| |||
Tirsdag den 8. marts 2016 kl. 19.30 Er Den Ortodokse Kirke overhovedet økumenisk indstillet? Hvad har ortodokse, protestanter og katolikker til fælles. Og hvor må vore veje skilles? – Oplæg ved f. Poul og efterfølgende drøftelse. Tilmelding snarest muligt til Jakob Smith på webmaster@ortodoks.dk, mobil 2984 5382. I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn! Kære brødre og søstre i Kristus Vi har en opgave! For lidt over 15 år siden interviewede jeg en præst til den lille månedlige publikation, Kirkebladet, som jeg var med til at udgive op igennem 90-erne. F. Abraham hed han. Han havde fortalt om sin opvækst i England og om sin konversion til Den Ortodokse Kirke. Han havde m.a.o. en baggrund, der ligner den, så mange af os har: En kristen vesteuropæer, som efter moden overvejelse er konverteret til Den Ortodokse Kirke. Derfor stillede jeg ham følgende spørgsmål: Hvordan forestiller du dig Ortodoksien og Den Ortodokse Kirkes fremtid i Vesten? Og jeg uddybede spørgsmålet sådan her: Det er ingen hemmelighed, at de fleste mennesker i den vestlige kultur opfatter Ortodoksien som noget umådelig fremmedartet, som egentlig ikke hører til her hos os. – Og til sidst: Ser du, f. Abraham, nogen mulig tilnærmelse mellem de to størrelser Ortodoksien og Vesten? Læs mere Af metropolit Antonij (Bloom) Metropolit Antonij var øverste leder for Moskva-patriarkatets stift i England indtil sommeren 2003. Han sov hen den 4. august 2003. Før han blev munk, præst og siden biskop, arbejdede han som læge på forskellige hospitaler i Paris. Han var kendt og værdsat for sit pastorale arbejde og som prædikant, bl.a. i BBC. Metropolit Antonij var æresdoktor ved de teologiske akademier i Moskva og Kiev samt ved de teologiske fakulteter i Aberdeen, Skotland, og universitetet i Cambridge. Nedenstående tekst er metropolit Antonijs indlæg ved det årlige stiftsmøde i juni 2001. Den forsøger at svare på, hvilke pastorale og kirkelige opgaver, de ortodokse menigheder i Vesten står over for i vore dage. Den forholder sig til de økumeniske udfordringer, de ortodokse i Vesten konfronteres med og den berører de mangfoldige problemer, der tynger Kirken i Østeuropa. Overordnet giver metropolittens tale et bud på, hvordan vi ortodokse kan bidrage til at vidne om Kristi nærvær i en verden, der er i voldsom forandring, og hvor den kristne tro og tænkemåde er meget langt fra at være noget selvfølgeligt. Redaktionen finder, at de problemer, der her diagnosticeres og diskuteres, rækker langt ud over den lokale sammenhæng, hvori de er blevet formuleret. Det er spørgsmål, der har relevans for alle ortodokse og for alle kristne og det er svar, som forhåbentlig kan tjene til inspiration for os her i Norden. At være frie som Kirke Jeg vil gerne forklare, hvorfor vi for mange år siden etablerede dette stift, og hvad der var vores hensigt med at etablere det; selv om hensigten ikke i ét og alt er blevet til virkelighed. Jeg vil også gerne rette blikket udad mod den verden, vi lever i. Hvad angår grundlæggelsen af vort stift, er der meget få af de tilstedeværende, som var med fra begyndelsen. Stiftet blev grundlagt, dengang vi frygtede – og dét med rette – politisk indblanding fra de sovjettiske myndigheder; for vi tilhørte den russiske ortodokse Kirke, og Kirken i Rusland var i høj grad under deres kontrol. Stiftet blev etableret for at samle de troende, som var klar over deres kald: at være frie som Kirke, at prædike Evangeliet og udgøre et fællesskab, som på ingen måde var underlagt nogen form for politisk kontrol. Sådan var vort oprindelige mål. Siden da er omstændighederne blevet nogle andre, for situationen i Rusland er ændret, især hvad angår Kirkens frihed og uafhængighed og stiftets manøvrefrihed; men alligevel er situationen ikke ændret så meget, som man måske kunne forestille sig. I vore dage står vi overfor et problem, som kan give anledning til et vist venskab mellem Kirke og stat: Der er risiko for, at Kirken, lige som i fortiden, på den ene eller den anden måde bliver til et instrument for staten; for venskabet fører til samarbejde og derfra til afhængighed. Vi må holde os dette faktum