2. November: Hellige munk Gabriel, Bekender og Dåre i Kristus (af Georgien)

Hellige munk Gabriel af Georgien. Stofikon fra Georgien.

Hel­li­ge munk Gabri­el af Geor­gi­en. Sto­fi­kon fra Geor­gi­en.

Munk Gabri­el blev født den 26. august, 1929 i Tbi­li­si (Geor­gi­en). Hans navn var Goderdzi Urge­badze, men han blev kaldt Vasi­ko (Vasi­li) efter sin far, som blev dræbt under uopkla­re­de omstæn­dig­he­der, da Goderdzi var 2 år gam­mel.

Det var under kom­mu­nis­men, og de fle­ste var ikke tro­en­de, men selv­om Vasi­kos fami­lie hel­ler ikke var det, lege­de den lil­le dreng med sten, som han byg­ge­de små kir­ker af og tænd­te tændstik­ker i.

Vasi­ko var 7 år gam­mel, da han køb­te sin før­ste Evan­ge­lie­bog og begynd­te at læse i den. Han kom til at elske Kristus af hele sit hjer­te. Vasi­ko hav­de for vane at gå til nog­le gam­le kir­keru­i­ner, ren­gø­re de gam­le sten og læg­ge dem sam­men.

Som 12-årig fik han åben­ba­rin­ger. Det var under Anden Ver­denskrig, og folk kom til ham for at spør­ge til deres fami­lie og nær­me­ste, som var gået i krig. Vasi­ko for­tal­te dem, hvor de var hen­ne, og om de var i live. Hans ord var altid san­de. Han præ­di­ke­de Kristus for dem, og man­ge kom til tro og begynd­te at gå i Kir­ke. På grund af kom­mu­ni­ster­ne hav­de folk gemt nog­le gam­le Iko­ner oppe på lof­ter eller nede i kæl­dre. Vasi­ko kom til dem og for­tal­te, hvor Iko­ner­ne var gemt hen­ne. Han bad dem om at vise respekt for Iko­ner­ne eller give dem til ham. Han sam­le­de man­ge Iko­ner på den måde. Den 12-åri­ge Vasi­ko ple­je­de at sæt­te sig i skar­n­bun­ken og at sige til sig selv: “Vasi­ko, husk nu, du er skarn og skal ikke tro, at du er noget sær­ligt.”

Folk holdt meget af ham og prø­ve­de at und­gå at håne ham eller gri­ne af ham. Men hans fami­lie skæld­te ham ud. Hans mor for­bød ham at opfø­re sig sådan. Og engang smed hun hans Evan­ge­lie­bog i toilet­tet! Vasi­ko tog Evan­ge­lie­bo­gen op og græd. Nu var græn­sen over­skre­det!
Nu måt­te han tage en beslut­ning. Den 12-åri­ge dreng løb hjem­me­fra. Han gik hele nat­ten, før han kom til Mtckhe­ta (Geor­gi­ens gam­le hoved­stad). Vasi­ko ankom til non­ne­klo­stret Sam­tavro, hvor non­ner­ne tog imod ham, gav ham mad og var­me. Men han — en mand — skønt han var et barn måt­te ikke bli­ve i non­ne­kloste­ret. Han blev sendt til Sve­ti­ck­ho­ve­li, næsten ved siden af Sam­tavro (Sve­ti­ck­ho­ve­li er den Kated­ral, hvor Kri­sti kjor­tel er begra­vet). Dér er der et mun­ke­klo­ster, og Vasi­ko måt­te bli­ve der i tre dage. Mun­ke­ne måt­te fak­tisk ikke huse en min­dre­årig (for rege­rin­gen), så Vasi­ko tog til klo­stret Shiom­g­vi­me, hvor han igen til­brag­te tre dage, og bag­ef­ter tog han til Zeda­ze­ni. Både Zeda­ze­ni og Shiom­g­vi­me lig­ger tæt på Mtckhe­ta. Der boe­de ældre mun­ke i Zeda­ze­ni, og de skjul­te Vasi­ko i fle­re uger, men det var far­ligt, og til sidst gav mun­ke­ne ham noget mad, for­kla­re­de ham vej­en til Bet­ha­nia og send­te ham afsted.
Bet­ha­nia er et klo­ster for foden af bjer­ger­ne dybt inde i sko­ven. Her boe­de der to mun­ke:
fader Gio­r­gi og fader Ioa­ne (Johan­nes). Beg­ge mun­ke -Archi­man­dri­ter- er også blandt Kir­kens Hel­li­ge. På et tids­punkt var Bet­ha­nia det ene­ste fun­ge­ren­de klo­ster i hele Geor­gi­en, der var kun de to mun­ke, og Bet­ha­nia var ene­ste sted, hvor tro­en­de frit kun­ne dyr­ke deres tro.
F. Gio­r­gi og f. Ioa­ne blev Vasi­kos ånde­li­ge fædre.

