Aktuelt- Guds frelse og menneskets frie vilje — Den Yderste Doms Søndag, Prædiken af f. Poul, 23. februar 2025
- Guds overstrømmende kærlighed — Den Fortabte Søns Søndag, Prædiken af f. Poul, 16. februar 2025
- Selvhævdelsens vildfarelse, Tolderens og farisæerens Søndag, Prædiken af f. Poul, 9. februar 2024
- Et Lys til åbenbarelse for hedningene – Og en herlighed for Dit folk, Israel
- Vi tror på mirakler — Prædiken af f. Poul, 26. januar 2025
- Evangeliet er for alvor – Prædiken af f. Poul, 19. januar 2025
- Ritualister og regelryttere – Prædiken af f. Poul, 12. januar 2025
- Kristi Dåb – Teofani – Prædiken af f. Poul, 6. januar 2025
- Vi har modtaget udødelighedens frø i vore hjerters grotte — Prædiken af f. Poul, 5. januar 2025
- Dette evangelium er ikke menneskeværk – Søndagen efter Jul, Prædiken af f. Poul, 29. december 2024
| Udgivet 20. december 2016 Udgivet 3. oktober 2016  Fader Bengt Hagström Fader Bengt Hagström, præst i vores ærkestift, døde torsdag den 22. september 2016, tidligt om morgenen, efter længere tids sygdom. Han blev begravet i Göteborg, fredag den 30. september 2016, under ledelse af f. Angel Velitchkov, provst for Det Skandinaviske Provsti. Fader Bengt blev ordineret til diakon af Ærkebiskop Gabriel af Comane, torsdag den 8. december 2005, i Kristi Förklarings Kyrka i Stockholm. Søndag den 23. marts 2008, i Den Hellige Treenigheds Kirke i Paris, blev fader Bengt ordineret til præst af Ærkebiskop Gabriel, hvorefter han var knyttet til Hellige Nikolai Menighet i Oslo under f. Johannes Johansens ledelse, som var vores provst på det tidspunkt. Fader Bengt havde gudstjenstlig virksomhed i Hellige Tikhons Kirkeforening i Göteborg og gjorde et stort arbejde til støtte for Det Skandinaviske Provsti. I Gudsmoders Beskyttelses Menighed havde vi flere gange glæde af fader Bengts besøg. Evigt minde! Udgivet 19. juli 2016 af f. Poul Der er splittelse mellem kristne, men kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. Kirkens enhed består til alle tider i og med den ortodokse kirke. Sådan er den ortodokse kirkeforståelse. I den ortodokse pinse, den 18. — 26. juni 2016 blev der på den græske ø Kreta afholdt et kirkemøde med titlen ”Det Hellige og Store Koncil”. Mødet har været under forberedelse siden 1961, altså gennem 55 år, og det har fra mange sider været ventet med længsel: Det første fælles-ortodokse møde efter mere end 1200 års pause! År 787 fandt det syvende og sidste af de såkaldt økumeniske konciler, sted i det daværende Nikæa sydøst for Istanbul. De syv konciler udgør fundamentet for den ortodokse kirkes tro og lære. I 787 var ikoner det brændende spørgsmål. Der havde gennem mere end 150 år pågået en bitter strid om billeder i kirken. Den strid blev endeligt afsluttet med det syvende koncil, som sikrede ikonerne blivende status af ”teologi i farver”, bekræftelsen på, at Gud er blevet Menneske i Kristus. Sandt Menneske og hverken en ånd eller et spøgelse. Derfor fejrer kirken hvert år billedstridens afslutning under navnet ”den rette tros sejr” på første søndag i den syv uger lange påskefaste. Der var store forventninger til mødet på Kreta i år. Nogle svingede sig op til på forhånd at ville udnævne det til det ottende økumeniske koncil. Men det er en umulig tanke. Et kirkemødes status kan ikke bestemmes, inden det er afholdt. Efterfølgende viser det sig, om et givet koncils vedtagelser bliver modtaget af de ortodokse troende og kommer til at indgå i grundlaget for kirkens tro, lære og praksis. Kirkemøderne, som fandt sted mellem årene 325 og 787, har givet anledning til den ortodokse kirkes andet navn: ”de syv koncilers kirke”. Med dem er kirkens identitet i alt væsentligt fastlagt. Men hvad er så drivkraften bag, at den ortodokse verden gennem 55 år har arbejdet på at få arrangeret det første autoritative og fælles-ortodokse møde i 1200 år? Og hvorfor kalder man det ”Det Hellige og Store Koncil”? Først og fremmest tror jeg, der gennem mange år har udviklet sig et behov i den ortodokse kirkes 14 patriarkater for klart at manifestere, både indadtil og udadtil, at kirken fortsat er én i tro, lære og liturgi, og at den enhed består trods store forskelle i sprog, kultur, historie og udvikling. Dertil kommer den voksende globalisering og ikke mindst det forhold, at den ortodokse kirke gennem de seneste 100 år har slået rod på kontinenter og i lande, fx Vesteuropa og Amerika, hvor kirken er et forsvindende mindretal. Den udvikling har aktualiseret og understreget nødvendigheden af at gennemtænke og formulere sig klart, både om kirkens selvforståelse og om dens forhold til den øvrige kristenhed. Det måske vigtigste af seks punkter på Kreta-mødet har da også overskriften: ”Den ortodokse kirkes relationer til den øvrige kristne verden.” Et andet punkt er drøftelsen af, hvordan man kan skabe orden i den højst u‑ortodokse organisering, der for tiden hersker i de ortodokse kirker i Vesten. Den ortodokse kirkes relationer til den øvrige kristne verden! Mange protestantiske iagttagere vil sikkert mene, at den sag i princippet er let nok. Men netop det punkt voldte store vanskeligheder på Kreta. For den ortodokse kirke forstår sig selv som fuldt og helt identisk med den nikænske trosbekendelses ”ene, hellige, katolske og apostolske kirke” og kan derfor ikke anerkende den protestantiske såkaldte ”gren-teori”, som lærer, at