for øje og tanke og gøre alt, hvad der er os muligt, for at forblive frie, både moralsk og administrativt. For øjeblikket har vi ingen problemer af administrativ art med patriarkatet i Moskva. Vi er frie til at styre stiftet på vores måde. Men moralsk må vi være opmærksomme på det forhold, at Kirken i Rusland har problemer, at den står overfor fristelser og risici. Vor opgave er da at forblive uafhængige, ikke ved at definere os i modsætning til vor moder-Kirke, men ved at definere os som en gruppe, der moralsk og administrativt er frie og derved helt enkelt bliver et forbillede til det kirkelige liv. — Man kan anklage mig for arrogance, når jeg siger sådan: Hvordan skulle vi kunne være et forbillede? Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at vi befinder os i en privilegeret situation. Vi er et antal mænd og kvinder, som af vores frie vilje har valgt at være ortodokse og at forblive tro mod Evangeliet, sådan som det blev prædiket af Den Ortodokse Kirke i de første århundreder. Vi er en gruppe mennesker, som aldrig i mindste måde har stået i noget afhængighedsforhold til verdslige myndigheder. Dét er noget yderst afgørende og meget værdifuldt. Det er en situation, som vi må fastholde af al kraft og overbevisning. Det indebærer ikke, at vi så skal være oprørske, fjendtlige eller illoyale i forhold til moder-Kirken. Det betyder, at vi skal være dét, Kirken er kaldet til at være: et korpus af mænd og kvinder, som har valgt at være Evangeliets og Kristi budbringere i den verden, hvor de lever. Vi kan kun være frie og proklamere sandheden, når vi lever et liv, der er denne sandhed værdigt. Dette er afgørende, for at prædike Evangeliet vil først og fremmest sige at leve Evangeliet på en sådan måde, at folk, når de betragter Ortodoksien eller blot en lille gruppe troende som fx vores, kan udbryde: “Aha, det er sådan, det skal forstås”. På samme måde som en kristen forfatter fra 2. – 3. århundrede skrev: “Folk, som betragter os, siger: “Se, hvor de har indbyrdes kærlighed!” ( Diognét-brevet). Vi er ved at blive den lokale Kirke Vi er kaldede, ikke alene til indbyrdes kærlighed, men til at elske hele Guds skabelse og til for enhver pris at tjene dén. I vore dage er prisen ikke vort blod eller vore liv, ikke at vi må udholde vold og død; men prisen er vores måde at leve på, måden hvorpå andre ser på os og dermed begriber Ortodoksien som noget særligt, fordi den på en særlig måde manifesterer Evangeliets væsen. […] Vore menigheder og stiftet har forandret sig meget siden grundlæggelsen og de første stiftsmøder. Vi har haft stærk tilstrømning af russere, vi har set et vist antal englændere konvertere til Ortodoksien, og vi har nu i vort stift mennesker, der hverken hører til den russiske eller den engelske kultur: grækere, serbere, bulgarere og flere endnu. Vi er i færd med virkelig at blive den lokale Kirke: den stedlige Kirke, som rummer og forener mennesker af alle nationaliteter, afstamninger, kulturer, præcis som det var i den tidlige Kirke. Den tidlige Kirke var en forsamling af mennesker, som indbyrdes var så fremmede, at de ikke kunne kommunikere undtagen via Kirken. Der var herrer og slaver; der var romerske borgere og andre, der hørte til de folk, Rom havde underlagt sig; der var mennesker med helt forskellige sprog og kulturer. Nogle var højt placeret på den sociale rangstige, andre lavt. Men de kunne alle være ét, for de havde ét til fælles: Herren Jesus Kristus, som var deres Herre, Leder og Mester. Han var for dem Sandheden og Vejen, Han var Døren, der åbnede sig mod evigheden. Vi lever ikke længere i en kristen verden, og netop derfor bliver Kirken i stigende grad dét, den var i de første århundreder. I vore samfund kan der stadig være spor af kristne traditioner og kristen kultur, men verden er ikke længere en kristen verden i og for sig. Den er i opløsning; moralsk, filosofisk, teologisk og på en række andre måder. Men vi proklamerer, at den eneste mulighed, vi har, det eneste vi kan gøre, er at forene mænd og kvinder i ét legeme – Kristi legeme, som ikke slet og ret er en forsamling af mennesker, der er enige om, hvad der er det bedste