Sakramenterne

“Kristus har givet Sin Kir­ke gan­ske bestem­te, vel­de­fi­ne­re­de ram­mer for at kun­ne opret­hol­de livet i og med Ham. Han har givet os en ræk­ke kon­kre­te, gen­ken­de­li­ge måder, på hvil­ke vi bli­ver del­ag­ti­ge i Hans liv til­li­ge med Fade­rens og Hel­li­gån­dens liv; og dis­se måder er først og frem­mest de hel­li­ge myste­ri­er, blandt hvil­ke Dåben samt Euka­ri­stien eller Nad­ve­ren, hvor de tro­en­de mod­ta­ger Kri­sti Lege­me og Blod, er i cen­trum. Omkring Euka­ri­stien grup­pe­rer Kir­kens øvri­ge myste­ri­er sig.

Ofte hører man tal­let 7 nævnt: Dåb, Myronsalv­ning (myron er en sær­ligt ind­vi­et olie), Skrif­te­mål, Præ­ste­o­r­di­na­tion, Ægte­vi­el­se, Syge­sal­vel­se og så alt­så Euka­ri­stien. Men man­ge orto­dok­se teo­lo­ger er betæn­ke­li­ge ved i det hele taget at sæt­te tal på myste­ri­er­ne (7‑tallet er over­ta­get fra Vesten i det 17. århund­re­de, hvor en vest­lig ind­fly­del­se gjor­de sig gæl­den­de i Den Orto­dok­se Kir­ke). Det giver bed­re teo­lo­gisk mening at tæn­ke på Kir­kens sam­le­de liv som ét alt­om­fat­ten­de myste­rie med Euka­ri­stien som det abso­lut­te kraft­cen­ter. Med andre ord, vi tæn­ker på Kir­ken, på Tros­be­ken­del­sens ene hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke som ét alt omfat­ten­de mysterie/sakramente i og for sig.”

Fra bogen “Kristus er Opstan­den — Orto­doks Kristendom”