På dagen for vor Herres Fødsel har ”Retfærdighedens Sol taget mørkets datter til ægte” (den syriske liturgi).
Se, hvor daggryet bryder frem ved den mørke nats afslutning, når Kristus oplyser hele skabningen, hvis skønhed er beskadiget af mørket fra vore overtrædelser. Ligesom hyrderne ved Bethlehem i de dage fryder vi os i dag, når vi hører englene forkynde, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, dette Barn, det er Gud selv, som besøger os og derfor antager vort kød.
Takket være Faderens Elskede, som viser Sig på jorden, er vi ikke længere alene i denne verdens kulde, ”hvor de, som mangler brød, har vilje til at leve, og de, som har brød, ikke længere véd, hvorfor de skulle leve” (Liturgiske prædikener — Jean Corbon).
Ja, vor verden er kold! Og vi søger at varme os ved kilder, som er overfladiske og til ingen nytte. Vi vil leve et kunstigt liv, hvis triste tomhed vi opdager for sent, og sammenkrøbne om os selv falder vi i søvn og glemmer Håbet, som banker på hjertets dør. Men denne verden, det er vor verden, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori mennesker accepterer at hade og dræbe hinanden. Hvori dén, som har alt, uden mindste bekymring eller medlidenhed går forbi dén, som intet har. Hvor en broder bestjæler sin broder for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nogle gamle sten, hvoraf der ved tidernes ende intet vil være tilbage …
”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Hvad gør vi som kristne med den nyhed, englene forkynder? Ved Kristi Fødsel er det tid til at vække vore hjerter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måtte være fromme! Det er tid til at vække håbet, til at dele det og få vore brødre til at leve ved det: Ligesom hyrderne må vi med eftertryk forkynde for alle, at med Gud kan alting forandres, alt kan frelses!
Dette håb og den glæde, som det fører til, bør stråle ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et virkeligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som verden ikke kan give … Om hver af os viste et kærligt smilende ansigt til den broder, som hungrer efter netop dét … Om hver af os lagde sin kølige hånd på den undertryktes feberhede pande … Om den kærlighed, som er i os, kunne strømme som dåbsvandet og bortvaske alle sår … Om tilgivelsen kunne hæve sig op over den vrede og det had, som er vakt i os af dem, som burde kaldes brødre …
Vi bør føle os ansvarlige for Guds gave her ved højtiden for vor Herre Jesu Kristi Fødsel, som aktualiseres på ny. Vi er af væsen forbundne med alle vore brødre og søstre på denne jord, for Herren har skabt os ”i Sit billede og til Sin lighed”, lige meget hvem vi er! Der resterer altid en smule af den oprindelige skønhed, Gud har skænket os!
Jul, det er den forundring, Gud frembringer, både hos hyrderne og de vise mænd! Jul, det er betagelsen, når vi står foran fødselsikonen, det er glæden hos børnene og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sorgen over at være forladt og glemt … Det er også kulde og sult, som overmander legemet … Det er også den forkrøblede menneskehed, som ikke længere kan elske … Men jul, det er først og fremmest, at Faderen skænker os Sin elskede Søn! Og at Sønnen, Guds Ord, bliver Menneske, for at mennesket kan blive Gud (Athanasios af Alexandria). Og derfor fødes Han ligesom os, dog uden synd, men Han bærer alle syndens følger lige til døden på et Kors for så meget des bedre at kunne fri os fra synd og død.
Hvordan skal vi da gennemleve julen? Helt enkelt, lad os vedholdende og parate tage imod Guds kærlighed! Lad os ligeledes have et åbent blik for det menneske, som lider, ofte uskyldigt … Lad os simpelt hen være vedholdende i kærlighed!
Grotten i Bethlehem skænker os håb: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!” (Salme 26/27, 14). Det er med stor kærlighed, brødre og søstre, at jeg ønsker jer en glædelig fest for Herrens Fødsel.
Må vor Herre Jesus Kristus, Han hvis Fødsel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæde, og må Han sænke Sin frelsende nåde ned over os! Amen.
Søndag den 30. Oktober dekorerede Hans Hellighed, Patriark af Jerusalem, Theofilos III, Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane, Eksark for Den økumeniske Patriark med det særlige kors som Ridder af Den Hellige Grav.
Udmærkelsen blev overrakt i patriarkatet på dagen, som afsluttede Ærkestiftets pilgrimsrejse til Det hellige Land under det besøg, Ærkebiskop Gabriel aflagde hos patriarken for at takke denne for venlig modtagelse. Ærkebiskop Gabriel blev her ledsaget af flere præster samt af Hierodiakon Athanasios.
Ved overrækkelsen understregede patriarken, at denne ærefulde udmærkelse kun uddeles af Jerusalems Patriarkat, Kirkernes moder, ved helt særlige lejligheder, og at den tildeles Ærkebiskop Gabriel af Comane i anerkendelse af hans pastorale indsats som Ærkebiskop og for hans vidnesbyrd om Ortodoksien i Vesteuropa.
Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel takkede, meget rørt, Hans Hellighed og sagde, at han, på vegne af Ærkestiftet, forpligtede sig til aktivt at støtte patriarkatet i form af hjælp til én eller flere unge fra Jerusalem, som måtte ønske at komme til Paris for at studere ved Institut Saint Serge.
