Afte­nen den 22. janu­ar i Svenska Gustavskyrkan

Ved f. Poul Sebbelov

Paulus’ Før­ste Brev til The­s­sa­lo­ni­ker­ne 5, 12 – 18:

Brød­re, vi beder jer om at skøn­ne på dem, som gør et slid­somt arbej­de iblandt jer og er jeres for­stan­de­re i Her­ren og ret­le­der jer. Agt dem sær­lig højt i kær­lig­hed for deres ger­nin­gers skyld. Hold fred med hve­ran­dre! Og vi læg­ger jer på sinde,brødre: ret­led de uskik­ke­li­ge, trøst de mod­fald­ne, tag jer af de skrø­be­li­ge, og vis lang­mo­dig­hed imod alle. Se til, at ingen gen­gæl­der nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hve­ran­dre ind­byr­des og mod alle. Vær altid gla­de, bed uden ophør, og sig tak under alle for­hold; thi det er Guds vil­je med jer i Kristus Jesus.

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Vær altid gla­de, bed uden ophør, sig ’tak’ under alle for­hold … Sådan hed­der det hos den hel­li­ge apo­stel Paulus. Det er let nok sagt; men hvor­dan i alver­den  bærer vi os ad med det?

Der er jo hele tiden så meget, både i ver­den omkring os og måske også i vore per­son­li­ge for­hold, som sna­re­re gør os tri­ste og kede af det, end det gør os gla­de. Og vi kon­fron­te­res hver ene­ste dag med for­hold, med ulyk­ker, kri­ge, had, mis­un­del­se, alskens fjendt­lig­hed og der­til fat­tig­dom og syg­dom som sna­re­re giver os anled­ning til sorg og bekla­gel­se end til tak­nem­me­lig­hed. – Og så har vi i øvrigt så travlt, at det kni­ber geval­digt med at fin­de tid til bøn.

Men al hel­bre­del­se af alver­dens skrø­be­lig­he­der begyn­der med bøn­nens indre for­vand­ling af hvert enkelt men­ne­ske. Bøn er der­for et brud med alle kend­te tan­ke­møn­stre: Søg først Guds Rige i tro og i til­lid, for da skal alt andet gives jer i til­gift. Paulus’ opfor­dring til glæ­de og til bøn er ikke en opfor­dring til, at vi skul­le luk­ke øjne­ne for ver­dens lidel­se, men til, at vi sæt­ter hele vor lid og alt vort håb til Kristus.

Vi ven­ter ikke nogen hjælp fra men­ne­sker, hed­der det i én af Kir­kens aften­bøn­ner. For den skab­te ver­den bæres oppe af Kristus; og den bæres af Kri­sti Kir­kes uop­hør­li­ge bøn, af bøn­ner­ne fra os men­ne­sker, der, med hl. Fila­ret af Moskvas ord, er anbragt i balan­ce på Guds ska­ben­de Ord, som på en dia­mant­bro. Oven over os er den gud­dom­me­li­ge uen­de­lig­hed; neden under os er vor egen intet­heds afgrund.

Det er min­dre end en måned siden, vi fejre­de Kri­sti fød­sel som Men­ne­ske; og med Guds kom­me til jord har vi men­ne­sker fået skæn­ket et helt nyt liv. Vi er ble­vet befri­e­de, med Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I af Kon­stan­ti­nopels ord, befri­e­de fra følel­sen af ube­gri­be­lig tom­hed, og der­med kom­met fri af den vej, som fører til et end­nu dybe­re, iskoldt mør­ke, til den evi­ge forta­bel­ses nat. Og i ste­det har vi fået skæn­ket Guds kær­lig­heds vej, den vej, som af Guds nåde gør os kri­ste-lige, så at vi med Grundtvig ful­de af jubel kan istem­me: O, kri­ste-lig­hed, du skæn­ker vort hjer­te, hvad ver­den ej ved. 

