Skriftemålet

Af Inger Bjerg

Skrif­te­må­let er et af den Orto­dok­se Kir­kes Sakramenter/Mysterier. Nor­malt siger vi, at der er 7 sakra­men­ter: dåben, myr­r­ha­sal­vel­sen, eucha­ri­stien, skrif­te­må­let, embedsor­di­na­tio­ner­ne og ægte­ska­bet, med dåb og nad­ver som de mest betyd­nings­ful­de, hvis nu man skal ind­sæt­te sakra­men­ter­ne i et vist hie­rar­ki. Bestræ­bel­sen på at begræn­se sakra­men­ter­ne til et bestemt antal, sker først i det 17.årh. under ind­fly­del­se fra Vesten. I Øst­kir­ken skel­nes der i vir­ke­lig­he­den ikke så skar­pt mel­lem dis­se 7 og de andre sakra­men­tale hand­lin­ger som fx den sto­re vand­ind­vi­else og kir­ke­ind­vi­el­ser: Hele Kir­kens vir­ke består i en hel­lig­gø­rel­se af ska­bel­sen.

Skrif­te­må­lets opstå­en og histo­ri­ske udvik­ling
Begre­ber som omven­del­se og synds­for­la­del­se stam­mer fra Evan­ge­li­et: “Og Han sag­de til dem: Såle­des står der skre­vet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tred­je dag, og i Hans navn skal der præ­di­kes omven­del­se til syn­der­nes for­la­del­se for alle fol­keslag. I skal begyn­de i Jeru­sa­lem, og I skal være vid­ner om alt det­te” (Luk 24,46–47). Discip­le­ne skal være “vid­ner”, men ikke kun vid­ner, for Kristus til­de­ler også discip­le­ne mag­ten til at for­la­de syn­der, idet Han siger til dem:

Som Fade­ren har udsendt mig, sen­der jeg også jer.” Da Han hav­de sagt det, blæ­ste Han ånde i dem og sag­de: “Mod­tag Hel­li­gån­den! For­la­der I nogen deres syn­der, er de dem for­ladt, næg­ter I at for­la­de nogen deres syn­der, er de ikke for­ladt.” (Joh 20,21–23). Og i Mat 18,18 står der “Hvad I bin­der på jor­den, skal være bun­det i him­len, og hvad I løser på jor­den, skal være løst i him­len” Den­ne såkald­te Nøg­le­magt gav discip­le­ne vide­re til biskop­per­ne, som alle­re­de fra det 4. årh.i Kon­stan­ti­nopel udde­le­ge­re­de den til præ­ster­ne. Indi­mel­lem har også læg­folk fået/haft mulig­hed for ikke blot at være ånde­li­ge vej­le­de­re, men også for at give synds­for­la­del­se, det gjaldt fx kvin­de­li­ge og mand­li­ge kloster­for­stan­de­re. Men den­ne prak­sis ophø­rer helt i det 12. årh.

Det er kri­sten­for­føl­gel­ser­ne i det 3.århundrede og fle­re krist­nes “fra­fald”, eller afsvær­gel­se af deres tro, der får det til at stå klart, at man kan syn­de, selv om man er døbt, og at der er brug for skrif­te­mål og synds­for­la­del­se for at kom­me til­ba­ge til Kir­ken.

Skrif­te­må­let og boden var i fle­re århund­re­der et offent­ligt anlig­gen­de såvel i Kon­stan­ti­nopel som andre ste­der, udfra den opfat­tel­se, at enhver synd, vi begår, ikke blot er en synd begå­et imod Gud, men også imod vores næste og hele det krist­ne fæl­les­skab. Det per­son­li­ge og hem­me­li­ge skrif­te­mål duk­ker først op i det 4.årh., til­skyn­det af Johan­nes Chryso­st­o­mos og især som føl­ge af påvirk­nin­gen fra klo­stre­ne, hvor mun­ke­ne hem­me­ligt bekend­te deres syn­der til abbe­den.

De Øku­me­ni­ske Kon­ci­ler har ikke på noget tids­punkt givet reg­ler for skrif­te­må­lets prak­sis.