Der føres i Danmark en løbende diskussion blandt præster, teologer og troende, ikke mindst i Kristeligt Dagblads spalter: Hvad skal der som minimum være enighed om, for at en dansk, folkelig kirke fortsat kan være virkelighed? Hvor går grænsen for den danske folkekirkes teologiske og liturgiske rummelighed? Konservative kristne er utilfredse med den retning, de ser kirken bevæge sig i. En del giver udtryk for, at rummelighed er blevet til grænseløshed, frihed til kaos og imødekommenhed til leflen for tidens mode. De savner kirkelige rammer for en klassisk kristendom.
Sagligt set kan det være vanskeligt at pege på en kirke, som ved sin historie, sin teologi og sin liturgiske praksis udgør en mere autentisk repræsentant for klassisk kristendom end den ortodokse kirke. I hvert fald hvis man med en sådan karakteristik sigter til dén oprindelige kirke, som Kristus lagde grunden til ved sine apostle. Det gælder den før-skismatiske enhedskirke, som bredte sig ud over den kendte verden, og som også kom så langt fra Jerusalem som til Danmark, først med Ansgar og 100 år senere med Harald Blaatand.
Denne kronikør er dansk, døbt i folkekirken, konverteret til den ortodokse kirke og i 2003 præsteordineret af Gabriel, ærkebiskop for Det Vesteuropæiske Ærkestift, med ansvar for stiftets troende i Danmark, som er samlet i Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Her er flertallet, ligesom præsten, danske af fødsel og har trådt deres kirkelige barnesko i den lutherske kirke. Et mindretal i menigheden stammer fra andre, traditionelt ortodokse lande, men bor og arbejder i Danmark, hvor deres børn vokser op og går i skole.
Den ortodokse kirke i Danmark er en lokal kirke, som har åbne døre og vinduer til den ortodokse, kirkelige verden uden for Danmark og med fælles rødder hinsides alle splittelser. Danske ortodokse kristne arbejder sammen med herboende mennesker fra en række forskellige lande for atter at give den ortodokse kirke og tro fodfæste i Danmark. Vort fælles sprog er dansk, som helt naturligt også er det sprog, vi bruger i gudstjenesterne. Dog markerer vi gerne med én central bøn det flerkulturelle. Alt efter hvem der er til stede, lyder ”Fader Vor” ved søndagens gudstjeneste ofte, foruden på dansk, på georgisk, engelsk, græsk, spansk, rumænsk og endnu flere sprog.
Forskellige som vi er, har vi hjemme i Danmark. Derfor bliver vi nogle gange temmelig ærgerlige over, at ortodoks kirke og kristendom i den folkelige bevidsthed opfattes som en fjern, eksotisk og ubegribelig størrelse med gudstjenester, som består af endeløse, messende og mumlende bønner på fuldkommen uforståelige tungemål i dunkle kirkerum, hvor man kun med besvær kan skære sig igennem den tætte røgelse og i øvrigt skal vogte sig for ikke at blive ramt af det evigt svingende røgelseskar. Forestillinger, som mange medier gør, hvad de kan, for at fremme.
Jamen, den ortodokse kirke og kristendom er da heller ikke en del af dansk tradition, vil nogen måske indvende. Og den indvending kan synes rigtig, set fra en markeret luthersk vinkel. Men den har, vel at mærke, som forudsætning, at man indsnævrer perspektivet til de seneste små 500 års yderst lokale tradition. Nogle af os, som er af en vis alder, husker tydeligt, hvordan vi i skolen lærte, at Martin Luther og Hans Tavsen på det nærmeste var de egentlige grundlæggere af kristendommen. Og først senere gik det op for os, at den kristne tro og den kristne kirke er bygget på mere end 1500 års tradition forud for disse to. Det gælder også i Danmark og for den danske kristenhed, at rødderne er langt ældre og dybere end den ramme, der sættes af Reformationen.
Dansk tradition har ortodokse rødder og rækker længere bagud end år 1536. Den kirke, Harald Blaatand midt i 900-tallet lod sig døbe ind i, var netop den ortodokse kirke. Som markering af det har vi, mellem ikonerne i vor kirke, også en reproduktion af Jellingstenens kristusbillede i farver. Og den kristentro, Ansgar 100 år tidligere havde bragt til Danmark, det var den ortodokse kirkes tro. Både Harald og Ansgar er nemlig fra enhedskirkens tid, det vil sige fra tiden inden den romerske kirke i året 1054 skilte sig ud og gik sine egne veje, veje, som reformatorerne 500 år senere vendte sig imod.
Der er for tiden i både folke- og frikirkelige kredse en ganske stor interesse for den ortodokse kirke, eller i hvert fald for elementer derfra. For eksempel er ortodokse ikoner fra at være helt utænkelige i en dansk landsbykirke blevet en del af udsmykningen visse steder. Lystænding i forbindelse med bøn, som tidligere var fuldkommen ukendt, har man taget til sig. Ja, selv røgelsen har efter sigende vundet forsigtigt indpas hist og her.
Også på bønnens område ser man stigende interesse for ortodoks praksis. I bestemte miljøer er det ikke mindst den ortodokse kirkes jesusbøn, der påkalder sig opmærksomhed. Nogle særligt ”spirituelt” interesserede foretager rejser til munkerepublikken Athos eller den ægyptiske ørken som et avanceret alternativ til Wittenberg eller Rom. Og kommer inspirerede hjem og foranstalter ”kristen meditation” eller ”ørkengudstjenester”.
