| Udgivet 22. november 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn! Kære brødre og søstre i Kristus Vi har en opgave! For lidt over 15 år siden interviewede jeg en præst til den lille månedlige publikation, Kirkebladet, som jeg var med til at udgive op igennem 90-erne. F. Abraham hed han. Han havde fortalt om sin opvækst i England og om sin konversion til Den Ortodokse Kirke. Han havde m.a.o. en baggrund, der ligner den, så mange af os har: En kristen vesteuropæer, som efter moden overvejelse er konverteret til Den Ortodokse Kirke. Derfor stillede jeg ham følgende spørgsmål: Hvordan forestiller du dig Ortodoksien og Den Ortodokse Kirkes fremtid i Vesten? Og jeg uddybede spørgsmålet sådan her: Det er ingen hemmelighed, at de fleste mennesker i den vestlige kultur opfatter Ortodoksien som noget umådelig fremmedartet, som egentlig ikke hører til her hos os. – Og til sidst: Ser du, f. Abraham, nogen mulig tilnærmelse mellem de to størrelser Ortodoksien og Vesten? Læs mere Udgivet 1. oktober 2015 Gudsmoders Beskyttelse 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn Kære brødre og søstre i Kristus Ved højtiden for Gudsmoders Beskyttelse har jeg gennem alle årene læst for jer nogle uddrag af dét, den hellige Silouan, som vi mindedes for en uges tid siden, den 24. september, læst, hvad han siger om Gudsmoder. Også i år er der grund til at lytte til den hellige Silouan. Han skriver sådan her: Min sjæl skælver i ærefrygt, når jeg skuer den herlighed, der er om Gudsmoder. Min tanke rækker ikke til, mit hjerte er fattigt og svagt; men min sjæl fryder sig og længes efter at nedskrive i det mindste nogle ord om hende. Sjælen viger tilbage i frygt over for denne opgave, men kærligheden tvinger mig til ikke at skjule min taknemmelighed over hendes barmhjertighed. Skønt Gudsmoders liv er som tilsløret i hellig tavshed, har Herren dog givet Sin Ortodokse Kirke viden om, at hendes kærlighed omfatter hele verden. Hun skuer i Helligånden alle jordens folkeslag, og som sin Søn har hun medfølelse med hvert menneske. Vidste vi dog bare, hvor meget den alhellige Gudsmoder elsker dem, der holder Kristi bud, og hvilken medlidenhed og hvilken sorg, hun føler over dem, som ikke omvender sig! Jeg har selv erfaret dette! Jeg lyver ikke, for jeg taler for Guds ansigt, som min sjæl kender. Jeg kender den alrene Jomfru i Ånden. Set hende har jeg ikke, men Helligånden har givet mig at kende hende og hendes kærlighed til os. Uden hendes barmhjertighed ville jeg for længst være fortabt; men hun behagede at komme til mig og indtrængende bede mig om ikke mere at synde. Hun sagde til mig: ”Det smerter mig at se, hvordan du lever.” Hendes ord var stille og blide, men de virkede voldsomt i min sjæl. Der er gået mere end fyrre år siden da, men jeg har aldrig kunnet glemme hendes ord, fulde af sødme. Jeg véd ikke, hvad jeg skulle kunne give til gengæld for hendes kærlighed til mig, og hvordan jeg skulle kunne takke Herrens moder. Hun er i sandhed vor forbederske hos Gud, og alene lyden af hendes navn er nok til at glæde sjælen. Men alle i Himlen og alle på jorden fryder sig over hendes kærlighed. Hvilket ubegribeligt under! Hun dvæler i Himlen og skuer uophørligt Guds herlighed; og dog glemmer hun ikke os, ringe og fattige som vi er, og hun tager alle verdens folkeslag under sin beskyttelse. Sådan er den alrene Gudsmoder, som Herren har givet os. Hun er vor glæde og vort håb. Hun er vor moder i ånden. Hun er som menneske af samme væsen som os; og hver kristen sjæl længes i kærlighed mod hende.” Den hellige Silouans ord udtrykker smukt og dybt den kærlighed, vi i Kirken har til Maria, Gudsmoder. Kærligheden og længslen gælder selvsagt hele Kirken. Ingen kan tage et patent på Gudsmoder, hendes Beskyttelse rækker, som hl. Silouan siger, over alle verdens folkeslag. Men højtiden, som vi fejrer i dag, har ikke desto mindre en helt særlig betydning for os her i Danmark. For det er den højtid, til hvilken vor menighed er indviet, og hvis navn vi bærer: Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Højtiden grunder sig på et syn, som den hellige Andreas, dåre i Kristus, i det 10. århundrede modtog. Det var i Blacherne-kirken i Konstantinopel, hvor