Oplæg til samtale, fredag den 9. marts 2018, kl. 16.00 i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, Vor Frue Kirkeplads 2, 8000 Aarhus C
Den Ortodokse Kirkes Tradition anviser en bestemt, veldefineret og markant vej frem mod Påske, hvor vi får del i Kristi Opstandelse, Hans sejr over døden og sprængningen af dødsrigets porte. Rammen for de troendes forberedelse til højtiden er de 40 dage, som udgør Den Store Faste; men vi indleder allerede indflyvningen til Påske gennem de 4 søndage, der ligger forud for selve Fasten. Vi skal tale om, hvad faste i det hele taget betyder og om nogle af temaerne for de enkelte søndage gennem mere end 2 måneders forberedelse.
Reformationen fejrer 500-års jubilæum i år. I det folkekirkelige Danmark er der fest og glæde, en stort set ukritisk anprisning af Luther. Alt godt – frihed, oplysning og demokrati, ja, selveste velfærdsstaten – tilskrives Luther. Kirker over det ganske land afholder jubilæumsgudstjenester. Teatre kappes om at lave luther-forestillinger. Museerne laver udstillinger. Der er foredrag og talk-shows om Reformationen. Sigurd Barrett og hans tøjbamse bringer det glade budskab til de mindste.
Jeg mindes min barndoms skole i 1950erne. Vi lærte, at Luther og Hans Tavsen var den kristne tros sande ophavsmænd. Vi hørte om deres radikale opgør med den sorte middelalder. Læreren berettede, at der i forgangne tider ganske vist også havde været en slags kristendom både i Jerusalem, Konstantinopel og Rom; men den gamle tro havde vi danske med Luther og Hans Tavsen lagt bag os for længst.
Men hov! Her er der grund til at stoppe op et øjeblik. For var Luthers projekt ikke at søge bagom det 16. århundredes romersk-katolske kirke, tilbage til rødderne, ad fontes? Til den oprindelige kristendom? Jo, det er sandt; og derfor spørger vi: Lykkedes operationen? Ledte Reformationen faktisk tilbage til kilderne og den ortodokse tradition?
Det er et vanskeligt spørgsmål, måske med et indbygget paradoks. For Den Ortodokse Kirke er i mange ”moderne” folkekirkelige kristnes øjne en anakronisme, en ekstremt konservativ, højredrejet og højkirkelig overlevering fra uendeligt gamle dage. Men vil man til de kristne kilder, må man tage ortodoks tro og lære alvorligt som teologisk målestok.
Med andre ord: Det var naturligt, for ikke at sige uundgåeligt, at Reformationens fædre, som protesterede mod den romerske kirke og dens pavelige prætentioner, skulle søge kontakt med Den Ortodokse Kirke eller ”Østkirken”, som 500 år tidligere i år 1054 på det bestemteste netop havde afvist enhver tanke om romersk autokrati.
Det blev Philipp Melanchthon, tidligere professor i græsk i Wittenberg, der tog de første skridt. Det var ikke helt let, for der var ikke etablerede, diplomatiske forbindelser mellem reformatorerne og patriarkatet i Konstantinopel. Men i 1558 dukkede en ortodoks diakon ved navn Demetrios op i Wittenberg. Han fik god kontakt med det lutherske miljø og blev udpeget som budbringer. Den augsburgske Konfession blev oversat til græsk i 1559, og med den oversættelse rejste Demetrios til Konstantinopel. Med sig havde han også et personligt brev fra Melanchthon til patriark Joasaph.
Men patriarken og den hellige Synode i Konstantinopel syntes slet ikke godt om augsburgdokumentet. Derfor tog de i første omgang deres tilflugt til det østlige diplomatis foretrukne redskab, nemlig rungende tavshed over for et protestantisk læreudsagn, de fandt helt uantageligt. De lod slet og ret, som om de aldrig havde modtaget dokumenterne, og der kom intet svar tilbage til Wittenberg.
