Den hellige Silouan - en nutidig helgen

 

I vor tid æres starets Silouan, og man beder om hans forbøn i hele verden. I Vesten læses hans værk lige så meget, om ikke mere, af katolikker, protestanter og anglikanere som af ortodokse. Denne universelle side af starets Silouan er ikke blot blevet bekræftet, men på en vis måde også villet og fremmet af patriarkatet i Konstantinopel, som helligkårede ham den 26. november 1987.

StSilMon_480

StSilMon_480

Hvordan skal vi forklare den ”ære”, der i Vesten vises denne bonde, som er født i landsbyen Chovsk dybt inde i Rusland i året 1866, og som blev munk på Athos i 1892? Hvorfor opfattes han [...] som ”en hellig, der er forbløffende moderne”, ”en mystiker, der tilhører den evige, universelle Kirke”? Hvad er det ved ham, der berører mennesker så dybt og gør ham til én af vor tids store, en vejleder i vor søgen efter Gud, en ledsager i troens opdagelser, en støtte i lidelse og angst, en ven i fortvivlelsen? Og hvorfor er han mødested for fællesskab mellem kristne af forskellige konfessioner?

Uden at svare udtømmende, kan vi fremhæve en række elementer: Hans persons menneskelige nærhed; dybden i hans gudserfaring, som er baseret på ydmyghed og på, at han har rejst igennem det indre helvede; autenticiteten og enkelheden i hans vidnesbyrd; hans kærligheds karakter af at være altomfattende og hans bøn for alle jordens skabninger og folkeslag (også fjenderne); og endelig det kosmiske omfang af hans medfølelse, som omfatter hele skabelsen.

Den menneskelige nærhed
Som barn i en typisk, russisk familie på landet i det 19. århundrede – en from og talrig familie – levede starets Silouan et liv, som var helt normalt for en ung bonde dengang. Efter en yderst rudimentær skolegang (to vintres undervisning) kom han i lære som snedker og gjorde derefter militærtjeneste. Han var en glad og fysisk stærk ung mand med et blidt og fredsommeligt temperament; hvilket imidlertid ikke hindrede ham i at komme i slagsmål af og til; eller i at gå med piger og spille harmonika. Han var en sådan naturkraft, at man siger, han kunne drikke tre liter vodka uden at gå under bordet og sætte en omelet af halvtreds æg til livs en påskedag.

På Athos blev der tilstået ham helt usædvanlige nådegaver, frem for alt dét, at han skuede Kristus. Men han påtog sig også trofast den tunge opgave som forvalter, og han var opmærksom på, hvor forskellige de arbejdere var, som var under hans opsyn. Han kendte til deres lidelser og problemer af enhver art.

Starets Silouan er, kort sagt,  tæt på os på grund af sit enkle liv, som  var forankret i virkeligheden og i det konkrete. Og han er det så meget mere, som fader Sophronij, hans biograf m.m., fremstiller ham med megen ædruelighed, på en måde og i en stil, som aldrig forfalder til den forkærlighed for det fantastiske og det mirakuløse, man kan finde i byzantinske helgenbiografier.

 

silouan

silouan

En dyb erfaring af Gud
Starets Silouan opnåede en usædvanligt dybtgående erfaring af Gud, hvilket mod slutningen af hans liv gav ham en fremtrædende statur. Hvis hans ydre liv var helt og aldeles ordinært, så var hans indre liv det helt modsatte. Det var fra begyndelsen præget af den dynamik, som ifølge ham selv er kernen i åndelig vækst og bevægelse. En grundlæggende dynamik, hvis fremstilling i detaljer har vist sig som en stor hjælp for mange, som søger Gud.

 

Det drejer sig om en bevægelse i tre tempi, hvorigennem mennesket bevæger sig fra at være et ”individ”, centreret om sig selv, til at være en ”person” i fællesskabet, og som i stigende grad virkeliggør Guds billede i sig ved at tilegne sig Helligånden.

Det første stadium er den omkostningsfrie modtagelse af nåden, som får mennesket til at ”opdage en helt anden bolig inden i sig selv”. Dette giver glæde, målrettethed og åndelig virkelyst. Andet stadium er tabet af nåden. Dette er kendetegnet ved en følelse af at være forladt af Gud, hjertet er tørt og lukket, sjælen er urolig og formørket og et let bytte for lidenskaber, man er kørt fast i hverdagen og fristes til fortvivlelse. Det tredje stadium er generhvervelsen af nåden gennem arbejde på indre forvandling, ved askese og ved afsløring af de lidenskaber, der står i vejen for det guddommelige Lys. Dette finder sted med alle de midler, Den hellige Skrift og Kirkens Tradition tilbyder: gennem anger, stadig omvendelse, bøn og faste og overholdelse af Kristi bud. Og især finder det hos Hl. Silouan sted (dette er kernen i hans lære) ved at tilegne sig ydmyghed; ”asketisk” ydmyghed via vor egen, fortsatte indsats; ”Kristus-lignende” ydmyghed ved Helligåndens gave og vor personlige tilegnelse af denne.