kirken udgøres af summen af alle kirkesamfund, at alle kristne således er kirken, omend på forskellige måder. Derfor blev der på mødet på Kreta meget heftige diskussioner, om betegnelsen ”kirke” overhovedet kan benyttes om andre kirkesamfund end den ortodokse kirke. Sagen truede med at gå i hårdknude, indtil den græske kirke (som selv hører til ”strammerne” på området), foreslog den formulering, der løste knuden og fik tilslutning fra de øvrige. Den lyder i slutdokumentet sådan her: ”Den ortodokse kirke anerkender eksistensen af andre historiske, heterodokse kirker og konfessioner”(§6). Nøgleordet er naturligvis ”heterodokse”, altså afvigende fra den rette (den ortodokse) lære. De ortodokse patriarkater har gennem årene haft betænkeligheder angående deltagelse i den mellemkirkelige dialog fx i Kirkernes Verdensråd. Her var de ortodokse ikke med fra begyndelsen, men fra 1960erne begyndte man at melde sig ind. Georgiens kirke meldte sig imidlertid ud igen i 1997, det samme gjorde Bulgarien i 1998. Denne vaklen skinnede også igennem på koncilet på Kreta, hvor det om Verdensrådets måske mest centrale kommission ”Faith and Order” (Tro og Kirkeordning) bl.a. hedder: ”Den ortodokse kirke forbeholder sig reservationer i forhold til afgørende punkter angående tro og kirkeordning, for de ikke-ortodokse kirker og konfessioner har fjernet sig fra den ene, hellige, katolske og apostolske kirkes sande tro” (§21). I samme spor konkluderer koncilet: ”Den ortodokse kirke deltager i Kirkernes Verdensråd, men forbliver tro mod sin kirkeforståelse, sin identitet og sin indre struktur og mod læren fra de syv koncilers kirke. Den godtager på ingen måde tanken om lighed mellem konfessionerne” (§18). Kreta-mødet fremhæver således en række markante forbehold og gør det klart, at den ortodokse kirkes tro og praksis er den oprindelige og den rette, men understreger samtidigt, at kirken finder det vigtigt med dialog med verdens øvrige kristne: ”Den ortodokse kirke, som uophørligt beder for alles enhed, har altid plejet dialog med dem, som har skilt sig ud fra den” (§4). Den ortodokse kirke har, som det er fremgået, den selvforståelse, at den alene er den sande kirke, og at såvel den romerske som de protestantiske kirkesamfund har ”skilt sig ud fra den” (§4), er ”afvigende fra den rette lære” (§6), ”har fjernet sig fra kirkens sande tro” (§21), og at der derfor ikke kan tænkes ”lighed mellem konfessionerne” (§18). Men hvilket fællesskab kan den ortodokse kirke da overhovedet have med de heterodokse? Her er der to afgørende svar. For det første må vi skelne mellem ”kirken” og ”de kristne”. Der er i verden mange kristne, som af indviklede historiske årsager er blevet heterodokse, men ikke derfor er ophørt med at være kristne. For det andet er det en helt nødvendig ortodoks indsigt, at selv om vi ved, hvor kirken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor mange, der måtte være knyttede til kirken med bånd, som alene er synlige for Gud. Hvilke konkrete, mærkbare konsekvenser har denne balancegang mellem eksklusivitet og dialog for den ortodokse kirkes relationer og praksis i forhold til andre kirkesamfund? Ikke så få. Helt overordnet indebærer det, at der ikke er nadverfællesskab mellem ortodokse og ikke-ortodokse. Katolikker og protestanter kan normalt ikke modtage nadver i den ortodokse kirke, og ortodokse troende kan ikke, i hvert fald ikke med deres biskops billigelse, modtage nadver andre steder end i en ortodoks kirke. Levede Det Hellige og Store Koncil på Kreta op til forventningerne? Det kommer an på, hvilken synsvinkel man anlægger. Det er en klar svækkelse af koncilet, at fire ud af fjorten patriarkater, blandt dem den talmæssigt mægtige russiske kirke, meldte fra med kort varsel. Men når det gælder den klare og umisforståelige præcisering, indadtil som udadtil, af den ortodokse opfattelse af kirken, af kirkens udelelige enhed og af den ortodokse kirkes relationer til de heterodokse kristne, så lever kirkemødet på Kreta i juni 2016 helt op til forventningerne. Har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 18/7–2016. Udgivet 9. juli 2016 Undtagelsesvis bringer vi en bogomtale. Det gør vi, fordi denne bog går tæt, ikke blot på Den Ortodokse Kirke, men på navngivne personer fra vort Ærkestift. Og gør det på en utilstedelig måde, som dels er stærkt manipulerende, dels misbruger offentligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion. På det svenske forlag Artos er der her i foråret 2016 udkommet endnu en bog af den svenske pinsepræst Peter Halldorf. Et ”manifest for kristen enhed” kalder forfatteren selv udgivelsen, som fylder 80 sider i A‑5 format med titlen ”Att älska sin nästas kyrka som sin egen” (”at elske sin næstes kirke som sig egen”). Halldorf har de senere år haft en del gennemslagskraft i såkaldt ”karismatiske”, kirkelige kredse i Skandinavien, kredse, der flittigt flirter med ortodoks kristendom. Bl. a. er han ophavsmand til det temmelig komiske fænomen, ”ørkengudstjenester”, en karikatur af den ortodokse liturgi med sand på gulvet og præster på bare fødder. I denne, hans seneste udgivelse, fremmaner Halldorf endnu en gang forestillingen om synlig kristen enhed, højt hævet over alle trosmæssige, teologiske og liturgiske forskelle. Det er uforpligtende drømmerier, som slet ikke forholder sig til virkelighedens historiske, teologiske