Godt 10 år senere gør reformatorerne et nyt forsøg. Og denne gang var det vanskeligere for de ortodokse at lade som ingenting, for initiativet kom ikke fra Tyskland, men fra den tyske, kejserlige ambassadør i Konstantinopel, David von Ungnad, og hans medbragte, græsktalende og lærde præst, Stefan Gerlach. De to etablerede forbindelse mellem patriark Jeremias II og en professor i græsk, Martin Crusius, ved det protestantiske universitet i Tübingen. Atter en gang blev der i 1574 sendt 6 kopier af den græske oversættelse af Augsburg-konfessionen afsted. Kopien til patriark Jeremias blev atter vedlagt et brev fra de lutherske teologer, som understregede, at de ikke havde tilføjet noget nyt til kirkens lære, at de holdt sig til apostlene, profeterne og de hellige fædres lære, samt at de var inspirerede af Helligånden, de syv Konciler og den hellige Skrift.
Der var ingen vej uden om at reagere, og patriark Jeremias II fik udarbejdet et omfattende svarbrev, som forholdt sig til hvert enkelt af de 21 punkter i Den augsburgske Konfession. Brevet er dateret den 15. maj 1576. Patriarken erklærer sig, ikke overraskende, enig i artiklel 1 om Den nikænske Trosbekendelse som udtryk for den sande tro; men han understreger samtidigt, at trosbekendelsen skal bruges i sin oprindelige form og uden de ændringer, Rom havde foretaget.
Tonen i svaret fra Konstantinopel er ganske imødekommende. Men patriarken gør det samtidigt klart, hvor der er uoverensstemmelser i forhold til den ortodokse lære. Det gælder dåben, hvor svarbrevet understreger, at den latinske, vestlige praksis med nogle dråber vand på panden er utilstrækkelig og forkert. Dåb skal foretages ved fuld neddykning tre gange; og dåben skal straks følges op af myronsalvning.
Fra dåben går der en linie til de divergerende syn på sakramenter i øvrigt. Af Den augsburgske Konfessions artikel 7 om ”kirkens sande enhed”, har den nye patriark Jeremias forstået, at reformatorerne kun anerkender to sakramenter, dåb og nadver; og han gør det klart, at det ikke er acceptabelt for den ortodokse teologi, som opererer med mindst syv sakramenter.
Værre og mere kontroversielt bliver det, når det kommer til forståelsen af, hvad der finder sted i nadveren. Det er både utilstrækkeligt og misvisende for den ortodokse teologi, når det i Augsburgkonfessionens artikel 10 blot hedder, at ”Kristi legeme og blod i sandhed er tilstede”. Patriarken understreger i sit svar elementernes forvandling! Han gør det klart, at det er Den Ortodokse Kirkes lære, at brødet og vinen på kirkens alter under liturgien virkelig forvandles til Kristi Legeme og Blod. Troen modtager forvandlingen som et guddommeligt mysterie. Reformatorernes position, at brød og vin forbliver, hvad de er, og at alt afhænger af troen hos den, der modtager nadveren, var og er både fremmed og uantagelig for den ortodokse tro.
I forbindelse med nadveren peger patriark Jeremias på yderligere to punkter, der adskiller reformatorerne fra den ortodokse lære og praksis. For det første nævner han, at nadverritualet bliver tomt uden den såkaldte epiklesebøn. Bønnen nedkalder Helligånden over brødet og vinen på alteret, og den er forudsætningen for, at forvandlingen kan finde sted. Derfor er det uantageligt for Den Ortodokse Kirke, når de lutherske kirker udelader denne bøn. For det andet tager patriarken afstand fra de såkaldt usyrede brød, altså de flade oblater, som benyttes både i katolske og lutherske kirker. Den ortodokse kirke bruger syret, altså brød, som er hævet med gær; for brødet må være levende for at kunne symbolisere det nye liv i Kristus. Og de døde oblater modarbejder den symbolik.
