Ved højtiden for Gudsmoders Beskyttelse har jeg gennem alle årene læst for jer nogle uddrag af dét, den hellige Silouan, som vi mindedes for en uges tid siden, den 24. september, læst, hvad han siger om Gudsmoder. Også i år er der grund til at lytte til den hellige Silouan. Han skriver sådan her:
Min sjæl skælver i ærefrygt, når jeg skuer den herlighed, der er om Gudsmoder. Min tanke rækker ikke til, mit hjerte er fattigt og svagt; men min sjæl fryder sig og længes efter at nedskrive i det mindste nogle ord om hende. Sjælen viger tilbage i frygt over for denne opgave, men kærligheden tvinger mig til ikke at skjule min taknemmelighed over hendes barmhjertighed.
Skønt Gudsmoders liv er som tilsløret i hellig tavshed, har Herren dog givet Sin Ortodokse Kirke viden om, at hendes kærlighed omfatter hele verden. Hun skuer i Helligånden alle jordens folkeslag, og som sin Søn har hun medfølelse med hvert menneske.
Vidste vi dog bare, hvor meget den alhellige Gudsmoder elsker dem, der holder Kristi bud, og hvilken medlidenhed og hvilken sorg, hun føler over dem, som ikke omvender sig! Jeg har selv erfaret dette! Jeg lyver ikke, for jeg taler for Guds ansigt, som min sjæl kender. Jeg kender den alrene Jomfru i Ånden. Set hende har jeg ikke, men Helligånden har givet mig at kende hende og hendes kærlighed til os. Uden hendes barmhjertighed ville jeg for længst være fortabt; men hun behagede at komme til mig og indtrængende bede mig om ikke mere at synde. Hun sagde til mig: ”Det smerter mig at se, hvordan du lever.” Hendes ord var stille og blide, men de virkede voldsomt i min sjæl. Der er gået mere end fyrre år siden da, men jeg har aldrig kunnet glemme hendes ord, fulde af sødme. Jeg véd ikke, hvad jeg skulle kunne give til gengæld for hendes kærlighed til mig, og hvordan jeg skulle kunne takke Herrens moder.
Hun er i sandhed vor forbederske hos Gud, og alene lyden af hendes navn er nok til at glæde sjælen. Men alle i Himlen og alle på jorden fryder sig over hendes kærlighed.
Hvilket ubegribeligt under! Hun dvæler i Himlen og skuer uophørligt Guds herlighed; og dog glemmer hun ikke os, ringe og fattige som vi er, og hun tager alle verdens folkeslag under sin beskyttelse.
Sådan er den alrene Gudsmoder, som Herren har givet os. Hun er vor glæde og vort håb. Hun er vor moder i ånden. Hun er som menneske af samme væsen som os; og hver kristen sjæl længes i kærlighed mod hende.”
Den hellige Silouans ord udtrykker smukt og dybt den kærlighed, vi i Kirken har til Maria, Gudsmoder. Kærligheden og længslen gælder selvsagt hele Kirken. Ingen kan tage et patent på Gudsmoder, hendes Beskyttelse rækker, som hl. Silouan siger, over alle verdens folkeslag. Men højtiden, som vi fejrer i dag, har ikke desto mindre en helt særlig betydning for os her i Danmark. For det er den højtid, til hvilken vor menighed er indviet, og hvis navn vi bærer: Gudsmoders Beskyttelses Menighed.
Højtiden grunder sig på et syn, som den hellige Andreas, dåre i Kristus, i det 10. århundrede modtog. Det var i Blacherne-kirken i Konstantinopel, hvor man opbevarede Gudsmoders kappe og slør. I løbet af vågenats-tjenesten, mens hellige Andreas befandt sig i bøn, så han Gudsmoder udbrede sit slør over de forsamlede. Andreas ilede da ind i alterrummet, og åbnede det skrin, hvor Gudsmoders slør befandt sig, og stående foran ikonostasens midterdøre spændte han sløret ud over mængden. Sløret var så stort, at det dækkede alle i den store forsamling, og ved en mystisk kraft forblev det udspændt i luften over dem. Herefter hævede Gudsmoder sig mod Himlen og forsvandt, omgivet af et strålende skær. Hun overlod sit hellige slør til det kristne folk som et pant på sin kærlige beskyttelse. En beskyttelse, som Gudsmoder igen og igen har tilstået os, som er i Guds Kirke.
