Bogomtale: Surprised by Christ – My journey from Judaism to Orthodox Christianity

af Inger Bir­git­te Bjerg

Rev. A. James Bernste­in: ”Sur­pri­sed by Christ – My Jour­ney from Judaism to Ortho­dox Chri­sti­a­ni­ty”
(Con­ci­li­ar Press Mini­stri­es Ben Lomond, Cali­for­nia 2008),
335 sider samt en halv snes sider med sort-hvi­de fotos fra f. James’ liv.
ISBN: 9781888212–95‑2

”I efter­å­ret 1977 læste min præ­ste­kol­le­ga Gerald Craw­ford og jeg ”The Ortho­dox Church” af Timo­t­hy Ware og for­skel­li­ge andre orto­dok­se bøger, og de gjor­de et så stort ind­tryk på os, at vi beslut­te­de os for at besø­ge en orto­doks kir­ke for før­ste gang. Jeg var noget betæn­ke­lig ved at tage afsted, efter­som mine erfa­rin­ger med det høj­kir­ke­li­ge mil­jø var over­ve­jen­de nega­ti­ve. Til min glæ­de­li­ge over­ra­skel­se hav­de jeg straks en tyde­lig følel­se af at være i Guds nær­vær, fra det øje­blik jeg kom ind i kir­ken. Det var som at bevæ­ge sig til­ba­ge i tiden sam­men med Kristus og træ­de ind i det gam­le jødi­ske Tem­pel i Jeru­sa­lem. Alt i gud­stje­ne­sten var cen­tre­ret om til­be­del­sen af den Aller­hø­je­ste Gud.
Musik­ken adskil­te sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i pro­te­stan­ti­ske kir­ker. Den var mere dæm­pet og besad en mystisk kva­li­tet. Visu­elt min­de­de kir­kens indre mig om det gam­le Tem­pel – det var over­væl­den­de. For­an stod et alter med en jødisk udse­en­de kan­de­la­ber oven­på. Efter tje­ne­sten gik jeg hjem og opda­ge­de, at den søde aro­ma fra røgel­sen hav­de gen­nem­trængt mine klæ­der. Det var, som hav­de jeg bragt noget af den him­mel­ske til­ste­de­væ­rel­se med mig hjem.” (p. 179)

Oven­stå­en­de pas­sa­ge står at læse i f. James’ medri­ven­de selv­bi­o­gra­fi, der beskri­ver, hvor­dan hans kamp for at lære Gud at ken­de før­te ham fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michi­gan, men vok­se­de op i New York City i skyg­gen af Holo­caust, gik på col­le­ge i Quens, spil­le­de skak på højt niveau, var i Isra­el under Seks­da­ges Kri­gen, var med i Jesus-bevæ­gel­sen og hip­pie­kul­tu­ren i San Fran­ci­sco Bay Area i begyn­del­sen af 1970’erne, kom sam­men med en grup­pe tros­fæl­ler og ven­ner med i EOC (den Evan­ge­lisk Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka), som nær­me­de sig den Orto­dok­se Tra­di­tion, og som før­te til, at han blev mod­ta­get i OCA (den Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka). Der­ef­ter læste han teo­lo­gi på St.Vladimirs Semi­na­ri­um, over­gik  til Anti­oki­as Ærke­stift, blev præ­ste­o­r­di­ne­ret i 1988 som 42 årig, hvor­ef­ter han tjen­te ved St. Anthony’s Ortho­dox Church i Ber­gen­fi­eld, New Jer­sey, mens han fær­dig­gjor­de sine teo­lo­gi­ske stu­di­er.
Under­vejs hav­de han mødt Bon­nie Lynn Hal­ström, der var af svensk afstam­ning og sam­men med sine for­æl­dre enga­ge­ret i Bap­ti­st­kir­ken. De blev gift i 1971 i Til­den Park i Ber­ke­ley Hills – et hip­pie­bryl­lup, fore­stå­et af  grund­læg­ge­ren af bevæ­gel­sen ”Jøder for Jesus” Mois­he Rosen! Siden fulg­tes de ad ind i Den Orto­dok­se Kir­ke sam­men med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.