for dem selv; men et legeme, en forsamling, som udgør Kristi inkarnerede nærvær. Fader Sergej Bulgakov har sagt, at hvert menneske er en inkarnation, et inkarneret Kristi nærvær, og at vi tilsammen udgør Kristi legeme, en forsamling af mænd og kvinder, som er Kristi sande nærvær. Da vi alle er døbte i Kristus, er vi alle blevet lemmer på Hans legeme. Det er dette, folk bør blive opmærksomme på, når de stifter bekendtskab med os. På ny at bibringe verden Kristi nærvær I dag lever vi i en verden, hvor samtalen og de økumeniske relationer er blevet meget anderledes, end de var, da jeg først kom til England. Dengang var de konfessionelle forskelle klart definerede, men man søgte at mødes og prøvede at forstå hinanden. Sådan er det ikke længere, og resultatet er stor forvirring. Hvis ikke vi er fast forankrede i bønnen og i Kirken liv (og her taler vi ikke om det administrative eller om de konfessionelle grupper, men om Kirken som Kristi legeme), resulterer det i en følelse af fremmedgørelse. Vi må fremme en anden måde at se tingene på og forsøge at nærme os sagen på en ny måde. Først og fremmest udgør de kristne ikke nogen énhed. De er splittet op i forskellige konfessioner. Det er allerede længe siden, vi mødtes og forsøgte at finde en fælles sprogbrug. Men selv om vi er nået frem til denne fælles sprogbrug, som har gjort det muligt for os at blive venner, brødre og søstre, er vi desværre fortsat lige splittede. Dét er ikke godt nok! Og det er ingen løsning at ville overvinde splittelsen via et kompromis. Det er heller ingen løsning at forblive splittede, alt imens vi lader som om, vi er ét; dét ville være at forråde Kristus og Evangeliet. Det, vi bør gøre, er at bringe Ortodoksien, med stort “O”, til Vesten; ikke som en religiøs “konfession”, men som en ny Kristi tilstedeværelse. Da den russiske ortodokse Kirke blev medlem af Kirkernes Verdensråd, var dens repræsentant biskop Johannes (Wendland) (1909 – 1989). Jeg glemmer aldrig hans ord. Han henvendte sig til Verdensrådet på følgende måde: “Vi vil gerne takke jer, vi ortodokse, fordi I har modtaget os i jeres midte. I spørger måske jer selv, hvad vi kan bibringe jer. Vi kommer ikke med en ny religiøs lære; vi kommer med den tidlige Kirkes tro. Vi har ikke formået at efterleve den til fulde. Vi bringer den tilbage til jer, og vi håber, I vil vise jer i stand til at frembringe de frugter, som vi har vist os ude at stand til at frembringe”. Disse var ordene, der blev sagt ved den russiske Kirkes indtræden i Kirkernes Verdensråd. Her har vi en stor sandhed: Vi kommer ikke med “endnu en konfession”, og hvis vi virkelig forstår os selv som “endnu en konfession”, så forråder vi Ortodoksien og kender ikke vores kald. Dét, vi skal bidrage med, er Kristus og Kirkens ånd, som den var til stede i de første århundreder, før Kirken var anerkendt af staten og på forskellig viis underkastet statsmagten. Hvis vi betragter kirkehistorien, kan vi se, at det desværre alt for ofte var på statsmagtens initiativ, at de økumeniske konciler blev etableret. Dette skete i kritiske øjeblikke, for dét, som staten og de byzantinske kejsere ville, var at Kirken skulle være en forenende faktor for Romerriget snarere end end en levende erfaring af troen. Fader Georg Florovskij har engang sagt, at vist var de økumeniske konciler lovligt indkaldt, og vist har de på lovlig viis proklameret Ortodoksiens sandhed; men de har aldrig givet noget svar til hæretikerne og til dem, der skilte sig ud fra Kirken. Vi fordømte disse hæretikere, vi så i dem mennesker, der stod udenfor Kirken; men vi fandt ikke nogen sprogbrug eller nogen argumenter, for at fastholde dem i Kirken. Der var intellektuelle og filosofiske argumenter, men ingen, der vedrørte det afgørende i det kristne liv. I vore dage er vi faldet tilbage i samme situation. Økumeniens virkelige udfordring Vi diskuterer med de andre konfessioner – selv om vi diskuterer meget lidt for øjeblikket, i betragtning af at vi ikke længere fornemmer forskellene mellem konfessionerne, sådan som vi gjorde for halvtreds, tres eller halvfjerds år siden – men vi svarer fortsat ikke på de spørgsmål, der drejer