Af metropolit Antonij (Bloom)
Metropolit Antonij var øverste leder for Moskva-patriarkatets stift i England indtil sommeren 2003. Han sov hen den 4. august 2003. Før han blev munk, præst og siden biskop, arbejdede han som læge på forskellige hospitaler i Paris. Han var kendt og værdsat for sit pastorale arbejde og som prædikant, bl.a. i BBC. Metropolit Antonij var æresdoktor ved de teologiske akademier i Moskva og Kiev samt ved de teologiske fakulteter i Aberdeen, Skotland, og universitetet i Cambridge.
Nedenstående tekst er metropolit Antonijs indlæg ved det årlige stiftsmøde i juni 2001. Den forsøger at svare på, hvilke pastorale og kirkelige opgaver, de ortodokse menigheder i Vesten står over for i vore dage. Den forholder sig til de økumeniske udfordringer, de ortodokse i Vesten konfronteres med og den berører de mangfoldige problemer, der tynger Kirken i Østeuropa.
Overordnet giver metropolittens tale et bud på, hvordan vi ortodokse kan bidrage til at vidne om Kristi nærvær i en verden, der er i voldsom forandring, og hvor den kristne tro og tænkemåde er meget langt fra at være noget selvfølgeligt.
Redaktionen finder, at de problemer, der her diagnosticeres og diskuteres, rækker langt ud over den lokale sammenhæng, hvori de er blevet formuleret. Det er spørgsmål, der har relevans for alle ortodokse og for alle kristne og det er svar, som forhåbentlig kan tjene til inspiration for os her i Norden.
At være frie som Kirke
Jeg vil gerne forklare, hvorfor vi for mange år siden etablerede dette stift, og hvad der var vores hensigt med at etablere det; selv om hensigten ikke i ét og alt er blevet til virkelighed. Jeg vil også gerne rette blikket udad mod den verden, vi lever i.
Hvad angår grundlæggelsen af vort stift, er der meget få af de tilstedeværende, som var med fra begyndelsen. Stiftet blev grundlagt, dengang vi frygtede – og dét med rette – politisk indblanding fra de sovjettiske myndigheder; for vi tilhørte den russiske ortodokse Kirke, og Kirken i Rusland var i høj grad under deres kontrol. Stiftet blev etableret for at samle de troende, som var klar over deres kald: at være frie som Kirke, at prædike Evangeliet og udgøre et fællesskab, som på ingen måde var underlagt nogen form for politisk kontrol.
Sådan var vort oprindelige mål. Siden da er omstændighederne blevet nogle andre, for situationen i Rusland er ændret, især hvad angår Kirkens frihed og uafhængighed og stiftets manøvrefrihed; men alligevel er situationen ikke ændret så meget, som man måske kunne forestille sig. I vore dage står vi overfor et problem, som kan give anledning til et vist venskab mellem Kirke og stat: Der er risiko for, at Kirken, lige som i fortiden, på den ene eller den anden måde bliver til et instrument for staten; for venskabet fører til samarbejde og derfra til afhængighed.
Vi må holde os dette faktum for øje og tanke og gøre alt, hvad der er os muligt, for at forblive frie, både moralsk og administrativt. For øjeblikket har vi ingen problemer af administrativ art med patriarkatet i Moskva. Vi er frie til at styre stiftet på vores måde. Men moralsk må vi være opmærksomme på det forhold, at Kirken i Rusland har problemer, at den står overfor fristelser og risici. Vor opgave er da at forblive uafhængige, ikke ved at definere os i modsætning til vor moder-Kirke, men ved at definere os som en gruppe, der moralsk og administrativt er frie og derved helt enkelt bliver et forbillede til det kirkelige liv. — Man kan anklage mig for arrogance, når jeg siger sådan: Hvordan skulle vi kunne være et forbillede? Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at vi befinder os i en privilegeret situation.
Vi er et antal mænd og kvinder, som af vores frie vilje har valgt at være ortodokse og at forblive tro mod Evangeliet, sådan som det blev prædiket af Den Ortodokse Kirke i de første århundreder. Vi er en gruppe mennesker, som aldrig i mindste måde har stået i noget afhængighedsforhold til verdslige myndigheder. Dét er noget yderst afgørende og meget værdifuldt. Det er en situation, som vi må fastholde af al kraft og overbevisning. Det indebærer ikke, at vi så skal være oprørske, fjendtlige eller illoyale i forhold til moder-Kirken. Det betyder, at vi skal være dét, Kirken er kaldet til at være: et korpus af mænd og kvinder, som har valgt at være Evangeliets og Kristi budbringere i den verden, hvor de lever. Vi kan kun være frie og proklamere sandheden, når vi lever et liv, der er denne sandhed værdigt. Dette er afgørende, for at prædike Evangeliet vil først og fremmest sige at leve Evangeliet på en sådan måde, at folk, når de betragter Ortodoksien eller blot en lille gruppe troende som fx vores, kan udbryde: “Aha, det er sådan, det skal forstås”. På samme måde som en kristen forfatter fra 2. – 3. århundrede skrev: “Folk, som betragter os, siger: “Se, hvor de har indbyrdes kærlighed!” ( Diognét-brevet).
Vi er ved at blive den lokale Kirke
Vi er kaldede, ikke alene til indbyrdes kærlighed, men til at elske hele Guds skabelse og til for enhver pris at tjene dén. I vore dage er prisen ikke vort blod eller vore liv, ikke at vi må udholde vold og død; men prisen er vores måde at leve på, måden hvorpå andre ser på os og dermed begriber Ortodoksien som noget særligt, fordi den på en særlig måde manifesterer Evangeliets væsen.
[…]
Vore menigheder og stiftet har forandret sig meget siden grundlæggelsen og de første stiftsmøder. Vi har haft stærk tilstrømning af russere, vi har set et vist antal englændere konvertere til Ortodoksien, og vi har nu i vort stift mennesker, der hverken hører til den russiske eller den engelske kultur: grækere, serbere, bulgarere og flere endnu. Vi er i færd med virkelig at blive den lokale Kirke: den stedlige Kirke, som rummer og forener mennesker af alle nationaliteter, afstamninger, kulturer, præcis som det var i den tidlige Kirke.
Den tidlige Kirke var en forsamling af mennesker, som indbyrdes var så fremmede, at de ikke kunne kommunikere undtagen via Kirken. Der var herrer og slaver; der var romerske borgere og andre, der hørte til de folk, Rom havde underlagt sig; der var mennesker med helt forskellige sprog og kulturer. Nogle var højt placeret på den sociale rangstige, andre lavt. Men de kunne alle være ét, for de havde ét til fælles: Herren Jesus Kristus, som var deres Herre, Leder og Mester. Han var for dem Sandheden og Vejen, Han var Døren, der åbnede sig mod evigheden.
Vi lever ikke længere i en kristen verden, og netop derfor bliver Kirken i stigende grad dét, den var i de første århundreder. I vore samfund kan der stadig være spor af kristne traditioner og kristen kultur, men verden er ikke længere en kristen verden i og for sig. Den er i opløsning; moralsk, filosofisk, teologisk og på en række andre måder. Men vi proklamerer, at den eneste mulighed, vi har, det eneste vi kan gøre, er at forene mænd og kvinder i ét legeme – Kristi legeme, som ikke slet og ret er en forsamling af mennesker, der er enige om, hvad der er det bedste for dem selv; men et legeme, en forsamling, som udgør Kristi inkarnerede nærvær. Fader Sergej Bulgakov har sagt, at hvert menneske er en inkarnation, et inkarneret Kristi nærvær, og at vi tilsammen udgør Kristi legeme, en forsamling af mænd og kvinder, som er Kristi sande nærvær. Da vi alle er døbte i Kristus, er vi alle blevet lemmer på Hans legeme. Det er dette, folk bør blive opmærksomme på, når de stifter bekendtskab med os.
På ny at bibringe verden Kristi nærvær
I dag lever vi i en verden, hvor samtalen og de økumeniske relationer er blevet meget anderledes, end de var, da jeg først kom til England. Dengang var de konfessionelle forskelle klart definerede, men man søgte at mødes og prøvede at forstå hinanden. Sådan er det ikke længere, og resultatet er stor forvirring. Hvis ikke vi er fast forankrede i bønnen og i Kirken liv (og her taler vi ikke om det administrative eller om de konfessionelle grupper, men om Kirken som Kristi legeme), resulterer det i en følelse af fremmedgørelse. Vi må fremme en anden måde at se tingene på og forsøge at nærme os sagen på en ny måde.
Først og fremmest udgør de kristne ikke nogen énhed. De er splittet op i forskellige konfessioner. Det er allerede længe siden, vi mødtes og forsøgte at finde en fælles sprogbrug. Men selv om vi er nået frem til denne fælles sprogbrug, som har gjort det muligt for os at blive venner, brødre og søstre, er vi desværre fortsat lige splittede. Dét er ikke godt nok! Og det er ingen løsning at ville overvinde splittelsen via et kompromis. Det er heller ingen løsning at forblive splittede, alt imens vi lader som om, vi er ét; dét ville være at forråde Kristus og Evangeliet. Det, vi bør gøre, er at bringe Ortodoksien, med stort “O”, til Vesten; ikke som en religiøs “konfession”, men som en ny Kristi tilstedeværelse.
Da den russiske ortodokse Kirke blev medlem af Kirkernes Verdensråd, var dens repræsentant biskop Johannes (Wendland) (1909 – 1989). Jeg glemmer aldrig hans ord. Han henvendte sig til Verdensrådet på følgende måde: “Vi vil gerne takke jer, vi ortodokse, fordi I har modtaget os i jeres midte. I spørger måske jer selv, hvad vi kan bibringe jer. Vi kommer ikke med en ny religiøs lære; vi kommer med den tidlige Kirkes tro. Vi har ikke formået at efterleve den til fulde. Vi bringer den tilbage til jer, og vi håber, I vil vise jer i stand til at frembringe de frugter, som vi har vist os ude at stand til at frembringe”. Disse var ordene, der blev sagt ved den russiske Kirkes indtræden i Kirkernes Verdensråd.
Her har vi en stor sandhed: Vi kommer ikke med “endnu en konfession”, og hvis vi virkelig forstår os selv som “endnu en konfession”, så forråder vi Ortodoksien og kender ikke vores kald. Dét, vi skal bidrage med, er Kristus og Kirkens ånd, som den var til stede i de første århundreder, før Kirken var anerkendt af staten og på forskellig viis underkastet statsmagten. Hvis vi betragter kirkehistorien, kan vi se, at det desværre alt for ofte var på statsmagtens initiativ, at de økumeniske konciler blev etableret. Dette skete i kritiske øjeblikke, for dét, som staten og de byzantinske kejsere ville, var at Kirken skulle være en forenende faktor for Romerriget snarere end end en levende erfaring af troen. Fader Georg Florovskij har engang sagt, at vist var de økumeniske konciler lovligt indkaldt, og vist har de på lovlig viis proklameret Ortodoksiens sandhed; men de har aldrig givet noget svar til hæretikerne og til dem, der skilte sig ud fra Kirken. Vi fordømte disse hæretikere, vi så i dem mennesker, der stod udenfor Kirken; men vi fandt ikke nogen sprogbrug eller nogen argumenter, for at fastholde dem i Kirken. Der var intellektuelle og filosofiske argumenter, men ingen, der vedrørte det afgørende i det kristne liv. I vore dage er vi faldet tilbage i samme situation.
Økumeniens virkelige udfordring
Vi diskuterer med de andre konfessioner – selv om vi diskuterer meget lidt for øjeblikket, i betragtning af at vi ikke længere fornemmer forskellene mellem konfessionerne, sådan som vi gjorde for halvtreds, tres eller halvfjerds år siden – men vi svarer fortsat ikke på de spørgsmål, der drejer sig om verdens forklarelse (transfiguration). Den verden, vi lever i, er stort set blevet hedensk. Vi har ikke mere noget moralkodeks, vi har kun et begreb om menneskelighed og om mennesket, hvilket er noget ganske andet. Når folk siger, at Kirken, eller Kirkerne, er fremmede for moderniteten, fordi den tror på gammeldags begreber som fx ægteskabet, så er det slet ikke dét, det drejer sig om. Sagen er, at Kirken ikke behøver føre diskussioner med alt, hvad verden har taget til sig. Kirken fremlægger en vision, som rækker højere op og er mere rummelig.
Der er et menneske, som spillede en stor rolle for min egen opdagelse af troen. Han var under-diakon hos patriark Tikhon i Moskva. – Han skrev: “Når man diskuterer med én eller anden, vil vedkommende yde modstand og afvise ens argumenter. Man bør altid hæve sig op over sine argumenter på en sådan måde, at ens samtalepartner kan høre på, hvad man har at sige og så udbryde: “Hvor er det pragtfuldt!” og således åbne sig for dét, man prøver at gøre ham begribeligt.”
Det er dette, vi må lære at praktisere i den moderne verden, vi lever i. Økumenien må ikke blive til en slags kompromis, en metode til at genforene de forskellige Kirker og nærme de troende til hinanden; for jo større kompromis, jo lettere er det at være sammen. Vi bør forstå økumenien sådan, at den er en åndens holdning, som bekender, at Kristus er Herre og Konge for oikumene, dvs. for verden i dens helhed; og at vores rolle i forhold til dette univers er at bringe en sandhed, der oplyser og omslutter verden og fører den til en storhed, en udfoldelse og en skønhed, den ikke før har vidst af.
I skal i sandhed blive Kristi legeme
Vi må føre vore refleksioner over disse spørgsmål til ende, ikke alene med intellektet, men med hele vor væren, med al den lidenskab, vi kan præstere, selv om vi selv måtte være uværdige dertil. Jeg er fuldkommen uværdig i forhold til dét, jeg prædiker; men det er ikke dét, det drejer sig om her. Jeg bliver stillet til ansvar en dag. På baggrund af mine ord skal jeg dømmes – og sandsynligvis fordømmes. Men ordene er og forbliver sande! Vi må være parate til at proklamere sandheden, ikke som en intellektuel eller filosofisk sandhed, men som det sande liv. Brug ord dertil, brug hele jeres liv, inklusive liturgien, gudstjenesten. Det sidste ikke som kulthandlinger, der udføres på vegne af et lukket fællesskab, men som et middel til at gøre dem udenfor Kirken bekendt med Kristus og det evige liv.
Dette er den nye økumeni, som vi bør tilegne os. En økumeni, som ikke består af teologiske diskussioner og argumenter, af kompromiser og af søgen efter denne eller hin fælles vej; men en økumeni, som føres ud i livet af mænd og kvinder, som muligvis er uværdige, men som ikke desto mindre med undren kan sige: “Dette har Kristus åbenbaret mig. Jeg vil gerne dele det med jer. Jeg har aldrig kunnet leve i overensstemmelse med åbenbaringen, men det kan I. Modtag dette og bliv i sandhed Kristi legeme”.
Fra Service Orthodoxe de Presse nr. 265, feb. 2002
Oversat fra fransk, forkortet og bearbejdet af red.