”Dén, der kender Helligånden, og har lært ydmyghed af Ham, han er blevet sin Herre lig, Jesus Kristus, Guds Søn”, skriver Hl. Silouan. Og han fortsætter: ”Hvis blot verden forstod, hvilken kraft, der er i Kristi ord: ’Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet’, så ville hele verden og hele universet opgive al anden kundskab for at søge denne ene, guddommelige indsigt.”

Denne åndelige dynamik, som vi genfinder markant i Åndelige Homilier, som tilskrives Hl. Makarios af Ægypten, er netop den virkelighed, Hl. Silouan lever i med en intensitet, som modsvares af de nådegaver, Gud overøser ham med. Hans udvikling er således markeret af en række begivenheder, som er stadier på hans vej: Hans første omvendelse som 19-årig; erfaringen af synden (han ”kender” en pige uden at være gift med hende, og han er tæt på at slå en ung mand fra landsbyen ihjel under et slagsmål) ; afrejsen mod Athos, hvor han modtager den nåde at se Kristus komme til syne i en sand oplysning; årene med indre mørke, hvor han kæmper imod stoltheden og dæmonerne, som angriber ham. Her giver Kristus ham de kendte ord, som gør det muligt for ham at vandre ad ydmyghedens vej, de ord, som er blevet en kilde til oplysning og trøst for utallige mennesker: ”Tænk uophørligt på helvede; og fortvivl ikke!” Bevæbnet med dette ”terapeutiske værktøj”, som også er et åndeligt sværd, klatrer Hl. Silouan gennem en periode på femten år trin for trin op ad himmelstigen, for så de sidste femten år af sit liv at leve i ”høje sfærer af hellig utilgængelighed”.

Et enkelt og autentisk vidnesbyrd
Hl. Silouans indflydelse har at gøre med, at der hos ham er overensstemmelse mellem ord og gerning. Dette vakte opsigt, allerede på Athos. Til folk, som undrede sig over at se, hvordan ”lærde” pilgrimme ilede afsted for at møde Silouan (”for han læser jo ikke bøger”), svarede fader Methodios: ”Han læser intet men gør alt; mens andre læser meget, men intet gør.”Som biskop Kallistos (Ware) har understreget, var han meget langt fra at forsøge på at være ”original” ved at udtænke en ny og særlig teologisk vision; ”han forsøgte slet og ret at være et tro vidne om den levende bønstradition, som formede ham gennem de seks og fyrre år, han opholdt sig på Athos.”

Starets Silouan er således et sandfærdigt vidne, for så vidt som han bringer os i forbindelse med Kristus, ikke ved hjælp af en doktrin eller teologiske systemer og udredninger, men via en direkte erfaring, dybest i hans væsen, ar Gud og ved personligt at gennemleve Kirkens og Traditionens lære. I lighed med de hellige – sådan som han forstod dem, men uden at regne sig selv iblandt dem – taler Silouan kun om dét, han har set og kender til i Helligånden, om dét, han har gjort til virkelighed i sit eget liv og gennemlevet i hele sin væren, i krop, sjæl og ånd.

Bedre endnu: Starets Silouan taler om sin åndelige erfaring og sit forhold til Gud med enkle ord, uden hverken den jargon eller det teologiske filter, der er hos Kirkefædrene, som dog alligevel er nærværende. Ord med en helt evangelisk friskhed, som stammer fra at have hørt Guds Ord i tro, at have ”tygget drøv” på Evangeliet, særlig Johannes’ Evangelium, og fra uophørlig læsning af Salmerne. Med forbavsende frihed erklærer Hl. Silouan: ”Helligånden bevæger sig fra Skriften over i sjælen.” Og han påkalder en inderliggørelse af og en kosmisk fornemmelse for nadverliturgien, når han, hinsides enhver ritualisme, tilføjer: ”I kirkerne fejrer vi liturgi, og Helligånden er til stede. Men sjælen er den bedste Kirke for Gud; for det menneske, der beder i sin sjæl, bliver hele verden til Kirke.”