Nogle af jer kan sikkert huske dengang for næsten femten år siden, da vi grundlagde menigheden – eller rettere da vi gjorde de første tøvende forsøg på at formalisere vor meget lille gruppe af ortodokse kristne, for om en egentlig menighed var der endnu ikke tale. — Der var meget, vi ikke vidste, vi vidste heller ikke, hvad vi skulle kalde os. Selv hældede jeg dengang til, at vi skulle tage navn efter hellige Silouan, fordi jeg havde haft meget at gøre med Hellige Silouans Kloster i Frankrig. Men så var der én, som foreslog at vi skulle tage navn efter Gudsmoders Beskyttelse, og så såre det var blevet nævnt, stod det lysende klart, at dét skulle være navnet, og at vi skulle indvie menigheden til ære for Gudsmoders Beskyttelse.
Vi havde sandelig også brug for Beskyttelse: Vi var en fåtallig flok. Nu 15 år efter er vi betragteligt flere, men fortsat ikke nogen talrig menighed. Vi er fortsat få og små med den sårbarhed, som følger deraf. Derfor er det fortsat afgørende for menighedens eksistens, at vi alle engagerer os, at vi er til stede ret og slet, og at vi bidrager økonomisk efter formåen. I det lange løb er det ikke holdbart med den tanke, at ”det er der nok nogle andre, der tager sig af”, det med at gå i kirke og dét med at betale.
Det var noget fuldkommen nyt, noget hidtil uhørt, vi satte i værk dengang: Den Ortodokse Kirke i Danmark . Ikke en sømandskirke, ikke en såkaldt migrantkirke, men en lokal, ortodoks Kirke for danskere, rumænere, georgiere og andre folk, som har det til fælles, at de bor i Danmark, folk, hvis børn går i skole her og har deres fremtid her i landet. — Det var som sagt uhørt! Bevares, der havde tidligere været forsøg med dansksprogede tjenester i en russisk menighed her i byen, men altid som undtagelsen, som et ekstranummer og ikke som norm.
Vi blev set på dengang med stor skepsis og mistænksomhed, ja slet og ret med regulær modvilje af migranterne. Og det gør vi vist stadig! Den misforståelse er desværre udbredt, at vil nogen være rigtig ortodoks, ja så må han eller hun forklæde sig som russer, græker, serber, rumæner eller andet fjernt fra Danmark.
Mange tvivlede på, at det ville kunne lade sig gøre, tvivlede på, at en sådan menighed ville være levedygtig. Også mennesker, der var enige med os, mennesker, som gerne så en dansksproget Ortodoks Kirke vokse frem, men ikke turde tro, det var muligt, også de tøvede.
Der var, kort sagt, ikke så lidt, som fra begyndelsen syntes at pege på, at initiativet hurtigt ville kuldsejle. Så vi kunne om nogen have brug for Beskyttelse. Og hvilken Beskyttelse skulle vi vel give os ind under, om ikke Gudsmoders beskyttende slør.
Vi blev taget imod dengang med kærlighed og opbakning, både i det skandinaviske miljø, hvor f. Johannes og hl. Nikolai Menighet i Oslo står centralt, og i Det Vesteuropæiske Eksarkat, hvor Ærkebiskop Sergej ordinerede mig som diakon til tjeneste i Danmark.Men den helt afgørende konsolidering kom i 2003, hvor den nyvalgte — valgt den 1. maj 2003 med overvældende flertal af en forsamling af præsteskab og lægfolk på Eksarkatets Generalforsamlig i Paris — hvor nyvalgte Ærkebiskop Gabriel tog initiativ til, at hvis det skulle blive til noget for alvor i Danmark, ja, da måtte vi have en lokal præst. Det var hans initiativ. Ærkebiskoppen ringede mig op i sommeren 2003 kort tid efter sin indsættelse. Han orienterede mig om, at han skulle besøge Oslo og dér indvie den nye kirke den 7. september samme år, og han opfordrede mig til at rejse til Norge og være med, så der kunne foretages præstevielse ved samme lejlighed.
