Humanisme er ikke Kristendom

Præ­di­ken 32. Søn­dag efter Pinse
Den blin­de i Jeriko
Søn­dag den 18. janu­ar 2015

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Én af dage­ne i for­gang­ne uge var der en jour­na­list fra K. D., som rin­ge­de til mig. Han rin­ge­de for at spør­ge, hvil­ke reak­tio­ner der mon var blandt orto­dok­se krist­ne, og alt­så i en menig­hed som Guds­mo­ders Beskyt­tel­se, når præ­ster i fol­kekir­ken prok­la­me­rer offent­ligt, at de ikke tror på alt det over­na­tur­li­ge i kri­sten­dom­men. Når de beret­ter, at de er så oply­ste og så gen­nem­sy­re­de i tan­ke og sind af ratio­na­li­stisk filo­so­fi, at det er dem alde­les umu­ligt at for­hol­de sig til jom­fru­føds­len og til vor Her­re Jesu Kri­sti gud­dom­me­li­ge und­fan­gel­se. Og at de af sam­me grund hel­ler ikke kan tro på opstan­del­sen som fysisk vir­ke­lig­hed, at de er alt for klo­ge til at tro på Evan­ge­liets ord, at Kristus på tred­je­da­gen viste Sig for apost­le­ne, spi­ste fisk sam­men med dem og lod dem føle på Sine hæn­der og fød­der for at de skul­le for­stå, at Han var vir­ke­lig.

Jour­na­li­sten spurg­te til orto­dok­se reak­tio­ner på den slags udsagn, og til hvad orto­dok­se krist­ne mener om, at de efter­føl­gen­de for­sva­res i medi­er­ne af aka­de­mi­ske teo­lo­ger, hvis cen­tra­le bud­skab er, at sådan var det jo hel­ler ikke ment, for evan­ge­li­ster­nes beret­nin­ger om Kristus, siger de, er sådan en slags fik­tions-lit­te­ra­tur og bil­led­ta­le, eller med en roman­ti­se­ren­de omskriv­ning: livspo­esi, (hvad det så måt­te være for en stør­rel­se). – Og jeg sva­re­de ham noget i ret­ning af, at reak­tio­nen blandt orto­dok­se krist­ne er: Godt, vi ikke skal stå til regn­skab for den type teo­lo­gi og den type tros­ud­sagn. Og jeg sva­re­de vide­re, at en væsent­lig grund til at man­ge af os aktivt har valgt den orto­dok­se krist­ne tro til er, at vi umu­ligt kan have sakra­men­talt fæl­les­skab med præ­ster og teo­lo­ger, der på den måde und­si­ger og bort­for­kla­rer den krist­ne tro. Præ­ster, som er sat til at for­kyn­de Kri­sti spræng­ning af døds­ri­gets por­te, men som nøjes med at erstat­te Guds frel­sen­de vir­ke med den mest bana­le huma­nis­me af typen nu-skal-vi være-gode ved-hin­an­den.

Hvad er der galt med det? – Der er det galt, at Kir­kens tro, den krist­ne tro, og alt­så vor tro, at den i bund og grund noget fuld­kom­men andet end huma­nis­me. Huma­nis­men sæt­ter, sådan som ordet siger, men­ne­sket som uni­ver­sets omdrej­nings­punkt, men­ne­sket som cen­trum og mål for alt. Det får til resul­tat, at huma­nis­men afvi­ser alt det, som ikke er begri­be­ligt for den men­ne­ske­li­ge ratio­na­li­tet eller for­nuft; og det får til resul­tat, at alt hvad der lig­ger ud over men­ne­skers rin­ge fat­te­ev­ne, det hen­vi­ses til reli­gi­øse følel­ser, til anel­ser og fornemmelser.

Det er en far­lig og en ukri­ste­lig vej! For den fører til den alt for vel­kend­te lære, at enhver bli­ver salig i sin tro. Den fører til, at Kristus, Hans fød­sel, død og opstan­del­se, erstat­tes med en dif­fus og sen­ti­men­tal fore­stil­ling om kær­lig­he­den, sådan i al almin­de­lig­hed. Den resul­te­rer kort sagt i, at man erstat­ter den kla­re, krist­ne for­stå­el­se af men­ne­sket i den fald­ne ver­den med en ide­o­lo­gisk huma­nis­me, gar­ne­ret med from tole­ran­ce og et svæ­ven­de, uklart begreb om god­hed.

Men kris­ten­dom er hver­ken ide­o­lo­gi eller føle­ri. Kris­ten­dom er tro­en på, at vi udfri­es af syn­dens og døde­ns her­re­døm­me ved en ræk­ke histo­ri­ske, lad os bide mær­ke i net­op det ord, en ræk­ke histo­ri­ske unde­re eller mirak­ler i Palæsti­na i vor tids­reg­nings før­ste århund­re­de. Og det aller­før­ste, det grund­læg­gen­de spørgs­mål, vi må stil­le til dis­se beret­nin­ger om mirak­ler, det lyder sådan her: Er det løgn, er det legen­der, er det livspo­esi (hvad det så måt­te være), eller har vi at gøre med histo­ri­ske kends­ger­nin­ger? Sva­ret, som vi giver på de spørgs­mål, det er fuld­kom­men afgørende.