Kunne det tænkes, at alt dette er udtryk for en, mere eller mindre erkendt, længsel tilbage mod den kristne tros rødder, det vil sige mod den ortodokse kirke? Jeg tror det. Men ved brug af tilfældige, løsrevne punktnedslag går helhed og sammenhæng tabt. Hverken i folke- eller frikirker er det tænkeligt, at der skulle blive rum for den samlede ortodokse, teologiske tænkning, der forstår ikonerne som den synlige manifestation af, at Kristus virkelig blev menneske. Og som ærer ikonerne, fordi de markerer de helliges nærvær i kirken og manifesterer menneskers potentiale til forvandling i Kristi billede.
Tages ikoner, lystænding, jesusbøn, røgelse og løsrevne dele af den ortodokse gudstjeneste ud af deres sammenhæng, bliver de til mystificerende, ubegribelige brudstykker af en fjern og fremmed helhed. Så kommer de ortodokse elementer til at fremstå som eksotiske krydderier på en kirkelig ret, som havde mistet sin smag.
De kristne i Danmark, som ønsker at fastholde klassisk kristendom, de, som er betænkelige ved dagens kirkelige udvikling og de evige knæfald for moderniteten og den herskende tidsånd, de burde måske gribe tilbage til Harald Blaatand og Ansgar. Danske kristne, som for alvor ønsker trofasthed over for kirkens tradition, kunne med fordel indlede samtale med den ortodokse kirke i Danmark.
Den ortodokse kirke deltager ikke i den tåbelige jagt på formodet popularitet, som finder sted i visse kirkelige miljøer. Ved ortodokse gudstjenester bliver ingen udsat for bamsedåb, sms-velsignelser, spaghetti, lasagne, poporkestre og hvad der ellers udtænkes af nedladende underholdning for at være en imaginær laveste fællesnævner tilpas.
Ortodoksien har bevaret kirkens oprindelige, kristne tro. Det indebærer, at den ortodokse kirke er præget af liturgisk alvor og ærefrygt for det hellige, både ved de særlige højtider og ved søndagstjenesterne året igennem. Og det indebærer, at de hellige mysterier eller sakramenter ikke tømmes for indhold fx ved at gøre nadveren til legeplads for stjernekokke eller ved at konstruere en påstået ”kønsneutral” ægtevielse og dermed fornægte den orden, Gud har sat for sin skabelse.
Hvem ved, måske kunne en sådan samtale føre til, at de, som af hjertet ønsker trofasthed mod den klassiske kristendom og dens tradition, med tiden ville finde det naturligt med et traditionsbundet, ortodokst biskoppeligt tilsyn?
Trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 20. oktober 2011.
Fra Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel er der den 16. marts 2011 udsendt en erklæring, som udelukker Vassula Ryden fra Den Ortodokse Kirke. I erklæringen står der bl.a:
”For at yde gavnlig beskyttelse mod farlig åndelig forvirring af hele det fromme, ortodokse folk, som ikke er inde i sager, som skjuler en risiko for åndeligt blændværk, udelukker vi fra Moderkirken Vasiliki Pentaki Paraskevis Ryden, i vide kredse kendt under navnet ’Vassula’, og hendes organisation, som er etableret under overskriften ’ Sandt Liv i Gud’, og som ubesindigt og overfladisk præsenterer en lære, baseret på en påstået ’direkte dialog mellem hende selv og Kirkens grundlægger, Jesus Kristus vor Herre.’ (Vi udelukker) ligeledes dem, som af hende er blevet vundet til at være forkæmpere for ”Sandt Liv i Gud”, som egenmægtigt afviger fra Kirkens Gud-givne lære, men som også vækker anstød hos fromme, troende ortodokse”.
Erklæringen slutter således: ”Endelig udtrykker vi Det Økumeniske Patriarkats dybe sorg over handlingerne hos nogle – heldigvis få – medlemmer af Den Ortodokse Kirkes præsteskab, som har deltaget ved nævnte ’Vassulas’ causerier og givet hende et ’ortodokst certifikat’.”
Erklæringen fra Konstantinopels Patriarkat er gengivet på den fransksprogede blog orthodoxologie.blogspot.com, som præsenterer den sådan her:
”ENDELIG! … Gennem lang tid (flere årtier) har ortodokse troende ønsket en sådan beslutning for at undgå at fromme, men enfoldige sjæle skulle forvilde sig ind i denne usunde og afsporede åndelige forrykthed. Bedre sent end aldrig!”
Den 22. januar i år, 2010, kunne Alexander Men være fyldt 75 år, hvis ikke han var blevet myrdet på åben gade en tidlig søndag morgen i 1990 på vej til at fejre den Guddommelige liturgi i en forstad til Moskva…
Nedenstående tekst af Alexander Men, ”Den indre vej”, står i Manuel pratique de prière, udgivet i 1998 (éditions Cerf, Collection Épiphanie, oversat fra russisk til fransk af Michel Evdokimov).
I en meget oplagt og nærmest munter tone henvender fader Alexander sig til sine tilhørere og os andre med det budskab, at vi kun kan bekæmpe modløshed m.m. ved at gøre brug af ”Åndens løftestang”.