man opbevarede Gudsmoders kappe og slør. I løbet af vågenats-tjenesten, mens hellige Andreas befandt sig i bøn, så han Gudsmoder udbrede sit slør over de forsamlede. Andreas ilede da ind i alterrummet, og åbnede det skrin, hvor Gudsmoders slør befandt sig, og stående foran ikonostasens midterdøre spændte han sløret ud over mængden. Sløret var så stort, at det dækkede alle i den store forsamling, og ved en mystisk kraft forblev det udspændt i luften over dem. Herefter hævede Gudsmoder sig mod Himlen og forsvandt, omgivet af et strålende skær. Hun overlod sit hellige slør til det kristne folk som et pant på sin kærlige beskyttelse. En beskyttelse, som Gudsmoder igen og igen har tilstået os, som er i Guds Kirke. Nogle af jer kan sikkert huske dengang for næsten femten år siden, da vi grundlagde menigheden – eller rettere da vi gjorde de første tøvende forsøg på at formalisere vor meget lille gruppe af ortodokse kristne, for om en egentlig menighed var der endnu ikke tale. — Der var meget, vi ikke vidste, vi vidste heller ikke, hvad vi skulle kalde os. Selv hældede jeg dengang til, at vi skulle tage navn efter hellige Silouan, fordi jeg havde haft meget at gøre med Hellige Silouans Kloster i Frankrig. Men så var der én, som foreslog at vi skulle tage navn efter Gudsmoders Beskyttelse, og så såre det var blevet nævnt, stod det lysende klart, at dét skulle være navnet, og at vi skulle indvie menigheden til ære for Gudsmoders Beskyttelse. Vi havde sandelig også brug for Beskyttelse: Vi var en fåtallig flok. Nu 15 år efter er vi betragteligt flere, men fortsat ikke nogen talrig menighed. Vi er fortsat få og små med den sårbarhed, som følger deraf. Derfor er det fortsat afgørende for menighedens eksistens, at vi alle engagerer os, at vi er til stede ret og slet, og at vi bidrager økonomisk efter formåen. I det lange løb er det ikke holdbart med den tanke, at ”det er der nok nogle andre, der tager sig af”, det med at gå i kirke og dét med at betale. Det var noget fuldkommen nyt, noget hidtil uhørt, vi satte i værk dengang: Den Ortodokse Kirke i Danmark . Ikke en sømandskirke, ikke en såkaldt migrantkirke, men en lokal, ortodoks Kirke for danskere, rumænere, georgiere og andre folk, som har det til fælles, at de bor i Danmark, folk, hvis børn går i skole her og har deres fremtid her i landet. — Det var som sagt uhørt! Bevares, der havde tidligere været forsøg med dansksprogede tjenester i en russisk menighed her i byen, men altid som undtagelsen, som et ekstranummer og ikke som norm. Vi blev set på dengang med stor skepsis og mistænksomhed, ja slet og ret med regulær modvilje af migranterne. Og det gør vi vist stadig! Den misforståelse er desværre udbredt, at vil nogen være rigtig ortodoks, ja så må han eller hun forklæde sig som russer, græker, serber, rumæner eller andet fjernt fra Danmark. Mange tvivlede på, at det ville kunne lade sig gøre, tvivlede på, at en sådan menighed ville være levedygtig. Også mennesker, der var enige med os, mennesker, som gerne så en dansksproget Ortodoks Kirke vokse frem, men ikke turde tro, det var muligt, også de tøvede. Der var, kort sagt, ikke så lidt, som fra begyndelsen syntes at pege på, at initiativet hurtigt ville kuldsejle. Så vi kunne om nogen have brug for Beskyttelse. Og hvilken Beskyttelse skulle vi vel give os ind under, om ikke Gudsmoders beskyttende slør. Vi blev taget imod dengang med kærlighed og opbakning, både i det skandinaviske miljø, hvor f. Johannes og hl. Nikolai Menighet i Oslo står centralt, og i Det Vesteuropæiske Eksarkat, hvor Ærkebiskop Sergej ordinerede mig som diakon til tjeneste i Danmark.Men den helt afgørende konsolidering kom i 2003, hvor den nyvalgte — valgt den 1. maj 2003 med overvældende flertal af en forsamling af præsteskab og lægfolk på Eksarkatets Generalforsamlig i Paris — hvor nyvalgte Ærkebiskop Gabriel tog initiativ til, at hvis det skulle blive til noget for alvor i Danmark, ja, da måtte vi have en lokal præst. Det var hans initiativ. Ærkebiskoppen ringede mig op i sommeren 2003 kort tid efter sin indsættelse. Han orienterede mig om, at han skulle besøge Oslo og dér indvie den nye kirke den 7. september samme år, og han opfordrede