En kærlighed, som er universel
Mod slutningen af sit liv var Hl. Silouan blevet i den grad ”kristificeret” ved Helligånden, at han i sit hjerte bar dét, som Jesus Kristus sammenfattede og antog i Sin person: Den fuldkommengjorte Adam. Her er det slående at se, hvilken bevidsthed, den ubelæste Silouan, der ikke brød sig om aviser, og som var rejst direkte fra det landlige Rusland til Athos, at se hvilken bevidsthed han havde om menneskers og folkeslags lidelser overalt på jorden. Den vision af Kristus, han modtog under en aftengudstjeneste, var blevet optaget i ham og inderliggjort gennem års asketisk kamp, kenose, og opholden sig under ”dobbelt ild”: fra nåden og fra det indre helvede. Alt dette havde ført ham til kærlighedens fylde og fuldkommenhed.

Stillet over for de fristelser og de forsøg på at flygte fra den virkelige verden, som forekommer i alle religiøse traditioner, er starets Silouans besked klar: Det menneske, som skænkes den nåde at gennemleve en omfattende, mystisk erfaring, må ikke lukke sig inde i sin ekstase. Han kan glemme verden for en tid for bedre at kunne give sig hen til betragtningen af Gud, men han må ikke synke helt hen i den. Han må komme til sig selv, han må tænke på mennesker og på skabelsen: ”Dén, som har erfaret Gud ved Helligånden, han beder og fælder tårer for hele verden”; og ”at bede for menneskene er det samme som at udgyde sit blod.”

Starets Silouan er dykket helt ned i mysteriet, som er livet i Kristus, og han har medfølelse med alt og alle; med mennesker, der ikke kender Gud, og som lider og er berøvet nåden på grund af deres stolthed; og med folkeslag, der stønner under smerte, hungersnød og krige. ”Hans erfaring af Helligånden forbød ham at lukke Kirken om sig selv, for hele verden og alle mennesker er i Kirken”, erklærer Oliviér Clément. ”For Silouan er alle mennesker Guds børn og bærere af Helligånden.”

Hl. Silouan gentager side efter side: Den sjæl, som er gjort levende ved Helligånden, sørger, når den ser næsten lide. Den ønsker for næsten og for hele verden den samme nåde, som den selv har modtaget. Den vil, at alle mennesker skal kende samme salighed, at de skal omvende sig og se Guds herlighed, at de skal opdage Hans barmhjertighed og Hans frelse, så at alt ondt kan blive jaget bort fra denne jord og freden herske. Kærligheden, den sande kærlighed, tåler ikke, at én eneste sjæl går fortabt: ”Vor næste er vort eget liv. Herliggjorte bliver de, som har båret hele verdens lidelser, fordi de var fulde af Kristi kærlighed.” Derfor den brændende bøn, som gengives på ikoner af Hl. Silouan: ”Nådige Herre, hør min bøn; giv, at alle jordens folkeslag må kende Dig ved Helligånden.”

At elske sine fjender
Kærlighed til andre mennesker, også til sine fjender (Matt. 5:44). For, sådan siger starets Silouan, det er let at elske en helgen, men hvad med en stor synder, én, der fornærmer og foragter os, én, der gør os ondt og forfølger Kirken? At være kristen betyder at følge Kristus, som døde på korset for at frelse Sine fjender (Luk. 9: 45-56), som Han tilgav. At elske sine fjender vil sige at have medfølelse med dem, at være klar over, at de lider voldsomt på grund af deres lidenskaber, og derfor at bede for dem.

Ifølge Evangeliet  er kærlighed til fjenderne det højeste i livet; og for Hl. Silouan er dette det endelige kriterium for ”den rette tro”, det ubarmhjertige barometer for, hvor rent vort åndelige liv er, og det uomgængelige mål for, hvilken grad af fællesskab, vi har med Gud, og for, i hvilket omfang nåden er til stede i os. Med andre ord: Kærlighed til vore fjender er det vidnesbyrd om Kirkens sandhed, der går forud for og er hinsides alle ritualer, teologiske tankesystemer og mystiske erfaringer. På dette punkt er starets Silouan kategorisk: Dén, der formår at elske sine fjender, kender Herren, Jesus Kristus, i ånd og sandhed. Dén derimod, som ikke formår dette, er fortsat i dødens vold; Guds nåde og kærlighed er ikke i fuldt mål i ham, og han kender endnu ikke Gud, sådan som Han er. Anderledes udtrykt: Et sådant menneske er, med f. Sophronijs ord, endnu ikke fuldkommen ”ortodoks” i dette ords dybeste betydning. Og staretsen tilføjer: ”Den sjæl, der ikke har kærlighed til sine fjender, får aldrig fred. Den piner sig selv og forårsager lidelse for andre.”