Hans bemærkning i sidste afsnit: ”I dag lakker det mod slutningen af påsketiden”, må betyde, at det drejer sig om den tale, han var inviteret til at holde i Påskens Lyse Uge i 1990 på Moskvas olympiske stadion for en stor religiøs forsamling.
Først en oversigt over hans liv og værker:
Alexander Men bliver født den 22. januar 1935 i Moskva, i en familie af jødisk oprindelse. Hans mor Éléna og dennes kusine, Véra Vassilievakaïa, har begge fundet den kristne tro på trods af tidens herskende ateisme, og de kommer til at betyde meget for hans åndelige udvikling. Han bliver døbt hemmeligt i september samtidig med sin mor i en isba (træhytte) i Zagorsk, tæt ved Saint-Serge-Treenighedens kloster af en præst i ’katakomberkirken’, fader Séraphim Batiuokov.
I 1947 tager han kontakt til Moskvas præsteseminarium, som er genåbnet takket være de bevillinger, Stalin har givet til Kirken under krigen. Forstanderen lover at optage ham, når han bliver myndig. Han opmuntres i sit religiøse kald af forstanderinden for et lille hemmeligt nonnekloster i Zagorsk. Allerede da studerer han Bibelen.
I 1950 bliver han altertjener i en kirke i Moskva. På egen hånd begynder han at studere Kirkefædrene. Han fordyber sig i læsning af filosofferne. Snart opdager han de russiske religiøse tænkere, i særdeleshed Vladimir Solovjov (1853–1900). Som 15-årig skriver han sit første essay, der i kim indeholder hans senere værker.
I 1953 kommer han ind som elev på Pelsværkskolen, i nærheden af Moskva.
I 1954 redigerer han den første version af Jesu liv, Menneskesønnen
I 1955 flytter Pelsværkskolen til Irkoutsk, og han lærer Sibirien at kende.
I 1956 gifter han sig i Moskva med sin klassekammerat, Natala Grigorenko. De får børnene Éléna, som bliver ikonograf, og Mihail.
I 1958 bliver han, få uger før sin afsluttende eksamen fra Pelsværkskolen, pludselig ekskluderet; administrationen har opdaget, at han regelmæssigt begiver sig til bispegården for at gøre tjeneste. Han må forlade Irkoutsk uden diplom. En ny antireligiøs kampagne er under opsejling i landet.
Efter hjemkomsten til Moskva bliver han diakonordineret den 1. juni, efter tilskyndelse af sin åndelige vejleder fader Nicolaï Goloubstov, som blandt andre døber Stalins datter.
Han påbegynder korrespondancekurser ved Leningrads teologiske seminarium.
I 1959 redigerer han en ny version af Menneskesønnen.
I 1960 den 1. september bliver han præsteordineret i Moskva af biskop Stéphane, som er på linie med fader Alexis Métchov (som efter revolutionen dannede en lille samlet menighed af intellektuelle og forskere, og som Alexander Men havde stiftet bekendtskab med i 1947)
Han ansættes ved Alabino sogn i omegnen af Moskva.
Han skriver Religionens kilder, første bind af menneskehedens åndelige søgen – fra begyndelsen til den bibelske Åbenbaring – som han arbejder på i 20 år. De følgende bind helliges tilsynekomsten af monoteismen (Magi og monoteisme), den indiske og kinesiske åndelighed (Ved stilhedens døre), den græske tanke (Dionysios, Logos, Skæbnen) og GT’s profeter (Gudsrigets Budbringere).
Fra 1960 til 1964 restaurerer han kirken i Alabino og organiserer sognets liv. Unge begynder at gruppere sig omkring ham.
I 1964 forsøger myndighederne, under forskellige påskud, at rejse en sag imod ham, blandt andet ved at anklage ham for tyveri i forbindelse med restaurereringen af Alabinokirken. Han udsættes for forfølgelser og forhør. Til slut lukker man sagen, men forflytter ham til et andet sogn i Moskvaregionen, til Tarassovka.
Han påbegynder korrespondancekurser ved det Teologiske Akademi i Moskva.
Fra 1964 til 1970 er han ’vikarpræst’ i Tarassovka, og den ansvarshavende i sognet er ham fjendtligt stemt. Imidlertid er der et stadigt stigende antal af voksne og unge, der, i mødet med ham, ønsker at konvertere og anmoder om at blive døbt. Han tiltrækker intellektuelle, videnskabsfolk, forfattere og kunstnere. Han knytter venskab med Solzjenitsyn. Han bliver åndelig vejleder for Nadeja Mandelstam, enken efter den store digter Ossip Mandelstam, der døde i gulag.
Han fortsætter med at skrive på sin religionshistorie og lærer sig græsk og hebræisk.
Fra 1968 til 1970. I 1968 afslutter han, inden for det teologiske korrespondancekursus’ rammer, sin doktorafhandling om ”De monoteistiske elementer i de præ-kristne religioner og filosofier”.
Han indsamler materiale om det berømte Optina Pustina kloster, især hos digteren Nadejda Pavlovitch, der arbejder som bibliotekar på klostret og er åndelig datter af starets Nectarius (død 1927).
