Til højtiden for Gudsmoders Indtræden i Templet, torsdag den 21. november 2024, havde vi i menigheden besøg af f. Johannes og f. Diakon Serafim fra Norge. F. Johannes er forstander for Hl. Nikolai Menighet i Oslo og higoumen for Hl. Trifon Skita i Hurdal, små 100 km. nord for Oslo.
Med sig havde vore gæster og gamle venner gennem 35 år en fornem gave: Den Ortodokse Kirkes liturgiske tekster til hele kirkeåret på norsk, oversat og tilrettelagt af f. Johannes. Teksterne foreligger i udsøgt boghåndværk i en grafisk meget smuk udførelse. Vi siger mange tak!
Vores historiske forbindelse med f. Johannes er sådan, at uden ham havde Gudsmoders Beskyttelses Menighed ikke kunnet etableres. F. Johannes var forstander for vores menighed de første 5 år af dens levetid, indtil vi, efter Ærkebiskop Gabriels beslutning, blev selvstændige. De norske oversættelser af de liturgiske tekster danner, sammen med franske versioner, grundlag for vore egne tekster til gudstjenester på dansk.
Vi ser frem til fortsat venskab og samarbejde med vore venner i Norge.