hun af en mystisk årsag var ramt af ufrugtbarhed. Nåden forblev sandelig ufrugtbar, ude af stand til at bære frugt i menneskenes sjæle. Det var derfor, at menneskene afstod fra det gode og forfaldt; der var ikke en eneste viis, eller nogen, der søgte Gud. Men så gjorde Han en ende på den mystiske ufrugtbarhed, den hellige Annas, idet Han forbarmede sig over Sine hænders værk og ønskede at frelse det, og hun fødte et barn, hvis lige aldrig før var blevet skabt og aldrig kan skabes igen. Ufrugtbarhedens afslutning viste med al tydelighed, at verdens ufrugtbarhed ville få en ende, og at den visne livets stamme skulle krones med frugtbart og mystisk liv.
Således er vor Herres Moders forkyndt. En engel forudsiger hendes fødsel. Det var passende, at også i dette skulle hun, der skulle blive den ene sande og levende Guds moder, fremhæves over alle andre. Derefter blev hun ofret i Guds hellige tempel og forblev der, og hun fremviste for alle eksemplarisk iver og hellighed, tilbagetrukket fra samfundets løsagtige liv. Men da hun nåede myndigheds alder og skulle forlade templet, som loven foreskrev, blev hun betroet præsten Josef, hendes brudgom, som skulle værne om hendes jomfruelighed og som fra sin ungdom havde været urokkelig i sin overholdelse af loven. Maria, den hellige og ubesmittede, gik til Josef, hvor hun var tilfreds med at tage sig af husholdningen og ikke vide af noget uden for sine fire vægge.
I tidens fylde, som den guddommelige Apostel siger, sendtes englen Gabriel sendt til dette sande Guds barn og hilste hende med ordene: ”Vær hilset, du benådede, Herren er med dig”. Vidunderlige er englens hilsen til hende, som er større end englen. Han bærer glædesbud til hele verden. Hun blev foruroliget ved hans ord, hun, som ikke var vant til at tale med mænd, for hun havde besluttet sig for at bevare sin jomfruelighed uplettet. Hun overvejede med sig selv, hvad denne hilsen kunne være. Så sagde englen til hende: ”Frygt ikke, Maria, thi du har fundet nåde for Gud”. Sandelig, hun, som var nåden værdig fandt den. Hun, som havde øvet sig i dydernes nåde, fandt nåde og høstede dens fylde. Hun, som frembragte nådens kilde, fandt selv nåde og blev selv en rig høst af nåde. Hun fandt en afgrundsdyb nåde, hun, som bevarede sin dobbelte jomfruelighed — hendes jomfruelige sjæl, som var ikke mindre pletfri end hendes legeme, hvorfra hendes fuldkomne jomfruelighed udsprang. ”Du skal undfange og føde en søn”, sagde han, ”og du skal give Ham navnet Jesus” (Jesus fortolkes: Gud Frelser). ”Han skal frelse sit folk fra deres synder”. Og hvad svarede hun, som er den sande visdom? Hun efterligner ikke vor første moder Eva, men tager ved lære af hendes uforsigtighed og kalder naturen til hjælp og svarer englen således: ”Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand? Det, du siger, er umuligt, for det overskrider de naturlige love, som Skaberen har givet. Jeg vil ikke kaldes den anden Eva og være ulydig mod Guds vilje. Hvis du ikke taler om ugudelige ting, så forklar mig da mysteriet ved at sige mig, hvordan dette skal ske”. Da svarede Sandhedens brudbringer hende: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, der fødes, kaldes helligt, Guds Søn”. Det, som er forudsagt er ikke underlagt naturens love. For Gud, naturens Skaber, kan ændre disse love. Og hun, som i hellig ærefrygt hørte dette hellige navn, som hun altid havde ønsket at høre, tilkendegav sin lydighed med ord fulde af ydmyghed og glæde: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit ord!”