sig om verdens forklarelse (transfiguration). Den verden, vi lever i, er stort set blevet hedensk. Vi har ikke mere noget moralkodeks, vi har kun et begreb om menneskelighed og om mennesket, hvilket er noget ganske andet. Når folk siger, at Kirken, eller Kirkerne, er fremmede for moderniteten, fordi den tror på gammeldags begreber som fx ægteskabet, så er det slet ikke dét, det drejer sig om. Sagen er, at Kirken ikke behøver føre diskussioner med alt, hvad verden har taget til sig. Kirken fremlægger en vision, som rækker højere op og er mere rummelig. Der er et menneske, som spillede en stor rolle for min egen opdagelse af troen. Han var under-diakon hos patriark Tikhon i Moskva. – Han skrev: “Når man diskuterer med én eller anden, vil vedkommende yde modstand og afvise ens argumenter. Man bør altid hæve sig op over sine argumenter på en sådan måde, at ens samtalepartner kan høre på, hvad man har at sige og så udbryde: “Hvor er det pragtfuldt!” og således åbne sig for dét, man prøver at gøre ham begribeligt.” Det er dette, vi må lære at praktisere i den moderne verden, vi lever i. Økumenien må ikke blive til en slags kompromis, en metode til at genforene de forskellige Kirker og nærme de troende til hinanden; for jo større kompromis, jo lettere er det at være sammen. Vi bør forstå økumenien sådan, at den er en åndens holdning, som bekender, at Kristus er Herre og Konge for oikumene, dvs. for verden i dens helhed; og at vores rolle i forhold til dette univers er at bringe en sandhed, der oplyser og omslutter verden og fører den til en storhed, en udfoldelse og en skønhed, den ikke før har vidst af. I skal i sandhed blive Kristi legeme Vi må føre vore refleksioner over disse spørgsmål til ende, ikke alene med intellektet, men med hele vor væren, med al den lidenskab, vi kan præstere, selv om vi selv måtte være uværdige dertil. Jeg er fuldkommen uværdig i forhold til dét, jeg prædiker; men det er ikke dét, det drejer sig om her. Jeg bliver stillet til ansvar en dag. På baggrund af mine ord skal jeg dømmes – og sandsynligvis fordømmes. Men ordene er og forbliver sande! Vi må være parate til at proklamere sandheden, ikke som en intellektuel eller filosofisk sandhed, men som det sande liv. Brug ord dertil, brug hele jeres liv, inklusive liturgien, gudstjenesten. Det sidste ikke som kulthandlinger, der udføres på vegne af et lukket fællesskab, men som et middel til at gøre dem udenfor Kirken bekendt med Kristus og det evige liv. Dette er den nye økumeni, som vi bør tilegne os. En økumeni, som ikke består af teologiske diskussioner og argumenter, af kompromiser og af søgen efter denne eller hin fælles vej; men en økumeni, som føres ud i livet af mænd og kvinder, som muligvis er uværdige, men som ikke desto mindre med undren kan sige: “Dette har Kristus åbenbaret mig. Jeg vil gerne dele det med jer. Jeg har aldrig kunnet leve i overensstemmelse med åbenbaringen, men det kan I. Modtag dette og bliv i sandhed Kristi legeme”. Fra Service Orthodoxe de Presse nr. 265, feb. 2002 Oversat fra fransk, forkortet og bearbejdet af red. Gudsmoders Beskyttelse 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn Kære brødre og søstre i Kristus Ved højtiden for Gudsmoders Beskyttelse har jeg gennem alle årene læst for jer nogle uddrag af dét, den hellige Silouan, som vi mindedes for en uges tid siden, den 24. september, læst, hvad han siger om Gudsmoder. Også i år er der grund til at lytte til den hellige Silouan. Han skriver sådan her: Min sjæl skælver i ærefrygt, når jeg skuer den herlighed, der er om Gudsmoder. Min tanke rækker ikke til, mit hjerte er fattigt og svagt; men min sjæl fryder sig og længes efter at nedskrive i det mindste nogle ord om hende. Sjælen viger tilbage i frygt over for denne opgave, men kærligheden tvinger mig til ikke at skjule min taknemmelighed over hendes barmhjertighed. Skønt Gudsmoders liv er som tilsløret i hellig tavshed, har Herren dog givet Sin Ortodokse Kirke viden om, at hendes kærlighed omfatter hele verden. Hun skuer i Helligånden alle jordens folkeslag, og som sin Søn har hun medfølelse med hvert menneske. Vidste vi dog bare, hvor meget