| Udgivet 5. oktober 2022 Bogen har følgende kapitler: Prolog
Kristus er opstanden
Trosbekendelsen
Den Treenige Gud
Døden
Opstandelsen og den yderste dom
Kirken
Menneskets guddommeliggørelse
Den frie vilje
Gudsmoder Maria
Liturgi
Ikoner
Epilog Udgivet 20. december 2016 Udgivet 9. juli 2016 Undtagelsesvis bringer vi en bogomtale. Det gør vi, fordi denne bog går tæt, ikke blot på Den Ortodokse Kirke, men på navngivne personer fra vort Ærkestift. Og gør det på en utilstedelig måde, som dels er stærkt manipulerende, dels misbruger offentligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion. På det svenske forlag Artos er der her i foråret 2016 udkommet endnu en bog af den svenske pinsepræst Peter Halldorf. Et ”manifest for kristen enhed” kalder forfatteren selv udgivelsen, som fylder 80 sider i A‑5 format med titlen ”Att älska sin nästas kyrka som sin egen” (”at elske sin næstes kirke som sig egen”). Halldorf har de senere år haft en del gennemslagskraft i såkaldt ”karismatiske”, kirkelige kredse i Skandinavien, kredse, der flittigt flirter med ortodoks kristendom. Bl. a. er han ophavsmand til det temmelig komiske fænomen, ”ørkengudstjenester”, en karikatur af den ortodokse liturgi med sand på gulvet og præster på bare fødder. I denne, hans seneste udgivelse, fremmaner Halldorf endnu en gang forestillingen om synlig kristen enhed, højt hævet over alle trosmæssige, teologiske og liturgiske forskelle. Det er uforpligtende drømmerier, som slet ikke forholder sig til virkelighedens historiske, teologiske og dogmatiske grunde til splittelsen mellem kristne. Peter Halldorf lader som om, alle de brudflader, der er mellem Den Ortodokse Kirke og så de grupperinger, katolikker og protestanter, som gennem historien har skilt sig ud fra Kirken, slet ikke eksisterer. Han foregiver, at de teologiske og læremæssige forskelle ikke er virkelige, men blot overfladiske misforståelser, og at alle kristne derfor burde kunne dele nadver på tværs af kirkeligt tilhørsforhold. I virkelighedens verden er der imidlertid klare og definerbare modsætninger mellem ortodokse, katolikker og protestanter. De modsætninger tager Halldorfs fremstilling ikke afsæt i, og derfor bliver den grundlæggende misvisende. I stedet fastholder han en illusorisk forestilling om kirkelig enhed med den samme besværgende formular, han igen og igen gennem sit forfatterskab har benyttet: ”Vejen til enhed går ikke gennem konvertering til hinandens kirker” (p. 28). Frem for teologisk, trosmæssig og liturgisk afklaring gennem drøftelser forestiller Peter Halldorf sig vist nok, at den kirkelige enhed skal komme gradvist, derved at kristne fra de forskellige, såkaldte ”konfessioner” via indbyrdes kærlighed langsomt og umærkeligt smelter sammen. Dette fromme håb og denne luftige illusion om enhed hinsides enhver dogmatik søges underbygget, ikke ved teologiske argumenter, men gennem fremhævelse af mere eller mindre karismatiske enkeltpersoner fra forskellige kirkesamfund bl.a. grundlæggeren af pinsebevægelsen (!), William Seymour, og den katolske Focolarebevægelses ophavskvinde, Chiara Lubich. Disse og endnu flere blev, skriver Halldorf, ”vidner om at Kristus umuligt kan være delt” (p. 19). Efter således at have listet nogle af sine personlige forbilleder op slutter Peter Halldorf med at spille, hvad han lader til at opfatte som et overbevisende trumkort. Det gælder Gunnell Vallquist, mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, som døde 97 år gammel i jauar 2016. Vallquist var katolik (i øvrigt konvertit!), men var angiveligt tiltrukket af Den Ortodokse Kirke. Hun var franskkyndig, havde fransk som sit fag, og kom gennem en årrække til påskefejring i Den hellige Treenigheds Menighed i krypten i Rue Daru i Paris. Menigheden hører til vort Ærkestift, Det Vesteuropæiske Eksarkat. Halldorf citerer fra Vallquists dagbog, som hun har overladt ham inden sin død. Hun beretter om, hvordan hun lærte f. Boris Bobrinskoy at kende under hans besøg i Sverige i 1988, og så hedder det i dagbogen: ”Søndag den 5. november 2000 i krypten i katedralen ved Rue Daru, celebrant var fader Boris Bobrinskoy … Jeg stillede mig i kø … jeg mødte fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mærkedag i mit liv. Siden var jeg hvert år velkommen til kommunion, når han celebrerede.” (p. 45 – 46). Man fornemmer Halldorfs triumf ved at kunne berette om en (ganske vist konverteret) katolik, som modtager nadver i Den Ortodokse Kirke. Men for at ingen skal være i tvivl medtager han endnu en afgørende passage fra Gunnell Vallquists dagbog: ”Ærkebiskop Gabriel blev informeret om sagen, godkendte den, men betonede at den ikke måtte blive kendt” (p. 46). Denne sidste sætning er vigtig! Den burde Peter Halldorf have læst mere end én gang, han burde have tænkt grundigt over den og lagt sig den på sinde, inden han misbrugte den til sine egne formål på en måde, som er stik imod dét, Ærkebiskop Gabriel opfordrer til. Ved at offentliggøre den kontroversielle beretning bevæger Peter Halldorf sig langt ud over anstændighedens grænser! Det er selvsagt ikke muligt at afgøre, hvad der faktisk har fundet sted. Men hvis historien er sand, hvilket ikke er udelukket, ja, så burde Halldorf have respekteret Ærkebiskop Gabriels påbud om diskretion frem for at misbruge en åbenlys undtagelse fra den generelle regel, en enkeltstående, personlig relation, misbruge den i sine stadigt tilbagevendende forsøg på at udviske alle forskelle og i stedet gøre undtagelsen til reglen. Jeg kender udmærket begge de personer, Gunnell Valquist nævner. Fader Boris var rektor på det ortodokse teologiske institut Saint-Serge i Paris, dengang jeg i 1990erne var indskrevet som studerende dér, og jeg har flere gange fejret Liturgi sammen med ham i Rue Daru. Ærkebiskop Gabriel ordinerede mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skandinavien, og han var min og resten af Det Vesteuropæiske Eksarkats ærkebiskop frem til sin død i 2013. Ærkebiskop Gabriel (som for resten var konvertit til Den Ortodokse Kirke!) og fader Boris var i deres præstelige virke åbne og vidt favnende mennesker, og jeg kan ikke udelukke, at de i helt særlige tilfælde kan have dispenseret fra gældende ordninger. Til gengæld kan jeg garantere for, at de begge to var helt klare på, hvad Kirken er, og hvad Kirken ikke er. Ingen af dem var frontkæmpere for ”gren-teorien”, sådan som Halldorf er. De var i deres teologi og praksis helt på linie med Metropolit Kallistos Ware (som for resten også er konverteret til Den Ortodokse Kirke!), og med hans definition af Kirken: ”Den Ortodokse Kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er ’den ene hellige, katolske og apostolske Kirke’, som nævnes i Trosbekendelsen. Dette er den grundlæggende overbevisning, som leder ortodokse kristne i deres relationer med andre kristne. Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det.”
(Ware: ”The Orthodox Church”, Penguin Books 1963 p. 315, min ovs.) f. Poul |