På den måde blev jeg, præsten i Danmark, én af de første, Ærkebiskop Gabriel ordinerede. Men den allerførste, han indsatte til den præstelige tjenesten, var dog daværende munkediakon Job, den samme, som for snart to år siden af Patriarken og Synoden blev udvalgt og indsat som ny Ærkebiskop efter Ærkebiskop Gabriels alt for tidlige død.
Vi ved endnu ikke, hvad denne nye situation vil kunne udvikle sig til. Men lad os, brødre og søstre i Kristus, stå fast på det fundament, som er dannet gennem årene. Lad os efterligne hl. Andreas, dåre i Kristus, og i alt godt, som hænder os, i al vækst og alt liv i vor menighed, i al indbyrdes kærlighed og i al styrke udadtil, lad os i alt dette se Gudsmoders beskyttende slør udspændt over os. Og lad os stole på, at om end der måtte være vanskelige tider forude, så er Gudsmoders omsorg med os under alle forhold.
Må hendes kærlighed og Beskyttelse bevare os fra alle onde angreb og forvandle os, hver især og sammen, fra jordisk mørke til himmelsk lys. Må vi, under Gudsmoders slørs beskærmelse ufortrødent fortsætte vor vandring frem mod Guds Rige og vor Herre Jesu Kristi himmelske bolig.
Prædiken – Søndag den 13. september 2015 Forfesten til Korsophøjelsen
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Person, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kirke har vi ingen ”hellige bøger”. Hverken bøger, billeder eller andet er helligt i og for sig. Det er derfor, vi synger i Liturgien: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus til Gud Faders ære”.
Vi tror ikke på en bog! Lad os forstå det ret. Jo, vi ærer evangeliebogen, vi ærer den som Kristi verbale ikon, ligesom vi ærer billederne, ikonerne af Kristus, Gudsmoder og de hellige til alle tider. Men vi ærer bogen og ikonerne af de hellige af én eneste grund: Ikke fordi de i sig selv er hellige, men fordi de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er blevet Menneske for vor frelses skyld.
Nogle taler om ”de tre bogens religioner”, og med det søger de at etablere lighed mellem kristendom, jødedom og islam. Sådanne ligheder eksisterer da også. Men mere afgørende er forskellene. Dem bør vi hæfte os ved. Vi, som er kristne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så mange bogstaver, der bliver til så og så mange ord på så og så mange sider i denne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lovbog eller et sæt regler for ret livsførelse, vi peger på Ham, som i begyndelsen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus.
Dermed er vi ude over, ja frie for alle bekymringer om vi nu læser den ”helt rigtige” Bog: Om der skulle være en særlig ”ortodoks bibel” med ét helt særlig ”ortodokst” antal skrifter, baseret på en helt særlig ”ortodoks” oversættelse eller grundskrift. – Bevares, alt sådant kan have interesse for den historiske og filologiske forskning, men for troen spiller det ingen rolle. Og dermed lægger vi fuldt og helt afstand til islams opfattelse af bogen som Guds eget dikterede ord (på arabisk, selvfølgelig!) om, hvordan vi mennesker skal leve og opføre os.
Vi tror, lad os gentage det, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Person, ikke en bog. Bogen er, i det højeste, et troens hjælpemiddel og ikke troens genstand. Om så alle verdens bibler blev brændt på flammende bål, ville ilden ikke kunne tilintetgøre Kristus og dermed bringe Guds Ord til tavshed.