Guds kær­lig­heds vej giver os del i gud­dom­me­lig natur, sådan som den hel­li­ge apo­stel Peter skri­ver. Ad den kær­lig­he­dens vej føres vi til det nye liv, hvor vi med apost­len i sand­hed vil kun­ne sige: Jeg lever, dog ikke læn­ge­re jeg, men Kristus i mig!

I Kristus har al glæ­de sin rod: Kristus er neds­te­gen fra Him­me­len, Han har taget vor men­ne­ske­lig­hed på Sig, for at vi skul­le få del i Hans gud­dom­me­lig­hed og få bolig i Guds Rige. Guds Søn har taget jor­disk for­gæn­ge­lig­hed og død på Sig, Han har over­vun­det døden, Han har sprængt døds­ri­gets por­te, for at vi skul­le få del i det evi­ge liv med Ham i Hans Rige.

Der­for kan vi i sand­hed sige ’tak’ under alle for­hold. For alting står og fal­der ikke med, om det går op eller ned med os i den­ne ver­den. Vi er ikke læn­ge­re hen­vi­ste til, som Karen Blixen udtryk­ker det, at købe vor lyk­ke til dagens note­ring; for i Kristus har vi mod­ta­get det svim­len­de håb, at vi skal bli­ve Ham lige. Såle­des skri­ver den hel­li­ge evan­ge­list Johan­nes Teo­lo­gen i sit før­ste brev, at når Kristus åben­ba­res, skal vi bli­ve Ham lige, for vi skal se Ham, som Han er.

Glæ­den og håbet er skæn­ket os med Kristus. Ikke blot til eget, ’inter­nt’ brug, men for at vi i Guds Kir­ke skal være vid­ner om Kristus, for at vi skal være lys og salt for ver­den, for at vi i ver­den skal være det tegn, der peger hen imod Guds Riges her­lig­hed, for­di vor glæ­de over Kristus altid er syn­lig, og vor sta­di­ge tak­si­gel­se for Hans frel­sen­de vir­ke er hør­lig for alle. Vi har ikke fået til opga­ve at sæt­te det Lys, som strå­ler i mør­ket under en skæp­pe eller for­sø­ge at hol­de det hem­me­ligt for ’uden­for­stå­en­de’. Tvær­ti­mod har vi fået den opga­ve i Kir­ken at vise Kri­sti lys frem for alverden.

Glæ­dens og håbets mod­sæt­ning, det er net­op den fortviv­lel­se, som vok­ser ud af døde­ns og tom­he­dens iskol­de mør­ke. Fortviv­lel­se er en ånde­lig syg­dom, der  angri­ber og pla­ger men­ne­sker, som ikke véd, hvor de skal fin­de lys eller håb. – Og det ene­ste svar, vi kan give dem, det er, at vi krist­ne selv åben­lyst, syn­ligt og begri­be­ligt for enhver, lever i bøn, i  glæ­de over Kristus og i håbet om Guds Riges fyl­de; også når vi får lidel­se, ulyk­ke og smer­te tæt ind på livet.

Kristus er for os håbets Kil­de, og lever vi ikke det håb syn­ligt og mærk­bart for alle, så spre­der vi hel­ler ikke håbet blandt men­ne­sker. Al vor møje, det være sig poli­tisk, øko­no­misk eller intel­lek­tu­elt, al vor møje er til ingen ver­dens gavn hvis ikke vi sam­ti­digt for­mår at frem­vi­se og vide­re­brin­ge det krist­ne håb gen­nem det kær­lig­he­dens liv, vi lever i Guds Kirke.

Kær­lig­he­dens liv, det ånde­li­ge liv, er ikke noget, vi kan fore­gi­ve eller lade som om; vi kan ikke frem­fø­re det som en anden tea­ter­fo­re­stil­ling. – For det er et liv, som vok­ser ud af tro og håb, som nærer sig ved de hel­li­ge myste­ri­er, ved mod­ta­gel­sen af Kri­sti Lege­me og Blod; og det er et liv, som fol­der sig ud i bøn. I bøn­nen kan vi aflæ­se, hvor dybt vi er præ­ge­de af Kri­sti kær­lig­hed. Har den smit­tet af på os? Møder vi Guds uen­de­li­ge kær­lig­hed til os med tak­si­gel­se og bøn? Vi bru­ger måske megen tid på at tæn­ke, skri­ve, tale, filo­so­fe­re og gøre dybsin­di­ge betragt­nin­ger om Gud; men hvad med bøn­nen? Går vi med åbent sind Kristus i møde i uop­hør­lig bøn? Apost­lens ord, bed uden ophør! væk­ker de genklang i vore hjer­ter? Eller væk­ker orde­ne blot uro, undren og usikkerhed?