mig til at rejse til Norge og være med, så der kunne foretages præstevielse ved samme lejlighed. På den måde blev jeg, præsten i Danmark, én af de første, Ærkebiskop Gabriel ordinerede. Men den allerførste, han indsatte til den præstelige tjenesten, var dog daværende munkediakon Job, den samme, som for snart to år siden af Patriarken og Synoden blev udvalgt og indsat som ny Ærkebiskop efter Ærkebiskop Gabriels alt for tidlige død. Vi ved endnu ikke, hvad denne nye situation vil kunne udvikle sig til. Men lad os, brødre og søstre i Kristus, stå fast på det fundament, som er dannet gennem årene. Lad os efterligne hl. Andreas, dåre i Kristus, og i alt godt, som hænder os, i al vækst og alt liv i vor menighed, i al indbyrdes kærlighed og i al styrke udadtil, lad os i alt dette se Gudsmoders beskyttende slør udspændt over os. Og lad os stole på, at om end der måtte være vanskelige tider forude, så er Gudsmoders omsorg med os under alle forhold. Må hendes kærlighed og Beskyttelse bevare os fra alle onde angreb og forvandle os, hver især og sammen, fra jordisk mørke til himmelsk lys. Må vi, under Gudsmoders slørs beskærmelse ufortrødent fortsætte vor vandring frem mod Guds Rige og vor Herre Jesu Kristi himmelske bolig. Ham være lov og pris til evig tid Amen f. Poul Udgivet 14. september 2015 Prædiken – Søndag den 13. september 2015
Forfesten til Korsophøjelsen I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Person, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kirke har vi ingen ”hellige bøger”. Hverken bøger, billeder eller andet er helligt i og for sig. Det er derfor, vi synger i Liturgien: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus til Gud Faders ære”. Vi tror ikke på en bog! Lad os forstå det ret. Jo, vi ærer evangeliebogen, vi ærer den som Kristi verbale ikon, ligesom vi ærer billederne, ikonerne af Kristus, Gudsmoder og de hellige til alle tider. Men vi ærer bogen og ikonerne af de hellige af én eneste grund: Ikke fordi de i sig selv er hellige, men fordi de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er blevet Menneske for vor frelses skyld. Nogle taler om ”de tre bogens religioner”, og med det søger de at etablere lighed mellem kristendom, jødedom og islam. Sådanne ligheder eksisterer da også. Men mere afgørende er forskellene. Dem bør vi hæfte os ved. Vi, som er kristne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så mange bogstaver, der bliver til så og så mange ord på så og så mange sider i denne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lovbog eller et sæt regler for ret livsførelse, vi peger på Ham, som i begyndelsen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus. Dermed er vi ude over, ja frie for alle bekymringer om vi nu læser den ”helt rigtige” Bog: Om der skulle være en særlig ”ortodoks bibel” med ét helt særlig ”ortodokst” antal skrifter, baseret på en helt særlig ”ortodoks” oversættelse eller grundskrift. – Bevares, alt sådant kan have interesse for den historiske og filologiske forskning, men for troen spiller det ingen rolle. Og dermed lægger vi fuldt og helt afstand til islams opfattelse af bogen som Guds eget dikterede ord (på arabisk, selvfølgelig!) om, hvordan vi mennesker skal leve og opføre os. Vi tror, lad os gentage det, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Person, ikke en bog. Bogen er, i det højeste, et troens hjælpemiddel og ikke troens genstand. Om så alle verdens bibler blev brændt på flammende bål, ville ilden ikke kunne tilintetgøre Kristus og dermed bringe Guds Ord til tavshed. Vi har læst fra Johannesevangeliet i dag – en kort tekst, som i sin midte har det vers, vi tolker og forstår som et koncentrat af Kristi Evangelium og dermed som det eneste, vi dybest set behøver for at vide, hvad kristendom er. Det gælder Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle mulige andre slags tro, for der findes, siger apostlen Peter, intet andet Navn under Himlen, hvorved vi kan frelses. – Og slet ikke troen på, at vi ved særligt fromme handlinger, altså ved at leve ord-ret og bogstaveligt efter forskrifterne i denne eller hin bog skulle kunne retfærdiggøre os eller fortjene frelsen uden om Kristus og troen på Ham.
….