Svaret fra Konstantinopel udtrykker endvidere betænkelighed ved artikel 15 i Augsburgdokumentet. Den omhandler ”kirkeskikkene”, og det hedder deri, at ”menneskelige traditioner … med hensyn til spiser og dage … er unyttige og imod evangeliet.” For den ortodokse kirke, som lever med en kirkekalender, fuld af højtider, hvor man året rundt mindes de hellige, og hvor der forekommer en stadig vekslen mellem faste og fest, er det en uforståelig tankegang, at det skulle være ”imod evangeliet”. Dertil forekommer det de ortodokse både snæversynet og reduktionistisk at ville afvise sådanne traditioners åndelige værdi.
Diskussionen om ”kirkeskikkene” fører direkte til artikel 21, den sidste i Den augsburgske Konfession med overskriften ”Om helgendyrkelse”. Heri hedder det bl.a. at ”Skriften lærer os ikke, at vi skal påkalde de hellige eller bede dem om hjælp.” Det er for ortodokse kristne en chokerende påstand. Patriark Jeremias erklærer sig i sit svar enig med reformatorerne deri, at tilbedelse alene tilkommer Gud; men når det er sagt, så er det ortodoks tro, at det både er lovligt og gavnligt at påkalde de hellige, først og fremmest Gudsmoder Maria, men også de øvrige hellige til alle tider tillige med ærkeengle og engle, som er i himmelen hos Gud, så de kan gå i forbøn for os. Den ortodokse forståelse af Kirken begrænser sig ikke til den slægt, der tilfældigvis lever på et givet tidspunkt i historien. Nej, Kirken omfatter både himmel og jord, engle og mennesker, forgangne, nuværende og kommende slægter; og for den ortodokse troende er der ikke noget mærkeligt endsige forkert i at bede for de hensovne eller i at bede de hellige om forbøn. Det er tværtimod den naturligste ting af verden.
Sidst, men ikke mindst skal det nævnes, at korrespondancen berører spørgsmålet om menneskets frie vilje i forhold til sin egen frelse og til Gud. Augsburgkonfessionens artikel 18 har netop overskriften ”Om den frie vilje”. Her siges det, at selv om ”den menneskelige vilje har en vis frihed i forhold til at udøve borgerlig retfærdighed”, så har den ingen virkning, når det gælder det åndelige liv og modtagelsen af frelsen, som alene beror på Guds nåde. Dette er i meget skarp modsætning til den ortodokse lære om samvirke eller synergi: Kun det menneske, som af sin frie vilje ønsker det, og som selv aktivt arbejder med på sin frelse, kan modtage denne fra Gud. Den vilje og det samarbejde med Gud har konkrete udtryk i menneskers liv. I et efterskrift fremhæver patriark Jeremias regelmæssig kirkegang og deltagelse i det sakramentale liv som vigtige måder for mennesker til at arbejde med på deres frelse. Han nævner også klosterlivet. — Reformatorernes position opfatter patriarken som faretruende nær på prædestination. En skæbnetro, efter hvilken mennesket intet har at bidrage med til sin frelse, og hvor Gud omvendt enten bortdømmer eller frelser mennesker, uagtet om de vil det eller ej. Den tro er fuldkommen fremmed for den ortodokse tanke.
Til sidst i sit svar udtrykker patriarken den opfattelse, at den videre vej for reformatorerne bør være fuld og hel tilslutning til Den Ortodokse Kirke. ”Højlærde tyskere”, skriver han, ”siden I viseligt, efter rådslagning og helhjertet ønsker at knytte jer sammen med os til Kristi hellige Kirke […] vil vi med glæde modtage jer […] hvis I er villige til sammen med os at følge de apostolske og synodale traditioner og underlægge jer disse.”
Patriarkens brev nåede Tyskland i sommeren 1576. Teologerne i Tübingen var skuffede, men gjorde endnu et forsøg. De komponerede et gensvar, hvor de forsøgte bedre at forklare nogle af de punkter, patriarken havde opponeret imod. Men de fastholdt samtidigt, at de kun anerkender to sakramenter, dåb og nadver, at der ikke finder nogen forvandling sted med brødet og vinen på alteret, og at de ikke finder det passende at påkalde de hellige. Liturgien, spørgsmålet om oblater eller hævet brød samt klosterlivet nævner de slet ikke.