Vi har læst fra Johannesevangeliet i dag – en kort tekst, som i sin midte har det vers, vi tolker og forstår som et koncentrat af Kristi Evangelium og dermed som det eneste, vi dybest set behøver for at vide, hvad kristendom er. Det gælder Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle mulige andre slags tro, for der findes, siger apostlen Peter, intet andet Navn under Himlen, hvorved vi kan frelses. – Og slet ikke troen på, at vi ved særligt fromme handlinger, altså ved at leve ord-ret og bogstaveligt efter forskrifterne i denne eller hin bog skulle kunne retfærdiggøre os eller fortjene frelsen uden om Kristus og troen på Ham. …. Der er den seneste tid opstået en meget foruroligende situation i Danmark og resten af Europa. Der finder en veritabel folkevandring sted, hvor et meget stort antal mennesker fra Mellemøsten og Afrika søger nordpå og skaffer sig adgang til de europæiske lande. I den sidste uge har vi set en de facto opløsning af alle aftaler til regulering af tilstrømningen, vi har set, hvordan land efter land giver afkald på at håndhæve gældende regler og forordninger, også her hos os i Danmark, hvor myndighederne har opgivet al regulering, hvor man afspærrer motorveje for den trafik, de er beregnet til, for i stedet at overlade dem til store grupper af vandrende flygtninge, hvis identitet og mål ingen kender. Nogle kalder det et begyndende kaos. Kaos, som forstærkes af selvtægt fra et ikke lille antal mennesker, som på helt privat basis tilbyder de uregistrerede flygtninge transport tværs gennem landet. Mange sørger for at få indsatsen filmet, så de siden kan udstille deres gode gerninger på facebook og lignende medier: Se bare, hvor god og menneskekærlig, jeg er …
På denne foruroligende baggrund blev der i onsdags udsendt en pressemeddelelse fra Danske Kirkers Forretningsudvalg i samarbejde med Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Den var at læse i K. D. i fredags, og er sikkert også blevet bragt i andre medier. Erklæringen har overskriften: Muslimer og kristne opfordrer til at vise flygtninge venlighed og respekt.
Der er noget, der byder mig imod i denne erklæring, og jeg har spekuleret ganske længe over, hvad det er. De fleste af de 5 afsnit er gentagelser eller variationer af overskriften, altså opfordringer til at vise medmenneskelighed, venlighed og respekt over for flygtninge og asylansøgere. Den opfordring kan vel ingen have noget imod, heller ikke jeg, tværtimod. Selvfølgelig bør vi vise venlighed og respekt, det er sørgeligt og skammeligt at se, når enkelte føjer spot til skade ved at håne og mishandle mennesker der i forvejen har det meget svært.
Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæringen fra Danske Kirkers Råd, der nederst på papiret præsenterer sig som — bestående af 16 medlemskirker, heraf Folkekirken, Den katolske Kirke, Den Ortodokse Kirke og en række frikirker — erklæringen fra dette kristne råd nævner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frelser enhver, der tror på Ham. Det kristne råd finder det ikke ulejligheden værd at nævne Kristi Navn, det eneste Navn under himlen, hvorved vi frelses.
I stedet gør Danske Kirkers Råds Forretningsudvalg troen til en abstrakt, ubestemt størrelse, som ikke nødvendigvis har noget med Kristus at gøre. – Sammen med Muslimernes Fællesråd udtaler de: Vor gudstro kalder på konkret handling … for, hedder det videre: der er et kald i vore hellige bøger om, at vi skal tage imod den fremmede … Og så slutter passagen sådan her: Som kristne og muslimer i Danmark opfordrer vi til lokal handling.
Med andre ord: Danske Kirkers Råd sidestiller kristen og muslimsk tro som to størrelser, der egentlig har helt samme indhold, blot med lidt forskellige ord: ”Vor gudstro” … og ”vore hellige bøger” tilsiger os at optræde på dén og dén måde, og derfor opfordrer vi i fællesskab til denne eller hin måde at handle på. – Herfra er der ikke langt til det ukristelige udsagn, at enhver bliver salig i sin tro. Til gengæld er der uendeligt langt til evangelisten Johannes’ koncentrat af den kristne tro: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
Når vi er kommet ind i 2016 fortsætter vi studiegruppen. Man er velkommen til at melde sig til via nedenstående formular. Nærmere information om datoer følger.