Det kristne orientalske Center i Bruxellespublicerer den russiske originaludgave af hans bog Menneskesønnen, hvis manuskript er blevet bragt til Vesten af nogle venner. Efterfølgende bliver en halv snes andre bøger af fader Alexander publiceret af samme forlag, og derefter hemmeligt bragt tilbage til Rusland. Ingen af disse værker bliver udgivet i Rusland i hans levetid. Således udkommer i 1969Himlen på jorden, en forklaring af den ortodokse liturgi, og Religionens kilder i 1970.
Fra 1970 til 1983. I 1970 forflyttes han til sit nye sogn Navaïa Dérévnia, en tredive km nord for Moskva, hvor han bliver til sin død.
Herefter helliger han størstedelen af sin tid til pastoral aktivitet og mission. Fra hele landet kommer man til ham. Illegalt, som det jo måtte være på den tid, organiserer han bønnegrupper, bibelstudie- og katekesegrupper. Han skriver Noter om bøn og tre bøger for børn: Hvor kommer det hele fra?, Verdens Lys, Verdens Salt.
Han afslutter flere binds religionshistorie og arbejder på adskillige værker om Bibelen, i 1981 under titlen Hvordan skal vi læse Bibelen?, Nøgle til læsning af den hellige Skrift og kommentarer til NT, brugt i en udgave af Bibelen ligeledes udgivet af Det kristne orientalske Center i Bruxelles.
Parallelt med alle disse aktiviteter og for at brødføde sin familie skriver han som ”neger” (anonym hjælper, som skriver/oversætter i en anden forfatter/oversætters navn. /red.) bl.a. om de første Kirkefædre og flere andre emner.
I 1979 dør hans mor Éléna, som har bistået ham meget i præsteembedet.
I 1983 i Bruxelles udkommer sjette og sidste bind af religionernes historie På tærsklen til det Ny Testamente.
Fra 1983 til 1984 bliver han ofte truet af KGB og underlægges en stribe forhør. Han må delvis opgive kontakten med sine åndelige børn for ikke at udsætte dem for fare. Han helliger sig forberedelsen af en stor bibelstudieencyklopedi, som endnu ikke er blevet udgivet.
I 1986 sætter KGB ind med en ny offensiv, som udmønter sig som angreb i pressen, hvor han anklages for at have ”organiseret en religiøs kreds”.
I 1988 fejres 1000-året for Ruslands dåb. Fejringen markerer afslutningen på den forfølgelse af de kristne, der brød ud umiddelbart efter den bolsjevistiske revolution i 1917.
Lige før mindehøjtidelighederne i forbindelse med jubilæet, holder han sin første offentlige konference.
Fra 1988 til 1989. Allerede fra slutningen af 1988 får han tilbudt mulighed for at prædike og holde konferencer i store forsamlingslokaler i fabrikker og klubber, i radioen og fjernsynet. Han benytter sig af den nye religiøse politik og griber enhver lejlighed til at forkynde Evangeliet.
Han igangsætter en række aktiviteter, udfører pionerarbejde. For eksempel besøger han regelmæssigt et børnehospital, skaffer medicin og injektionssprøjter fra Canada og Italien. Han bringer hjælp til hjemkomne soldater, der er blevet nedbrudte og traumatiserede af krigen i Afghanistan.
Han er medstifter af Bibelselskabet og tidsskriftet ”Bibelens Verden”. Han opretter et ”ortodokst universitet”, åbent for alle, med det formål at tilbyde en teologisk og bibelsk uddannelse for lægfolk. Han skaber ”Kulturel renæssance”, et selskab med et oplysende og humanitært formål.
Efter at have været ”vikar” i mere end tyve år bliver han endelig udnævnt som ansvarlig præst for sit sogn. Men han føler også stærkere end nogensinde, at hans dage er talte. Han modtager dødstrusler.
I 1990 ved påsketid bliver han inviteret til at deltage som taler ved en stor religiøs forsamling på Moskvas olympiske stadion. Fjernsynet bestiller en række udsendelser af ham.
Den 2. september indvier han en katekeseskole for børn i sin landsby.
Søndag den 9. september, klokken seks om morgenen, bliver fader Alexander, under endnu uopklarede omstændigheder trods utallige undersøgelser, myrdet med øksehug på åben gade, på vej til at fejre den Guddommelige liturgi.
Man kalder ham hyrde, profet, martyr, apostel: Den russiske præst Alexander Men var én af de strålende og dynamiske skikkelser, der markerer den sociale, politiske og økonomiske overgang. Han befandt sig på overgangen mellem to store epoker i den russiske historie: Kommunismen, der blev indledt af den bolsjevistiske revolution i oktober 1917 og ”efter-kommunismen”, der blev indført af Mikhaïl Gorbatchev, da han kom til magten i Kommunistpartiet i 1985.
Fader Alexanders tragisk korte liv dækkede de skiftende perioder af nedtrapning og optrapning i forfølgelserne af Kirken under Stalin og hans efterfølgere, der til sidst mundede ud i Mikhaïl Gorbatchevs perestroïka.