Dette andet brev blev afsendt i 1577, og i 1579 kom reaktionen fra patriarkatet. Det gentager, i en skarpere tone, pointerne fra det første brev og lægger særlig vægt på forskellen i synet på den frie vilje, påkaldelsen af de hellige samt den ortodokse forståelse af ikoner og relikvier. Tyskerne gjorde så et tredje forsøg og sendte endnu en henvendelse i 1580, hvori de gjorde gældende, at de læremæssige forskelle angående frelse ved tro alene, menneskets frie vilje og forvandlingen af brød og vin, at det alt sammen var et spørgsmål om forskellig sprogbrug og ikke et udtryk for virkelige uenigheder.
Patriark Jeremias havde imidlertid givet op. Han afsendte den 6. juni 1581 et sidste svar til Tübingen, hvori han endnu engang resumerede den ortodokse position og tilføjede denne epilog: ”Derfor beder vi om, at I fra nu af ikke skaber os mere sorg eller skriver til os om samme sag […] Lad os venligst være fri for disse bekymringer. Derfor, I som går jeres egne veje, skriv ikke mere angående lærespørgsmål; men hvis I skriver, så skriv kun for venskabs skyld. Farvel!”
Tyskerne sendte alligevel et fjerde brev, som i alt væsentligt var en kopi af dét fra 1580. På denne sidste henvendelse til Konstantinopel kom der intet svar.
Lykkedes operationen? Ja og nej. Eller rettere, den er måske endnu ikke afsluttet. En del præster og troende i folkekirken søger fortsat tilbage til rødderne, til den oprindelige kirke og tradition. De søger at tilegne sig ortodoks tro og tradition: Ærefrygten for de hellige mysterier: dåb, nadver, skriftemål, ægtevielse og flere endnu, den vedvarende bøn, ikonerne og dermed venerationen for de hellige. Men er en sådan troens alvor forenelig med spaghettigudstjenester, rappende og strippende præster, reinkarnation, spiritisme med heste og hunde, tarotkort og lignende løjer i folkekirken? Er den forenelig med Sigurd Barrett og hans tøjbamse. Jeg mener nej.
Men måske er der endnu tid? Nogle sætter deres lid til mellemkirkelige drøftelser. I Kirkernes Verdensråd deltager både Reformationens kirker og Den Ortodokse Kirke (om end ikke uden betænkelighed og med undtagelse af to ortodokse patriarkater). Om samtalerne dér for alvor kan bringe ortodokse og protestanter nærmere hinanden, det vil fremtiden vise. Lokalt i Danmark har vi Danske Kirkers Råd, som i anledning af Reformationens fødselsdag i efteråret 2017 vil udgive et hæfte om den basale, kristne tro, som skulle være fælles for alle kirker. Men det lykkedes desværre ikke at nå til enighed om ordlyden i hæftet. De ortodokse Kirker, som er medlemmer af Danske Kirkers Råd, kunne ikke stå inde for indholdet. De ortodokse står derfor heller ikke som medudgivere. Uden sammenligning i øvrigt fornemmer man måske i den historie et svagt ekko af den kuldsejlede dialog fra anden halvdel af det 16. århundrede?
Teksten er bragt som kronik i dagbladet Politiken søndag den 20. august under overskriften ”tro, teologi og tøjbamser”.