F. James blev ”over­ra­sket af Kristus” som 16-årig, med en ånde­lig styr­ke der vend­te op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Mes­si­as, der pro­fe­te­res om i det Gam­le Testa­men­te. Det var ikke nemt at bry­de med den fædre­ne tro! ”Som jøder lær­te vi, at vi ikke kun­ne tro på Jesus, for­di det er blas­fe­mi at tro på, at et men­ne­ske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvor­ligt over­vejede Kri­sten­dom­men, kæm­pe­de jeg med spørgs­mål som: ’Hvad hvis Gud ønske­de at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan hel­ler ikke bli­ve Men­ne­ske’. At accep­te­re den mulig­hed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske, var et kæm­pe para­dig­meskift for mig.” (s.277 f.)
Efter para­dig­meskif­tet læser f. James Gam­mel- og Ny Testa­men­te med nye bril­ler og får øjne­ne op for, at Moses oply­ser jøde­r­ne om, hvem Mes­si­as vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Her­ren din Gud vil lade en pro­fet som mig frem­stå af din mid­te, af dine brød­re; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hed­der det:
”I gran­sker skrif­ter­ne, for­di I mener, at I har evigt liv i dem; og net­op de vid­ner om mig. (…) Hav­de I tro­et Moses, vil­le I have tro­et mig; for det var mig, han skrev om.”

Den vide­re vej til orto­dok­si­en går for ham gen­nem den vest­li­ge kris­ten­dom i adskil­li­ge ver­sio­ner, men ingen ste­der føler han sig hjem­me, samt­li­ge kir­ke­ret­ninger fore­kom­mer ham ude­fi­ner­bart spi­ri­tu­el­le og rod­lø­se eller for­vrænge­de i deres teo­lo­gi. Det tog ham 16 år at finde/blive fun­det af Kristus, og det tog ham 19 år at fin­de Kir­ken. I dag tje­ner han som præst ved Saint Paul Ortho­dox Church, Lyn­nwood, Washington.

F. James beskri­ver tid og sted, så læse­ren ser det for sig og lever sig ind i begi­ven­he­der­ne. I det sid­ste af bogens tre hoved­af­snit gør han mere syste­ma­tisk rede for den orto­dok­se tro og teo­lo­gi, idet han afgræn­ser den fra den vest­li­ge kris­ten­dom. Han tager afstand fra Augustins arve­syndslæ­re og den­nes sto­re påvirk­ning på Vesten og den Romersk Katol­ske Kir­ke, der, som han ser det, lig­ger meget langt fra ånden i både Jøde­dom og Orto­doks Kris­ten­dom. Kristus inkar­ne­re­des ikke med det for­mål at lide døden på Kor­set som et sted­fortræ­den­de offer og såle­des til­freds­stil­le en vred og hævn­ger­rig Gud, men for at frel­se os fra en fal­den til­stand og for­vand­le os ved at gøre os i stand til at bli­ve gud­dom­me­li­ge  – ”Gud blev Men­ne­ske, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve Gud”.
Han giver kla­re orto­dok­se svar på vig­ti­ge teo­lo­gi­ske spørgs­mål:
Hvad er Kir­ken, hvor­dan skal vi for­stå Frel­sen, og hvad er Synd?