den alhellige Gudsmoder elsker dem, der holder Kristi bud, og hvilken medlidenhed og hvilken sorg, hun føler over dem, som ikke omvender sig! Jeg har selv erfaret dette! Jeg lyver ikke, for jeg taler for Guds ansigt, som min sjæl kender. Jeg kender den alrene Jomfru i Ånden. Set hende har jeg ikke, men Helligånden har givet mig at kende hende og hendes kærlighed til os. Uden hendes barmhjertighed ville jeg for længst være fortabt; men hun behagede at komme til mig og indtrængende bede mig om ikke mere at synde. Hun sagde til mig: ”Det smerter mig at se, hvordan du lever.” Hendes ord var stille og blide, men de virkede voldsomt i min sjæl. Der er gået mere end fyrre år siden da, men jeg har aldrig kunnet glemme hendes ord, fulde af sødme. Jeg véd ikke, hvad jeg skulle kunne give til gengæld for hendes kærlighed til mig, og hvordan jeg skulle kunne takke Herrens moder. Hun er i sandhed vor forbederske hos Gud, og alene lyden af hendes navn er nok til at glæde sjælen. Men alle i Himlen og alle på jorden fryder sig over hendes kærlighed. Hvilket ubegribeligt under! Hun dvæler i Himlen og skuer uophørligt Guds herlighed; og dog glemmer hun ikke os, ringe og fattige som vi er, og hun tager alle verdens folkeslag under sin beskyttelse. Sådan er den alrene Gudsmoder, som Herren har givet os. Hun er vor glæde og vort håb. Hun er vor moder i ånden. Hun er som menneske af samme væsen som os; og hver kristen sjæl længes i kærlighed mod hende.” Den hellige Silouans ord udtrykker smukt og dybt den kærlighed, vi i Kirken har til Maria, Gudsmoder. Kærligheden og længslen gælder selvsagt hele Kirken. Ingen kan tage et patent på Gudsmoder, hendes Beskyttelse rækker, som hl. Silouan siger, over alle verdens folkeslag. Men højtiden, som vi fejrer i dag, har ikke desto mindre en helt særlig betydning for os her i Danmark. For det er den højtid, til hvilken vor menighed er indviet, og hvis navn vi bærer: Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Højtiden grunder sig på et syn, som den hellige Andreas, dåre i Kristus, i det 10. århundrede modtog. Det var i Blacherne-kirken i Konstantinopel, hvor man opbevarede Gudsmoders kappe og slør. I løbet af vågenats-tjenesten, mens hellige Andreas befandt sig i bøn, så han Gudsmoder udbrede sit slør over de forsamlede. Andreas ilede da ind i alterrummet, og åbnede det skrin, hvor Gudsmoders slør befandt sig, og stående foran ikonostasens midterdøre spændte han sløret ud over mængden. Sløret var så stort, at det dækkede alle i den store forsamling, og ved en mystisk kraft forblev det udspændt i luften over dem. Herefter hævede Gudsmoder sig mod Himlen og forsvandt, omgivet af et strålende skær. Hun overlod sit hellige slør til det kristne folk som et pant på sin kærlige beskyttelse. En beskyttelse, som Gudsmoder igen og igen har tilstået os, som er i Guds Kirke. Nogle af jer kan sikkert huske dengang for næsten femten år siden, da vi grundlagde menigheden – eller rettere da vi gjorde de første tøvende forsøg på at formalisere vor meget lille gruppe af ortodokse kristne, for om en egentlig menighed var der endnu ikke tale. — Der var meget, vi ikke vidste, vi vidste heller ikke, hvad vi skulle kalde os. Selv hældede jeg dengang til, at vi skulle tage navn efter hellige Silouan, fordi jeg havde haft meget at gøre med Hellige Silouans Kloster i Frankrig. Men så var der én, som foreslog at vi skulle tage navn efter Gudsmoders Beskyttelse, og så såre det var blevet nævnt, stod det lysende klart, at dét skulle være navnet, og at vi skulle indvie menigheden til ære for Gudsmoders Beskyttelse. Vi havde sandelig også brug for Beskyttelse: Vi var en fåtallig flok. Nu 15 år efter er vi betragteligt flere, men fortsat ikke nogen talrig menighed. Vi er fortsat få og små med den sårbarhed, som følger deraf. Derfor er det fortsat afgørende for menighedens eksistens, at vi alle engagerer os, at vi er til stede ret og slet, og at vi bidrager økonomisk efter formåen. I det lange løb er det ikke holdbart med den tanke, at ”det er der nok nogle andre, der tager sig af”, det med at gå i kirke og dét med at betale. Det var noget fuldkommen nyt, noget