Gudsmoders Beskyttelse 2015
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Ved højtiden for Gudsmoders Beskyttelse har jeg gennem alle årene læst for jer nogle uddrag af dét, den hellige Silouan, som vi mindedes for en uges tid siden, den 24. september, læst, hvad han siger om Gudsmoder. Også i år er der grund til at lytte til den hellige Silouan. Han skriver sådan her:
Min sjæl skælver i ærefrygt, når jeg skuer den herlighed, der er om Gudsmoder. Min tanke rækker ikke til, mit hjerte er fattigt og svagt; men min sjæl fryder sig og længes efter at nedskrive i det mindste nogle ord om hende. Sjælen viger tilbage i frygt over for denne opgave, men kærligheden tvinger mig til ikke at skjule min taknemmelighed over hendes barmhjertighed.
Skønt Gudsmoders liv er som tilsløret i hellig tavshed, har Herren dog givet Sin Ortodokse Kirke viden om, at hendes kærlighed omfatter hele verden. Hun skuer i Helligånden alle jordens folkeslag, og som sin Søn har hun medfølelse med hvert menneske.
Vidste vi dog bare, hvor meget den alhellige Gudsmoder elsker dem, der holder Kristi bud, og hvilken medlidenhed og hvilken sorg, hun føler over dem, som ikke omvender sig! Jeg har selv erfaret dette! Jeg lyver ikke, for jeg taler for Guds ansigt, som min sjæl kender. Jeg kender den alrene Jomfru i Ånden. Set hende har jeg ikke, men Helligånden har givet mig at kende hende og hendes kærlighed til os. Uden hendes barmhjertighed ville jeg for længst være fortabt; men hun behagede at komme til mig og indtrængende bede mig om ikke mere at synde. Hun sagde til mig: ”Det smerter mig at se, hvordan du lever.” Hendes ord var stille og blide, men de virkede voldsomt i min sjæl. Der er gået mere end fyrre år siden da, men jeg har aldrig kunnet glemme hendes ord, fulde af sødme. Jeg véd ikke, hvad jeg skulle kunne give til gengæld for hendes kærlighed til mig, og hvordan jeg skulle kunne takke Herrens moder.
Hun er i sandhed vor forbederske hos Gud, og alene lyden af hendes navn er nok til at glæde sjælen. Men alle i Himlen og alle på jorden fryder sig over hendes kærlighed.
Hvilket ubegribeligt under! Hun dvæler i Himlen og skuer uophørligt Guds herlighed; og dog glemmer hun ikke os, ringe og fattige som vi er, og hun tager alle verdens folkeslag under sin beskyttelse.
Sådan er den alrene Gudsmoder, som Herren har givet os. Hun er vor glæde og vort håb. Hun er vor moder i ånden. Hun er som menneske af samme væsen som os; og hver kristen sjæl længes i kærlighed mod hende.”
Den hellige Silouans ord udtrykker smukt og dybt den kærlighed, vi i Kirken har til Maria, Gudsmoder. Kærligheden og længslen gælder selvsagt hele Kirken. Ingen kan tage et patent på Gudsmoder, hendes Beskyttelse rækker, som hl. Silouan siger, over alle verdens folkeslag. Men højtiden, som vi fejrer i dag, har ikke desto mindre en helt særlig betydning for os her i Danmark. For det er den højtid, til hvilken vor menighed er indviet, og hvis navn vi bærer: Gudsmoders Beskyttelses Menighed.
Højtiden grunder sig på et syn, som den hellige Andreas, dåre i Kristus, i det 10. århundrede modtog. Det var i Blacherne-kirken i Konstantinopel, hvor man opbevarede Gudsmoders kappe og slør. I løbet af vågenats-tjenesten, mens hellige Andreas befandt sig i bøn, så han Gudsmoder udbrede sit slør over de forsamlede. Andreas ilede da ind i alterrummet, og åbnede det skrin, hvor Gudsmoders slør befandt sig, og stående foran ikonostasens midterdøre spændte han sløret ud over mængden. Sløret var så stort, at det dækkede alle i den store forsamling, og ved en mystisk kraft forblev det udspændt i luften over dem. Herefter hævede Gudsmoder sig mod Himlen og forsvandt, omgivet af et strålende skær. Hun overlod sit hellige slør til det kristne folk som et pant på sin kærlige beskyttelse. En beskyttelse, som Gudsmoder igen og igen har tilstået os, som er i Guds Kirke.
Nogle af jer kan sikkert huske dengang for næsten femten år siden, da vi grundlagde menigheden – eller rettere da vi gjorde de første tøvende forsøg på at formalisere vor meget lille gruppe af ortodokse kristne, for om en egentlig menighed var der endnu ikke tale. — Der var meget, vi ikke vidste, vi vidste heller ikke, hvad vi skulle kalde os. Selv hældede jeg dengang til, at vi skulle tage navn efter hellige Silouan, fordi jeg havde haft meget at gøre med Hellige Silouans Kloster i Frankrig. Men så var der én, som foreslog at vi skulle tage navn efter Gudsmoders Beskyttelse, og så såre det var blevet nævnt, stod det lysende klart, at dét skulle være navnet, og at vi skulle indvie menigheden til ære for Gudsmoders Beskyttelse.
