Den 11. februar 2010 udgik der fra Bukarest et officielt dokument med titlen ”Appel om rumænsk enhed og værdighed i Den Ortodokse Kirke i Rumænien.” Appellen er underskrevet af den rumænske patriark Daniel og en lang række andre rumænske biskopper.
Rundskrivelsen er desværre endnu et trist eksempel på den nationalisme, som plager visse ortodokse miljøer. For rumænerne er langt fra de eneste, som hjemsøges af nationalismens spøgelse. Skrivelsen fra Bukarest styrker sig da også med at henvise til, at både Moskvas og Serbiens patriarkater ”for længe siden har påbegyndt processen med, at præsteskab og troende vender tilbage til deres moder-kirker.”
Indholdet i den udsendte appel er, at rumænere hører til i den rumænske kirke, uanset hvor de bor, og uanset, om de af personlige, familiære eller andre årsager har fået et andet, lokalt, kirkeligt tilhørsforhold. Rundskrivelsen er, hedder det, ”en indtrængende appel til alle præster og alle troende rumænere i udlandet, som uden velsignelse befinder sig i andre ortodokse kirker … om at retablere direkte forbindelse med deres moder-kirke.”
En række fremtrædende, franske ortodokse lægger tydelig afstand til den rumænske appel med en skrivelse, udsendt den 11. april 2010 i Paris. Blandt underskriverne er f. Boris Bobrinskoy, tidligere rektor for Institut St. Serge, f. Alexis Struve, forstander for Den hellige Treenigheds Menighed i Rue Daru og f. Jean Breck, professor ved Institut St. Serge. Udover de tre nævnte er der yderligere 25 underskrivere, alle kendte personligheder i det ortodokse miljø i Frankrig.
I svarskrivelsen hedder det blandt andet: ”Det er med stor sorg, vi har stiftet bekendtskab med [den rumænske kirkes] skrivelse …, som mangler enhver reference til Gud, til Kristus og til Helligånden … Vi er bekymrede over denne appel, som lader forstå, at alle rumænere uden for Rumænien helt naturligt bør foretrække ’direkte’ fællesskab med Den Ortodokse Kirke i Rumænien. Jamen, der er kun én Kirke, Kristi Kirke, og alle har vi direkte fællesskab i Hans Legeme og i Hans Blod.”
Som svar til den rumænske appel citerer de 28 franske ortodokse endvidere fra kirkemødet i Konstantinopel i 1872: ”Vi afviser, misbilliger og fordømmer – som værende i modsætning til Evangeliets og vore Fædres hellige, kanoniske lære – etnofyletismen, det vil sige diskrimination efter etniske kriterier, [ligesom vi fordømmer] stridigheder og uoverensstemmelser af national karakter, som optræder i Kristi Kirke.”
Svarskrivelsen afsluttes med følgende: ”Kristi Kirke kan ikke gøres til instrument for én enkelt nations enhed og værdighed. Kirken er frelsens ark, den åbner porten til Guds Rige, og den tilhører ingen enkelt nation. Trods vor uværdighed anstrenger vi os for at vidne om denne frelsens virkelighed, og vi appellerer til fortsat enhed mellem alle ortodokse kristne i Vesten. Og vi kalder til forsvar for Den Ortodokse Kirkes værdighed, som er grundlagt på den apostolske ekklesiologi: Siden pinseunderet kommer det ikke an på at være græker eller jøde … eller skyter, men Kristus er alt og i alle.” (Kol. 3:11)
Vi i Gudsmoders Beskyttelse menighed deler de franske ortodokses bekymring over fyletismen. Og vi spørger os selv, om udnævnelsen af en rumænsk ortodoks biskop, Makarios, for Skandinavien i 2008 og den efterfølgende (og fortsat pågående) bestræbelse på at etablere rumænske menigheder i en række større og mindre danske byer, vi spørger os, om alt dette er endnu et udslag af den nationalisme, som kommer klart til udtryk i rundskrivelsen af 11. februar fra Bukarest. Det er der desværre noget, som tyder på, for biskop Makarios findes også blandt underskriverne på den nationalistiske appel til ”rumænsk enhed og værdighed”.
Det er trist, at den rumænske Kirke på denne måde bidrager til den falske forestilling, at den ortodokse kristne tro skulle være nationalt bestemt. For den ortodokse ekklesiologi, altså læren om kirken, er den helt modsatte: Kirken er lokal, det vil sige, Kirken er en konkret størrelse dér, hvor de troende samles om Herrens alter. Den lokale Kirke er præget af sproget og kulturen dér, hvor den befinder sig, men Kirken er ikke bestemt af én national identitet, tværtimod giver Kirken plads til forskellige nationale, sproglige og kulturelle særpræg.
KRISTUS ER OPSTANDEN!
f. Poul
Kilde til deklarationen fra Bukarest og svaret fra de franske ortodokse: www.orthodoxie.com