Vi vil forsøge, at dykke ned i de bibelske tekster og gennemgå de forskellige lag, herunder Kirkens officielle lære, hvad teksten betyder for os personligt og hvorledes disse beretninger kan komme til at virke i vores liv.
Alle er velkommen til at deltage, menighedens medlemmer, såvel som gæster, ortodokse såvel som folk uden tilknytning til Den Ortodokse Kirke.
Efter studiegruppen vil der være mulighed for at deltage i læsningen af en akathist.
Nedenfor kan høres et foredrag som f. diakon Irakli Tsakadze holdt lørdag den 15. maj 2010 i Gudsmoders Beskyttelses Menighed om Den Ortodokse Kirkes kalender. Under lydafspilleren kan man læse nogle noter til særlige emner i foredraget.
Tropical year Year, representing a time interval between two successive vernal equinox. Its duration is 365.242199 days. This quantity is not a multiple of 24 hours, so after 365 days there is a remaining of 5 hours 48 minutes and 46 seconds.
Egyptian calendar It, predecessor of Julian calendar, consisted of 365 days. So this calendar gave an error in one day every four years (1 / (365,242199–365) ~ =3D 4), where 365.242199 is the duration of the Tropical year. In this system, a certain fixed date (e.g. the vernal equinox) was gradually shifted in the calendar, moving from spring to summer, autumn, winter and, having made a full cycle in 1460 years, was returning to its original location.
Julian calendar It was officially introduced on the 1st of January, 45 BC. In order to improve the accuracy of the Egyptian calendar, every 4th year of the calendar was a leap year, i.e. one extra day was added to it. By this scheme the duration of this new calendar became 365+1/4=3D365.25 days. But this improvement was just another approximation, as it carried its own inaccuracy, namely it accumulated error in 1 day during 128 years (1/ (365.25 — 365,242199) ~ =3D 128). Note that if the year in the Egyptian calendar was shorter than the Tropical year, the year in the Julian calendar was longer than the Tropical one. However, this calendar was 30 times more accurate than previous Egyptian one.
Gregorian calendar Introduced in 1582 by the pope Gregory. Calendar reform was implemented in such a way that in that year 10 days had been “thrown out” and October 15 went immediately after October 4. The system of inserting the leap days was changed. In particular, over 400 years, their number decreased by 3, i.e. 100, 200 and 300 years of every 400 years were not leap years, while year 400 remained a leap year. In the result another, improved approximation to the length of the tropical year had been obtained: 365 +97 / 400 =3D 365.2425, where 97 is amount of leap years over 400 years. Error of this calendar was 1 day in 3322 years, (1 / (365,2425–365,242199) ~ =3D 3322). Currently, the difference between the Julian and Gregorian calendar is 13 days, and it will increase up to 14 days in 2100, which according to the Julian calendar will be leap year, but according to the Gregorian one =96 non a leap year.
Revised Julian calendar Another important calendar improvement was made in 1923 during the meeting of the Orthodox Churches in Constantinople (not all Orthodox churches were presented in that meeting). The members of the council approved the improved or “Revised” Julian calendar. It has a period of 900 years, during which the number of leap years is reduced by 7. The new leap year rule was adopted, which differs from that of the Gregorian calendar: years evenly divisible by four are leap years, except that years evenly divisible by 100 are not leap years, unless they leave a remainder of 200 or 600 when divided by 900, then they are leap years. This means that the two calendars will first differ in 2800, which will be a leap year in the Gregorian calendar, but a common year in the new calendar. The duration of the year defined by the Revised calendar is 365 +218 / 900 =3D 365.24222, where 218 is amount of leap years in 900 years. Error in 1 day will be accumulated in 47619 years (1 / (365.24222 — 365.242199) ~ =3D 47619) suggesting that this calendar is more precise than previous ones.
Gudsmoders Beskyttelse har nu været på Østerbro i godt et halvt år og vi er rigtig glade for vore nye lokaler. For nylig er vi kommet et skridt videre, idet de længede ventede Pantokrator- og Gudsmoder-ikoner til ikonostasen blev sat op i stedet for de midlertidige. Ikonerne er skrevet af Jaroslava Askoldovna Alexejeva fra St. Petersborg og er doneret af en person fra menigheden.