og dogmatiske grunde til splittelsen mellem kristne. Peter Halldorf lader som om, alle de brudflader, der er mellem Den Ortodokse Kirke og så de grupperinger, katolikker og protestanter, som gennem historien har skilt sig ud fra Kirken, slet ikke eksisterer. Han foregiver, at de teologiske og læremæssige forskelle ikke er virkelige, men blot overfladiske misforståelser, og at alle kristne derfor burde kunne dele nadver på tværs af kirkeligt tilhørsforhold. I virkelighedens verden er der imidlertid klare og definerbare modsætninger mellem ortodokse, katolikker og protestanter. De modsætninger tager Halldorfs fremstilling ikke afsæt i, og derfor bliver den grundlæggende misvisende. I stedet fastholder han en illusorisk forestilling om kirkelig enhed med den samme besværgende formular, han igen og igen gennem sit forfatterskab har benyttet: ”Vejen til enhed går ikke gennem konvertering til hinandens kirker” (p. 28). Frem for teologisk, trosmæssig og liturgisk afklaring gennem drøftelser forestiller Peter Halldorf sig vist nok, at den kirkelige enhed skal komme gradvist, derved at kristne fra de forskellige, såkaldte ”konfessioner” via indbyrdes kærlighed langsomt og umærkeligt smelter sammen. Dette fromme håb og denne luftige illusion om enhed hinsides enhver dogmatik søges underbygget, ikke ved teologiske argumenter, men gennem fremhævelse af mere eller mindre karismatiske enkeltpersoner fra forskellige kirkesamfund bl.a. grundlæggeren af pinsebevægelsen (!), William Seymour, og den katolske Focolarebevægelses ophavskvinde, Chiara Lubich. Disse og endnu flere blev, skriver Halldorf, ”vidner om at Kristus umuligt kan være delt” (p. 19). Efter således at have listet nogle af sine personlige forbilleder op slutter Peter Halldorf med at spille, hvad han lader til at opfatte som et overbevisende trumkort. Det gælder Gunnell Vallquist, mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, som døde 97 år gammel i jauar 2016. Vallquist var katolik (i øvrigt konvertit!), men var angiveligt tiltrukket af Den Ortodokse Kirke. Hun var franskkyndig, havde fransk som sit fag, og kom gennem en årrække til påskefejring i Den hellige Treenigheds Menighed i krypten i Rue Daru i Paris. Menigheden hører til vort Ærkestift, Det Vesteuropæiske Eksarkat. Halldorf citerer fra Vallquists dagbog, som hun har overladt ham inden sin død. Hun beretter om, hvordan hun lærte f. Boris Bobrinskoy at kende under hans besøg i Sverige i 1988, og så hedder det i dagbogen: ”Søndag den 5. november 2000 i krypten i katedralen ved Rue Daru, celebrant var fader Boris Bobrinskoy … Jeg stillede mig i kø … jeg mødte fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mærkedag i mit liv. Siden var jeg hvert år velkommen til kommunion, når han celebrerede.” (p. 45 – 46). Man fornemmer Halldorfs triumf ved at kunne berette om en (ganske vist konverteret) katolik, som modtager nadver i Den Ortodokse Kirke. Men for at ingen skal være i tvivl medtager han endnu en afgørende passage fra Gunnell Vallquists dagbog: ”Ærkebiskop Gabriel blev informeret om sagen, godkendte den, men betonede at den ikke måtte blive kendt” (p. 46). Denne sidste sætning er vigtig! Den burde Peter Halldorf have læst mere end én gang, han burde have tænkt grundigt over den og lagt sig den på sinde, inden han misbrugte den til sine egne formål på en måde, som er stik imod dét, Ærkebiskop Gabriel opfordrer til. Ved at offentliggøre den kontroversielle beretning bevæger Peter Halldorf sig langt ud over anstændighedens grænser! Det er selvsagt ikke muligt at afgøre, hvad der faktisk har fundet sted. Men hvis historien er sand, hvilket ikke er udelukket, ja, så burde Halldorf have respekteret Ærkebiskop Gabriels påbud om diskretion frem for at misbruge en åbenlys undtagelse fra den generelle regel, en enkeltstående, personlig relation, misbruge den i sine stadigt tilbagevendende forsøg på at udviske alle forskelle og i stedet gøre undtagelsen til reglen. Jeg kender udmærket begge de personer, Gunnell Valquist nævner. Fader Boris var rektor på det ortodokse teologiske institut Saint-Serge i Paris, dengang jeg i 1990erne var indskrevet som studerende dér, og jeg har flere gange fejret Liturgi sammen med ham i Rue Daru. Ærkebiskop Gabriel ordinerede mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skandinavien, og han var min og resten af Det Vesteuropæiske Eksarkats ærkebiskop frem til sin død i 2013. Ærkebiskop Gabriel (som for resten var konvertit til Den Ortodokse Kirke!) og fader Boris var i deres præstelige virke åbne og vidt favnende mennesker, og jeg kan ikke udelukke, at de i helt særlige tilfælde kan have dispenseret fra gældende ordninger. Til gengæld kan jeg garantere for, at de begge to var helt klare på, hvad Kirken er, og hvad Kirken ikke er. Ingen af dem var frontkæmpere for ”gren-teorien”, sådan som Halldorf er. De var i deres teologi og praksis helt på linie med Metropolit Kallistos Ware (som for resten også er konverteret til Den Ortodokse Kirke!), og med hans definition af Kirken: ”Den Ortodokse Kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er ’den ene hellige, katolske og apostolske Kirke’, som nævnes i Trosbekendelsen. Dette er den grundlæggende overbevisning, som leder ortodokse kristne i deres relationer med andre kristne. Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det.”