Der er den seneste tid opstået en meget foruroligende situation i Danmark og resten af Europa. Der finder en veritabel folkevandring sted, hvor et meget stort antal mennesker fra Mellemøsten og Afrika søger nordpå og skaffer sig adgang til de europæiske lande. I den sidste uge har vi set en de facto opløsning af alle aftaler til regulering af tilstrømningen, vi har set, hvordan land efter land giver afkald på at håndhæve gældende regler og forordninger, også her hos os i Danmark, hvor myndighederne har opgivet al regulering, hvor man afspærrer motorveje for den trafik, de er beregnet til, for i stedet at overlade dem til store grupper af vandrende flygtninge, hvis identitet og mål ingen kender. Nogle kalder det et begyndende kaos. Kaos, som forstærkes af selvtægt fra et ikke lille antal mennesker, som på helt privat basis tilbyder de uregistrerede flygtninge transport tværs gennem landet. Mange sørger for at få indsatsen filmet, så de siden kan udstille deres gode gerninger på facebook og lignende medier: Se bare, hvor god og menneskekærlig, jeg er … På denne foruroligende baggrund blev der i onsdags udsendt en pressemeddelelse fra Danske Kirkers Forretningsudvalg i samarbejde med Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Den var at læse i K. D. i fredags, og er sikkert også blevet bragt i andre medier. Erklæringen har overskriften: Muslimer og kristne opfordrer til at vise flygtninge venlighed og respekt. Der er noget, der byder mig imod i denne erklæring, og jeg har spekuleret ganske længe over, hvad det er. De fleste af de 5 afsnit er gentagelser eller variationer af overskriften, altså opfordringer til at vise medmenneskelighed, venlighed og respekt over for flygtninge og asylansøgere. Den opfordring kan vel ingen have noget imod, heller ikke jeg, tværtimod. Selvfølgelig bør vi vise venlighed og respekt, det er sørgeligt og skammeligt at se, når enkelte føjer spot til skade ved at håne og mishandle mennesker der i forvejen har det meget svært. Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæringen fra Danske Kirkers Råd, der nederst på papiret præsenterer sig som — bestående af 16 medlemskirker, heraf Folkekirken, Den katolske Kirke, Den Ortodokse Kirke og en række frikirker — erklæringen fra dette kristne råd nævner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frelser enhver, der tror på Ham. Det kristne råd finder det ikke ulejligheden værd at nævne Kristi Navn, det eneste Navn under himlen, hvorved vi frelses. I stedet gør Danske Kirkers Råds Forretningsudvalg troen til en abstrakt, ubestemt størrelse, som ikke nødvendigvis har noget med Kristus at gøre. – Sammen med Muslimernes Fællesråd udtaler de: Vor gudstro kalder på konkret handling … for, hedder det videre: der er et kald i vore hellige bøger om, at vi skal tage imod den fremmede … Og så slutter passagen sådan her: Som kristne og muslimer i Danmark opfordrer vi til lokal handling. Med andre ord: Danske Kirkers Råd sidestiller kristen og muslimsk tro som to størrelser, der egentlig har helt samme indhold, blot med lidt forskellige ord: ”Vor gudstro” … og ”vore hellige bøger” tilsiger os at optræde på dén og dén måde, og derfor opfordrer vi i fællesskab til denne eller hin måde at handle på. – Herfra er der ikke langt til det ukristelige udsagn, at enhver bliver salig i sin tro. Til gengæld er der uendeligt langt til evangelisten Johannes’ koncentrat af den kristne tro:
Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Ham være lov og pris til evig tid! … Amen. Udgivet 18. januar 2015 Prædiken 32. Søndag efter Pinse
Den blinde i Jeriko
Søndag den 18. januar 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Én af dagene i forgangne uge var der en journalist fra K. D., som ringede til mig. Han ringede for at spørge, hvilke reaktioner der mon var blandt ortodokse kristne, og altså i en menighed som Gudsmoders Beskyttelse, når præster i folkekirken proklamerer offentligt, at de ikke tror på alt det overnaturlige i kristendommen. Når de beretter, at de er så oplyste og så gennemsyrede i tanke og sind af rationalistisk filosofi, at det er dem aldeles umuligt at forholde sig til jomfrufødslen og til vor Herre Jesu Kristi guddommelige undfangelse. Og at de af samme grund heller ikke kan tro på opstandelsen som fysisk virkelighed, at de er alt for kloge til at tro på Evangeliets ord, at Kristus på tredjedagen viste Sig for apostlene, spiste fisk sammen med dem og lod dem føle på Sine hænder og fødder for at de skulle forstå, at Han var virkelig. Læs mere |