I tillæg til ikonerne har vi også indkøbt 2 smukke tæpper til at pryde begge rum i kirken. Se ikonerne og bedetæpperne i billedserien herunder – og vær velkommen i kirken til at se dem i levende live.
Mange tror, at bedetæpper er en muslimsk tradition, men det er faktisk oprindeligt en kristen tradition. Om ikoner og bedetæpper kan man høre i optagelsen af Liisa Kuningas foredrag fra 2010 herunder.
Eksempel på et tæppe, der gengiver kongeporten og har en bort med det S‑lignende bogstav: Alef, der er det første bogstav i det hebraiske alfabet og i Guds Navn.
Prædiken 32. Søndag efter Pinse Den blinde i Jeriko Søndag den 18. januar 2015
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Én af dagene i forgangne uge var der en journalist fra K. D., som ringede til mig. Han ringede for at spørge, hvilke reaktioner der mon var blandt ortodokse kristne, og altså i en menighed som Gudsmoders Beskyttelse, når præster i folkekirken proklamerer offentligt, at de ikke tror på alt det overnaturlige i kristendommen. Når de beretter, at de er så oplyste og så gennemsyrede i tanke og sind af rationalistisk filosofi, at det er dem aldeles umuligt at forholde sig til jomfrufødslen og til vor Herre Jesu Kristi guddommelige undfangelse. Og at de af samme grund heller ikke kan tro på opstandelsen som fysisk virkelighed, at de er alt for kloge til at tro på Evangeliets ord, at Kristus på tredjedagen viste Sig for apostlene, spiste fisk sammen med dem og lod dem føle på Sine hænder og fødder for at de skulle forstå, at Han var virkelig.
Tirsdag den 30. september 2014 gjorde menigheden aftentjeneste ved f. Johannes og f. Poul med indlagt akathist til Gudsmoders Beskyttelse og efterfølgende kaffe og the. Onsdag den 1. oktober fejrede vi højtiden med den guddommelige liturgi samt efterfølgende udvidet kirkekaffe.
Begge dage glædedes vi over besøg af f. Johannes og f. diakon Serafim fra Hellige Nikolai Menighet i Oslo og Hellige Trifon Skita i Hurdal. Til liturgien glædedes vi tillige over besøg af f. Emiljan og f. Mihai.
Der var godt fremmøde til liturgien og kirkekaffen bagefter, som også markerede ibrugtagen og fejring af vore nye lokaler på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro.
I forbindelse med Aarhus Festuge 2014 holder Gudsmoders Beskyttelse — Den Ortodokse Kirke i Danmark aftentjeneste i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, fredag den 29. august, kl. 18.00. Det sker som led i en kirkelig arrangementsrække kaldet “Festkirken”.
Dagen efter, lørdag den 30. august, kl. 9.30, fejrer vi den guddommelige liturgi.
Gudsmoders Beskyttelse fejrer i øvrigt den guddommelige liturgi en gang om måneden i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, undtaget i juli og august. De kommende datoer kan ses på ortodoks.dk/jylland.
Foredraget holdes på engelsk af f. diakon Irakli Tsakadze.
Her er en kort introduktion til foredraget:
One of the remarkable achievements of the XX century’s cosmology and physics is the description of evolution of the universe and its matter. Scientists have come to better understand the physical foundation of the universe, which acts as a combination of different interactions or forces described by a set of fundamental physical constants.
Dealing with this question, scientists found a striking association between exact values of the physical constants and the possibility of creation of life and intelligence in the universe. The proposition of the fine-tuned Universe was offered stating that life in the universe can only occur when certain universal fundamental physical constants lie within a very narrow range and slight change in their values would not lead to the creation of matter and intelligent life.
The proposition raised number of questions amongst which is the place of a human being in the universe, which is also the central question in the Christian anthropocentrism.
The presented talk is an attempt to discuss this question from the point of view of modern Science and Christianity.
Efter foredrag og samtale holdes der aftentjeneste kl. 17.00.
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