Her berører vi det dybe indhold i Kristi andet bud: ”Du skal elske din næste som dig selv”, sådan som starets Silouan forstår og modtager dette. Ordene ”som dig selv” peger ikke så meget på den grad, i hvilken vi skal elske næsten; de peger på menneskehedens ontologiske, væsensmæssige, énhed, som er blevet splittet ved syndefaldet, men genatableret af Kristus. At elske sin næste som sig selv er da at elske ham eller hende som værende ens eget liv. Fader Sophronij skriver om dette i sin læremesters ånd: ”Det vil sige, at hele menneskeheden virkelig lever, som var de ét eneste liv og én eneste natur i en mængde personer. Hvis hver enkelt menneskelig person, som er skabt i Treenighedens billede, når frem til i sin egen eksistens at indlemme og indbefatte den menneskelige væren i sin helhed, på samme måde som hver person i Treenigheden er bærere af hele den guddommelige værens fylde, så vil vi ikke længere kunne betragte alt det onde, som finder sted i verden, som om det var noget uden for os selv. Det vil da blive til vor egen ondskab.

Starets Silouan minder os hele tiden om følgende: Ingen frelses alene! Min frelse angår ikke blot mig selv, den er ikke mit lille, individuelle anliggende. Frelsen er en ontologisk begivenhed, som angår hele menneskeheden, den hele Adam. Og ikke blot dét; frelsen angår også skabningen i dens helhed, den angår alt, hvad Gud har skabt. Silouan følger i Hl. Isak Syrerens fodspor, når han omtaler, hvordan han overvældes af bedrøvelse, efter at han helt unødvendigt har revet et blad af et træ; eller de tårer, der strømmer fra han i tre dage, fordi han har slået en flue, der irriterede ham, ihjel eller hældt kogende vand over nogle flagermus for at slippe af med dem. Han skriver: ”Siden den dag har jeg ikke gjort nogen skabning ondt. Guds Helligånd lærer os at elske alt levende.” Dette sidste får nogle til i starets Silouan (ligesom i Frans af Asissi) at se en ”økologisk helgen”.

En aktuel og nutidig helgen
Der er nogle, der mener, at Gud har givet Vesten starets Silouan som helgen og fører på frelsens vej, på samme måde som Han har givet Rusland Hl. Serafim af Sarov og Grækenland Hl. Nektarios af Ægina. Bortset fra, at den er forsimplet og skematisk, har denne påstand noget sandt ved sig. Hl. Silouan er, via sin altomfattende kærlighed, som ikke udelukker noget eller nogen, via sin bøn for hele verdens frelse, via dybden i sin eukaristiske vision, som omfatter hele skabningen, via sit kendskab til menneskehjertets afgrunde og til den indre vej, som fører til ”erhvervelsen af Helligånden” – via alt dette har starets Silouan haft betydning for utallige mennesker, som takket være hans skrifter og hans bøn har genfundet Gud og Kristus, uddybet deres tro, ændret deres liv og, for nogles vedkommende, modtaget kald til klosterlivet. Men det er ikke alt. Silouan er, som det er blevet udtrykt, også blevet til ”ét af de pejlemærker, som står på det muliges grund, alt imens det udråber og forbereder morgendagens åndelighed.”

Ifølge fader Porphyrij, forstander for Kovilj-klostret i Serbien, er ”Silouans vidnesbyrd så vigtigt, fordi han, som et forvandlet (transfigureret) menneske, medvirker til hele samfundets og hele universets forvandling. Han er et sandt menneske, sådan som kun de hellige kan være det, og derfor er han en kilde tiil trøst i vores verden, som er mærket af utallige konflikter og spændinger; mellem folkaslag, mellem kønnene og inden i hvert enkelt menneske.”

I en tid, hvor der er røre i den økumeniske bevægelse, hvor visse miljøer (ikke mindst ortodokse) tenderer mod en hårdere kurs hvad angår det konfessionelle og identitetsskabende, hvor nationalismen og de ”stamme-etniske” lidenskaber forværres, i alt dette forekommer starets Silouan at være en formidler, et profetisk mødested, hvor alle slags splittelser og had kan overvindes; overvindes indefra ved en hjertets forvandling. I forhold til fornuftens krise og til de skuffelser, moderniteten og dens talsmænd fører med sig, er Hl. Silouan, med Oliviér Cléments ord, ”et fremtrædende vidne om kristenhedens nuværende forvandling, når Gud fuldender åbenbaringen af Sit navn via den fuldkomne fornedrelse på korset, og vi begriber, at helvede, hvortil Kristus bestandigt farer ned, ikke fører os til intethed, men til håb.”

Teksten er før bragt i ”Kirkebladet”nr. 88 i 2001.

Fra: SOP nr. 255. Oversat fra fransk, let forkortet og bearbejdet af redaktionen.

 

Se også: