Hellige munk Gabriel af Georgien. Stofikon fra Georgien.
Munk Gabriel blev født den 26. august, 1929 i Tbilisi (Georgien). Hans navn var Goderdzi Urgebadze, men han blev kaldt Vasiko (Vasili) efter sin far, som blev dræbt under uopklarede omstændigheder, da Goderdzi var 2 år gammel.
Det var under kommunismen, og de fleste var ikke troende, men selvom Vasikos familie heller ikke var det, legede den lille dreng med sten, som han byggede små kirker af og tændte tændstikker i.
Vasiko var 7 år gammel, da han købte sin første Evangeliebog og begyndte at læse i den. Han kom til at elske Kristus af hele sit hjerte. Vasiko havde for vane at gå til nogle gamle kirkeruiner, rengøre de gamle sten og lægge dem sammen.
Som 12-årig fik han åbenbaringer. Det var under Anden Verdenskrig, og folk kom til ham for at spørge til deres familie og nærmeste, som var gået i krig. Vasiko fortalte dem, hvor de var henne, og om de var i live. Hans ord var altid sande. Han prædikede Kristus for dem, og mange kom til tro og begyndte at gå i Kirke. På grund af kommunisterne havde folk gemt nogle gamle Ikoner oppe på lofter eller nede i kældre. Vasiko kom til dem og fortalte, hvor Ikonerne var gemt henne. Han bad dem om at vise respekt for Ikonerne eller give dem til ham. Han samlede mange Ikoner på den måde. Den 12-årige Vasiko plejede at sætte sig i skarnbunken og at sige til sig selv: “Vasiko, husk nu, du er skarn og skal ikke tro, at du er noget særligt.”
Folk holdt meget af ham og prøvede at undgå at håne ham eller grine af ham. Men hans familie skældte ham ud. Hans mor forbød ham at opføre sig sådan. Og engang smed hun hans Evangeliebog i toilettet! Vasiko tog Evangeliebogen op og græd. Nu var grænsen overskredet!
Nu måtte han tage en beslutning. Den 12-årige dreng løb hjemmefra. Han gik hele natten, før han kom til Mtckheta (Georgiens gamle hovedstad). Vasiko ankom til nonneklostret Samtavro, hvor nonnerne tog imod ham, gav ham mad og varme. Men han — en mand — skønt han var et barn måtte ikke blive i nonneklosteret. Han blev sendt til Svetickhoveli, næsten ved siden af Samtavro (Svetickhoveli er den Katedral, hvor Kristi kjortel er begravet). Dér er der et munkekloster, og Vasiko måtte blive der i tre dage. Munkene måtte faktisk ikke huse en mindreårig (for regeringen), så Vasiko tog til klostret Shiomgvime, hvor han igen tilbragte tre dage, og bagefter tog han til Zedazeni. Både Zedazeni og Shiomgvime ligger tæt på Mtckheta. Der boede ældre munke i Zedazeni, og de skjulte Vasiko i flere uger, men det var farligt, og til sidst gav munkene ham noget mad, forklarede ham vejen til Bethania og sendte ham afsted.
Bethania er et kloster for foden af bjergerne dybt inde i skoven. Her boede der to munke:
fader Giorgi og fader Ioane (Johannes). Begge munke ‑Archimandriter- er også blandt Kirkens Hellige. På et tidspunkt var Bethania det eneste fungerende kloster i hele Georgien, der var kun de to munke, og Bethania var eneste sted, hvor troende frit kunne dyrke deres tro.
F. Giorgi og f. Ioane blev Vasikos åndelige fædre.
Man ved ikke, hvor lang tid Vasiko boede i Bethania, eller hvor han derefter boede. På et tidspunkt vendte han tilbage til Tbilisi, hvor der var en spåkone, som husede ham. Hun var et meget sødt menneske, og Vasiko var meget bekymret over, at hun var spåkone. Vasiko talte med folk, der kom til kvinden og fortalte dem om deres synder, som om han kunne se ind i deres hjerter.
Han prædikede Kristus for dem, og mange kom til tro. Spåkonen kom også til tro og forlod spådomskunsten.
Imens ledte Vasikos mor efter ham og fandt ham til sidst. Hun bad ham om at komme hjem igen, og hun lovede ham aldrig ville forbyde ham at være troende. Vasiko kom hjem.
Han rejste tit til Bethania.
I 1949 blev han indkaldt til værnepligt. Han fastede og gik hemmeligt i kirke, mens han var der.