Abstract: There are different calendar systems in use among Orthodox Churches worldwide. Non-movable Orthodox Christian feasts like Nativity, Annunciation, Transfiguration, and so on, are celebrated according to two different — Julian and Revised Julian — calendars. However, when it comes to the question of the Easter date, most of the churches with some exception celebrate the feast of the Resurrection of our Lord Jesus Christ on the same Sunday. Despite different calendar systems, it is precisely the Easter date determination question on which all calendar systems are based. Presented paper studies the Easter date (also known as Paschal) related question from historical, canonical, mathematical and astronomical points of view. Two existing paschal systems — Alexandrian and Gregorian — are presented here. According to these systems, the dates of the Easter for the period of 2000 — 2050 are calculated and compared with the astronomical dates defined by the Church canonical requirements for the Easter date determination. Obtained results reveal that the Alexandrian method used in most Orthodox churches often deviate from the astronomical reality and canonical rules, and its accuracy can reach only 31% for the given period of years. On the other hand, the accuracy of the Gregorian method used in the Catholic/Protestant world can be as high as 92%.
”Alle protestanter er krypto-papister!” Sådan formulerede en ortodoks, russisk teolog, Alexis Khomiakov, sig i 1846. ”For nu at benytte algebraens præcise sprog: Hele Vesten kender kun ét datum: A. Hvad enten det har det positive fortegn, ”plus”, som hos romerne eller det negative fortegn, ”minus”, som hos protestanterne, så forbliver A’et det samme.”
Engelske Kallistos Ware indleder sin bog, ”The Orthodox Church”, fra 1963 med netop dette citat fra Khomiakov. Og han kommenterer Khomiakovs udsagn sådan: ”Kristne i Vesten, romerkatolikker og protestanter, stiller almindeligvis de samme spørgsmål, selv om de måske ikke er enige om svarene. Men for Den Ortodokse Kirke er det ikke bare svarene, som er nogle andre; selve spørgsmålene er ikke de samme som i Vesten. I Vesten er det almindeligt at tænke på katolicisme og protestantisme som store modsætninger; men for den ortodokse fremtræder de som to sider af samme mønt. Khomiakov kalder paven for ’den første protestant’ og ’den tyske rationalismes fader’”.
Protestanter og katolikker finder gerne Khomiakovs og Kallistos Ware’s ord både misforståede og unødigt konfronterende. Det beror måske på, at deres betragtninger river tæppet væk under visse økumeniske drømmerier, som forudsætter, at alle kirkesamfund kan indlæses ét eller andet sted, til højre, til venstre eller midt på én og samme skala. Og som gerne forestiller sig Ortodoksien som en særligt konservativ, lettere eksotisk, højreorienteret afart af katolicismen.
Men tænk nu, hvis Khomiakov og Ware har ret i, at protestantisme og katolicisme blot er to sider af samme mønt. Det ville unægtelig kaste uventet lys over pave Frans’ nylige besøg i Lund og over den katolske begejstring for at deltage i 500-års jubilæet for Reformationen.
Det er selvsagt ikke muligt i en kort artikel (oprindeligt en aviskronik) at gøre rede for disse indviklede forhold. Men lad mig alligevel antyde et mønster med udgangspunkt i forestillingen om arvesynd. Begrebet opstår hos Augustin i det 4. århundrede og har lige siden haft massiv indflydelse på den teologiske tankegang i Vesten. I Østens kirke derimod har arvesyndstanken aldrig haft nogen særlig betydning, og ortodoks teologi forstår Adams synd og dens konsekvenser for menneskene anderledes end de vestlige kirkesamfund.
Synd og skyld er ikke arvelige. Vi er alene skyldige i de synder, vi selv begår, ikke i dem, andre har begået. Når nogen synder, er det udtryk for et personligt valg. Vore valg udspringer af menneskets frie vilje, som er umistelig. Synd er aldrig en handling, som med nødvendighed følger af en fordærvet natur. Mennesket er skabt frit, og den gudgivne frihed kan ikke udslettes af nogen arvesynd. Adam og Evas oprør mod Gud er deres personlige synd.
Friheden udelukker imidlertid ikke, at at alle mennesker og hele den menneskelige natur lider under følgerne af Adams synd. Men ortodoks antropologi tænker sig ikke en retlig skyld eller gæld, der nedarves fra slægt til slægt. Menneskehedens fælles arv fra Adam og Eva er ikke et uopfyldt retskrav eller på anden måde et anliggende om skyld og straf. Arven er det fælles livsvilkår, vi kender alt for godt, forgængelighed og død. Snarere end arvesynd opererer ortodoks teologi med arvedød.
Kontrasten mellem Vest og Øst, når det gælder synd og skyld, står lysende klar i forbindelse med den tidlige kirkes diskussion om barnedåb. Augustin mente, at børn fødes som syndere, ikke fordi de personligt har syndet, men fordi de er kommet til verden med et retskrav vendt imod sig grundet Adam og Evas synd; og derfor er det, bogstaveligt talt, livet om at gøre at døbe børnene, for at de ikke skal dømmes og fortabes på grund af denne nedarvede skyld.
Den ortodokse tankegang er en ganske anden. Augustins samtidige, Theodoret af Cyrus skriver, at dåbens indhold ikke alene kan være syndernes forladelse, for ”hvorfor skulle vi da døbe nyfødte børn, som endnu ikke kender til synden?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. Dåben er, skriver Theodoret, ”en frelsens kåbe, en glædens kjortel, en lysets klædning eller snarere selve lyset.” Kirken døber de nyfødte, ikke for at forlade dem de synder, de endnu ikke har begået, men for at skænke dem evigt liv.
De forskellige syn i Øst og Vest på arvesynd og nedarvet skyld fører til ganske afvigende opfattelser af, hvorfor Kristus bliver menneske. Katolikker og protestanter tænker sig ofte inkarnationen som led i et nødvendigt og uomgængeligt retsopgør. Vi finder tanken udtrykt hos Anselm af Canterbury i det 11. århundrede i et værk med titlen ”Hvorfor blev Gud Menneske?. Anselm udfolder en teologi om den stedfortrædende straf, nemlig den forestilling, at Kristus ved sin korsfæstelse og død påtager sig at udstå den straf, som Adams efterkommere var blevet idømt, og at vi derfor kan gå fri.
Det kan næsten ikke understreges tilstrækkeligt, at denne juridisk prægede tankegang er fremmed for Den Ortodokse Kirke og tro. Med Isak Syreren (10. århundrede) lever vi langt snarere under det perspektiv, at inkarnationen var bestemt til at finde sted under alle omstændigheder, også uden at noget syndefald havde fundet sted. Kristi fødsel som menneske finder sted, fordi Gud ønsker at forene sig tættest muligt med sin skabning. Kristus påtager sig vore menneskelige vilkår for at kunne give os del i sin guddommelige herlighed.
Den ortodokse forståelse af inkarnationen sammenfattes i en markant formulering hos Maximos Bekenderen (6. årh.): ”Gud skabte verden, for at han selv kunne blive menneske deri, og for at mennesket kunne blive guddommeliggjort af nåde og få del i det guddommelige livs vilkår.”
Guddommeliggørelse! Antropologien i den ortodokse tro, forståelsen af hvad et menneske i det hele taget er, bygger på den faste overbevisning, at mennesket er skabt til fællesskab med Gud. Skabt til åndelig vækst i en stadig vekselvirkning mellem Guds kærlighed og menneskets frie vilje. Ifølge Maximos Bekenderen lod Gud to guddommelige egenskaber, væren og evigt liv, indgå i menneskets væsen. Og Gud stillede derpå mennesket frit til at modtage eller afvise yderligere to guddommelige egenskaber, godhed og visdom.
Kristus bliver menneske, for at åbne alle mennesker vejen til at blive guddommeliggjorte. Derfor synger Den Ortodokse Kirke, hver gang et barn eller en voksen døbes, disse ord fra Galaterbrevet: ”Alle I, som er døbte til Kristus, har iført jer Kristus!” Men hvad betyder det at iføre sig Kristus? Her er vi ved det kristne livs dybeste mysterium: Kristi guddommelige og vore menneskelige veje bliver sammenfaldende, de forenes til én og samme vej, så sandt vi ved dåben og myronsalvningen og ved den stadige modtagelse af Herrens Legeme og Blod i nadveren podes på Kristus og bliver ét med Ham. Her manifesteres det kristne livs mystiske bevægelse fra død og forgængelighed til liv uden ende, fra synd til herliggørelse gennem vekselvirkning og identifikation mellem Kristus og os. Af Guds nåde, og forudsat, at vi vil tage imod ham!
