Prædiken ved Palmesøndag 2012

Palmesøndags ikon

Pal­me­søn­dag

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Vel­sig­net være Han, som kom­mer i Her­rens Navn! Hosi­an­na! Sådan lyder det fra ska­ren i Jeru­sa­lem i dag. Og sådan lyder det fra os på dagen, hvor vi ind­le­der Den Stil­le Uge.

Vel­sig­net være Han! Et råb fra Sal­mer­nes Bog (Sl. 118). Et jubel­råb! Vi kan ger­ne cite­re lidt mere udfør­ligt fra sam­me Sal­me for at begri­be sam­men­hæn­gen: Tak Her­ren, thi Han er god, Hans miskund­hed varer evin­de­lig … Den­ne er dagen, som Her­ren har gjort, lad os jub­le og glæ­de os … Her­ren er Gud og har vist Sig for os … Fest­to­get med gre­ne slyn­ge sig frem til alte­rets horn … og så igen til afslut­ning: Tak Her­ren, thi Han er god, Hans miskund­hed varer evin­de­lig.

Vi istem­mer jub­len­de lovsang. Mær­ke­ligt nok, kun­ne man synes, her hvor vi ind­le­der den uge, som også kal­des for Lidel­ses­u­gen. – Jesu discip­le fandt det også mær­ke­ligt, for, som vi har hørt det hos evan­ge­li­sten Johan­nes i dag: Discip­le­ne for­stod det ikke fra først af, men da Jesus var her­lig­gjort, kom de i hu, at det­te stod skre­vet om Ham, og at man hav­de gjort det­te for Ham.

Hvad er det, der står skre­vet om Ham, og som discip­le­ne først bag­ef­ter bli­ver klar over? Jo, det er, at det ydmy­ge ind­t­og, ikke med strids­vogn, fir­s­pand og mili­tær eskor­te , men på et ungt æsel, at net­op dét er Kon­gens ind­t­og, sådan som det beskri­ves hos pro­fe­ter­ne Esa­jas og Zaka­ri­as. Hos Zaka­ri­as hed­der det: Fryd dig … og råb med glæ­de. Se, din Kon­ge … ret­fær­dig og sej­r­rig er Han, ydmyg, riden­de på et æsel, på et ase­nin­des føl.

Discip­le­ne er for­vir­re­de dér og da. Men vi, vi som i Kri­sti Kir­ke alle­re­de ken­der vor Her­re, Gud og Frel­ser, Jesus Kristus i her­lig­hed, er vi da bed­re stil­let end discip­le­ne, som de stod dér ved vejsi­den? Ja og nej! Ja, for vi har den for­vent­ning ind­lej­ret dybt i vore hjer­ter, at Han skal kom­me igen i her­lig­hed, og at vi da skal se Ham som Han er. I mod­sæt­ning til discip­le­ne ved ind­falds­vej­en til Jeru­sa­lem har vi alle­re­de vis­hed om Kri­sti Opstan­del­se og sejr over døden.
Og nej, for trods den vis­hed er der hel­ler ikke for os nogen vej uden om i den kom­men­de uge at dele råd­vild­he­den, gru­en, ang­sten og fortviv­lel­sen hos discip­le­ne og hos alle, som ledsa­ger Jesus gen­nem Hans lidel­se og død. – Johan­nes Teo­lo­gen og Evan­ge­li­sten beskri­ver for os i dagens evan­ge­li­e­læs­ning, hvor kom­pleks, hvor man­ge­si­dig situ­a­tio­nen er.

Vi begyn­der i Beta­nia hos Lazarus, ham, som Jesus hav­de opvakt fra de døde. Her er da grund til stor glæ­de! Ved at kal­de Lazarus ud fra gra­ven for­ud­skik­ker Kristus Sin egen Opstan­del­se, Han gør det tro­vær­digt for os tviv­le­re, at Han er døde­ns Over­mand, at vi ikke skal fortviv­le, ja, at Han selv skal opstå, og at vi skal få del i Hans Opstan­del­se. Og vi glæ­der os af hjer­tet!

Der­for, af hjer­tets glæ­de, er det, at Maria, Mart­has søster, sal­ver Her­rens fød­der og tør­rer dem med sit hår. For at gøre det klart, at vi, grun­det Lazarus-teg­net, har fået vis­hed for, at Jesus er Kristus, det vil sige Den Sal­ve­de. Guds Sal­ve­de, vor Her­re og Frel­ser. Og den vis­hed glæ­der os af hjer­tet!

