Palmesøndag
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! Hosianna! Sådan lyder det fra skaren i Jerusalem i dag. Og sådan lyder det fra os på dagen, hvor vi indleder Den Stille Uge.
Velsignet være Han! Et råb fra Salmernes Bog (Sl. 118). Et jubelråb! Vi kan gerne citere lidt mere udførligt fra samme Salme for at begribe sammenhængen: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig … Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os … Herren er Gud og har vist Sig for os … Festtoget med grene slynge sig frem til alterets horn … og så igen til afslutning: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig.
Vi istemmer jublende lovsang. Mærkeligt nok, kunne man synes, her hvor vi indleder den uge, som også kaldes for Lidelsesugen. – Jesu disciple fandt det også mærkeligt, for, som vi har hørt det hos evangelisten Johannes i dag: Disciplene forstod det ikke fra først af, men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om Ham, og at man havde gjort dette for Ham.
Hvad er det, der står skrevet om Ham, og som disciplene først bagefter bliver klar over? Jo, det er, at det ydmyge indtog, ikke med stridsvogn, firspand og militær eskorte , men på et ungt æsel, at netop dét er Kongens indtog, sådan som det beskrives hos profeterne Esajas og Zakarias. Hos Zakarias hedder det: Fryd dig … og råb med glæde. Se, din Konge … retfærdig og sejrrig er Han, ydmyg, ridende på et æsel, på et asenindes føl.
Disciplene er forvirrede dér og da. Men vi, vi som i Kristi Kirke allerede kender vor Herre, Gud og Frelser, Jesus Kristus i herlighed, er vi da bedre stillet end disciplene, som de stod dér ved vejsiden? Ja og nej! Ja, for vi har den forventning indlejret dybt i vore hjerter, at Han skal komme igen i herlighed, og at vi da skal se Ham som Han er. I modsætning til disciplene ved indfaldsvejen til Jerusalem har vi allerede vished om Kristi Opstandelse og sejr over døden.
Og nej, for trods den vished er der heller ikke for os nogen vej uden om i den kommende uge at dele rådvildheden, gruen, angsten og fortvivlelsen hos disciplene og hos alle, som ledsager Jesus gennem Hans lidelse og død. – Johannes Teologen og Evangelisten beskriver for os i dagens evangelielæsning, hvor kompleks, hvor mangesidig situationen er.
Vi begynder i Betania hos Lazarus, ham, som Jesus havde opvakt fra de døde. Her er da grund til stor glæde! Ved at kalde Lazarus ud fra graven forudskikker Kristus Sin egen Opstandelse, Han gør det troværdigt for os tvivlere, at Han er dødens Overmand, at vi ikke skal fortvivle, ja, at Han selv skal opstå, og at vi skal få del i Hans Opstandelse. Og vi glæder os af hjertet!
Derfor, af hjertets glæde, er det, at Maria, Marthas søster, salver Herrens fødder og tørrer dem med sit hår. For at gøre det klart, at vi, grundet Lazarus-tegnet, har fået vished for, at Jesus er Kristus, det vil sige Den Salvede. Guds Salvede, vor Herre og Frelser. Og den vished glæder os af hjertet!
Men salvningen har også en helt anden side, den helt modsatte henvisning. For det er de døde, som salves, inden de begraves. Marias salvning af Jesus viser således hen på Hans død. Derfor er det, Jesus selv siger: Lad hende i fred, så hun kan gemme salven til min begravelsesdag. Herren Kristus forudskikker Sin Korsfæstelse og død. Og vi, vi gruer ved tanken om at skulle stå ved Frelserens grav. Vi gruer ved, at der ikke er anden vej til Opstandelsen end dén, der fører gennem lidelse, forhånelse, korsfæstelse og død.
Og ypperstepræsterne, ja de beslutter, at de vil gøre, hvad der står i deres magt for at udradere glædens og håbets genstand, at de vil fjerne dét, som bringer mennesker til tro på Jesus. De beslutter, hedder det, at de også vil slå Lazarus ihjel. – Også? Jo, for de samme har allerede længst besluttet, at de vil slå Jesus selv ihjel.
Lad os ikke tage fejl, brødre og søstre i Kristus, også i dag, hos os og i vore dage, er der dem, som af al magt søger at dræbe alt dét, som bringer os til tro på Kristus. De slår os vel ikke korporligt ihjel, men de gør alt, hvad de kan for at nedvurdere og latterliggøre livet i Kristus, Kirkens liv, hvor vi efter Kristi eget bud mystisk tager del i Hans lidelse og død i håb om også at få del i Hans herlige Opstandelse.
Fra nu af, fra i dag træder vi sammen med Kristus ind i lidelsen og i Hans vej til Korset. Men Kirken husker os på, at når Jesus går mod Sin død, gør Han det af Sin egen vilje: Ingen tager livet fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen, siger Jesus (Joh. 10,18)
Kristi magt, det er kærlighedens magt over liv og død, den magt, hvorved Kristus opstår og river de døde med Sig ud af dødsrigets garn. Det er den magt, med hvilken Kristus råber til Lazarus, som allerede har været fire dage i graven: Lazarus, kom herud! Og vi glæder os af hjertet! For dét, vi aner om Kristi Opstandelse, det får vi som et tegn, et forvarsel, ved Lazarus opvækkelse. Og skulle vi ikke forstå tegnet, så lad os lytte til og altid huske på Herrens ord til Martha: Jeg er Opstandelsen og Livet. Dén, som tror på mig, skal leve, om end han dør. (Joh. 11,25)
Med de ord ændres for altid forståelsen af, hvad døden er. Lad så blot tidens videnskabstroende ypperstepræster kalde døden for livets ophør og det enkelte menneskes udslettelse. Og lad blot tidens panteistiske ypperstepræster prædike genfødslernes hjul og personlighedens og bevidsthedens opløsning i intethedens hav. – Lad dem prædike, som de vil, men lad ikke deres prædiken rokke os en tomme fra Kristi ord: Dén, som hører mit ord og tror Ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men han er allerede gået over fra døden til livet (Joh. 5,24)
Dødens magt er én gang for altid brudt, og livet har sejret i Kristus. Lad os, brødre og søstre, på den baggrund begive os på vej ind i Lidelsesugen. Og lad os råbe det ud: Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! – i den tro og i det håb, at vi allerede, i Kirken ved Helligånden, har del i Kristi Opstandelse.
Amen!