Men Trul­lo-kon­cilet i 692 fast­slår angå­en­de præ­stens part i sagen: “Dem, der har mod­ta­get mag­ten fra Gud til at bin­de og løse, skal hand­le som lægen, der opmærk­somt for­sø­ger at fin­de net­op det læge­mid­del, som er nød­ven­digt for at hel­bre­de den enkel­tes synd”. Det vil sige, at præ­sten ikke skal optræ­de som dom­mer over den angren­de, men sna­re­re som en læge, der skal hjæl­pe den tro­en­de til at gen­fin­de sin ånde­li­ge sund­hed.

Oprin­de­ligt fin­des der såle­des hel­ler ingen reg­ler for, hvor ofte man skal skrif­te, det over­la­des til den enkel­tes skøn. Men fra det 17.årh. i Rusland bli­ver det pålagt de tro­en­de at gå til skrif­te og efter­føl­gen­de til nad­ver 4 gan­ge om året, sva­ren­de til årets 4 faste­pe­ri­o­der, et krav der snart blev redu­ce­ret til ét årligt skrif­te­mål efter­fulgt af nad­ver. I det 18.årh. var skrif­te­må­let ble­vet så gen­nem­re­gu­le­ret, at man fik bøder for ikke at opfyl­de mini­mum­s­kra­ve­ne. Johan­nes af Kron­stadt (1829–1908) går imod den­ne uhel­di­ge udvik­ling ved at anbe­fa­le hyp­pig nad­ver, i øvrigt prak­ti­se­rer han, på grund af det sto­re antal skrif­ten­de, offent­ligt skrif­te­mål, hvor alle udrå­ber deres syn­der i kor. Skrif­te- og nad­ver­fre­kven­sen vari­e­rer i dag meget fra menig­hed til menig­hed og fra per­son til per­son. Man­ge ste­der er det sådan, at man går til skrif­te før hver nad­ver­del­ta­gel­se, lige­som man faster, sene­st fra kl.12 mid­nat den fore­gå­en­de dag. Men skrif­te­må­let er et selv­stæn­digt sakra­men­te, som ikke nød­ven­dig­vis er knyt­tet til nad­ve­ren, og der­for kan man natur­lig­vis godt skrif­te uden hen­blik på en umid­del­bart efter­føl­gen­de nad­ver­del­ta­gel­se. Skrif­te­må­let har form af et per­son­ligt møde mel­lem præ­sten og den angrende/skriftende, og det er præ­sten strengt for­budt at afslø­re for 3.part, hvad han erfa­rer i løbet af skrif­te­må­let. Det kan næv­nes, at da Peter den Sto­re gen­nem­før­te sin såkaldt Ånde­li­ge Reform i 1721, blev præ­sten pålagt at ind­be­ret­te “inter­es­san­te” oplys­nin­ger fra skrif­te­må­let til de civi­le myn­dig­he­der!

Skrif­te­må­lets for­mål, ram­mer og ind­hold
Skrif­te­må­let er en hånd­gri­be­lig og til­ba­ge­ven­den­de del af en orto­doks kri­stens liv, og det er meget vig­tigt at for­sø­ge at begri­be dets dyb­der og per­spek­ti­ver, så man med tiden kan udvik­le det, og sig selv – for­hå­bent­lig! Skrif­te­må­let kan give en kon­ver­tit med pro­te­stan­tisk bag­grund sved på pan­den og grund til man­ge over­vej­el­ser. Hvad skal man dog sige og gøre?

Hvad kræ­ves der af den, som beken­der sine syn­der?” Siletzky sva­rer i sin “Katekis­mus” fra 1908, at det der kræ­ves af den skrif­ten­de er “Ange­ren over de begå­e­de syn­der, det gode for­sæt til at for­bed­re sit lev­ned, tro­en på Kristus og håbet om Hans barm­hjer­tig­hed”. Og på spørgs­må­let om, hvil­ke for­be­re­del­ses- og hjæl­pe­mid­ler der er, sva­res der: “Sådan­ne mid­ler er: faste og bøn.”

Det er klar tale – for såvidt!

Skrif­te­må­let består af tre akter: bøn­ner om syndstil­gi­vel­se; skrif­te af syn­der over for en præst og synds­for­la­del­se i Jesu Kri­sti navn. Efter at have hørt/bedt ind­led­nings­bøn­ner­ne, sal­mer­ne og bøn­ner­ne om synd­for­la­del­se, står den angrende/skriftende i kir­ken for­an en Kristus-ikon, Kor­set og Evan­ge­lie­bo­gen og beken­der sine syn­der til Gud i nær­væ­rel­se af præ­sten, “uden at skju­le noget, uden at anfø­re nogen und­skyld­nin­ger for sine overtrædelser/synder og uden at baga­tel­li­se­re dem.”