Det var under overskriften perestroïka, at fader Alexander levede de to sidste år af sit liv. I de to år, som gik forud for drabet på ham, nåede han at holde ca. 200 konferencer om kristendom for det mest forskelligartede publikum, man skrev om ham i aviser og revyer, der var bud efter ham i radio- og tv-udsendelser, man begyndte at udgive hans bøger i Rusland, bøger der tidligere udelukkende blev udgivet i udlandet…
Fader Alexander Mens arv er meget betydningsfuld i mange henseender ikke blot for Rusland og den ortodokse verden, men for hele den kristne verden, han figurerede blandt ”Troens vidner i det XX århundrede” – han var blevet foreslået af De katolske biskoppers Konference i Frankrig – fremhævet i forbindelse med en økumenisk mindehøjtidelighed, der fandt sted i Colosseum i Rom den 7. maj 2000, og var forestået af pave Johannes-Paul II.
Den indre vej
Af fader Alexander Men
Vi har alle vore grunde, ydre som indre, til at føle os trætte og tyngede. At håbe, at situationen vil ændre sig radikalt på én eller anden måde – fx når vi får ferie – er omsonst, for vi har allerede holdt flere ferier, uden at vi af den grund er blevet vores tyngde og træthed kvit.
Vi er alle unge, I er i hvert fald. Vi lever i en underlig, men også munter tid, som jeg slet ikke er ked af at leve i, selv om den sætter homo sapiens’ nerver på en hård prøve. Så meget desto mere som vi bor i en storby og dermed er underlagt et udmattende pres. Men hvad kan vi gøre ved det?
Det mangler ikke på forslag:
afspænding, diverse selvtræningsprogrammer osv. jeg har studeret dem både i teori og praksis. Jeg har fundet ud af, at de bestemt ikke er dårlige, men kun er for folk, der har fritid nok. Vi er underlagt faktorer, som er urokkelige. Vi kender procentdelen af vore arvelige faktorer, de utallige konflikter som dukker op på vores arbejdsplads og hjemme, kort sagt vores liv er langt fra fritaget for vanskeligheder. De naturlige midler til at regenerere, til at forny os foregår i slowmotion, eller slet ikke. Derfor vil jeg ganske enkelt minde jer om noget, som I nok selv er fuldt ud klar over, nemlig at der eksisterer overnaturlige midler til at hjælpe os ud af kniben. Det er kun ved at gøre brug af åndens løftestang, at man til syvende og sidst kan modtage extra kraft til at overvinde sjælens dovenskab og svagelighed.
For at nå dertil skal man ikke, som i selvtræningsprogrammerne, anvende særlige koncentrationsmetoder, have megen tid til sin rådighed, men man må nødvendigvis ofre mindst en 6 ‑10 minutter om dagen på bøn, et absolut minimum: Hvad end ens livsbetingelser er, skal man simpelthen recitere bønnerne, ikke ofre mindre tid på Evangeliet, på hele den Hellige Skrift. Eukaristien er ligeledes nødvendig, ligesom bøn i fællesskab. Disse fire ting er ikke teori, men afprøvet i praksis.
Hvor mange kommer ikke til mig i denne tilstand af svagelighed, som er vores fælles lod, og siger til mig: ”Jeg hengiver mig ikke til en sådan praksis.” Lige i øjeblikket ved jeg ikke, hvad jeg skal svare dem. Det er som, hvis en læge sagde til sin patient: ”Du har dårlig lever, du må ikke spise fede og salte ting…”, og han så replicerede: ”Doktor, jeg spiser mængder af flæsk og sild hver dag.” Lægen kan kun løfte sine hænder mod himlen…
Der findes præcise metoder, hvis resultater er afprøvede. Deres praktiske anvendelse er i øvrigt ældgammel. Vi bør huske på, at Guds gave såvel som den guddommelige nåde og velsignelse ikke er en patentløsning eller et hvilket som helst hjælpemiddel, hvis vi glemmer det, så går vores selvoptagethed og vores krav over for Gud frem for alt andet.Vi vil ikke være Hans skabning, men gøre Ham til vores ting, en ting der kan tjene os. Med andre ord, man på gale veje, og det er tvingende nødvendigt at begive sig ind på den indre vej og gå i dybden. […]
Vi har tre typer bøn: bønner om opfyldelse af forskellige behov – vores foretrukne bønner, bønner hvor vi angrer og taksigelsesbønner. Behovsbønnen er velsignet og påbudt. Selv ”Fader vor” indeholder behov. Læg dog mærke til, at det ikke er behovene, der kommer i første række, men bønnen om evnen til at modtage, ønsket om at være i overensstemmelse med Guds vilje: ”Din vilje ske, komme dit rige”; først derefter hedder det: ”Giv os i dag vort daglige brød.” Det er den indre frigørelse, forstå det. Vi er ikke frie, og for at frigøre os må vi først rette på vore åndelige ”skuldre”, der er blevet helt krumbøjede under byrden. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt, at hvis vi førte blot halvdelen af Bjergprædiken ud i livet, ville alle vore komplekser forsvinde. Det må vi tro på. Ustandseligt er der noget, der nager os, som kan fremkalde en neurose: Man skal gøre det ene og det andet, man skal hele tiden alt muligt. Langt fra at være en hjælp er den slags aktiviteter kun en kilde til problemer; de bliver til fikse idéer og skaber et liv i evig bekymring.