Synd er at ven­de sig bort fra Gud, sige nej til Ham.
Guds ren­sen­de ild er for alle, men ikke alle vil vide af den!
F. James udfol­der det­te med et citat fra den hel­li­ge Maxi­mos Beken­de­ren (7.årh):
”Sjæ­len er som voks, hvis den hol­der fast ved Gud, men som ler hvis den hol­der fast ved mate­ri­en. Hvad den gør afhæn­ger af dens egen vil­je og hen­sigt. Ler bli­ver hårdt i solen, mens voks bli­ver blødt. På sam­me måde bli­ver enhver sjæl, der trods Guds for­ma­nin­ger bevidst hol­der fast ved den mate­ri­el­le ver­den, hårdt som ler og dri­ver sig ud i selv­de­struk­tion (…)  Mens enhver sjæl, der hol­der fast ved Gud, bli­ver blød­gjort som voks ’…opbyg­get til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at mod­ta­ge ind­tryk­ket og mær­ket af den gud­dom­me­li­ge virkelighed.”

F. James’ beret­ning om at kon­ver­te­re fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom – ad man­ge omve­je! – er spæn­den­de og lære­rig, inter­es­sant er det at høre om hans ved­hol­den­de kamp for at nå frem til Sand­he­den gen­nem de man­ge krist­ne til­bud i USA fra 1960’erne og frem.

Et sær­ligt træk ved den­ne kon­ver­tit­hi­sto­rie er jo f. James’ jødi­ske bag­grund, og jeg vil frem­hæ­ve den vægt, han læg­ger på slægtska­bet mel­lem det jødi­ske og det orto­dok­se jf. det ind­le­den­de citat samt bogens dedikation:

Den­ne bog er dedi­ke­ret
til den stør­ste Jøde,
Jesus Kristus
og til den stør­ste jødin­de
Jom­fru Maria
og også
til ”fol­ket af deres kød”
Jøderne.

”Den, der ikke elsker, ken­der ikke Gud, for Gud er kær­lig­hed.” (1 Joh 4:8)

Inger Bir­git­te Bjerg
17.12.2016

Bogomtale: Peter Halldorf manipulerer

Und­ta­gel­ses­vis brin­ger vi en bog­om­ta­le. Det gør vi, for­di den­ne bog går tæt, ikke blot på Den Orto­dok­se Kir­ke, men på navn­giv­ne per­so­ner fra vort Ærke­stift. Og gør det på en util­ste­delig måde, som dels er stærkt manipule­rende, dels mis­bru­ger offent­ligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion.

På det sven­ske for­lag Artos er der her i for­å­ret 2016 udkom­met end­nu en bog af den sven­ske pin­se­præst Peter Hal­l­dorf. Et ”mani­fest for kri­sten enhed” kal­der for­fat­te­ren selv udgi­vel­sen, som fyl­der 80 sider i A‑5 for­mat med tit­len ”Att älska sin näst­as kyr­ka som sin egen” (”at elske sin næstes kir­ke som sig egen”).

Hal­l­dorf har de sene­re år haft en del gen­nem­slags­kraft i såkaldt ”karis­ma­ti­ske”, kir­ke­li­ge kred­se i Skan­di­navi­en, kred­se, der flit­tigt flir­ter med orto­doks kris­ten­dom. Bl. a. er han ophavs­mand til det tem­me­lig komi­ske fæno­men, ”ørkenguds­tjenester”, en kari­ka­tur af den orto­dok­se litur­gi med sand på gul­vet og præ­ster på bare fød­der. I den­ne, hans sene­ste udgi­vel­se, frem­ma­ner Hal­l­dorf end­nu en gang fore­stil­lin­gen om syn­lig kri­sten enhed, højt hævet over alle tros­mæs­si­ge, teo­lo­gi­ske og litur­gi­ske for­skel­le. Det er ufor­plig­ten­de drøm­me­ri­er, som slet ikke for­hol­der sig til vir­ke­lig­he­dens histo­ri­ske, teo­lo­gi­ske og dog­ma­ti­ske grun­de til split­tel­sen mel­lem kristne.

Peter Hal­l­dorf lader som om, alle de brud­fla­der, der er mel­lem Den Orto­dok­se Kir­ke og så de grup­pe­rin­ger, kato­lik­ker og pro­te­stan­ter, som gen­nem histo­ri­en har skilt sig ud fra Kir­ken, slet ikke eksi­ste­rer. Han fore­gi­ver, at de teo­lo­gi­ske og lære­mæs­si­ge for­skel­le ikke er vir­ke­li­ge, men blot over­fla­di­ske mis­for­stå­el­ser, og at alle krist­ne der­for bur­de kun­ne dele nad­ver på tværs af kir­ke­ligt tilhørsforhold.