(Ware: ”The Orthodox Church”, Penguin Books 1963 p. 315, min ovs.) f. Poul Udgivet 26. februar 2016 Tirsdag den 8. marts 2016 kl. 19.30
i kirken på Dag Hammarskjölds Allé Er Den Ortodokse Kirke overhovedet økumenisk indstillet? Hvad har ortodokse, protestanter og katolikker til fælles. Og hvor må vore veje skilles? – Oplæg ved f. Poul og efterfølgende drøftelse. Tilmelding snarest muligt til Jakob Smith på webmaster@ortodoks.dk, mobil 2984 5382. Udgivet 22. november 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn! Kære brødre og søstre i Kristus Vi har en opgave! For lidt over 15 år siden interviewede jeg en præst til den lille månedlige publikation, Kirkebladet, som jeg var med til at udgive op igennem 90-erne. F. Abraham hed han. Han havde fortalt om sin opvækst i England og om sin konversion til Den Ortodokse Kirke. Han havde m.a.o. en baggrund, der ligner den, så mange af os har: En kristen vesteuropæer, som efter moden overvejelse er konverteret til Den Ortodokse Kirke. Derfor stillede jeg ham følgende spørgsmål: Hvordan forestiller du dig Ortodoksien og Den Ortodokse Kirkes fremtid i Vesten? Og jeg uddybede spørgsmålet sådan her: Det er ingen hemmelighed, at de fleste mennesker i den vestlige kultur opfatter Ortodoksien som noget umådelig fremmedartet, som egentlig ikke hører til her hos os. – Og til sidst: Ser du, f. Abraham, nogen mulig tilnærmelse mellem de to størrelser Ortodoksien og Vesten? Læs mere Udgivet 7. oktober 2015 Af metropolit Antonij (Bloom) Metropolit Antonij var øverste leder for Moskva-patriarkatets stift i England indtil sommeren 2003. Han sov hen den 4. august 2003. Før han blev munk, præst og siden biskop, arbejdede han som læge på forskellige hospitaler i Paris. Han var kendt og værdsat for sit pastorale arbejde og som prædikant, bl.a. i BBC. Metropolit Antonij var æresdoktor ved de teologiske akademier i Moskva og Kiev samt ved de teologiske fakulteter i Aberdeen, Skotland, og universitetet i Cambridge. Nedenstående tekst er metropolit Antonijs indlæg ved det årlige stiftsmøde i juni 2001. Den forsøger at svare på, hvilke pastorale og kirkelige opgaver, de ortodokse menigheder i Vesten står over for i vore dage. Den forholder sig til de økumeniske udfordringer, de ortodokse i Vesten konfronteres med og den berører de mangfoldige problemer, der tynger Kirken i Østeuropa. Overordnet giver metropolittens tale et bud på, hvordan vi ortodokse kan bidrage til at vidne om Kristi nærvær i en verden, der er i voldsom forandring, og hvor den kristne tro og tænkemåde er meget langt fra at være noget selvfølgeligt. Redaktionen finder, at de problemer, der her diagnosticeres og diskuteres, rækker langt ud over den lokale sammenhæng, hvori de er blevet formuleret. Det er spørgsmål, der har relevans for alle ortodokse og for alle kristne og det er svar, som forhåbentlig kan tjene til inspiration for os her i Norden. At være frie som Kirke Jeg vil gerne forklare, hvorfor vi for mange år siden etablerede dette stift, og hvad der var vores hensigt med at etablere det; selv om hensigten ikke i ét og alt er blevet til virkelighed. Jeg vil også gerne rette blikket udad mod den verden, vi lever i. Hvad angår grundlæggelsen af vort stift, er der meget få af de tilstedeværende, som var med fra begyndelsen. Stiftet blev grundlagt, dengang vi frygtede – og dét med rette – politisk indblanding fra de sovjettiske myndigheder; for vi tilhørte den russiske ortodokse Kirke, og Kirken i Rusland var i høj grad under deres kontrol. Stiftet blev etableret for at samle de troende, som var klar over deres kald: at være frie som Kirke, at prædike Evangeliet og udgøre et fællesskab, som på ingen måde var underlagt nogen form for politisk kontrol. Sådan var vort oprindelige mål. Siden da er omstændighederne blevet nogle andre, for situationen i Rusland er ændret, især hvad angår Kirkens frihed og uafhængighed og stiftets manøvrefrihed; men alligevel er situationen ikke ændret så meget, som man måske kunne forestille sig. I vore dage står vi overfor et problem, som kan give anledning til et vist venskab mellem Kirke og stat: Der er risiko for, at Kirken, lige som i fortiden, på den ene eller den anden måde bliver til et instrument for staten; for venskabet fører til samarbejde og derfra til afhængighed. Vi må holde os dette faktum for øje og tanke og gøre alt, hvad der er os muligt, for at forblive frie, både moralsk og administrativt. For øjeblikket har vi ingen problemer af administrativ art med patriarkatet i Moskva. Vi er frie til at styre stiftet på vores måde. Men moralsk må vi være opmærksomme på det forhold, at Kirken i Rusland har problemer, at den står overfor fristelser og risici. Vor opgave er da at forblive uafhængige, ikke ved at definere os i modsætning til vor moder-Kirke, men ved at definere os som en gruppe, der moralsk og administrativt er frie og derved helt enkelt bliver et forbillede til det kirkelige liv. — Man kan anklage mig for arrogance, når jeg siger sådan: Hvordan skulle vi kunne være et forbillede? Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at vi befinder os i en privilegeret situation. Vi er et antal mænd og kvinder, som af vores frie vilje har valgt at være ortodokse og at forblive tro mod Evangeliet, sådan som det blev prædiket af Den Ortodokse Kirke i de første århundreder. Vi er en gruppe mennesker, som aldrig i mindste måde har stået i noget afhængighedsforhold til verdslige myndigheder. Dét er noget yderst afgørende og meget værdifuldt. Det er en situation, som vi må fastholde af al kraft og overbevisning. Det indebærer ikke, at vi så skal være oprørske, fjendtlige eller illoyale i forhold til moder-Kirken. Det betyder, at vi skal være dét, Kirken er kaldet til at være: et korpus af mænd og kvinder, som har valgt at være Evangeliets og Kristi budbringere i den verden, hvor de lever. Vi kan kun være frie og proklamere sandheden, når vi lever et liv, der er denne sandhed værdigt. Dette er afgørende, for at prædike Evangeliet vil først og fremmest sige at leve Evangeliet på en sådan måde, at folk, når de betragter Ortodoksien eller blot en lille gruppe troende som fx vores, kan udbryde: “Aha, det er sådan, det skal forstås”. På samme måde som en kristen forfatter fra 2. – 3. århundrede skrev: “Folk, som betragter os, siger: “Se, hvor