”O, rigdommenes dybde, visdommens dybde og kundskaben om Gud”, vil jeg råbe med Apostlens ord. ”Hvor ubegribelige er Hans domme og uudgrundelige Hans veje.” O, Guds uudtømmelige godhed! O, grænseløse godhed! Han, som bragte alt fra ikke-væren til væren og fyldte himmel og jord, hvis trone er i himlen og hvis fodskammel er jorden, gjorde Sin tjenerindes skød til en rummelig bolig, og deri fuldbyrdes mysteriet over alle mysterier. Allerede Gud bliver Han menneske og bliver på forunderlig viis født uden at skade Sin Moders jomfruelighed. Og som spædbarn løftes Han op af jordiske arme, Han som er den evige herligheds stråleglans, den synlige form af Faderens væsen, gennem Hvis Ord alle ting er. O, sande guddommelige under! O, mysterium, som overskrider al natur og forståelse! O, vidunderlige jomfruelighed! Hvad, O hellige Moder og Jomfru, er dette mysterium, som er fuldendt i dig? Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt. Slægt efter slægt priser dig salig, du, som alene er al velsignelse værdig. Se, herefter skal alle slægter prise dig salig, som du har sagt. Jerusalems døtre, og her mener jeg Kirken, så dig. Dronninger har velsignet dig, det vil sige: de retfærdiges sjæle, og de skal lovprise dig for evigt. Du er den kongelige trone omgivet af engle, som på den ser deres Konge og Herre sidde. Du er det åndelige Paradis, som er mere helligt og guddommeligt end det gamle Paradis. Det gamle Paradis var den dødelige Adams bolig, men Herren kom fra himlen for at tage bolig i dig. Du forudanedes i Arken, du, som har båret den nye verdens sædekorn. Du fødte Kristus, verdens frelse, som tilintetgjorde synden og dens vrede bølger. Den brændende busk var et billede på dig, ligesom lovens tavler og Pagtens Ark. Det gyldne kar og kandelaberne, alterbordet og Aarons blomstrende stav var betydningsladede billeder på dig. Guddommens herlighed sprang fra dig, Faderens evige Ord, den sødeste, himmelske Manna, det hellige Navn over alle navne, Lyset, som var fra begyndelsen. Livets himmelske Brød, Frugten uden frø tog kød af dig. Blev du ikke forudanet af flammen med dens brændende ild som pegede på den guddommelige ild, der var inden i dig. Og Abrahams telt pegede klart på dig. Ved Guds Ord, som boede i dig, frembragte den menneskelige natur brød fra aske, dens førstegrøde, af dit alrene skød, førstegrøden æltet til brød og bagt ved guddommelige ild, passende Hans guddommelige Person, og Hans sande væsen i en levende krop oplivet af en tænkende og bevidst sjæl. Jeg havde nær glemt Jakobs stige. Er det ikke indlysende for alle, at den var et billede på dig, og er figuren ikke let at genkende? På samme måde, som Jakob så stigen forbinde himmel og jord og engle stige op og ned ad den og den i sandhed stærke og usårlige Gud, der på mystisk viis brydedes med ham, er du sat iblandt os og er blevet stigen for Guds samfund med os, Han, som påtog sig vor skrøbelighed, idet Han forenede Sig med os og gjorde mennesket i stand til at se Gud. Du har forenet det, der var adskilt. Derfor steg engle ned for at tjene Ham som deres Gud og Herre, og menneskene efterligner englenes liv bæres op til himlen.
Hvordan skal jeg forstå profeternes forudsigelser? Er det ikke meningen, at jeg skal se, at de peger på dig, så vi kan påvise, at de er sande? Hvad er det Davids skind, som modtager Den Almægtiges Søn, evig og lige med Sin Fader, som jorden tager imod regnen, der falder? Er det ikke dig i din stråleglans? Hvem er den jomfru, som Esajas profeterede skulle blive frugtsommelig og føde en søn, Gud evindelig med os, det vil sige Han, som blev født som menneske og dog forblive Gud? Hvad er det Daniels bjerg, hvorfra Kristus rejste sig, Hjørnestenen, som ikke er fremstillet af menneskehånd? Er det ikke dig, som undfanger uden mand og forbliver jomfru? Lad den inspirerede Ezekiel stå frem og vise os den lukkede port forseglet af Herren, fast og urørligt, ifølge hans profeti – lad ham pege på dens fuldendelse i dig. Alles Herre kom til dig, og i Sin menneskevordelse åbnede Han ikke din jomfrueligheds port. Seglet forbliver intakt. Således forudsiger profeterne dig. Engle og Apostlene tjener dig, O Guds Moder, evindelig Jomfru, med Johannes den jomfruelige Apostel. Engle og de retfærdiges ånder, patriarker og profeter omkranser dig denne dag, hvor du går til din Søn. Apostlene vogtede over den talløse skare af hellige, som var samlet fra alle verdenshjørner på guddommeligt bud, som en sky omkranser det guddommelige og levende Jerusalem, og de synger din pris, du, som er ophav til vor Frelsers livgivende legeme.