Der fin­des en enkel bøn, som kun­ne være et svar på det­te van­ske­li­ge krav om bøn uden ophør. Den kal­des for Jesus­bøn­nen eller Hjer­tebøn­nen. Den har sær­ligt hjem­me i Den Orto­dok­se Kir­ke, men der er man­ge andre krist­ne, som ken­der og beder den­ne bøn: Her­re, Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig syn­der. – Jesus­bøn­nen er en kil­de til glæ­de og styr­kel­se, selv for den, som kun beder den en gang imel­lem; men det er også en bøn, vi kan øve os i at gøre til en del af hver­da­gen. Vi kan bede den, mens vi slår græs, vasker op, ven­ter på bus­sen, sid­der i toget, eller hvil­ke gøre­mål, der nu fal­der for. Da vil vi kun­ne erfa­re, at bøn­nen efter­hån­den bli­ver en helt natur­lig del af vore tan­ker og bevidst­hed; og vi vil få en anel­se, om end aldrig så vag, om styr­ken hos de hel­li­ge mænd og kvin­der, i hvis hjer­ter bøn­nens ord lyder dag og nat uden ophør: Her­re, Jesus Kristus, Guds Søn, for­barm Dig over mig synder.

Det ånde­li­ge liv er i sit væsen et liv i bøn. Det lærer vi af Kristus selv, det lærer vi af Kir­kens hel­li­ge, og det lærer vi i klo­stre­ne, hvor mun­ke og non­ner beder uden ophør, ikke blot for sig selv og hin­an­den, men for os og for hele ver­den. Uden bøn kan vi intet udret­te, uden bøn er vi til ingen gavn for vor næste. Én af Ruslands hel­li­ge, Ser­a­fim af Sarov, giver sin erfa­ring med et liv i bøn vide­re til hver enkelt af os med det­te råd: Find først fre­den i dit eget hjer­te; så bli­ver tusin­der frelst omkring dig! 

Al bøn begyn­der med omven­del­se, med hjer­tets bræn­den­de længsel efter Kristus og efter lig­hed med Ham. Men bøn­nen fører også til omven­del­se, bøn­nen udvir­ker i os, at vi får noget andet i sin­de. Ved bøn for­vand­les vi inde­fra, så at vi hver især brin­ger Guds Kir­kes uop­hør­li­ge bøn med os, hvor vi går og står, til alle tider, på alle ste­der og blandt alle mennesker.

Lad os da, brød­re og søstre i Kristus være dri­sti­ge! Lad os vove det ånde­li­ge liv i tro og i bøn. Tøv ikke! Fin­der vi bøn­nen van­ske­lig at kom­me i gang med, da lad os råbe som fade­ren til den syge dreng: Jeg tror! Hjælp min van­tro! – For der er ingen anden vej end bøn­nens, og der er intet andet vid­nes­byrd for ver­den, end at Guds Kir­ke ved sine tro­en­des sta­di­ge bøn gør tro­en og håbet syn­li­ge for alle men­ne­sker som tegn på  Guds uen­de­li­ge kær­lig­hed, den kær­lig­hed, der ved Hans Søn og Ord bærer hele skabningen.

Har vi vil­je til livet i Kristus? Så lad os sæt­te vilj­en ind på at føl­ge den hel­li­ge apo­stels opfor­dring: Lad os altid være gla­de; og lad os under alle for­hold tak­ke Gud i uop­hør­lig bøn: Ham være lov og pris og ære, Fader, Søn og Hel­li­gånd, nu og altid og i al evig­hed. Amen!