de har indbyrdes kærlighed!” ( Diognét-brevet). Vi er ved at blive den lokale Kirke Vi er kaldede, ikke alene til indbyrdes kærlighed, men til at elske hele Guds skabelse og til for enhver pris at tjene dén. I vore dage er prisen ikke vort blod eller vore liv, ikke at vi må udholde vold og død; men prisen er vores måde at leve på, måden hvorpå andre ser på os og dermed begriber Ortodoksien som noget særligt, fordi den på en særlig måde manifesterer Evangeliets væsen. […] Vore menigheder og stiftet har forandret sig meget siden grundlæggelsen og de første stiftsmøder. Vi har haft stærk tilstrømning af russere, vi har set et vist antal englændere konvertere til Ortodoksien, og vi har nu i vort stift mennesker, der hverken hører til den russiske eller den engelske kultur: grækere, serbere, bulgarere og flere endnu. Vi er i færd med virkelig at blive den lokale Kirke: den stedlige Kirke, som rummer og forener mennesker af alle nationaliteter, afstamninger, kulturer, præcis som det var i den tidlige Kirke. Den tidlige Kirke var en forsamling af mennesker, som indbyrdes var så fremmede, at de ikke kunne kommunikere undtagen via Kirken. Der var herrer og slaver; der var romerske borgere og andre, der hørte til de folk, Rom havde underlagt sig; der var mennesker med helt forskellige sprog og kulturer. Nogle var højt placeret på den sociale rangstige, andre lavt. Men de kunne alle være ét, for de havde ét til fælles: Herren Jesus Kristus, som var deres Herre, Leder og Mester. Han var for dem Sandheden og Vejen, Han var Døren, der åbnede sig mod evigheden. Vi lever ikke længere i en kristen verden, og netop derfor bliver Kirken i stigende grad dét, den var i de første århundreder. I vore samfund kan der stadig være spor af kristne traditioner og kristen kultur, men verden er ikke længere en kristen verden i og for sig. Den er i opløsning; moralsk, filosofisk, teologisk og på en række andre måder. Men vi proklamerer, at den eneste mulighed, vi har, det eneste vi kan gøre, er at forene mænd og kvinder i ét legeme – Kristi legeme, som ikke slet og ret er en forsamling af mennesker, der er enige om, hvad der er det bedste for dem selv; men et legeme, en forsamling, som udgør Kristi inkarnerede nærvær. Fader Sergej Bulgakov har sagt, at hvert menneske er en inkarnation, et inkarneret Kristi nærvær, og at vi tilsammen udgør Kristi legeme, en forsamling af mænd og kvinder, som er Kristi sande nærvær. Da vi alle er døbte i Kristus, er vi alle blevet lemmer på Hans legeme. Det er dette, folk bør blive opmærksomme på, når de stifter bekendtskab med os. På ny at bibringe verden Kristi nærvær I dag lever vi i en verden, hvor samtalen og de økumeniske relationer er blevet meget anderledes, end de var, da jeg først kom til England. Dengang var de konfessionelle forskelle klart definerede, men man søgte at mødes og prøvede at forstå hinanden. Sådan er det ikke længere, og resultatet er stor forvirring. Hvis ikke vi er fast forankrede i bønnen og i Kirken liv (og her taler vi ikke om det administrative eller om de konfessionelle grupper, men om Kirken som Kristi legeme), resulterer det i en følelse af fremmedgørelse. Vi må fremme en anden måde at se tingene på og forsøge at nærme os sagen på en ny måde. Først og fremmest udgør de kristne ikke nogen énhed. De er splittet op i forskellige konfessioner. Det er allerede længe siden, vi mødtes og forsøgte at finde en fælles sprogbrug. Men selv om vi er nået frem til denne fælles sprogbrug, som har gjort det muligt for os at blive venner, brødre og søstre, er vi desværre fortsat lige splittede. Dét er ikke godt nok! Og det er ingen løsning at ville overvinde splittelsen via et kompromis. Det er heller ingen løsning at forblive splittede, alt imens vi lader som om, vi er ét; dét ville være at forråde Kristus og Evangeliet. Det, vi bør gøre, er at bringe Ortodoksien, med stort “O”, til Vesten; ikke som en religiøs “konfession”, men som en ny Kristi tilstedeværelse. Da den russiske ortodokse Kirke blev medlem af Kirkernes Verdensråd, var dens repræsentant biskop Johannes (Wendland) (1909 – 1989). Jeg glemmer aldrig hans ord. Han henvendte sig til Verdensrådet på følgende måde: “Vi vil gerne takke jer, vi ortodokse, fordi I har modtaget os i jeres midte. I spørger måske jer selv, hvad vi kan bibringe jer. Vi kommer ikke med en ny religiøs lære; vi kommer med den tidlige Kirkes tro. Vi har ikke formået at efterleve den til fulde. Vi bringer den tilbage til jer, og vi håber, I vil vise jer i stand til at frembringe de frugter, som vi har vist os ude at stand til at frembringe”. Disse var ordene, der blev sagt ved den russiske Kirkes indtræden i Kirkernes Verdensråd. Her har vi en stor sandhed: Vi kommer ikke med “endnu en konfession”, og hvis vi virkelig forstår os selv som “endnu en konfession”, så forråder vi Ortodoksien og kender ikke vores kald. Dét, vi skal bidrage med, er Kristus og Kirkens ånd, som den var til stede i de første århundreder, før Kirken var anerkendt af staten og på forskellig viis underkastet statsmagten. Hvis vi betragter kirkehistorien, kan vi se, at det desværre alt for ofte var på statsmagtens initiativ, at de økumeniske konciler blev etableret. Dette skete i kritiske øjeblikke, for dét, som staten og de byzantinske kejsere ville, var at Kirken skulle være en forenende faktor for Romerriget snarere end end en levende erfaring af troen. Fader Georg Florovskij har engang sagt, at vist var de økumeniske konciler lovligt indkaldt, og vist har de på lovlig viis proklameret Ortodoksiens sandhed; men de har aldrig givet noget svar til hæretikerne og til dem, der skilte sig ud fra Kirken. Vi fordømte disse hæretikere, vi så i dem mennesker, der stod udenfor Kirken; men vi fandt ikke nogen sprogbrug eller nogen argumenter, for at fastholde dem i Kirken. Der var intellektuelle og filosofiske argumenter, men ingen, der vedrørte det afgørende i det kristne liv. I vore dage er vi faldet tilbage i samme situation. Økumeniens virkelige udfordring Vi diskuterer med de andre konfessioner – selv om vi diskuterer meget lidt for øjeblikket, i betragtning af at vi ikke længere fornemmer forskellene mellem konfessionerne, sådan som vi gjorde for halvtreds, tres eller halvfjerds år siden – men vi svarer fortsat ikke på de spørgsmål, der drejer sig