Husk dog på, at vi er dødelige, at livet er kort, og at Herren har sagt:
”I skal ikke bekymre jer om, hvad I spiser og drikker i morgen” (Mat 6:25; Luk 12:22). [ …] Selv om vi lægger planer for fremtiden, så bør de blot være en løs skitse, ikke en tyngende byrde, der underkuer os.
Vi er frie, og vi er lykkelige, på trods af de onder som vi er underlagt, fordi vi er deltagere i det guddommelige mysterie. Der åbner sig et vidstrakt, forbløffende og forunderligt perspektiv for os. Desuden får vi brødre og søstre her i kirken, i hele byen, over hele jorden. Vi er inkorporeret i den guddommelige evighed.
Endnu en forbløffende ting: Vi kan betragte enhver ting, absolut alt, de videnskabelige formler, et hvilket som helst fænomen gennem det guddommelige prisme. I morges tændte jeg for tv’et, en blæksprutte kom til syne. Hvilket syn, simpelthen guddommeligt! Filmen var desværre ved at være slut, men disse få sekunder fyldte mig med begejstring. Den mest almindelige ting kan fremkalde en henrykkelse i os. Vi må ikke miste denne evne til at se på en ny måde på tingene, på vore nære, på verden omkring os, blive et nyt menneske og leve med større lethed, skubbe grundene til modløshed langt bort fra os, når det er nødvendigt, hæve os over dem, opføre os som frie rejsende. Apostlen Paulus skriver, at vi blot er ”fremmede og udlændinge på jorden” (Heb 11:13). I ét af de apokryfe evangelier siger Herren Jesus, at verden er en bro, og en bro er et overgangssted.
Vi siger om Faderen, at Han er i Himlene. Hvad er en far? Det er vores slægtning, det er ham vi frem for nogen er i slægt med. Og hvad betyder ”i Himlene”? Det er et andet plan af virkeligheden, det er vores fædreland. Jeg bruger ikke ”Fædreland” i betydningen jordisk fødested eller et sted, som vi føler os særligt knyttede til, men som et sted, der ikke har sin lige. Sjælen kan knytte sig til en gade, et hus, et sprog, en by, et land. Det ligger naturligt for os, sådan er vi skabt. Men det, vi kalder ”Fædreland”, er noget andet, vanskeligt at begribe. Lermontov har forsøgt at gøre det begribeligt i et berømt digt, hvor sjælen, efter at være blevet bragt til jorden af en engel på sit fødselstidspunkt, for altid bevarer ekkoet af englenes sang i sig. Det er kun et billede, men et sigende billede fordi vores Fædreland befinder sig andetsteds. Et eller andet forbinder os med Åndens verden, derfor er vi gæster på denne jord, hvor vi af og til føler os så dårligt tilpas; vi bliver delvist bevidste om alt det, i den udstrækning denne verden er dannet af simpel materie og ”ligger under for den onde” (1Joh 5:19). Vi støder os på ham, og han sårer os. Så er det så meget desto vigtigere at påkalde Ånden, må I forstå. Det er især, når vi er forsamlede, at Ånden kommer. Det er derfor, vi forsamles i kirken og beder sammen, så meget vi formår.
I dag lakker det mod slutningen af påsketiden, og vi synes at genopleve alle de store begivenheder. På ny kommer den genopstandne Herre os i møde, som Han gjorde med sine disciple på vejen til Emmaüs, idet Han sagde: ”Fred være med jer” (Luk 24:36; Joh 20:19). ”Fred være med jer” er ikke blot en hilsen hos de gamle hebræere. Naturligvis brugte Han den i den betydning, men derudover tillagde Han den noget meget dybt. På hebræisk betyder shalom (fred) ikke blot ”ikke krig”, men rummer også en særlig velsignelsesgestus, en særlig tilstand af sjælefred, nærhed til Gud. Det er den fred, vi beder Ham om, fred med Gud, fred med hinanden. Vi skal bede for at føle, at Han er med os i selve dette øjeblik. Guds Ord vil være med os, vi vil tage Det med hjem, Det vil leve i os, og vi vil forsøge at leve i lyset og håbet. Vi er lykkelige, men kender ikke vores lykke, vi er rige, men råder ikke over rigdommen til gavn for os selv. Derfor skal vi i dag rense os for vore forsyndelser og bekymringer, vor foruroligelse og vor venten, vore synder og vor smerte. Og vi skal bede Herren om at give os styrke. Det er det vigtigste.
På skitaen (et lille kloster) er der blevet bygget en meget smuk kirke, som for tiden er ved at blive færdiggjort med indvendige fresker og ikonostase. Der bliver forméntlig indvielse hen på efteråret 2010.
Nedenfor kan ses billeder af den nye kirke. Billederne er taget af fotograf Erlend Berge fra avisen Vårt Land. Klik på billederne for at se dem i større format.
Foredrag af Liisa Kuningas den 29. maj 2010 om ikoner, med kristne bedetæpper som indfaldsvinkel. I førkristen tid var det kun de fornemme få, der fik lov at stå på fine tæpper og løbere, men fra kristendommens begyndelse har det været alle kristne forundt at stå på paradisets tæppe eller tilsvarende mosaikker under liturgien og lidt efter lidt nærme sig Guds rige, at gå og stå på tæpper, der afbilder troens triumfport og nådens liljer. I de fleste ortodokse kirker er der smukke tæpper, som i vores, hvor vi står på et tæppe, der kunne minde os om Livets Træ. Lyt selv videre til Liisas foredrag…
Foredrag af Christina Borgen Ibholt ved introduktionsaften den 11. maj 2010. Om ikonerne i Den Ortodokse Kirke: Maleteknik, symbolforståelse, teologi og striden om ikonerne.