hidtil uhørt, vi satte i værk dengang: Den Ortodokse Kirke i Danmark . Ikke en sømandskirke, ikke en såkaldt migrantkirke, men en lokal, ortodoks Kirke for danskere, rumænere, georgiere og andre folk, som har det til fælles, at de bor i Danmark, folk, hvis børn går i skole her og har deres fremtid her i landet. — Det var som sagt uhørt! Bevares, der havde tidligere været forsøg med dansksprogede tjenester i en russisk menighed her i byen, men altid som undtagelsen, som et ekstranummer og ikke som norm. Vi blev set på dengang med stor skepsis og mistænksomhed, ja slet og ret med regulær modvilje af migranterne. Og det gør vi vist stadig! Den misforståelse er desværre udbredt, at vil nogen være rigtig ortodoks, ja så må han eller hun forklæde sig som russer, græker, serber, rumæner eller andet fjernt fra Danmark. Mange tvivlede på, at det ville kunne lade sig gøre, tvivlede på, at en sådan menighed ville være levedygtig. Også mennesker, der var enige med os, mennesker, som gerne så en dansksproget Ortodoks Kirke vokse frem, men ikke turde tro, det var muligt, også de tøvede. Der var, kort sagt, ikke så lidt, som fra begyndelsen syntes at pege på, at initiativet hurtigt ville kuldsejle. Så vi kunne om nogen have brug for Beskyttelse. Og hvilken Beskyttelse skulle vi vel give os ind under, om ikke Gudsmoders beskyttende slør. Vi blev taget imod dengang med kærlighed og opbakning, både i det skandinaviske miljø, hvor f. Johannes og hl. Nikolai Menighet i Oslo står centralt, og i Det Vesteuropæiske Eksarkat, hvor Ærkebiskop Sergej ordinerede mig som diakon til tjeneste i Danmark.Men den helt afgørende konsolidering kom i 2003, hvor den nyvalgte — valgt den 1. maj 2003 med overvældende flertal af en forsamling af præsteskab og lægfolk på Eksarkatets Generalforsamlig i Paris — hvor nyvalgte Ærkebiskop Gabriel tog initiativ til, at hvis det skulle blive til noget for alvor i Danmark, ja, da måtte vi have en lokal præst. Det var hans initiativ. Ærkebiskoppen ringede mig op i sommeren 2003 kort tid efter sin indsættelse. Han orienterede mig om, at han skulle besøge Oslo og dér indvie den nye kirke den 7. september samme år, og han opfordrede mig til at rejse til Norge og være med, så der kunne foretages præstevielse ved samme lejlighed. På den måde blev jeg, præsten i Danmark, én af de første, Ærkebiskop Gabriel ordinerede. Men den allerførste, han indsatte til den præstelige tjenesten, var dog daværende munkediakon Job, den samme, som for snart to år siden af Patriarken og Synoden blev udvalgt og indsat som ny Ærkebiskop efter Ærkebiskop Gabriels alt for tidlige død. Vi ved endnu ikke, hvad denne nye situation vil kunne udvikle sig til. Men lad os, brødre og søstre i Kristus, stå fast på det fundament, som er dannet gennem årene. Lad os efterligne hl. Andreas, dåre i Kristus, og i alt godt, som hænder os, i al vækst og alt liv i vor menighed, i al indbyrdes kærlighed og i al styrke udadtil, lad os i alt dette se Gudsmoders beskyttende slør udspændt over os. Og lad os stole på, at om end der måtte være vanskelige tider forude, så er Gudsmoders omsorg med os under alle forhold. Må hendes kærlighed og Beskyttelse bevare os fra alle onde angreb og forvandle os, hver især og sammen, fra jordisk mørke til himmelsk lys. Må vi, under Gudsmoders slørs beskærmelse ufortrødent fortsætte vor vandring frem mod Guds Rige og vor Herre Jesu Kristi himmelske bolig. Ham være lov og pris til evig tid Amen f. Poul Prædiken – Søndag den 13. september 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Person, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kirke har vi ingen ”hellige bøger”. Hverken bøger, billeder eller andet er helligt i og for sig. Det er derfor, vi synger i Liturgien: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus til Gud Faders ære”. Vi tror ikke på en bog! Lad os forstå det ret. Jo, vi ærer evangeliebogen, vi ærer den som Kristi verbale ikon, ligesom vi ærer billederne, ikonerne af Kristus, Gudsmoder og de hellige til alle tider. Men vi ærer bogen og ikonerne af de hellige af én eneste grund: Ikke fordi de i sig selv er hellige, men fordi