om verdens forklarelse (transfiguration). Den verden, vi lever i, er stort set blevet hedensk. Vi har ikke mere noget moralkodeks, vi har kun et begreb om menneskelighed og om mennesket, hvilket er noget ganske andet. Når folk siger, at Kirken, eller Kirkerne, er fremmede for moderniteten, fordi den tror på gammeldags begreber som fx ægteskabet, så er det slet ikke dét, det drejer sig om. Sagen er, at Kirken ikke behøver føre diskussioner med alt, hvad verden har taget til sig. Kirken fremlægger en vision, som rækker højere op og er mere rummelig. Der er et menneske, som spillede en stor rolle for min egen opdagelse af troen. Han var under-diakon hos patriark Tikhon i Moskva. – Han skrev: “Når man diskuterer med én eller anden, vil vedkommende yde modstand og afvise ens argumenter. Man bør altid hæve sig op over sine argumenter på en sådan måde, at ens samtalepartner kan høre på, hvad man har at sige og så udbryde: “Hvor er det pragtfuldt!” og således åbne sig for dét, man prøver at gøre ham begribeligt.” Det er dette, vi må lære at praktisere i den moderne verden, vi lever i. Økumenien må ikke blive til en slags kompromis, en metode til at genforene de forskellige Kirker og nærme de troende til hinanden; for jo større kompromis, jo lettere er det at være sammen. Vi bør forstå økumenien sådan, at den er en åndens holdning, som bekender, at Kristus er Herre og Konge for oikumene, dvs. for verden i dens helhed; og at vores rolle i forhold til dette univers er at bringe en sandhed, der oplyser og omslutter verden og fører den til en storhed, en udfoldelse og en skønhed, den ikke før har vidst af. I skal i sandhed blive Kristi legeme Vi må føre vore refleksioner over disse spørgsmål til ende, ikke alene med intellektet, men med hele vor væren, med al den lidenskab, vi kan præstere, selv om vi selv måtte være uværdige dertil. Jeg er fuldkommen uværdig i forhold til dét, jeg prædiker; men det er ikke dét, det drejer sig om her. Jeg bliver stillet til ansvar en dag. På baggrund af mine ord skal jeg dømmes – og sandsynligvis fordømmes. Men ordene er og forbliver sande! Vi må være parate til at proklamere sandheden, ikke som en intellektuel eller filosofisk sandhed, men som det sande liv. Brug ord dertil, brug hele jeres liv, inklusive liturgien, gudstjenesten. Det sidste ikke som kulthandlinger, der udføres på vegne af et lukket fællesskab, men som et middel til at gøre dem udenfor Kirken bekendt med Kristus og det evige liv. Dette er den nye økumeni, som vi bør tilegne os. En økumeni, som ikke består af teologiske diskussioner og argumenter, af kompromiser og af søgen efter denne eller hin fælles vej; men en økumeni, som føres ud i livet af mænd og kvinder, som muligvis er uværdige, men som ikke desto mindre med undren kan sige: “Dette har Kristus åbenbaret mig. Jeg vil gerne dele det med jer. Jeg har aldrig kunnet leve i overensstemmelse med åbenbaringen, men det kan I. Modtag dette og bliv i sandhed Kristi legeme”. Fra Service Orthodoxe de Presse nr. 265, feb. 2002 Oversat fra fransk, forkortet og bearbejdet af red. Udgivet 1. oktober 2015 Gudsmoders Beskyttelse 2015 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn Kære brødre og søstre i Kristus Ved højtiden for Gudsmoders Beskyttelse har jeg gennem alle årene læst for jer nogle uddrag af dét, den hellige Silouan, som vi mindedes for en uges tid siden, den 24. september, læst, hvad han siger om Gudsmoder. Også i år er der grund til at lytte til den hellige Silouan. Han skriver sådan her: Min sjæl skælver i ærefrygt, når jeg skuer den herlighed, der er om Gudsmoder. Min tanke rækker ikke til, mit hjerte er fattigt og svagt; men min sjæl fryder sig og længes efter at nedskrive i det mindste nogle ord om hende. Sjælen viger tilbage i frygt over for denne opgave, men kærligheden tvinger mig til ikke at skjule min taknemmelighed over hendes barmhjertighed. Skønt Gudsmoders liv er som tilsløret i hellig tavshed, har Herren dog givet Sin Ortodokse Kirke viden om, at hendes kærlighed omfatter hele verden. Hun skuer i Helligånden alle jordens folkeslag, og som sin Søn har hun medfølelse med hvert menneske. Vidste vi dog bare, hvor meget den alhellige Gudsmoder elsker dem, der holder Kristi bud, og hvilken medlidenhed og hvilken sorg, hun føler over dem, som ikke omvender sig! Jeg har selv erfaret dette! Jeg lyver ikke, for jeg taler for Guds ansigt, som min sjæl kender. Jeg kender den alrene Jomfru i Ånden. Set hende har jeg ikke, men Helligånden har givet mig at kende hende og hendes kærlighed til os. Uden hendes barmhjertighed ville jeg for længst være fortabt; men hun behagede at komme til mig og indtrængende bede mig om ikke mere at synde. Hun sagde til mig: ”Det smerter mig at se, hvordan du lever.” Hendes ord var stille og blide, men de virkede voldsomt i min sjæl. Der er gået mere end fyrre år siden da, men jeg har aldrig kunnet glemme hendes ord, fulde af sødme. Jeg véd ikke, hvad jeg skulle kunne give til gengæld for hendes kærlighed til mig, og hvordan jeg skulle kunne takke Herrens moder. Hun er i sandhed vor forbederske hos Gud, og alene lyden af hendes navn er nok til at glæde sjælen. Men alle i Himlen og alle på jorden fryder sig over hendes kærlighed. Hvilket ubegribeligt under! Hun dvæler i Himlen og skuer uophørligt Guds herlighed; og dog glemmer hun ikke os, ringe og fattige som vi er, og hun tager alle verdens folkeslag under sin beskyttelse. Sådan er den alrene Gudsmoder, som Herren har givet os. Hun er vor glæde og vort håb. Hun er vor moder i ånden. Hun er som menneske af samme væsen som os; og hver kristen sjæl længes i kærlighed mod hende.” Den hellige Silouans ord udtrykker smukt og dybt den kærlighed, vi i Kirken har til Maria, Gudsmoder. Kærligheden og længslen gælder selvsagt hele Kirken. Ingen kan tage et patent på Gudsmoder, hendes Beskyttelse rækker, som hl. Silouan siger, over alle verdens folkeslag. Men højtiden, som vi fejrer i dag, har ikke desto mindre en helt særlig betydning for os her i Danmark. For det er den højtid, til hvilken vor menighed er indviet, og hvis navn vi bærer: Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Højtiden grunder sig på et syn, som den hellige Andreas, dåre i Kristus, i det 10. århundrede modtog. Det var i Blacherne-kirken i Konstantinopel, hvor man opbevarede