Af Inger Bjerg
Skriftemålet er et af den Ortodokse Kirkes Sakramenter/Mysterier. Normalt siger vi, at der er 7 sakramenter: dåben, myrrhasalvelsen, eucharistien, skriftemålet, embedsordinationerne og ægteskabet, med dåb og nadver som de mest betydningsfulde, hvis nu man skal indsætte sakramenterne i et vist hierarki. Bestræbelsen på at begrænse sakramenterne til et bestemt antal, sker først i det 17.årh. under indflydelse fra Vesten. I Østkirken skelnes der i virkeligheden ikke så skarpt mellem disse 7 og de andre sakramentale handlinger som fx den store vandindvielse og kirkeindvielser: Hele Kirkens virke består i en helliggørelse af skabelsen.
Skriftemålets opståen og historiske udvikling
Begreber som omvendelse og syndsforladelse stammer fra Evangeliet: “Og Han sagde til dem: Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i Hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette” (Luk 24,46–47). Disciplene skal være “vidner”, men ikke kun vidner, for Kristus tildeler også disciplene magten til at forlade synder, idet Han siger til dem:
“Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da Han havde sagt det, blæste Han ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” (Joh 20,21–23). Og i Mat 18,18 står der “Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen” Denne såkaldte Nøglemagt gav disciplene videre til biskopperne, som allerede fra det 4. årh.i Konstantinopel uddelegerede den til præsterne. Indimellem har også lægfolk fået/haft mulighed for ikke blot at være åndelige vejledere, men også for at give syndsforladelse, det gjaldt fx kvindelige og mandlige klosterforstandere. Men denne praksis ophører helt i det 12. årh.
Det er kristenforfølgelserne i det 3.århundrede og flere kristnes “frafald”, eller afsværgelse af deres tro, der får det til at stå klart, at man kan synde, selv om man er døbt, og at der er brug for skriftemål og syndsforladelse for at komme tilbage til Kirken.
Skriftemålet og boden var i flere århundreder et offentligt anliggende såvel i Konstantinopel som andre steder, udfra den opfattelse, at enhver synd, vi begår, ikke blot er en synd begået imod Gud, men også imod vores næste og hele det kristne fællesskab. Det personlige og hemmelige skriftemål dukker først op i det 4.årh., tilskyndet af Johannes Chrysostomos og især som følge af påvirkningen fra klostrene, hvor munkene hemmeligt bekendte deres synder til abbeden.
De Økumeniske Konciler har ikke på noget tidspunkt givet regler for skriftemålets praksis.
Men Trullo-koncilet i 692 fastslår angående præstens part i sagen: “Dem, der har modtaget magten fra Gud til at binde og løse, skal handle som lægen, der opmærksomt forsøger at finde netop det lægemiddel, som er nødvendigt for at helbrede den enkeltes synd”. Det vil sige, at præsten ikke skal optræde som dommer over den angrende, men snarere som en læge, der skal hjælpe den troende til at genfinde sin åndelige sundhed.
Oprindeligt findes der således heller ingen regler for, hvor ofte man skal skrifte, det overlades til den enkeltes skøn. Men fra det 17.årh. i Rusland bliver det pålagt de troende at gå til skrifte og efterfølgende til nadver 4 gange om året, svarende til årets 4 fasteperioder, et krav der snart blev reduceret til ét årligt skriftemål efterfulgt af nadver. I det 18.årh. var skriftemålet blevet så gennemreguleret, at man fik bøder for ikke at opfylde minimumskravene. Johannes af Kronstadt (1829–1908) går imod denne uheldige udvikling ved at anbefale hyppig nadver, i øvrigt praktiserer han, på grund af det store antal skriftende, offentligt skriftemål, hvor alle udråber deres synder i kor. Skrifte- og nadverfrekvensen varierer i dag meget fra menighed til menighed og fra person til person. Mange steder er det sådan, at man går til skrifte før hver nadverdeltagelse, ligesom man faster, senest fra kl.12 midnat den foregående dag. Men skriftemålet er et selvstændigt sakramente, som ikke nødvendigvis er knyttet til nadveren, og derfor kan man naturligvis godt skrifte uden henblik på en umiddelbart efterfølgende nadverdeltagelse. Skriftemålet har form af et personligt møde mellem præsten og den angrende/skriftende, og det er præsten strengt forbudt at afsløre for 3.part, hvad han erfarer i løbet af skriftemålet. Det kan nævnes, at da Peter den Store gennemførte sin såkaldt Åndelige Reform i 1721, blev præsten pålagt at indberette “interessante” oplysninger fra skriftemålet til de civile myndigheder!