Men salv­nin­gen har også en helt anden side, den helt mod­sat­te hen­vis­ning. For det er de døde, som sal­ves, inden de begra­ves. Mari­as salv­ning af Jesus viser såle­des hen på Hans død. Der­for er det, Jesus selv siger: Lad hen­de i fred, så hun kan gem­me sal­ven til min begra­vel­ses­dag. Her­ren Kristus for­ud­skik­ker Sin Kors­fæ­stel­se og død. Og vi, vi gru­er ved tan­ken om at skul­le stå ved Frel­se­rens grav. Vi gru­er ved, at der ikke er anden vej til Opstan­del­sen end dén, der fører gen­nem lidel­se, for­hå­nel­se, kors­fæ­stel­se og død.

Og ypper­ste­præ­ster­ne, ja de beslut­ter, at de vil gøre, hvad der står i deres magt for at udra­de­re glæ­dens og håbets gen­stand, at de vil fjer­ne dét, som brin­ger men­ne­sker til tro på Jesus. De beslut­ter, hed­der det, at de også vil slå Lazarus ihjel. — Også? Jo, for de sam­me har alle­re­de længst beslut­tet, at de vil slå Jesus selv ihjel.

Lad os ikke tage fejl, brød­re og søstre i Kristus, også i dag, hos os og i vore dage, er der dem, som af al magt søger at dræ­be alt dét, som brin­ger os til tro på Kristus. De slår os vel ikke kor­por­ligt ihjel, men de gør alt, hvad de kan for at ned­vur­de­re og lat­ter­lig­gø­re livet i Kristus, Kir­kens liv, hvor vi efter Kri­sti eget bud mystisk tager del i Hans lidel­se og død i håb om også at få del i Hans her­li­ge Opstan­del­se.

Fra nu af, fra i dag træ­der vi sam­men med Kristus ind i lidel­sen og i Hans vej til Kor­set. Men Kir­ken husker os på, at når Jesus går mod Sin død, gør Han det af Sin egen vil­je: Ingen tager livet fra mig, men jeg sæt­ter det til af mig selv. Jeg har magt til at sæt­te det til, og jeg har magt til at tage det igen, siger Jesus (Joh. 10,18)

Kri­sti magt, det er kær­lig­he­dens magt over liv og død, den magt, hvor­ved Kristus opstår og river de døde med Sig ud af døds­ri­gets garn. Det er den magt, med hvil­ken Kristus råber til Lazarus, som alle­re­de har været fire dage i gra­ven: Lazarus, kom her­ud! Og vi glæ­der os af hjer­tet! For dét, vi aner om Kri­sti Opstan­del­se, det får vi som et tegn, et for­var­sel, ved Lazarus opvæk­kel­se. Og skul­le vi ikke for­stå teg­net, så lad os lyt­te til og altid huske på Her­rens ord til Martha: Jeg er Opstan­del­sen og Livet. Dén, som tror på mig, skal leve, om end han dør. (Joh. 11,25)

Med de ord ændres for altid for­stå­el­sen af, hvad døden er. Lad så blot tidens viden­sk­ab­stro­en­de ypper­ste­præ­ster kal­de døden for livets ophør og det enkel­te men­ne­skes uds­let­tel­se. Og lad blot tidens pan­tei­sti­ske ypper­ste­præ­ster præ­di­ke gen­føds­ler­nes hjul og per­son­lig­he­dens og bevidst­he­dens opløs­ning i intet­he­dens hav. – Lad dem præ­di­ke, som de vil, men lad ikke deres præ­di­ken rok­ke os en tom­me fra Kri­sti ord: Dén, som hører mit ord og tror Ham, som send­te mig, han har evigt liv og kom­mer ikke for dom­men, men han er alle­re­de gået over fra døden til livet (Joh. 5,24)

Døde­ns magt er én gang for altid brudt, og livet har sej­ret i Kristus. Lad os, brød­re og søstre, på den bag­grund begi­ve os på vej ind i Lidel­ses­u­gen. Og lad os råbe det ud: Vel­sig­net være Han, som kom­mer i Her­rens Navn! – i den tro og i det håb, at vi alle­re­de, i Kir­ken ved Hel­li­gån­den, har del i Kri­sti Opstan­del­se.

Amen!