Hvis Den Lutherske og Den Romersk-Katolske Kirke med visse nuancer er enige om, at arvesynd og viljens ufrihed er sørgelige følger af Adams ulydighed, at dåb er en nødvendighed for at undgå evig fortabelse, og at Kristus blev menneske for at påtage sig straf på vore vegne, så peger Den Ortodokse Kirke i stedet på arvedød, på at synden er et personligt valg, og på at menneskets frie vilje er en umistelig gave fra Gud. Og først og sidst peger Ortodoksien på, at Kristus blev menneske for at give mennesker del i sin guddommelighed.
Denne tekst har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 2. februar 2017.
Rev. A. James Bernstein: ”Surprised by Christ – My Journey from Judaism to Orthodox Christianity” (Conciliar Press Ministries Ben Lomond, California 2008), 335 sider samt en halv snes sider med sort-hvide fotos fra f. James’ liv. ISBN: 9781888212–95‑2
”I efteråret 1977 læste min præstekollega Gerald Crawford og jeg ”The Orthodox Church” af Timothy Ware og forskellige andre ortodokse bøger, og de gjorde et så stort indtryk på os, at vi besluttede os for at besøge en ortodoks kirke for første gang. Jeg var noget betænkelig ved at tage afsted, eftersom mine erfaringer med det højkirkelige miljø var overvejende negative. Til min glædelige overraskelse havde jeg straks en tydelig følelse af at være i Guds nærvær, fra det øjeblik jeg kom ind i kirken. Det var som at bevæge sig tilbage i tiden sammen med Kristus og træde ind i det gamle jødiske Tempel i Jerusalem. Alt i gudstjenesten var centreret om tilbedelsen af den Allerhøjeste Gud. Musikken adskilte sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i protestantiske kirker. Den var mere dæmpet og besad en mystisk kvalitet. Visuelt mindede kirkens indre mig om det gamle Tempel – det var overvældende. Foran stod et alter med en jødisk udseende kandelaber ovenpå. Efter tjenesten gik jeg hjem og opdagede, at den søde aroma fra røgelsen havde gennemtrængt mine klæder. Det var, som havde jeg bragt noget af den himmelske tilstedeværelse med mig hjem.” (p. 179)
Ovenstående passage står at læse i f. James’ medrivende selvbiografi, der beskriver, hvordan hans kamp for at lære Gud at kende førte ham fra Jødedom til Ortodoks Kristendom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michigan, men voksede op i New York City i skyggen af Holocaust, gik på college i Quens, spillede skak på højt niveau, var i Israel under Seksdages Krigen, var med i Jesus-bevægelsen og hippiekulturen i San Francisco Bay Area i begyndelsen af 1970’erne, kom sammen med en gruppe trosfæller og venner med i EOC (den Evangelisk Ortodokse Kirke i Amerika), som nærmede sig den Ortodokse Tradition, og som førte til, at han blev modtaget i OCA (den Ortodokse Kirke i Amerika). Derefter læste han teologi på St.Vladimirs Seminarium, overgik til Antiokias Ærkestift, blev præsteordineret i 1988 som 42 årig, hvorefter han tjente ved St. Anthony’s Orthodox Church i Bergenfield, New Jersey, mens han færdiggjorde sine teologiske studier. Undervejs havde han mødt Bonnie Lynn Halström, der var af svensk afstamning og sammen med sine forældre engageret i Baptistkirken. De blev gift i 1971 i Tilden Park i Berkeley Hills – et hippiebryllup, forestået af grundlæggeren af bevægelsen ”Jøder for Jesus” Moishe Rosen! Siden fulgtes de ad ind i Den Ortodokse Kirke sammen med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.