Man ved ikke, hvor lang tid Vasi­ko boe­de i Bet­ha­nia, eller hvor han der­ef­ter boe­de. På et tids­punkt vend­te han til­ba­ge til Tbi­li­si, hvor der var en spå­ko­ne, som huse­de ham. Hun var et meget sødt men­ne­ske, og Vasi­ko var meget bekym­ret over, at hun var spå­ko­ne. Vasi­ko tal­te med folk, der kom til kvin­den og for­tal­te dem om deres syn­der, som om han kun­ne se ind i deres hjer­ter.
Han præ­di­ke­de Kristus for dem, og man­ge kom til tro. Spå­ko­nen kom også til tro og for­lod spå­dom­skun­sten.

Imens led­te Vasi­kos mor efter ham og fandt ham til sidst. Hun bad ham om at kom­me hjem igen, og hun love­de ham aldrig vil­le for­by­de ham at være tro­en­de. Vasi­ko kom hjem.
Han rej­ste tit til Bet­ha­nia.

I 1949 blev han ind­kaldt til vær­nepligt. Han faste­de og gik hem­me­ligt i kir­ke, mens han var der.
Da han kom til­ba­ge begynd­te han at gå i Sio­ni Katedralen i Tbi­li­si. Han arbej­de­de som vagt dér. Lidt sene­re blev han læser, og i 1955 blev han ordi­ne­ret til dia­kon. Han blev mun­ke­vi­et og fik nav­net Gabri­el. Snart efter blev han præ­ste­o­r­di­ne­ret.

Han tjen­te først i Sio­ni og siden i Bet­ha­nia sam­men med f. Gio­r­gi. Efter f. Gio­r­gis hen­soven blev Bet­ha­nia luk­ket. F. Gabri­el begynd­te sin tje­ne­ste i Den Hel­li­ge Tre­e­nig­heds Kir­ke i Tbi­li­si, og på sam­me tid fær­dig­gjor­de han en Kir­ke­byg­ning i sin egen have.

I 1965 under en 1. maj demon­stra­tion sat­te han ild til Lenins portræt! Folk blev rasen­de og angreb ham. Han fik syt­ten bræk­ke­de knog­ler. Poli­ti­et red­de­de ham fra folk og sat­te ham i fængsel. De tru­e­de ham med døds­straf, hvis han ikke vil­le indrøm­me, at det var Kir­ken, som hav­de fået ham til at gøre det. F. Gabri­el næg­te­de og blev tor­tu­re­ret og slå­et.
Histo­ri­en kom i de uden­land­ske nyhe­der, det ønske­de rege­rin­gen ikke, så i ste­det for døds­straf blev han sendt til en psy­ki­a­trisk kli­nik. Her blev han diag­no­sti­se­ret som skizof­ren på grund af sin tro på Gud.
Efter syv måne­der blev han løsladt. Selv­om han for­blev præst, måt­te han ikke tje­ne som præst, men blot stå i kir­ken og mod­ta­ge nad­ver som læg­mand.
Han blev tit kaldt ind til poli­ti­et og kom for­slå­et hjem. Nog­le gan­ge rin­ge­de de til hans fami­lie for at den skul­le kom­me og hen­te ham, så for­slå­et var han.