Til sidst beder man om til­gi­vel­se og synds­for­la­del­se, hvor­ef­ter man knæ­ler med bøjet hoved. Præ­sten beder om, at Her­ren må til­gi­ve os alle vore syn­der og gen­for­e­ne os med Sin Hel­li­ge Kir­ke, han dæk­ker ens hoved med Epi­tra­chli­on som tegn på, at han, præ­sten, gen­nem Guds nåde, har mag­ten til at til­gi­ve syn­der i Jesu Kri­sti navn, så giver han vel­sig­nel­sen og udsi­ger synds­for­la­del­sen over den tro­en­de.

Hvad sel­ve synds­for­la­del­sens ord­lyd angår, må det bemær­kes, at der er en lil­le eller måske sna­re­re stor for­skel på græsk og sla­visk prak­sis:

I den græ­ske ver­sion hol­der præ­sten sig til 3.person: “Må Gud til­gi­ve dig alle dine syn­der osv”

I den sla­vi­ske ver­sion slår præ­sten over i 1.person, idet han siger: “Må vor Her­re og Gud, Jesus Kristus, ved Hans nåde og gav­mild­hed, i Sin kær­lig­hed til men­ne­ske­ne, til­gi­ve dig mit barn N, alle dine over­træ­del­ser. Og jeg, en uvær­dig præst, gen­nem den magt Han har givet mig, til­gi­ver dig og sæt­ter dig fri fra alle dine syn­der. I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens navn. Amen.”

Den sla­vi­ske ver­sion blev ind­ført i det 18.årh. under ind­fly­del­se fra Vesten.

Skrif­te­må­let er først og sidst et sakra­men­te, dvs. det har en dob­belt karak­ter, lige­som de andre sakra­men­ter og hele Kir­ken, af både noget ydre og indre, noget syn­ligt og usyn­ligt, det er en kom­bi­na­tion af et ydre syn­ligt tegn og en indre ånde­lig nåde. Men der­u­d­over impli­ce­rer skrif­te­må­let natur­lig­vis også diver­se med­men­ne­ske­li­ge og psy­ko­lo­gi­ske aspek­ter.

Skrif­te­må­let kal­des også “Den anden Dåb” eller “Dåbens for­ny­el­se” i erken­del­se af, at vi, selv som døb­te og synds­for­lad­te, alli­ge­vel syn­der, og kun i Kir­ken har mulig­hed for en sta­dig sakra­men­tal gen­ta­gel­se og for­ny­el­se af synds­for­la­del­sen.

Skrif­te­må­let er alt­så andet og mere end tera­pi, det er ikke blot en psy­ko­lo­gisk men en ånde­lig vir­ke­lig­hed. Paul Evdokim­ov udtryk­ker det sådan her: “Ved at beken­de sin synd, kan man nok føle sig let­tet og befri­et, men hvor­dan kan man helt fjer­ne syn­den? Den dår­li­ge samvit­tig­hed er ikke kun samvit­tig­heds­nag over den begå­e­de synd, men også længs­len efter den tab­te uskyld. Men­ne­sket søger til­gi­vel­sen, men inderst inde håber det på ondets til­in­tet­gø­rel­se, og kun den sakra­men­tale til­gi­vel­se kan udvir­ke den tota­le ophæ­vel­se af syn­den og for­hin­dre dens til­ba­ge­ven­den.”

Nico­las Zer­nov skri­ver, at den orto­dok­se prak­sis for skrif­te­må­let base­rer sig på tre anta­gel­ser:

1: At vi er moralsk ansvar­li­ge for vore hand­lin­ger, og at vores samvit­tig­hed kan udvikles/højnes.

2: At vi alle er ansvar­li­ge for hin­an­den, for­di vore tan­ker, hen­sig­ter og hand­lin­ger er tæt for­bund­ne med vor næstes liv og lev­ned.

3: At oprig­tig for­so­ning med vore med­men­ne­sker, med­fø­rer gud­dom­me­lig til­gi­vel­se, og fjer­ner syn­den for altid.