I vir­ke­lig­he­dens ver­den er der imid­ler­tid kla­re og defi­ner­ba­re mod­sæt­nin­ger mel­lem orto­dok­se, kato­lik­ker og pro­te­stan­ter. De mod­sæt­nin­ger tager Hal­l­dor­fs frem­stil­ling ikke afsæt i, og der­for bli­ver den grund­læg­gen­de mis­vi­sen­de. I ste­det fast­hol­der han en illu­so­risk fore­stil­ling om kir­ke­lig enhed med den sam­me besvær­gen­de for­mu­lar, han igen og igen gen­nem sit for­fat­ter­skab har benyt­tet: ”Vej­en til enhed går ikke gen­nem kon­ver­te­ring til hin­an­dens kir­ker” (p. 28).

Frem for teo­lo­gisk, tros­mæs­sig og litur­gisk afkla­ring gen­nem drøf­tel­ser fore­stil­ler Peter Hal­l­dorf sig vist nok, at den kir­ke­li­ge enhed skal kom­me grad­vist, der­ved at krist­ne fra de for­skel­li­ge, såkald­te ”kon­fes­sio­ner” via ind­byr­des kær­lig­hed lang­somt og umær­ke­ligt smel­ter sam­men. Det­te from­me håb og den­ne luf­ti­ge illu­sion om enhed hin­si­des enhver dog­ma­tik søges under­byg­get, ikke ved teo­lo­gi­ske argu­men­ter, men gen­nem frem­hæ­vel­se af mere eller min­dre karis­ma­ti­ske enkelt­per­so­ner fra for­skel­li­ge kir­ke­sam­fund bl.a. grund­læg­ge­ren af pin­se­be­væ­gel­sen (!), Wil­li­am Sey­mour, og den katol­ske Foco­la­re­be­væ­gel­ses ophavskvin­de, Chi­a­ra Lubich. Dis­se og end­nu fle­re blev, skri­ver Hal­l­dorf, ”vid­ner om at Kristus umu­ligt kan være delt” (p. 19).

Efter såle­des at have listet nog­le af sine per­son­li­ge for­bil­le­der op slut­ter Peter Hal­l­dorf med at spil­le, hvad han lader til at opfat­te som et over­be­vi­sen­de trum­kort. Det gæl­der Gun­nell Val­lquist, man­ge­årigt med­lem af Det Sven­ske Aka­de­mi, som døde 97 år gam­mel i jau­ar 2016. Val­lquist var kato­lik (i øvrigt kon­ver­tit!), men var angi­ve­ligt til­truk­ket af Den Orto­dok­se Kir­ke. Hun var fransk­kyndig, hav­de fransk som sit fag, og kom gen­nem en årræk­ke til påskefej­ring i Den hel­li­ge Tre­e­nig­heds Menig­hed i kryp­ten i Rue Daru i Paris. Menig­he­den hører til vort Ærke­stift, Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat. Hal­l­dorf cite­rer fra Val­lquists dag­bog, som hun har over­ladt ham inden sin død. Hun beret­ter om, hvor­dan hun lær­te f. Boris Bobrin­skoy at ken­de under hans besøg i Sve­ri­ge i 1988, og så hed­der det i dag­bo­gen: ”Søn­dag den 5. novem­ber 2000 i kryp­ten i katedralen ved Rue Daru, cele­brant var fader Boris Bobrin­skoy … Jeg stil­le­de mig i kø … jeg mød­te fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mær­ke­dag i mit liv. Siden var jeg hvert år vel­kom­men til kom­mu­ni­on, når han cele­bre­re­de.” (p. 45 – 46).