Skriftemålets formål, rammer og indhold
Skriftemålet er en håndgribelig og tilbagevendende del af en ortodoks kristens liv, og det er meget vigtigt at forsøge at begribe dets dybder og perspektiver, så man med tiden kan udvikle det, og sig selv – forhåbentlig! Skriftemålet kan give en konvertit med protestantisk baggrund sved på panden og grund til mange overvejelser. Hvad skal man dog sige og gøre?
“Hvad kræves der af den, som bekender sine synder?” Siletzky svarer i sin “Katekismus” fra 1908, at det der kræves af den skriftende er “Angeren over de begåede synder, det gode forsæt til at forbedre sit levned, troen på Kristus og håbet om Hans barmhjertighed”. Og på spørgsmålet om, hvilke forberedelses- og hjælpemidler der er, svares der: “Sådanne midler er: faste og bøn.”
Det er klar tale – for såvidt!
Skriftemålet består af tre akter: bønner om syndstilgivelse; skrifte af synder over for en præst og syndsforladelse i Jesu Kristi navn. Efter at have hørt/bedt indledningsbønnerne, salmerne og bønnerne om syndforladelse, står den angrende/skriftende i kirken foran en Kristus-ikon, Korset og Evangeliebogen og bekender sine synder til Gud i nærværelse af præsten, “uden at skjule noget, uden at anføre nogen undskyldninger for sine overtrædelser/synder og uden at bagatellisere dem.”
Til sidst beder man om tilgivelse og syndsforladelse, hvorefter man knæler med bøjet hoved. Præsten beder om, at Herren må tilgive os alle vore synder og genforene os med Sin Hellige Kirke, han dækker ens hoved med Epitrachlion som tegn på, at han, præsten, gennem Guds nåde, har magten til at tilgive synder i Jesu Kristi navn, så giver han velsignelsen og udsiger syndsforladelsen over den troende.
Hvad selve syndsforladelsens ordlyd angår, må det bemærkes, at der er en lille eller måske snarere stor forskel på græsk og slavisk praksis:
I den græske version holder præsten sig til 3.person: “Må Gud tilgive dig alle dine synder osv”
I den slaviske version slår præsten over i 1.person, idet han siger: “Må vor Herre og Gud, Jesus Kristus, ved Hans nåde og gavmildhed, i Sin kærlighed til menneskene, tilgive dig mit barn N, alle dine overtrædelser. Og jeg, en uværdig præst, gennem den magt Han har givet mig, tilgiver dig og sætter dig fri fra alle dine synder. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.”
Den slaviske version blev indført i det 18.årh. under indflydelse fra Vesten.
Skriftemålet er først og sidst et sakramente, dvs. det har en dobbelt karakter, ligesom de andre sakramenter og hele Kirken, af både noget ydre og indre, noget synligt og usynligt, det er en kombination af et ydre synligt tegn og en indre åndelig nåde. Men derudover implicerer skriftemålet naturligvis også diverse medmenneskelige og psykologiske aspekter.
Skriftemålet kaldes også “Den anden Dåb” eller “Dåbens fornyelse” i erkendelse af, at vi, selv som døbte og syndsforladte, alligevel synder, og kun i Kirken har mulighed for en stadig sakramental gentagelse og fornyelse af syndsforladelsen.
Skriftemålet er altså andet og mere end terapi, det er ikke blot en psykologisk men en åndelig virkelighed. Paul Evdokimov udtrykker det sådan her: “Ved at bekende sin synd, kan man nok føle sig lettet og befriet, men hvordan kan man helt fjerne synden? Den dårlige samvittighed er ikke kun samvittighedsnag over den begåede synd, men også længslen efter den tabte uskyld. Mennesket søger tilgivelsen, men inderst inde håber det på ondets tilintetgørelse, og kun den sakramentale tilgivelse kan udvirke den totale ophævelse af synden og forhindre dens tilbagevenden.”