Skrif­te­må­let gen­for­e­ner såle­des den tro­en­de med Kir­kens fæl­les­skab, og ved Guds kær­li­ge til­gi­vel­se brin­ges vi, der har fjer­net os fra Gud, til­ba­ge i Hans umid­del­ba­re nær­hed. For­ud­sæt­nin­gen for, at det­te kan fin­de sted, er at vores anger er “rea­li­stisk”, at vi efter bed­ste evne og med Guds (og ger­ne andre men­ne­skers) hjælp ser os selv som de syn­de­re, vi er, og at vi af hjer­tet omven­der os. Det græ­ske ord for “anger” og “omven­del­se” er meta­noia, og det kan over­sæt­tes med “at få noget andet i sin­de”. Det er den­ne “sinds­æn­drig”, som Johan­nes Døbe­ren præ­di­ker om i Judæas ørken: “Omvend jer, for Him­me­ri­get er kom­met nær.” (Mat 3,2)

Metro­po­lit Anto­nij (Bloom) under­stre­ger skrif­te­må­lets alvor og sakra­men­tale karak­ter på føl­gen­de måde: “Hvert Skrif­te­mål bør for­lø­be, som om det var det sid­ste i vores liv, vi bør gøre ende­ligt sta­tus, for­di hvert møde med Her­ren, med den leven­de Gud, er en fore­gri­bel­se af Dom­me­dag, hvor vores skæb­ne bli­ver afgjort.” Han anbe­fa­ler, at man stil­ler sig selv en ræk­ke spørgs­mål inden skrif­te­må­let: Hvad skam­mer man sig over i sit liv? Hvad vil man skju­le for Gud? Hvor­dan ser andre på én? Hvor­for brin­ger vi dem ikke uden vide­re glæ­de og fred med vores ord og hand­lin­ger? osv. Selvransa­gel­sen og alle spørgs­må­le­ne har det ene for­mål, iføl­ge Metro­po­lit Anto­nij, at vi skal se os selv, som vi er, for­sø­ge at leve vores liv i sand­hed og uden illu­sio­ner. Metro­po­lit­ten fort­sæt­ter: “Den sid­ste dom over vores samvit­tig­hed til­hø­rer hver­ken os selv, eller dem der ken­der os, men Gud. Evan­ge­li­et oply­ser os om Hans ord, om Hans ret­fær­dig­hed (…) Hvis vi læser det opmærk­somt med hjer­tets enkel­hed, uden at for­sø­ge at uddra­ge mere end vi er i stand til at mod­ta­ge og mere, end vi kan prak­ti­se­re i vores liv, vil vi hur­tigt kun­ne dan­ne os et bil­le­de af os selv, vi vil klart se, hvil­ket slags men­ne­ske vi er, og når vi kom­mer til skrif­te, kan vi tyde­ligt skel­ne ikke ale­ne vores egen og de andres, men også Guds dom over vores samvit­tig­hed. Vi ser det ikke kun med for­fær­del­se, ikke kun som en for­døm­mel­se, men også som åben­ba­rin­gen af en hel vej og af alle de mulig­he­der, der er i os.”

Oven­stå­en­de er et uddrag fra en sam­ling tek­ster med tit­len “Hel­bre­del­sens sakra­men­te”, med den­ne titel under­stre­ger Metro­po­lit Anto­nij, at skrif­te­mål og synds­for­la­del­se er sakra­men­tet til hel­bre­del­se af syn­dens syg­dom — og ikke et juri­disk eller blot tera­pe­u­tisk anlig­gen­de.

Lit­te­ra­tur

Kal­li­stos (Ware) “The Ort­ho­dox Church” (p.126, 134f, 295–97), Pengu­in Books, 1963

The Year of Gra­ce of The Lord” (p.129), St.Vladimir’s Press, 1992 (1980)

A Manu­el of The Ort­ho­dox Church’s Divi­ne ser­vi­ces” com­pi­led by Arch-Pri­est D.Solokof

p.130ff, 1975 Jor­d­an­vil­le

Nico­las Zer­nov “Eastern Chri­sten­dom” (p.251–53), Rea­ders Uni­on Wei­den­feld and Nicol­son, Lon­don 1963

Paul Evdokim­ov “L’Orthodoxie” ( p.288–291), Dela­chaux et Niest­lé, 1959

Anto­i­ne Bloom “Le Sacre­ment de la Guéri­son” Cerf 2002, p.63–70

John H Eri­ck­son “The Chal­len­ge of our Past” 1991, St. Vladimir’s Semi­nary Press

Orto­doks Bøn­ne­bok”, Solum For­lag, Oslo 2002.

Se også: Et Skrif­te­mål