Da han kom tilbage begyndte han at gå i Sioni Katedralen i Tbilisi. Han arbejdede som vagt dér. Lidt senere blev han læser, og i 1955 blev han ordineret til diakon. Han blev munkeviet og fik navnet Gabriel. Snart efter blev han præsteordineret.
Han tjente først i Sioni og siden i Bethania sammen med f. Giorgi. Efter f. Giorgis hensoven blev Bethania lukket. F. Gabriel begyndte sin tjeneste i Den Hellige Treenigheds Kirke i Tbilisi, og på samme tid færdiggjorde han en Kirkebygning i sin egen have.
I 1965 under en 1. maj demonstration satte han ild til Lenins portræt! Folk blev rasende og angreb ham. Han fik sytten brækkede knogler. Politiet reddede ham fra folk og satte ham i fængsel. De truede ham med dødsstraf, hvis han ikke ville indrømme, at det var Kirken, som havde fået ham til at gøre det. F. Gabriel nægtede og blev tortureret og slået.
Historien kom i de udenlandske nyheder, det ønskede regeringen ikke, så i stedet for dødsstraf blev han sendt til en psykiatrisk klinik. Her blev han diagnostiseret som skizofren på grund af sin tro på Gud.
Efter syv måneder blev han løsladt. Selvom han forblev præst, måtte han ikke tjene som præst, men blot stå i kirken og modtage nadver som lægmand.
Han blev tit kaldt ind til politiet og kom forslået hjem. Nogle gange ringede de til hans familie for at den skulle komme og hente ham, så forslået var han.
Hellige munk Gabriel af Georgien
I denne periode blev han Kristusdåre. Folk skulle tro, at han var skør, og han lod også som om han var alkoholiker.
Folk holdt meget af ham og viste ham respekt, mens han græd: “Kristus blev født i laden, mens jeg bliver kysset på hånden,” sagde han.
Regeringen ødelagde kirken i hans have, men han byggede den op igen.
I 1971, med velsignelse af Patriark Ephrem II og Metropolit Ilia (nuværende Patriark af Georgien), blev f. Gabriel sendt til Samtavro Nonnekloster og Seminarium som præst. Han fik det gamle tårn, der står i Samtavro som sin bolig.
Da det var en meget vanskelige periode i Georgien med borgerkrig i hele landet ringede f. Gabriel med kirkeklokkerne, mens han græd højt.
Mange mennesker kom til ham, og ved sit klarsyn omvendte han dem og reddede dem fra det åndelige mørke.
Han var meget gæstfri, serverede mad, som han selv havde lavet, til folk der kom til ham.
Det sidste halvandet år af sit liv var han meget syg (lungebetændelse, vand i lungerne og maven). Han lå i sit tårn eller ude i gården og modtog alle, der kom til ham, med kærlighed og omsorg.
Hans ord, hans prædiken tit med tårer i øjnene gik direkte til folks hjerte. Han prædikede om anger, kærlighed, ydmyghed og venlighed.
F. Gabriel sov ind i Kristus i 1995, den 2. november.
Natten før sin hensoven rørte han ved Herrens ikon, som hang ved hans seng og sagde til Ham: “Fra da jeg var tolv år gammel fulgte jeg Dig, Herre. Nu er jeg klar, tag mig.”
F. Gabriel blev begravet i Samtavro Klostergård.
Folk kom fortsat til ham for at bede om hjælp i åndelige eller fysiske vanskeligheder. Mange fik den hjælp de søgte, mange blev helbredte, og folk blev ved med at holde meget af f. Gabriel.
I sit testamente beder f. Gabriel alle om tilgivelse og siger, at kun han er den største synder og svag.
Så beder han alle, der kommer til hans grav om at bede til Gud for hans sjæl.
I 2013 blev han indlemmet blandt de Hellige. I 2014 blev hans grav åbnet, og hans relikvier taget op til at æres. De blev bragt til Svetickhoveli Katedralen først og bagefter til Tbilisi, til Den Hellige Treenigheds Katedral, hvor folk kunne komme til ham i løbet af næsten en måned. Til sidst kom hans relikvier tilbage til Samtavro Kirken, hvor de står i en sarkofag ved indgangen lige foran de Hellige Mirian og Nana.
F. Gabriel er elsket af folk i Georgien, hvor han har hjulpet mange.
Han er den store forbeder for os hos Gud.
Hellige Fader Gabriel bed til Gud for os.
Amen.
Oversat af Nana Quparadze