Den hellige Johannes Chrysostomos' prædiken Til Herrens hellige og store Påske

Lad os lov­pri­se Herren!

Er nogen from og gud­fryg­tig, lad ham fry­de sig ved den­ne lyse og strå­len­de fest. Er nogen en god og viis tje­ner, lad ham træ­de ind i her­rens glæ­de med jubel. Er nogen træt af at faste, lad ham nu bli­ve beløn­net. Har nogen stridt fra den før­ste time, lad ham nu få sin fortjen­te beløn­ning. Er nogen kom­met i den tred­je time, lad ham tage del i festen med tak­si­gel­se. Er nogen kom­met i den sjet­te time, lad ham ikke æng­stes, for han skal ikke lide af den grund. Tøver nogen endog til den nien­de time, lad ham kom­me nær uden angst og frygt. Ven­ter nogen endog til den ellev­te time, lad ham ikke fryg­te på grund af sin forsinkelse:

For Her­ren, som er en nid­kær Her­re, tager imod den sid­ste som den før­ste. Han skæn­ker hvi­le til dén, der kom­mer i den ellev­te time, såvel som til dén, der har slidt fra før­ste time. Mod den sid­ste er Han nådig, og den før­ste giver Han Sin glæ­de; til den ene giver Han, og til den anden skæn­ker Han. Han mod­ta­ger ger­nin­ger­ne, og Han hil­ser vilj­en vel­kom­men; Han ærer hand­lin­gen, og Han pri­ser offe­ret. Gå I da der­for alle til Her­rens glæ­de; både den før­ste og den næste, og mod­tag jeres beløn­ning. I rige og I fat­ti­ge, fryd jer med hin­an­den. I, som har omtan­ke og I, som er tan­ke­lø­se, hold den­ne dag i ære. I, som har fastet og I, som har brudt fasten, vær gla­de i dag. Bor­det er fuldt dæk­ket; glæd jer der­ved. Kal­ven er fedet; lad ingen gå sul­ten bort. Glæd jer alle over tro­ens fest­må­l­tid, tag imod kær­lig­he­dens overflod.

Lad ingen sør­ge over sin fat­tig­dom, for det him­mel­ske Rige er os åben­ba­ret. Lad ingen græ­de over sine over­træ­del­ser, for til­gi­vel­sen strå­ler frem fra gra­ven. Lad ingen fryg­te døden, for Frel­se­rens død har befri­et os. Han, som var døde­ns fan­ge, har til­in­tet­gjort døden. Ved at sti­ge ned til døds­ri­get har Han undert­vun­get det. Han for­bi­tre­de det med sma­gen af Sit kød. Og Esa­jas, som sku­e­de det­te, udbrød: Døds­ri­get for­bi­tre­des ved mødet med Dig. Det blev for­bi­tret, for det blev spot­tet. Det blev for­bi­tret, for det blev til­in­tet­gjort. Det blev for­bi­tret, for det blev omstyr­tet. Det blev for­bi­tret, for det blev lagt i læn­ker. Det modt­og et lege­me og mød­te Gud ansigt til ansigt.Dødsriget ind­t­og ver­den og mød­te him­len. Det ind­t­og det syn­li­ge og blev fæl­det af det usynlige:

Død, hvor er din brod? Hel­ve­de, hvor er din sejr. Kristus er opstan­den, og du er omstyr­tet. Kristus er opstan­den, og djæv­le­ne er fal­det. Kristus er opstan­den, og eng­le­ne jub­ler. Kristus er opstan­den, og livet her­sker. Kristus er opstan­den, og ikke én af de døde skal for­bli­ve i gra­ven. For Kristus, som er opstan­den fra de døde, er førs­te­grø­den af de hen­sov­ne. Hans er her­lig­he­den og mag­ten i evig­he­ders evig­hed. Amen.

Til oplæs­ning ved påske­nat­tens morgentjeneste.