Hellige munk Gabriel af Georgien

Hel­li­ge munk Gabri­el af Geor­gi­en

I den­ne peri­o­de blev han Kristus­då­re. Folk skul­le tro, at han var skør, og han lod også som om han var alko­ho­li­ker.

Folk holdt meget af ham og viste ham respekt, mens han græd: “Kristus blev født i laden, mens jeg bli­ver kys­set på hån­den,” sag­de han.

Rege­rin­gen øde­lag­de kir­ken i hans have, men han byg­ge­de den op igen.

I 1971, med vel­sig­nel­se af Patri­ark Ephrem II og Metro­po­lit Ilia (nuvæ­ren­de Patri­ark af Geor­gi­en), blev f. Gabri­el sendt til Sam­tavro Non­ne­klo­ster og Semi­na­ri­um som præst. Han fik det gam­le tårn, der står i Sam­tavro som sin bolig.
Da det var en meget van­ske­li­ge peri­o­de i Geor­gi­en med bor­ger­krig i hele lan­det rin­ge­de f. Gabri­el med kir­ke­klok­ker­ne, mens han græd højt.
Man­ge men­ne­sker kom til ham, og ved sit klar­syn omvend­te han dem og red­de­de dem fra det ånde­li­ge mør­ke.
Han var meget gæst­fri, ser­ve­re­de mad, som han selv hav­de lavet, til folk der kom til ham.

Det sid­ste halvan­det år af sit liv var han meget syg (lun­ge­be­tæn­del­se, vand i lun­ger­ne og maven). Han lå i sit tårn eller ude i går­den og modt­og alle, der kom til ham, med kær­lig­hed og omsorg.
Hans ord, hans præ­di­ken tit med tårer i øjne­ne gik direk­te til folks hjer­te. Han præ­di­ke­de om anger, kær­lig­hed, ydmyg­hed og ven­lig­hed.

F. Gabri­el sov ind i Kristus i 1995, den 2. novem­ber.
Nat­ten før sin hen­soven rør­te han ved Her­rens ikon, som hang ved hans seng og sag­de til Ham: “Fra da jeg var tolv år gam­mel fulg­te jeg Dig, Her­re. Nu er jeg klar, tag mig.”

F. Gabri­el blev begra­vet i Sam­tavro Kloster­gård.
Folk kom fort­sat til ham for at bede om hjælp i ånde­li­ge eller fysi­ske van­ske­lig­he­der. Man­ge fik den hjælp de søg­te, man­ge blev hel­bred­te, og folk blev ved med at hol­de meget af f. Gabri­el.

I sit testa­men­te beder f. Gabri­el alle om til­gi­vel­se og siger, at kun han er den stør­ste syn­der og svag.
Så beder han alle, der kom­mer til hans grav om at bede til Gud for hans sjæl.

I 2013 blev han ind­lem­met blandt de Hel­li­ge. I 2014 blev hans grav åbnet, og hans relik­vi­er taget op til at æres. De blev bragt til Sve­ti­ck­ho­ve­li Katedralen først og bag­ef­ter til Tbi­li­si, til Den Hel­li­ge Tre­e­nig­heds Kated­ral, hvor folk kun­ne kom­me til ham i løbet af næsten en måned. Til sidst kom hans relik­vi­er til­ba­ge til Sam­tavro Kir­ken, hvor de står i en sarko­fag ved ind­gan­gen lige for­an de Hel­li­ge Miri­an og Nana.

F. Gabri­el er elsket af folk i Geor­gi­en, hvor han har hjul­pet man­ge.
Han er den sto­re for­be­der for os hos Gud.

Hel­li­ge Fader Gabri­el bed til Gud for os.
Amen.

Over­sat af Nana Qupa­radze