Man for­nem­mer Hal­l­dor­fs tri­umf ved at kun­ne beret­te om en (gan­ske vist kon­ver­te­ret) kato­lik, som mod­ta­ger nad­ver i Den Orto­dok­se Kir­ke. Men for at ingen skal være i tvivl med­ta­ger han end­nu en afgø­ren­de pas­sa­ge fra Gun­nell Val­lquists dag­bog: ”Ærke­bi­skop Gabri­el blev infor­me­ret om sagen, god­kend­te den, men beto­ne­de at den ikke måt­te bli­ve kendt” (p. 46).

Den­ne sid­ste sæt­ning er vig­tig! Den bur­de Peter Hal­l­dorf have læst mere end én gang, han bur­de have tænkt grun­digt over den og lagt sig den på sin­de, inden han mis­brug­te den til sine egne for­mål på en måde, som er stik imod dét, Ærke­bi­skop Gabri­el opfor­drer til.

Ved at offent­lig­gø­re den kon­tro­ver­si­el­le beret­ning bevæ­ger Peter Hal­l­dorf sig langt ud over anstæn­dig­he­dens græn­ser! Det er selvsagt ikke muligt at afgø­re, hvad der fak­tisk har fun­det sted. Men hvis histo­ri­en er sand, hvil­ket ikke er ude­luk­ket, ja, så bur­de Hal­l­dorf have respek­te­ret Ærke­bi­skop Gabri­els påbud om diskre­tion frem for at mis­bru­ge en åben­lys und­ta­gel­se fra den gene­rel­le regel, en enkelt­stå­en­de, per­son­lig rela­tion, mis­bru­ge den i sine sta­digt til­ba­ge­ven­den­de for­søg på at udvi­ske alle for­skel­le og i ste­det gøre und­ta­gel­sen til reglen.

Jeg ken­der udmær­ket beg­ge de per­so­ner, Gun­nell Valquist næv­ner. Fader Boris var rek­tor på det orto­dok­se teo­lo­gi­ske insti­tut Saint-Ser­ge i Paris, den­gang jeg i 1990erne var ind­skre­vet som stu­de­ren­de dér, og jeg har fle­re gan­ge fejret Litur­gi sam­men med ham i Rue Daru. Ærke­bi­skop Gabri­el ordi­ne­re­de mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skan­di­navi­en, og han var min og resten af Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kats ærke­bi­skop frem til sin død i 2013.

Ærke­bi­skop Gabri­el (som for resten var kon­ver­tit til Den Orto­dok­se Kir­ke!) og fader Boris var i deres præ­ste­li­ge vir­ke åbne og vidt fav­nen­de men­ne­sker, og jeg kan ikke ude­luk­ke, at de i helt sær­li­ge til­fæl­de kan have dis­pen­se­ret fra gæl­den­de ord­nin­ger. Til gen­gæld kan jeg garan­te­re for, at de beg­ge to var helt kla­re på, hvad Kir­ken er, og hvad Kir­ken ikke er. Ingen af dem var front­kæm­pe­re for ”gren-teo­ri­en”, sådan som Hal­l­dorf er. De var i deres teo­lo­gi og prak­sis helt på linie med Metro­po­lit Kal­li­stos Ware (som for resten også er kon­ver­te­ret til Den Orto­dok­se Kir­ke!), og med hans defi­ni­tion af Kirken:

”Den Orto­dok­se Kir­ke tror i al ydmyg­hed om sig selv, at den er ’den ene hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke’, som næv­nes i Tros­be­ken­del­sen. Det­te er den grund­læg­gen­de over­be­vis­ning, som leder orto­dok­se krist­ne i deres rela­tio­ner med andre krist­ne. Der er split­tel­se mel­lem krist­ne, men Kir­ken selv er ikke split­tet og kan hel­ler aldrig bli­ve det.”
(Ware: ”The Ortho­dox Church”, Pengu­in Books 1963 p. 315, min ovs.)

f. Poul