O, hvordan kan livet kilde gå gennem døden til livet? O, hvordan kan hun adlyde naturens love, hun, som overskrider naturens grænser i sin undfangelse? Hvordan kan hendes pletfrie legeme være underlagt døden? For at blive iklædt udødelighed, må hun først afføre sig dødeligheden, da skabelsens Herre ikke selv afslog dødens smerte. Hun dør i legemet, tilintetgør døden ved døden, og vinder uforgængelighed ved forgængeligheden, og hendes død bliver kilden til genopstandelse. O, se hvorledes den Almægtige Gud med Sine egne hænder tager imod vor Herres Moders hellige og ulegemlige sjæl. Han ærer i sandhed hende, som af natur var Hans tjener, men som Han gjorde til Sin moder af Sin afgrundsdybe og uudgrundelige barmhjertighed og nåde, da Han i sandhed blev født som menneske. Det er rigtigt at tro, at englenes kor ventede på at tage imod din hedengangne sjæl. O, hvor velsignet er ikke din bortgang til Gud. Hvis Gud tilstår alle sine tjenere dette – og det véd vi, Han gør – hvilken umådelig forskel, der så er mellem Hans tjenere og Hans Moder! Men hvad skal vi da kalde dette dit mysterium? Død? Din salige sjæl er naturligvis skilt fra dit lyksalige og ubesmittede legeme, og legemet gives til graven, og dog forbliver det ikke i døden, ej heller er det genstand for forfald. Hendes legeme, hvis jomfruelighed forblev uplettet i barnefødslen, blev bevaret ufordærvet og bragt til et bedre, mere guddommeligt sted, hvor der ikke er død, men evigt liv. Ligesom den herlige sol for et øjeblik kan skjules af den ugennemsigtige måne, kan den stadig ses, om end gemt, og dens stråler oplyser mørket, fordi lys hører til dens væsen. Den har i sig selv en evig kilde af lys, eller rettere: Gud har skabt den som lysets kilde. Således er du den stedsevarende kilde af sandt lys, selve livets sande skatkammer, nådens rigdom, årsagen til og formidleren af alle vore goder. Og hvis du for en tid er skjult ved legemets død, helt stille, er du vor livgivende ambrosia, sande glæde, et nådens hav, helbredelsens og den evige velsignelses kilde. Du er et træ i skoven, der bærer frugt, og din frugt smager sødt i munden på den troende. Derfor vil jeg ikke kalde din hellige forandring for død, men hvile eller hjemkomst, og det er — mere korrekt — en hjemkomst. Du har aflagt det materielle, og du er i en lykkeligere tilstand.
Engle og ærkeengle bærer dig. Urene ånder skælver ved din bortgang. Luften opløfter en lovsang ved din overgang og atmosfæren renses. Med glæde tager Himlen imod din sjæl. De himmelske kræfter hilser dig med hellige lovsange og glædesfyldt pris, idet de siger: ”Hvem er denne alrene skabning, der stiger op, strålende som daggryet, skøn som månen og lige så tydelig som solen? Hvor er du dejlig og skøn, markens lilje, rosen blandt torne; derfor elsker de unge jomfruer dig. Vi drages til dig af duften af dine salvelser. Kongen førte dig ind i sit kammer. Magterne beskytter dig, fyrsterne lovsynger dig, troner bekender dig, keruberne tier af glæde og seraferne ophøjer den sande Moder af natur og nåde til deres sande Herre. Du blev ikke optaget til himlen som Elias, ej heller trængte du igennem til den tredje himmel med Paulus, men du nåede selve din Søns kongelige trone og så den med dine egne øjne, og nu står du ved den i glæde og uudsigelig fortrolighed. O, englenes og alle de himmelske magters glæde, patriarkernes og de retfærdiges sødme! Profeterne ophøjer dig uophørligt idet hele verden glæder sig og alting helliggøres. Du, de trættes vederkvægelse, de sørgende trøster, syndernes forladelse, de syges helbredelse, havn for de, der kastes omkring af storme, de sørgendes vedvarende styrke, hjælper og trøster for alle, som påkalder dig.