Gudsmoders kappe og slør. I løbet af vågenats-tjenesten, mens hellige Andreas befandt sig i bøn, så han Gudsmoder udbrede sit slør over de forsamlede. Andreas ilede da ind i alterrummet, og åbnede det skrin, hvor Gudsmoders slør befandt sig, og stående foran ikonostasens midterdøre spændte han sløret ud over mængden. Sløret var så stort, at det dækkede alle i den store forsamling, og ved en mystisk kraft forblev det udspændt i luften over dem. Herefter hævede Gudsmoder sig mod Himlen og forsvandt, omgivet af et strålende skær. Hun overlod sit hellige slør til det kristne folk som et pant på sin kærlige beskyttelse. En beskyttelse, som Gudsmoder igen og igen har tilstået os, som er i Guds Kirke. Nogle af jer kan sikkert huske dengang for næsten femten år siden, da vi grundlagde menigheden – eller rettere da vi gjorde de første tøvende forsøg på at formalisere vor meget lille gruppe af ortodokse kristne, for om en egentlig menighed var der endnu ikke tale. — Der var meget, vi ikke vidste, vi vidste heller ikke, hvad vi skulle kalde os. Selv hældede jeg dengang til, at vi skulle tage navn efter hellige Silouan, fordi jeg havde haft meget at gøre med Hellige Silouans Kloster i Frankrig. Men så var der én, som foreslog at vi skulle tage navn efter Gudsmoders Beskyttelse, og så såre det var blevet nævnt, stod det lysende klart, at dét skulle være navnet, og at vi skulle indvie menigheden til ære for Gudsmoders Beskyttelse. Vi havde sandelig også brug for Beskyttelse: Vi var en fåtallig flok. Nu 15 år efter er vi betragteligt flere, men fortsat ikke nogen talrig menighed. Vi er fortsat få og små med den sårbarhed, som følger deraf. Derfor er det fortsat afgørende for menighedens eksistens, at vi alle engagerer os, at vi er til stede ret og slet, og at vi bidrager økonomisk efter formåen. I det lange løb er det ikke holdbart med den tanke, at ”det er der nok nogle andre, der tager sig af”, det med at gå i kirke og dét med at betale. Det var noget fuldkommen nyt, noget hidtil uhørt, vi satte i værk dengang: Den Ortodokse Kirke i Danmark . Ikke en sømandskirke, ikke en såkaldt migrantkirke, men en lokal, ortodoks Kirke for danskere, rumænere, georgiere og andre folk, som har det til fælles, at de bor i Danmark, folk, hvis børn går i skole her og har deres fremtid her i landet. — Det var som sagt uhørt! Bevares, der havde tidligere været forsøg med dansksprogede tjenester i en russisk menighed her i byen, men altid som undtagelsen, som et ekstranummer og ikke som norm. Vi blev set på dengang med stor skepsis og mistænksomhed, ja slet og ret med regulær modvilje af migranterne. Og det gør vi vist stadig! Den misforståelse er desværre udbredt, at vil nogen være rigtig ortodoks, ja så må han eller hun forklæde sig som russer, græker, serber, rumæner eller andet fjernt fra Danmark. Mange tvivlede på, at det ville kunne lade sig gøre, tvivlede på, at en sådan menighed ville være levedygtig. Også mennesker, der var enige med os, mennesker, som gerne så en dansksproget Ortodoks Kirke vokse frem, men ikke turde tro, det var muligt, også de tøvede. Der var, kort sagt, ikke så lidt, som fra begyndelsen syntes at pege på, at initiativet hurtigt ville kuldsejle. Så vi kunne om nogen have brug for Beskyttelse. Og hvilken Beskyttelse skulle vi vel give os ind under, om ikke Gudsmoders beskyttende slør. Vi blev taget imod dengang med kærlighed og opbakning, både i det skandinaviske miljø, hvor f. Johannes og hl. Nikolai Menighet i Oslo står centralt, og i Det Vesteuropæiske Eksarkat, hvor Ærkebiskop Sergej ordinerede mig som diakon til tjeneste i Danmark.Men den helt afgørende konsolidering kom i 2003, hvor den nyvalgte — valgt den 1. maj 2003 med overvældende flertal af en forsamling af præsteskab og lægfolk på Eksarkatets Generalforsamlig i Paris — hvor nyvalgte Ærkebiskop Gabriel tog initiativ til, at hvis det skulle blive til noget for alvor i Danmark, ja, da måtte vi have en lokal præst. Det var hans initiativ. Ærkebiskoppen ringede mig op i sommeren 2003 kort tid efter sin indsættelse. Han orienterede mig om, at han skulle besøge Oslo og dér indvie den nye kirke den 7. september samme år, og han opfordrede mig til at rejse til Norge og være med, så der kunne foretages præstevielse ved samme lejlighed. På den måde blev jeg, præsten i Danmark, én af de første, Ærkebiskop Gabriel ordinerede. Men den allerførste, han indsatte til den præstelige tjenesten, var dog daværende munkediakon Job, den samme, som for snart to år siden af Patriarken og Synoden blev udvalgt og indsat som ny Ærkebiskop efter Ærkebiskop Gabriels alt for tidlige død. Vi ved endnu ikke, hvad denne nye situation vil kunne udvikle sig til. Men lad os, brødre og søstre i Kristus, stå fast på det fundament, som er dannet gennem årene. Lad os efterligne hl. Andreas, dåre i Kristus, og i alt godt, som hænder os, i al vækst og alt liv i vor menighed, i al indbyrdes kærlighed og i al styrke udadtil, lad os i alt dette se Gudsmoders beskyttende slør udspændt over os. Og lad os stole på, at om end der måtte være vanskelige tider forude, så er Gudsmoders omsorg med os under alle forhold. Må hendes kærlighed og Beskyttelse bevare os fra alle onde angreb og forvandle os, hver især og sammen, fra jordisk mørke til himmelsk lys. Må vi, under Gudsmoders slørs beskærmelse ufortrødent fortsætte vor vandring frem mod Guds Rige og vor Herre Jesu Kristi himmelske bolig. Ham være lov og pris til evig tid Amen f. Poul Udgivet 14. september 2015 Prædiken – Søndag den 13. september 2015
