af Inger Bir­git­te Bjerg

”I efter­å­ret 1977 læste min præ­ste­kol­le­ga Gerald Craw­ford og jeg ”The Ortho­dox Church” af Timo­t­hy Ware og for­skel­li­ge andre orto­dok­se bøger, og de gjor­de et så stort ind­tryk på os, at vi beslut­te­de os for at besø­ge en orto­doks kir­ke for før­ste gang. Jeg var noget betæn­ke­lig ved at tage afsted, efter­som mine erfa­rin­ger med det høj­kir­ke­li­ge mil­jø var over­ve­jen­de nega­ti­ve. Til min glæ­de­li­ge over­ra­skel­se hav­de jeg straks en tyde­lig følel­se af at være i Guds nær­vær, fra det øje­blik jeg kom ind i kir­ken. Det var som at bevæ­ge sig til­ba­ge i tiden sam­men med Kristus og træ­de ind i det gam­le jødi­ske Tem­pel i Jeru­sa­lem. Alt i gud­stje­ne­sten var cen­tre­ret om til­be­del­sen af den Aller­hø­je­ste Gud.
Musik­ken adskil­te sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i pro­te­stan­ti­ske kir­ker. Den var mere dæm­pet og besad en mystisk kva­li­tet. Visu­elt min­de­de kir­kens indre mig om det gam­le Tem­pel – det var over­væl­den­de. For­an stod et alter med en jødisk udse­en­de kan­de­la­ber oven­på. Efter tje­ne­sten gik jeg hjem og opda­ge­de, at den søde aro­ma fra røgel­sen hav­de gen­nem­trængt mine klæ­der. Det var, som hav­de jeg bragt noget af den him­mel­ske til­ste­de­væ­rel­se med mig hjem.” (p. 179)

Oven­stå­en­de pas­sa­ge står at læse i f. James’ medri­ven­de selv­bi­o­gra­fi, der beskri­ver, hvor­dan hans kamp for at lære Gud at ken­de før­te ham fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michi­gan, men vok­se­de op i New York City i skyg­gen af Holo­caust, gik på col­le­ge i Quens, spil­le­de skak på højt niveau, var i Isra­el under Seks­da­ges Kri­gen, var med i Jesus-bevæ­gel­sen og hip­pie­kul­tu­ren i San Fran­ci­sco Bay Area i begyn­del­sen af 1970’erne, kom sam­men med en grup­pe tros­fæl­ler og ven­ner med i EOC (den Evan­ge­lisk Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka), som nær­me­de sig den Orto­dok­se Tra­di­tion, og som før­te til, at han blev mod­ta­get i OCA (den Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka). Der­ef­ter læste han teo­lo­gi på St.Vladimirs Semi­na­ri­um, over­gik  til Anti­oki­as Ærke­stift, blev præ­ste­o­r­di­ne­ret i 1988 som 42 årig, hvor­ef­ter han tjen­te ved St. Anthony’s Ortho­dox Church i Ber­gen­fi­eld, New Jer­sey, mens han fær­dig­gjor­de sine teo­lo­gi­ske stu­di­er.
Under­vejs hav­de han mødt Bon­nie Lynn Hal­ström, der var af svensk afstam­ning og sam­men med sine for­æl­dre enga­ge­ret i Bap­ti­st­kir­ken. De blev gift i 1971 i Til­den Park i Ber­ke­ley Hills – et hip­pie­bryl­lup, fore­stå­et af  grund­læg­ge­ren af bevæ­gel­sen ”Jøder for Jesus” Mois­he Rosen! Siden fulg­tes de ad ind i Den Orto­dok­se Kir­ke sam­men med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.

F. James blev ”over­ra­sket af Kristus” som 16-årig, med en ånde­lig styr­ke der vend­te op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Mes­si­as, der pro­fe­te­res om i det Gam­le Testa­men­te. Det var ikke nemt at bry­de med den fædre­ne tro! ”Som jøder lær­te vi, at vi ikke kun­ne tro på Jesus, for­di det er blas­fe­mi at tro på, at et men­ne­ske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvor­ligt over­vejede Kri­sten­dom­men, kæm­pe­de jeg med spørgs­mål som: ’Hvad hvis Gud ønske­de at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan hel­ler ikke bli­ve Men­ne­ske’. At accep­te­re den mulig­hed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske, var et kæm­pe para­dig­meskift for mig.” (s.277 f.)
Efter para­dig­meskif­tet læser f. James Gam­mel- og Ny Testa­men­te med nye bril­ler og får øjne­ne op for, at Moses oply­ser jøde­r­ne om, hvem Mes­si­as vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Her­ren din Gud vil lade en pro­fet som mig frem­stå af din mid­te, af dine brød­re; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hed­der det:
”I gran­sker skrif­ter­ne, for­di I mener, at I har evigt liv i dem; og net­op de vid­ner om mig. (…) Hav­de I tro­et Moses, vil­le I have tro­et mig; for det var mig, han skrev om.”