O, under, som overgår naturen og skaber under! Døden, som fra gammel tid var frygtet og hadet er nu genstand for lovprisning og velsignelse. Fra gammel tid var den sorgens budbringer, modløshedens, tårernes og bedrøvelsens budbringer, og nu fremstår den som grund til glæde og jubel. Som det er tilfældet med alle Guds tjenere, hvis død ophøjes, er Hans velbehag i dem anet fra deres hellige virke, og derfor er deres død salig. Den viser dem fuldkomne, velsignede og urokkelige i godhed, som ordsproget siger: ”Pris ikke et menneske før dets død”. Dette kan vi dog ikke sige i dit tilfælde. Din velsignelse var ikke døden, ej heller blev døden din fuldkommengørelse, og din bortgang hjalp dig ikke til at opnå vished. Du er begyndelsen, midten og enden af alle goder, der overgår forstanden, for din Søn blev vor sande og faste sikkerhed ved Sin undfangelse og Sit guddommelige ophold i dig. Således blev dine ord sandhed: i undfangelsens øjeblik og ikke i din døds sagde du, at alle slægter skulle prise dig salig. Det var dig, der sønderbrød dødens magt, betalte dens pris og gjorde den nådefuld. Da således dit hellige og syndfrie legeme blev båret til graven, var det englenes kor, der bar den og var alle steder omkring den, idet de intet lod tilbage til Herrens Moders ære, mens Apostlene og hele Kirkens forsamling brød ud i profetisk sang: ”Vi skal fyldes af Dit huses sødme, helligt er Dit tempel, herlig i retfærd”. Og igen: ”Den Højeste har helliget Sin bolig. Guds bjerg er et frugtbart bjerg, og det bjerg, Gud ønskede sig til bolig”. Apostlenes flok løfter Herren vor Guds sande ark op på deres skuldre, som gamle tiders præster løftede arken, og lagde dit legeme i graven, idet de gjorde det, som en anden Jordan-flod, til vejen til evangeliets sande land, det himmelske Jerusalem, alle troendes moder, som Gud har skabt, og hvor Han er Herre. Din sjæl steg ikke ned til Limbo, ej heller så dit legeme forrådnelse. Dit rene og pletfrie legeme blev ikke ladt tilbage i jorden, men Dronningens sæde, Guds sande Moders sæde, blev sat i det himmelske rige.
O, hvordan tog så himlen imod hende, som er større end himlen? Hvordan steg hun, som tog imod Gud, ned i graven? Dette skete virkelig! Graven omsluttede hende. Det var ikke på legemlig viis, at hun overgik himlen. For hvordan kan et legeme, der måler tre alen og hele tiden taber kød måles med himlens dimensioner? Det var snarere ved nåde, at hun overgik alle højder og alle dybder, for det, der er guddommeligt er usammenligneligt. O, salige og vidunderlige, hellige og tilbedelsesværdige legeme, du tjenes nu af engle, som står foran dig i ydmyg ærefrygt. Dæmoner skælver, menneskene nærmer sig med tro, ære og tilbedelse, og de hilser hende med øjne og læber og nedkalder rige velsignelser over sig selv. Lige som den rige parfume, der stænkes på klæder eller steder, fuld af himmelsk vellugt, blev nådens rige kilde lagt i graven for at overføres til et højere og bedre sted. Hun efterlod heller ikke graven tom; hendes legeme afgav en guddommelig duft til den, en helbredelsens kilde, og en kilde til alt godt for dem, der nærmer sig med tro.
Også vi nærmer os dig i dag, O Dronning; og igen siger jeg: O Dronning, O Jomfruelige Gudsmoder, giv vore sjæle urokkelighed ved vor tillid til dig, som med et stærkt anker. Vi opløfter sind, hjerte og sjæl og hele vort liv til dig og i jubel bryder vi ud i salmer, hymner og åndelige lovsange, og gennem dig når vi Den, der er udenfor vor rækkevidde på grund af Sin Majestæt. Hvis — som det legemliggjorte guddommelige Ord lærte os — at ære tjeneren er at ære vor fælles Herre, hvordan kan den ære, der vises dig, Hans Moder, blive ringeagtet? Er den ikke højst ønskelig? Æres du ikke som selve livets åndedrag? Således viser vi på bedste viis Herren vor tjenestevillighed? Hvad skal vi sige til vor Herre? Det er tilstrækkeligt at de, der tænker på dig ihukommer din dyrebare gave som årsag til vor vedvarende glæde. Hvor det fylder os med glæde! Det sind, der hviler ved denne din hellige skats nåde beriger sig selv.
Dette er vort takoffer til dig, førstefrugten af vore samtaler, den bedste hyldest mit fattige sind kan frembringe, idet jeg er bevæget af længsel efter dig og fuld af min egen elendighed. Men, tag allernådigst imod min længsel, selvom jeg ved, at den overskrider mine evner. Vogt over os, Dronning, vor Herres bolig. Vejled og styr vor veje efter din vilje. Frels os fra vore synder. Led os ind i din guddommelige viljes rolige havn. Gør os værdige til fremtidig glæde ved det vederkvægende syn ansigt-til-ansigt af Ordet, der blev kød gennem dig. Ham tilkommer æren, magten, tilbedelsen og Riget tillige med Faderen og den alhellige livgivende Ånd, nu og i al evighed. Amen.