Forfesten til Korsophøjelsen I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Person, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kirke har vi ingen ”hellige bøger”. Hverken bøger, billeder eller andet er helligt i og for sig. Det er derfor, vi synger i Liturgien: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus til Gud Faders ære”. Vi tror ikke på en bog! Lad os forstå det ret. Jo, vi ærer evangeliebogen, vi ærer den som Kristi verbale ikon, ligesom vi ærer billederne, ikonerne af Kristus, Gudsmoder og de hellige til alle tider. Men vi ærer bogen og ikonerne af de hellige af én eneste grund: Ikke fordi de i sig selv er hellige, men fordi de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er blevet Menneske for vor frelses skyld. Nogle taler om ”de tre bogens religioner”, og med det søger de at etablere lighed mellem kristendom, jødedom og islam. Sådanne ligheder eksisterer da også. Men mere afgørende er forskellene. Dem bør vi hæfte os ved. Vi, som er kristne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så mange bogstaver, der bliver til så og så mange ord på så og så mange sider i denne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lovbog eller et sæt regler for ret livsførelse, vi peger på Ham, som i begyndelsen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus. Dermed er vi ude over, ja frie for alle bekymringer om vi nu læser den ”helt rigtige” Bog: Om der skulle være en særlig ”ortodoks bibel” med ét helt særlig ”ortodokst” antal skrifter, baseret på en helt særlig ”ortodoks” oversættelse eller grundskrift. – Bevares, alt sådant kan have interesse for den historiske og filologiske forskning, men for troen spiller det ingen rolle. Og dermed lægger vi fuldt og helt afstand til islams opfattelse af bogen som Guds eget dikterede ord (på arabisk, selvfølgelig!) om, hvordan vi mennesker skal leve og opføre os. Vi tror, lad os gentage det, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Person, ikke en bog. Bogen er, i det højeste, et troens hjælpemiddel og ikke troens genstand. Om så alle verdens bibler blev brændt på flammende bål, ville ilden ikke kunne tilintetgøre Kristus og dermed bringe Guds Ord til tavshed. Vi har læst fra Johannesevangeliet i dag – en kort tekst, som i sin midte har det vers, vi tolker og forstår som et koncentrat af Kristi Evangelium og dermed som det eneste, vi dybest set behøver for at vide, hvad kristendom er. Det gælder Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle mulige andre slags tro, for der findes, siger apostlen Peter, intet andet Navn under Himlen, hvorved vi kan frelses. – Og slet ikke troen på, at vi ved særligt fromme handlinger, altså ved at leve ord-ret og bogstaveligt efter forskrifterne i denne eller hin bog skulle kunne retfærdiggøre os eller fortjene frelsen uden om Kristus og troen på Ham.
….
Der er den seneste tid opstået en meget foruroligende situation i Danmark og resten af Europa. Der finder en veritabel folkevandring sted, hvor et meget stort antal mennesker fra Mellemøsten og Afrika søger nordpå og skaffer sig adgang til de europæiske lande. I den sidste uge har vi set en de facto opløsning af alle aftaler til regulering af tilstrømningen, vi har set, hvordan land efter land giver afkald på at håndhæve gældende regler og forordninger, også her hos os i Danmark, hvor myndighederne har opgivet al regulering, hvor man afspærrer motorveje for den trafik, de er beregnet til, for i stedet at overlade dem til store grupper af vandrende flygtninge, hvis identitet og mål ingen kender. Nogle kalder det et begyndende kaos. Kaos, som forstærkes af selvtægt fra et ikke lille antal mennesker, som på helt privat basis tilbyder de uregistrerede flygtninge transport tværs gennem landet. Mange sørger for at få indsatsen filmet, så de siden kan udstille deres gode gerninger på facebook og lignende medier: Se bare, hvor god og menneskekærlig, jeg er … På denne foruroligende baggrund blev der i onsdags udsendt en pressemeddelelse fra Danske Kirkers Forretningsudvalg i samarbejde med Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Den var at læse i K. D. i fredags, og er sikkert også blevet bragt i andre medier. Erklæringen har overskriften: Muslimer og kristne opfordrer til at vise flygtninge venlighed og respekt. Der er noget, der byder mig imod i denne erklæring, og jeg har spekuleret ganske længe over, hvad det er. De fleste af de 5 afsnit er gentagelser eller variationer af overskriften, altså opfordringer til at vise medmenneskelighed, venlighed og respekt over for flygtninge og asylansøgere. Den opfordring kan vel ingen have noget imod, heller ikke jeg, tværtimod. Selvfølgelig bør vi vise venlighed og respekt, det er sørgeligt og skammeligt at se, når enkelte føjer spot til skade ved at håne og mishandle mennesker der i forvejen har det meget svært. Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæringen fra Danske Kirkers Råd, der nederst på papiret præsenterer sig som — bestående af 16 medlemskirker, heraf Folkekirken, Den katolske Kirke, Den Ortodokse Kirke og en række frikirker — erklæringen fra dette kristne råd nævner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frelser enhver, der tror på Ham. Det kristne råd finder det ikke ulejligheden værd at nævne Kristi Navn, det eneste Navn under himlen, hvorved vi frelses. I stedet gør Danske Kirkers Råds Forretningsudvalg troen til en abstrakt, ubestemt størrelse, som ikke nødvendigvis har noget med Kristus at gøre. – Sammen med Muslimernes Fællesråd udtaler de: Vor gudstro kalder på konkret handling … for, hedder det videre: der er et kald i vore hellige bøger om, at vi skal tage imod den fremmede … Og så slutter passagen sådan her: Som kristne og muslimer i Danmark opfordrer vi til lokal handling. Med andre ord: Danske Kirkers Råd sidestiller kristen og muslimsk tro som to størrelser, der egentlig har helt samme indhold, blot med lidt forskellige ord: ”Vor gudstro” … og ”vore hellige bøger” tilsiger os at optræde på dén og dén måde, og derfor opfordrer vi i fællesskab til denne eller hin måde at handle på. – Herfra er der ikke langt til det ukristelige udsagn, at enhver bliver salig i sin tro. Til gengæld er der uendeligt langt til evangelisten Johannes’ koncentrat af den kristne tro:
Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Ham være lov og pris til evig tid! … Amen. Udgivet 3. august 2015  Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
Når vi er kommet ind i 2016 fortsætter vi studiegruppen. Man er velkommen til at melde sig til via nedenstående formular. Nærmere information om datoer følger. Vi vil forsøge, at dykke ned i de bibelske tekster og gennemgå de forskellige lag, herunder Kirkens officielle lære, hvad teksten betyder for os personligt og hvorledes disse beretninger kan komme til at virke i vores liv. Alle er velkommen til at deltage, menighedens medlemmer, såvel som gæster, ortodokse såvel som folk uden tilknytning til Den Ortodokse Kirke. Efter studiegruppen vil der være mulighed for at deltage i læsningen af en akathist. Vel mødt. | |