Den vide­re vej til orto­dok­si­en går for ham gen­nem den vest­li­ge kris­ten­dom i adskil­li­ge ver­sio­ner, men ingen ste­der føler han sig hjem­me, samt­li­ge kir­ke­ret­ninger fore­kom­mer ham ude­fi­ner­bart spi­ri­tu­el­le og rod­lø­se eller for­vrænge­de i deres teo­lo­gi. Det tog ham 16 år at finde/blive fun­det af Kristus, og det tog ham 19 år at fin­de Kir­ken. I dag tje­ner han som præst ved Saint Paul Ortho­dox Church, Lyn­nwood, Washington.

F. James beskri­ver tid og sted, så læse­ren ser det for sig og lever sig ind i begi­ven­he­der­ne. I det sid­ste af bogens tre hoved­af­snit gør han mere syste­ma­tisk rede for den orto­dok­se tro og teo­lo­gi, idet han afgræn­ser den fra den vest­li­ge kris­ten­dom. Han tager afstand fra Augustins arve­syndslæ­re og den­nes sto­re påvirk­ning på Vesten og den Romersk Katol­ske Kir­ke, der, som han ser det, lig­ger meget langt fra ånden i både Jøde­dom og Orto­doks Kris­ten­dom. Kristus inkar­ne­re­des ikke med det for­mål at lide døden på Kor­set som et sted­fortræ­den­de offer og såle­des til­freds­stil­le en vred og hævn­ger­rig Gud, men for at frel­se os fra en fal­den til­stand og for­vand­le os ved at gøre os i stand til at bli­ve gud­dom­me­li­ge  – ”Gud blev Men­ne­ske, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve Gud”.
Han giver kla­re orto­dok­se svar på vig­ti­ge teo­lo­gi­ske spørgs­mål:
Hvad er Kir­ken, hvor­dan skal vi for­stå Frel­sen, og hvad er Synd?

Synd er at ven­de sig bort fra Gud, sige nej til Ham.
Guds ren­sen­de ild er for alle, men ikke alle vil vide af den!
F. James udfol­der det­te med et citat fra den hel­li­ge Maxi­mos Beken­de­ren (7.årh):
”Sjæ­len er som voks, hvis den hol­der fast ved Gud, men som ler hvis den hol­der fast ved mate­ri­en. Hvad den gør afhæn­ger af dens egen vil­je og hen­sigt. Ler bli­ver hårdt i solen, mens voks bli­ver blødt. På sam­me måde bli­ver enhver sjæl, der trods Guds for­ma­nin­ger bevidst hol­der fast ved den mate­ri­el­le ver­den, hårdt som ler og dri­ver sig ud i selv­de­struk­tion (…)  Mens enhver sjæl, der hol­der fast ved Gud, bli­ver blød­gjort som voks ’…opbyg­get til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at mod­ta­ge ind­tryk­ket og mær­ket af den gud­dom­me­li­ge virkelighed.”

F. James’ beret­ning om at kon­ver­te­re fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom – ad man­ge omve­je! – er spæn­den­de og lære­rig, inter­es­sant er det at høre om hans ved­hol­den­de kamp for at nå frem til Sand­he­den gen­nem de man­ge krist­ne til­bud i USA fra 1960’erne og frem.

Et sær­ligt træk ved den­ne kon­ver­tit­hi­sto­rie er jo f. James’ jødi­ske bag­grund, og jeg vil frem­hæ­ve den vægt, han læg­ger på slægtska­bet mel­lem det jødi­ske og det orto­dok­se jf. det ind­le­den­de citat samt bogens dedikation:

Den­ne bog er dedi­ke­ret
til den stør­ste Jøde,
Jesus Kristus
og til den stør­ste jødin­de
Jom­fru Maria
og også
til ”fol­ket af deres kød”
Jøderne.

”Den, der ikke elsker, ken­der ikke Gud, for Gud er kær­lig­hed.” (1 Joh 4:8)

Inger Bir­git­te Bjerg
17.12.2016