Er vi orto­dok­se da såkald­te bibel­fun­da­men­ta­li­ster? Ja, på en måde er vi net­op dét. For hvis alle, eller i det mind­ste de cen­tra­le, de bæren­de beret­nin­ger om Guds miraku­lø­se ind­gri­ben i den skab­te ver­den, skul­le vise sig at være løg­ne, fik­tions­lit­te­ra­tur, legen­der eller livspo­esi ( …), ja så er, med apost­lens ord, vor tro tom og vort håb for­gæ­ves, så er det fun­da­ment og den lære, Guds Kir­ke har levet på og levet af gen­nem 2000 år, slet og ret en illu­sion og et falsk­ne­ri, da er kri­sten­dom­men afslø­ret som fri fan­ta­si og ønske­tænk­ning, præ­cis som de bestem­mer den på det uni­ver­stets­fag, der hed­der reli­gions­vi­den­skab, et fag, som jo for­står den krist­ne tro som en soci­al kon­struk­tion, eller alt­så som et blot og bart men­ne­ske­ligt, et humant produkt.

Kri­sten tro er, helt mod­sat huma­nis­men, tro­en på Guds miraku­lø­se ind­gri­ben i den ver­den, Han har skabt. Det cen­tra­le, det bæren­de mira­kel, det er Kri­sti Fød­sel. Vi fejrer jule­nat og jule­dag, at det umu­li­ge fin­der sted, vi fejrer, at Med Jesus Kristus bli­ver Gud Men­ne­ske blandt men­ne­sker. Vi fejrer, at vor Gud og Ska­ber gri­ber ind, ja træ­der ind, i vor, i men­ne­ske­he­dens og i hele uni­ver­sets histo­rie. Vi fejrer, at med Kristus og i Kristus for­vand­les vore vil­kår radi­kalt; vi fejrer, at Gud bli­ver Men­ne­ske, for at vi kan bli­ve gud­dom­me­lig­gjor­te. For Kristus, Han er Guds Søn og selv Gud, Han er ver­dens Ska­ber, som kom­mer til ver­den for vor frel­ses skyld. Som for­mår og gør dét muligt, som er umu­ligt for men­ne­sker, ja, som giver os del i Sine gud­dom­me­li­ge vil­kår. Som kors­fæ­stes, dør og begra­ves, men som spræn­ger døds­ri­gets por­te, over­vin­der døds­fyr­stens magt og skæn­ker men­ne­ske­ne evigt liv. — Dét er den krist­ne tro, tro­en på Gud, der bli­ver Men­ne­ske, en evig dår­skab og for­ar­gel­se for huma­nis­mens ideologi.

Huma­nis­mens og ratio­na­lis­mens præ­ste­skab påberå­ber sig oplys­nin­gen og det ”moder­ne” ver­dens­bil­le­de som grund­lag for deres mang­len­de tro. Men er det nu også så ”nyt” og ”moder­ne” at gøre sig klog og at afvi­se evan­ge­liets ord om Kristus? – Nej, slet ikke. I dag min­des vi Atha­na­sios den Sto­re og Kyril­los af Ale­xan­dria, som vir­ke­de i Kir­ken i hhv. det 4. og det 5 århund­re­de. Vi min­des dem som hel­li­ge, for­di de til­ba­ge­vi­ste de anslag, som den­gang blev gjort mod tro­en på Kristus. Atha­na­sios over­vandt den ari­an­ske lære, opkaldt efter en præst, Ari­us, som gjor­de gæl­den­de, at Gud umu­ligt kun­ne bli­ve men­ne­ske, og at Jesus Kristus der­for i det høje­ste kun­ne være en pro­fet og en ind­sigts­fuld moral­læ­rer, men dog et skabt men­ne­ske. Det er den for­stå­el­se af Jesus, som islam beken­der sig til, og det er også huma­nis­mens og dens præ­ste­skabs for­stå­el­se. En mær­ke­lig og uven­tet alli­an­ce! For beg­ge afvi­ser de net­op dét, der er den krist­ne tros grund­lag: mirak­let, det over­na­tur­li­ge, Guds ind­gri­ben i Sin ska­bel­se. Til­ba­ge bli­ver kun, for islams ved­kom­men­de lov­re­li­gio­nens spæn­de­trø­je, og for huma­nis­men en fat­tig feel-good-ide­o­lo­gi, uen­de­ligt langt fra Kir­kens svim­len­de tro og håb, at Gud selv er ble­vet Men­ne­ske i Kristus for at for­vand­le os men­ne­sker til Sit eget bil­le­de og til Sin lighed.

Vi skal være på vagt, for ratio­na­lis­me og huma­ni­stisk ide­o­lo­gi tru­er bestan­digt med at tage kon­trol over os. Men vi over­gi­ver os ikke! Sna­re­re råber vi med den syge drengs fader til Kristus: Jeg tror, hjælp min van­tro! – Og sna­re­re råber vi med Den Blin­de fra Jeri­ko, som vi har læst om i dag: Du Davids Søn, for­barm Dig over mig! For frem for alver­dens fri­sten­de –ismer sæt­ter vi alt vort håb til Kristus.

Ham være lov og pris til evig tid!

Amen!

af f. Poul