de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er blevet Menneske for vor frelses skyld. Nogle taler om ”de tre bogens religioner”, og med det søger de at etablere lighed mellem kristendom, jødedom og islam. Sådanne ligheder eksisterer da også. Men mere afgørende er forskellene. Dem bør vi hæfte os ved. Vi, som er kristne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så mange bogstaver, der bliver til så og så mange ord på så og så mange sider i denne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lovbog eller et sæt regler for ret livsførelse, vi peger på Ham, som i begyndelsen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus. Dermed er vi ude over, ja frie for alle bekymringer om vi nu læser den ”helt rigtige” Bog: Om der skulle være en særlig ”ortodoks bibel” med ét helt særlig ”ortodokst” antal skrifter, baseret på en helt særlig ”ortodoks” oversættelse eller grundskrift. – Bevares, alt sådant kan have interesse for den historiske og filologiske forskning, men for troen spiller det ingen rolle. Og dermed lægger vi fuldt og helt afstand til islams opfattelse af bogen som Guds eget dikterede ord (på arabisk, selvfølgelig!) om, hvordan vi mennesker skal leve og opføre os. Vi tror, lad os gentage det, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Person, ikke en bog. Bogen er, i det højeste, et troens hjælpemiddel og ikke troens genstand. Om så alle verdens bibler blev brændt på flammende bål, ville ilden ikke kunne tilintetgøre Kristus og dermed bringe Guds Ord til tavshed. Vi har læst fra Johannesevangeliet i dag – en kort tekst, som i sin midte har det vers, vi tolker og forstår som et koncentrat af Kristi Evangelium og dermed som det eneste, vi dybest set behøver for at vide, hvad kristendom er. Det gælder Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle mulige andre slags tro, for der findes, siger apostlen Peter, intet andet Navn under Himlen, hvorved vi kan frelses. – Og slet ikke troen på, at vi ved særligt fromme handlinger, altså ved at leve ord-ret og bogstaveligt efter forskrifterne i denne eller hin bog skulle kunne retfærdiggøre os eller fortjene frelsen uden om Kristus og troen på Ham. På denne foruroligende baggrund blev der i onsdags udsendt en pressemeddelelse fra Danske Kirkers Forretningsudvalg i samarbejde med Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Den var at læse i K. D. i fredags, og er sikkert også blevet bragt i andre medier. Erklæringen har overskriften: Muslimer og kristne opfordrer til at vise flygtninge venlighed og respekt. Der er noget, der byder mig imod i denne erklæring, og jeg har spekuleret ganske længe over, hvad det er. De fleste af de 5 afsnit er gentagelser eller variationer af overskriften, altså opfordringer til at vise medmenneskelighed, venlighed og respekt over for flygtninge og asylansøgere. Den opfordring kan vel ingen have noget imod, heller ikke jeg, tværtimod. Selvfølgelig bør vi vise venlighed og respekt, det er sørgeligt og skammeligt at se, når enkelte føjer spot til skade ved at håne og mishandle mennesker der i forvejen har det meget svært. Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæringen fra Danske Kirkers Råd, der nederst på papiret præsenterer sig som — bestående af 16 medlemskirker, heraf Folkekirken, Den katolske Kirke, Den Ortodokse Kirke og en række frikirker — erklæringen fra dette kristne råd nævner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frelser enhver, der tror på Ham. Det kristne råd finder det ikke ulejligheden værd at nævne Kristi Navn, det eneste Navn under himlen, hvorved vi frelses. I stedet gør Danske Kirkers Råds Forretningsudvalg troen til en abstrakt, ubestemt størrelse, som ikke nødvendigvis har noget med Kristus at gøre. – Sammen med Muslimernes Fællesråd udtaler de: Vor gudstro kalder på konkret handling … for, hedder det videre: der er et kald i vore hellige bøger om, at vi skal tage imod den fremmede … Og så slutter passagen sådan her: Som kristne og muslimer i Danmark opfordrer vi til lokal handling. Med andre ord: Danske Kirkers Råd sidestiller kristen og muslimsk tro som to størrelser, der egentlig har helt samme indhold, blot med lidt forskellige ord: ”Vor gudstro” … og ”vore hellige bøger” tilsiger os at optræde på dén og dén måde, og derfor opfordrer vi i fællesskab til denne eller hin måde at handle på. – Herfra er der ikke langt til det ukristelige udsagn, at enhver bliver salig i sin tro. Til gengæld er der uendeligt langt til evangelisten Johannes’ koncentrat af den kristne tro: Ham være lov og pris til evig tid! … Amen.