Den 11. februar 2010 udgik der fra Bukarest et officielt dokument med titlen ”Appel om rumænsk enhed og værdighed i Den Ortodokse Kirke i Rumænien.” Appellen er underskrevet af den rumænske patriark Daniel og en lang række andre rumænske biskopper.
Rundskrivelsen er desværre endnu et trist eksempel på den nationalisme, som plager visse ortodokse miljøer. For rumænerne er langt fra de eneste, som hjemsøges af nationalismens spøgelse. Skrivelsen fra Bukarest styrker sig da også med at henvise til, at både Moskvas og Serbiens patriarkater ”for længe siden har påbegyndt processen med, at præsteskab og troende vender tilbage til deres moder-kirker.”
Indholdet i den udsendte appel er, at rumænere hører til i den rumænske kirke, uanset hvor de bor, og uanset, om de af personlige, familiære eller andre årsager har fået et andet, lokalt, kirkeligt tilhørsforhold. Rundskrivelsen er, hedder det, ”en indtrængende appel til alle præster og alle troende rumænere i udlandet, som uden velsignelse befinder sig i andre ortodokse kirker … om at retablere direkte forbindelse med deres moder-kirke.”
En række fremtrædende, franske ortodokse lægger tydelig afstand til den rumænske appel med en skrivelse, udsendt den 11. april 2010 i Paris. Blandt underskriverne er f. Boris Bobrinskoy, tidligere rektor for Institut St. Serge, f. Alexis Struve, forstander for Den hellige Treenigheds Menighed i Rue Daru og f. Jean Breck, professor ved Institut St. Serge. Udover de tre nævnte er der yderligere 25 underskrivere, alle kendte personligheder i det ortodokse miljø i Frankrig.
I svarskrivelsen hedder det blandt andet: ”Det er med stor sorg, vi har stiftet bekendtskab med [den rumænske kirkes] skrivelse …, som mangler enhver reference til Gud, til Kristus og til Helligånden … Vi er bekymrede over denne appel, som lader forstå, at alle rumænere uden for Rumænien helt naturligt bør foretrække ’direkte’ fællesskab med Den Ortodokse Kirke i Rumænien. Jamen, der er kun én Kirke, Kristi Kirke, og alle har vi direkte fællesskab i Hans Legeme og i Hans Blod.”
Som svar til den rumænske appel citerer de 28 franske ortodokse endvidere fra kirkemødet i Konstantinopel i 1872: ”Vi afviser, misbilliger og fordømmer – som værende i modsætning til Evangeliets og vore Fædres hellige, kanoniske lære – etnofyletismen, det vil sige diskrimination efter etniske kriterier, [ligesom vi fordømmer] stridigheder og uoverensstemmelser af national karakter, som optræder i Kristi Kirke.”
Svarskrivelsen afsluttes med følgende: ”Kristi Kirke kan ikke gøres til instrument for én enkelt nations enhed og værdighed. Kirken er frelsens ark, den åbner porten til Guds Rige, og den tilhører ingen enkelt nation. Trods vor uværdighed anstrenger vi os for at vidne om denne frelsens virkelighed, og vi appellerer til fortsat enhed mellem alle ortodokse kristne i Vesten. Og vi kalder til forsvar for Den Ortodokse Kirkes værdighed, som er grundlagt på den apostolske ekklesiologi: Siden pinseunderet kommer det ikke an på at være græker eller jøde … eller skyter, men Kristus er alt og i alle.” (Kol. 3:11)
Vi i Gudsmoders Beskyttelse menighed deler de franske ortodokses bekymring over fyletismen. Og vi spørger os selv, om udnævnelsen af en rumænsk ortodoks biskop, Makarios, for Skandinavien i 2008 og den efterfølgende (og fortsat pågående) bestræbelse på at etablere rumænske menigheder i en række større og mindre danske byer, vi spørger os, om alt dette er endnu et udslag af den nationalisme, som kommer klart til udtryk i rundskrivelsen af 11. februar fra Bukarest. Det er der desværre noget, som tyder på, for biskop Makarios findes også blandt underskriverne på den nationalistiske appel til ”rumænsk enhed og værdighed”.
Det er trist, at den rumænske Kirke på denne måde bidrager til den falske forestilling, at den ortodokse kristne tro skulle være nationalt bestemt. For den ortodokse ekklesiologi, altså læren om kirken, er den helt modsatte: Kirken er lokal, det vil sige, Kirken er en konkret størrelse dér, hvor de troende samles om Herrens alter. Den lokale Kirke er præget af sproget og kulturen dér, hvor den befinder sig, men Kirken er ikke bestemt af én national identitet, tværtimod giver Kirken plads til forskellige nationale, sproglige og kulturelle særpræg.
KRISTUSEROPSTANDEN!
f. Poul
Kilde til deklarationen fra Bukarest og svaret fra de franske ortodokse: www.orthodoxie.com
På dagen for vor Herres Fødsel har ”Retfærdighedens Sol taget mørkets datter til ægte” (den syriske liturgi).