Nicolas Zernov skriver, at den ortodokse praksis for skriftemålet baserer sig på tre antagelser:
1: At vi er moralsk ansvarlige for vore handlinger, og at vores samvittighed kan udvikles/højnes.
2: At vi alle er ansvarlige for hinanden, fordi vore tanker, hensigter og handlinger er tæt forbundne med vor næstes liv og levned.
3: At oprigtig forsoning med vore medmennesker, medfører guddommelig tilgivelse, og fjerner synden for altid.
Skriftemålet genforener således den troende med Kirkens fællesskab, og ved Guds kærlige tilgivelse bringes vi, der har fjernet os fra Gud, tilbage i Hans umiddelbare nærhed. Forudsætningen for, at dette kan finde sted, er at vores anger er “realistisk”, at vi efter bedste evne og med Guds (og gerne andre menneskers) hjælp ser os selv som de syndere, vi er, og at vi af hjertet omvender os. Det græske ord for “anger” og “omvendelse” er metanoia, og det kan oversættes med “at få noget andet i sinde”. Det er denne “sindsændrig”, som Johannes Døberen prædiker om i Judæas ørken: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær.” (Mat 3,2)
Metropolit Antonij (Bloom) understreger skriftemålets alvor og sakramentale karakter på følgende måde: “Hvert Skriftemål bør forløbe, som om det var det sidste i vores liv, vi bør gøre endeligt status, fordi hvert møde med Herren, med den levende Gud, er en foregribelse af Dommedag, hvor vores skæbne bliver afgjort.” Han anbefaler, at man stiller sig selv en række spørgsmål inden skriftemålet: Hvad skammer man sig over i sit liv? Hvad vil man skjule for Gud? Hvordan ser andre på én? Hvorfor bringer vi dem ikke uden videre glæde og fred med vores ord og handlinger? osv. Selvransagelsen og alle spørgsmålene har det ene formål, ifølge Metropolit Antonij, at vi skal se os selv, som vi er, forsøge at leve vores liv i sandhed og uden illusioner. Metropolitten fortsætter: “Den sidste dom over vores samvittighed tilhører hverken os selv, eller dem der kender os, men Gud. Evangeliet oplyser os om Hans ord, om Hans retfærdighed (…) Hvis vi læser det opmærksomt med hjertets enkelhed, uden at forsøge at uddrage mere end vi er i stand til at modtage og mere, end vi kan praktisere i vores liv, vil vi hurtigt kunne danne os et billede af os selv, vi vil klart se, hvilket slags menneske vi er, og når vi kommer til skrifte, kan vi tydeligt skelne ikke alene vores egen og de andres, men også Guds dom over vores samvittighed. Vi ser det ikke kun med forfærdelse, ikke kun som en fordømmelse, men også som åbenbaringen af en hel vej og af alle de muligheder, der er i os.”
Ovenstående er et uddrag fra en samling tekster med titlen “Helbredelsens sakramente”, med denne titel understreger Metropolit Antonij, at skriftemål og syndsforladelse er sakramentet til helbredelse af syndens sygdom — og ikke et juridisk eller blot terapeutisk anliggende.
Litteratur
Kallistos (Ware) “The Orthodox Church” (p.126, 134f, 295–97), Penguin Books, 1963
“The Year of Grace of The Lord” (p.129), St.Vladimir’s Press, 1992 (1980)
“A Manuel of The Orthodox Church’s Divine services” compiled by Arch-Priest D.Solokof
p.130ff, 1975 Jordanville
Nicolas Zernov “Eastern Christendom” (p.251–53), Readers Union Weidenfeld and Nicolson, London 1963
Paul Evdokimov “L’Orthodoxie” ( p.288–291), Delachaux et Niestlé, 1959
Antoine Bloom “Le Sacrement de la Guérison” Cerf 2002, p.63–70
John H Erickson “The Challenge of our Past” 1991, St. Vladimir’s Seminary Press
“Ortodoks Bønnebok”, Solum Forlag, Oslo 2002.
Se også: Et Skriftemål