Prædiken 32. Søndag efter Pinse
Den blinde i Jeriko
Søndag den 18. januar 2015
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Én af dagene i forgangne uge var der en journalist fra K. D., som ringede til mig. Han ringede for at spørge, hvilke reaktioner der mon var blandt ortodokse kristne, og altså i en menighed som Gudsmoders Beskyttelse, når præster i folkekirken proklamerer offentligt, at de ikke tror på alt det overnaturlige i kristendommen. Når de beretter, at de er så oplyste og så gennemsyrede i tanke og sind af rationalistisk filosofi, at det er dem aldeles umuligt at forholde sig til jomfrufødslen og til vor Herre Jesu Kristi guddommelige undfangelse. Og at de af samme grund heller ikke kan tro på opstandelsen som fysisk virkelighed, at de er alt for kloge til at tro på Evangeliets ord, at Kristus på tredjedagen viste Sig for apostlene, spiste fisk sammen med dem og lod dem føle på Sine hænder og fødder for at de skulle forstå, at Han var virkelig.
Journalisten spurgte til ortodokse reaktioner på den slags udsagn, og til hvad ortodokse kristne mener om, at de efterfølgende forsvares i medierne af akademiske teologer, hvis centrale budskab er, at sådan var det jo heller ikke ment, for evangelisternes beretninger om Kristus, siger de, er sådan en slags fiktions-litteratur og billedtale, eller med en romantiserende omskrivning: livspoesi, (hvad det så måtte være for en størrelse). – Og jeg svarede ham noget i retning af, at reaktionen blandt ortodokse kristne er: Godt, vi ikke skal stå til regnskab for den type teologi og den type trosudsagn. Og jeg svarede videre, at en væsentlig grund til at mange af os aktivt har valgt den ortodokse kristne tro til er, at vi umuligt kan have sakramentalt fællesskab med præster og teologer, der på den måde undsiger og bortforklarer den kristne tro. Præster, som er sat til at forkynde Kristi sprængning af dødsrigets porte, men som nøjes med at erstatte Guds frelsende virke med den mest banale humanisme af typen nu-skal-vi være-gode ved-hinanden.
Hvad er der galt med det? – Der er det galt, at Kirkens tro, den kristne tro, og altså vor tro, at den i bund og grund noget fuldkommen andet end humanisme. Humanismen sætter, sådan som ordet siger, mennesket som universets omdrejningspunkt, mennesket som centrum og mål for alt. Det får til resultat, at humanismen afviser alt det, som ikke er begribeligt for den menneskelige rationalitet eller fornuft; og det får til resultat, at alt hvad der ligger ud over menneskers ringe fatteevne, det henvises til religiøse følelser, til anelser og fornemmelser.
Det er en farlig og en ukristelig vej! For den fører til den alt for velkendte lære, at enhver bliver salig i sin tro. Den fører til, at Kristus, Hans fødsel, død og opstandelse, erstattes med en diffus og sentimental forestilling om kærligheden, sådan i al almindelighed. Den resulterer kort sagt i, at man erstatter den klare, kristne forståelse af mennesket i den faldne verden med en ideologisk humanisme, garneret med from tolerance og et svævende, uklart begreb om godhed.
Men kristendom er hverken ideologi eller føleri. Kristendom er troen på, at vi udfries af syndens og dødens herredømme ved en række historiske, lad os bide mærke i netop det ord, en række historiske undere eller mirakler i Palæstina i vor tidsregnings første århundrede. Og det allerførste, det grundlæggende spørgsmål, vi må stille til disse beretninger om mirakler, det lyder sådan her: Er det løgn, er det legender, er det livspoesi (hvad det så måtte være), eller har vi at gøre med historiske kendsgerninger? Svaret, som vi giver på de spørgsmål, det er fuldkommen afgørende.
Er vi ortodokse da såkaldte bibelfundamentalister? Ja, på en måde er vi netop dét. For hvis alle, eller i det mindste de centrale, de bærende beretninger om Guds mirakuløse indgriben i den skabte verden, skulle vise sig at være løgne, fiktionslitteratur, legender eller livspoesi ( …), ja så er, med apostlens ord, vor tro tom og vort håb forgæves, så er det fundament og den lære, Guds Kirke har levet på og levet af gennem 2000 år, slet og ret en illusion og et falskneri, da er kristendommen afsløret som fri fantasi og ønsketænkning, præcis som de bestemmer den på det universtetsfag, der hedder religionsvidenskab, et fag, som jo forstår den kristne tro som en social konstruktion, eller altså som et blot og bart menneskeligt, et humant produkt.
Kristen tro er, helt modsat humanismen, troen på Guds mirakuløse indgriben i den verden, Han har skabt. Det centrale, det bærende mirakel, det er Kristi Fødsel. Vi fejrer julenat og juledag, at det umulige finder sted, vi fejrer, at Med Jesus Kristus bliver Gud Menneske blandt mennesker. Vi fejrer, at vor Gud og Skaber griber ind, ja træder ind, i vor, i menneskehedens og i hele universets historie. Vi fejrer, at med Kristus og i Kristus forvandles vore vilkår radikalt; vi fejrer, at Gud bliver Menneske, for at vi kan blive guddommeliggjorte. For Kristus, Han er Guds Søn og selv Gud, Han er verdens Skaber, som kommer til verden for vor frelses skyld. Som formår og gør dét muligt, som er umuligt for mennesker, ja, som giver os del i Sine guddommelige vilkår. Som korsfæstes, dør og begraves, men som sprænger dødsrigets porte, overvinder dødsfyrstens magt og skænker menneskene evigt liv. — Dét er den kristne tro, troen på Gud, der bliver Menneske, en evig dårskab og forargelse for humanismens ideologi.
Humanismens og rationalismens præsteskab påberåber sig oplysningen og det ”moderne” verdensbillede som grundlag for deres manglende tro. Men er det nu også så ”nyt” og ”moderne” at gøre sig klog og at afvise evangeliets ord om Kristus? – Nej, slet ikke. I dag mindes vi Athanasios den Store og Kyrillos af Alexandria, som virkede i Kirken i hhv. det 4. og det 5 århundrede. Vi mindes dem som hellige, fordi de tilbageviste de anslag, som dengang blev gjort mod troen på Kristus. Athanasios overvandt den arianske lære, opkaldt efter en præst, Arius, som gjorde gældende, at Gud umuligt kunne blive menneske, og at Jesus Kristus derfor i det højeste kunne være en profet og en indsigtsfuld morallærer, men dog et skabt menneske. Det er den forståelse af Jesus, som islam bekender sig til, og det er også humanismens og dens præsteskabs forståelse. En mærkelig og uventet alliance! For begge afviser de netop dét, der er den kristne tros grundlag: miraklet, det overnaturlige, Guds indgriben i Sin skabelse. Tilbage bliver kun, for islams vedkommende lovreligionens spændetrøje, og for humanismen en fattig feel-good-ideologi, uendeligt langt fra Kirkens svimlende tro og håb, at Gud selv er blevet Menneske i Kristus for at forvandle os mennesker til Sit eget billede og til Sin lighed.
Vi skal være på vagt, for rationalisme og humanistisk ideologi truer bestandigt med at tage kontrol over os. Men vi overgiver os ikke! Snarere råber vi med den syge drengs fader til Kristus: Jeg tror, hjælp min vantro! – Og snarere råber vi med Den Blinde fra Jeriko, som vi har læst om i dag: Du Davids Søn, forbarm Dig over mig! For frem for alverdens fristende –ismer sætter vi alt vort håb til Kristus.
Ham være lov og pris til evig tid!
Amen!
af f. Poul