F. James blev ”overrasket af Kristus” som 16-årig, med en åndelig styrke der vendte op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Messias, der profeteres om i det Gamle Testamente. Det var ikke nemt at bryde med den fædrene tro! ”Som jøder lærte vi, at vi ikke kunne tro på Jesus, fordi det er blasfemi at tro på, at et menneske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvorligt overvejede Kristendommen, kæmpede jeg med spørgsmål som: ’Hvad hvis Gud ønskede at manifestere Sig Selv som Menneske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan heller ikke blive Menneske’. At acceptere den mulighed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at manifestere Sig Selv som Menneske, var et kæmpe paradigmeskift for mig.” (s.277 f.) Efter paradigmeskiftet læser f. James Gammel- og Ny Testamente med nye briller og får øjnene op for, at Moses oplyser jøderne om, hvem Messias vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hedder det: ”I gransker skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. (…) Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.”
Den videre vej til ortodoksien går for ham gennem den vestlige kristendom i adskillige versioner, men ingen steder føler han sig hjemme, samtlige kirkeretninger forekommer ham udefinerbart spirituelle og rodløse eller forvrængede i deres teologi. Det tog ham 16 år at finde/blive fundet af Kristus, og det tog ham 19 år at finde Kirken. I dag tjener han som præst ved Saint Paul Orthodox Church, Lynnwood, Washington.
F. James beskriver tid og sted, så læseren ser det for sig og lever sig ind i begivenhederne. I det sidste af bogens tre hovedafsnit gør han mere systematisk rede for den ortodokse tro og teologi, idet han afgrænser den fra den vestlige kristendom. Han tager afstand fra Augustins arvesyndslære og dennes store påvirkning på Vesten og den Romersk Katolske Kirke, der, som han ser det, ligger meget langt fra ånden i både Jødedom og Ortodoks Kristendom. Kristus inkarneredes ikke med det formål at lide døden på Korset som et stedfortrædende offer og således tilfredsstille en vred og hævngerrig Gud, men for at frelse os fra en falden tilstand og forvandle os ved at gøre os i stand til at blive guddommelige – ”Gud blev Menneske, for at mennesket kunne blive Gud”. Han giver klare ortodokse svar på vigtige teologiske spørgsmål: Hvad er Kirken, hvordan skal vi forstå Frelsen, og hvad er Synd?
Synd er at vende sig bort fra Gud, sige nej til Ham. Guds rensende ild er for alle, men ikke alle vil vide af den! F. James udfolder dette med et citat fra den hellige Maximos Bekenderen (7.årh): ”Sjælen er som voks, hvis den holder fast ved Gud, men som ler hvis den holder fast ved materien. Hvad den gør afhænger af dens egen vilje og hensigt. Ler bliver hårdt i solen, mens voks bliver blødt. På samme måde bliver enhver sjæl, der trods Guds formaninger bevidst holder fast ved den materielle verden, hårdt som ler og driver sig ud i selvdestruktion (…) Mens enhver sjæl, der holder fast ved Gud, bliver blødgjort som voks ’…opbygget til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at modtage indtrykket og mærket af den guddommelige virkelighed.”
F. James’ beretning om at konvertere fra Jødedom til Ortodoks Kristendom – ad mange omveje! – er spændende og lærerig, interessant er det at høre om hans vedholdende kamp for at nå frem til Sandheden gennem de mange kristne tilbud i USA fra 1960’erne og frem.
Et særligt træk ved denne konvertithistorie er jo f. James’ jødiske baggrund, og jeg vil fremhæve den vægt, han lægger på slægtskabet mellem det jødiske og det ortodokse jf. det indledende citat samt bogens dedikation:
Denne bog er dedikeret til den største Jøde, Jesus Kristus og til den største jødinde Jomfru Maria og også til ”folket af deres kød” Jøderne.
”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” (1 Joh 4:8)