Når vi er kommet ind i 2016 fortsætter vi studiegruppen. Man er velkommen til at melde sig til via nedenstående formular. Nærmere information om datoer følger. Vi vil forsøge, at dykke ned i de bibelske tekster og gennemgå de forskellige lag, herunder Kirkens officielle lære, hvad teksten betyder for os personligt og hvorledes disse beretninger kan komme til at virke i vores liv. Alle er velkommen til at deltage, menighedens medlemmer, såvel som gæster, ortodokse såvel som folk uden tilknytning til Den Ortodokse Kirke. Efter studiegruppen vil der være mulighed for at deltage i læsningen af en akathist. Vel mødt. Nedenfor kan høres et foredrag som f. diakon Irakli Tsakadze holdt lørdag den 15. maj 2010 i Gudsmoders Beskyttelses Menighed om Den Ortodokse Kirkes kalender. Under lydafspilleren kan man læse nogle noter til særlige emner i foredraget. Tropical year Egyptian calendar Julian calendar Gregorian calendar Revised Julian calendar Based on an article by Fr. Dr. V.F. Khulap. Se også: The Paschalion Question – Historical, Canonical, Mathematical and Astronomical Aspects Gudsmoders Beskyttelse har nu været på Østerbro i godt et halvt år og vi er rigtig glade for vore nye lokaler. For nylig er vi kommet et skridt videre, idet de længede ventede Pantokrator- og Gudsmoder-ikoner til ikonostasen blev sat op i stedet for de midlertidige. Ikonerne er skrevet af Jaroslava Askoldovna Alexejeva fra St. Petersborg og er doneret af en person fra menigheden. I tillæg til ikonerne har vi også indkøbt 2 smukke tæpper til at pryde begge rum i kirken. Se ikonerne og bedetæpperne i billedserien herunder – og vær velkommen i kirken til at se dem i levende live. Mange tror, at bedetæpper er en muslimsk tradition, men det er faktisk oprindeligt en kristen tradition. Om ikoner og bedetæpper kan man høre i optagelsen af Liisa Kuningas foredrag fra 2010 herunder.
 Eksempel på et tæppe, der gengiver kongeporten og har en bort med det S‑lignende bogstav: Alef, der er det første bogstav i det hebraiske alfabet og i Guds Navn. Prædiken 32. Søndag efter Pinse I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Én af dagene i forgangne uge var der en journalist fra K. D., som ringede til mig. Han ringede for at spørge, hvilke reaktioner der mon var blandt ortodokse kristne, og altså i en menighed som Gudsmoders Beskyttelse, når præster i folkekirken proklamerer offentligt, at de ikke tror på alt det overnaturlige i kristendommen. Når de beretter, at de er så oplyste og så gennemsyrede i tanke og sind af rationalistisk filosofi, at det er dem aldeles umuligt at forholde sig til jomfrufødslen og til vor Herre Jesu Kristi guddommelige undfangelse. Og at de af samme grund heller ikke kan tro på opstandelsen som fysisk virkelighed, at de er alt for kloge til at tro på Evangeliets ord, at Kristus på tredjedagen viste Sig for apostlene, spiste fisk sammen med dem og lod dem føle på Sine hænder og fødder for at de skulle forstå, at Han var virkelig. Læs mere Tirsdag den 30. september 2014 gjorde menigheden aftentjeneste ved f. Johannes og f. Poul med indlagt akathist til Gudsmoders Beskyttelse og efterfølgende kaffe og the. Onsdag den 1. oktober fejrede vi højtiden med den guddommelige liturgi samt efterfølgende udvidet kirkekaffe. Begge dage glædedes vi over besøg af f. Johannes og f. diakon Serafim fra Hellige Nikolai Menighet i Oslo og Hellige Trifon Skita i Hurdal. Til liturgien glædedes vi tillige over besøg af f. Emiljan og f. Mihai. Der var godt fremmøde til liturgien og kirkekaffen bagefter, som også markerede ibrugtagen og fejring af vore nye lokaler på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro. | |||
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