Vi havde sandelig også brug for Beskyttelse: Vi var en fåtallig flok. Nu 15 år efter er vi betragteligt flere, men fortsat ikke nogen talrig menighed. Vi er fortsat få og små med den sårbarhed, som følger deraf. Derfor er det fortsat afgørende for menighedens eksistens, at vi alle engagerer os, at vi er til stede ret og slet, og at vi bidrager økonomisk efter formåen. I det lange løb er det ikke holdbart med den tanke, at ”det er der nok nogle andre, der tager sig af”, det med at gå i kirke og dét med at betale.
Det var noget fuldkommen nyt, noget hidtil uhørt, vi satte i værk dengang: Den Ortodokse Kirke i Danmark . Ikke en sømandskirke, ikke en såkaldt migrantkirke, men en lokal, ortodoks Kirke for danskere, rumænere, georgiere og andre folk, som har det til fælles, at de bor i Danmark, folk, hvis børn går i skole her og har deres fremtid her i landet. — Det var som sagt uhørt! Bevares, der havde tidligere været forsøg med dansksprogede tjenester i en russisk menighed her i byen, men altid som undtagelsen, som et ekstranummer og ikke som norm.
Vi blev set på dengang med stor skepsis og mistænksomhed, ja slet og ret med regulær modvilje af migranterne. Og det gør vi vist stadig! Den misforståelse er desværre udbredt, at vil nogen være rigtig ortodoks, ja så må han eller hun forklæde sig som russer, græker, serber, rumæner eller andet fjernt fra Danmark.
Mange tvivlede på, at det ville kunne lade sig gøre, tvivlede på, at en sådan menighed ville være levedygtig. Også mennesker, der var enige med os, mennesker, som gerne så en dansksproget Ortodoks Kirke vokse frem, men ikke turde tro, det var muligt, også de tøvede.
Der var, kort sagt, ikke så lidt, som fra begyndelsen syntes at pege på, at initiativet hurtigt ville kuldsejle. Så vi kunne om nogen have brug for Beskyttelse. Og hvilken Beskyttelse skulle vi vel give os ind under, om ikke Gudsmoders beskyttende slør.
Vi blev taget imod dengang med kærlighed og opbakning, både i det skandinaviske miljø, hvor f. Johannes og hl. Nikolai Menighet i Oslo står centralt, og i Det Vesteuropæiske Eksarkat, hvor Ærkebiskop Sergej ordinerede mig som diakon til tjeneste i Danmark.Men den helt afgørende konsolidering kom i 2003, hvor den nyvalgte — valgt den 1. maj 2003 med overvældende flertal af en forsamling af præsteskab og lægfolk på Eksarkatets Generalforsamlig i Paris — hvor nyvalgte Ærkebiskop Gabriel tog initiativ til, at hvis det skulle blive til noget for alvor i Danmark, ja, da måtte vi have en lokal præst. Det var hans initiativ. Ærkebiskoppen ringede mig op i sommeren 2003 kort tid efter sin indsættelse. Han orienterede mig om, at han skulle besøge Oslo og dér indvie den nye kirke den 7. september samme år, og han opfordrede mig til at rejse til Norge og være med, så der kunne foretages præstevielse ved samme lejlighed.
På den måde blev jeg, præsten i Danmark, én af de første, Ærkebiskop Gabriel ordinerede. Men den allerførste, han indsatte til den præstelige tjenesten, var dog daværende munkediakon Job, den samme, som for snart to år siden af Patriarken og Synoden blev udvalgt og indsat som ny Ærkebiskop efter Ærkebiskop Gabriels alt for tidlige død.
Vi ved endnu ikke, hvad denne nye situation vil kunne udvikle sig til. Men lad os, brødre og søstre i Kristus, stå fast på det fundament, som er dannet gennem årene. Lad os efterligne hl. Andreas, dåre i Kristus, og i alt godt, som hænder os, i al vækst og alt liv i vor menighed, i al indbyrdes kærlighed og i al styrke udadtil, lad os i alt dette se Gudsmoders beskyttende slør udspændt over os. Og lad os stole på, at om end der måtte være vanskelige tider forude, så er Gudsmoders omsorg med os under alle forhold.
Må hendes kærlighed og Beskyttelse bevare os fra alle onde angreb og forvandle os, hver især og sammen, fra jordisk mørke til himmelsk lys. Må vi, under Gudsmoders slørs beskærmelse ufortrødent fortsætte vor vandring frem mod Guds Rige og vor Herre Jesu Kristi himmelske bolig.
Ham være lov og pris til evig tid
Amen
f. Poul