Aktuelt- Patriarchal and Synodical Paschal Epistle 2025
- Archpastoral Paschal Greetings 2025 from His Eminence Metropolitan Joseph
- Hellige Maria af Ægyptens Søndag, prædiken af f. Poul, 6. april 2025
- Hellige Johannes af Stigens Søndag – Evangelielæsning, 3 sprog – Prædiken af f. Poul, 30. Marts 2025
- Mig ske efter Dit Ord — Maria Bebudelse, Prædiken af f. Poul, 25. marts 2025
- Det hellige Kors’ Søndag – Prædiken af f. Poul, 23. marts 2025
- Da Jesus så deres tro – Helbredelsen af den lamme i Kapernaum, Prædiken af f. Poul, 16. marts 2025
- Kom og se! — Ortodoksiens Søndag — Prædiken af f. Poul, 9. marts 2025
- Tilgivelsens Søndag – Prædiken af f. Poul, 2. marts 2025
- Guds frelse og menneskets frie vilje — Den Yderste Doms Søndag, Prædiken af f. Poul, 23. februar 2025
| Udgivet 14. januar 2013  Ærkebiskop Gabriel Ærkebiskop Gabriels pastoralbrev (hyrdebrev) i anledning af hans fratræden til pension Ærede Fædre! Brødre og Søstre! Alle I børn i den åndelige flok, som Kristus har betroet mig! Jeg må dele en alvorlig beslutning med jer. Som I ved, er jeg angrebet af en brutal sygdom, hvis udvikling ikke tillader mig nogen lindring. Den smerte, som fortærer mig, den er, erfarer jeg, meget vanskelig at overvinde, på trods af at Gud selv har vist os, at lidelsen kan være en kilde til liv. Alligevel har jeg ikke længere styrke til at varetage min ærkepastorale tjeneste, grundet den tilstand af træthed og lidelse, hvori jeg befinder mig, og ligesom den gamle Simeon beder jeg til Herren: Nu lader Du Din tjener fare herfra i fred (Luk. 2,29). Jeg har endvidere, efter at have informeret Stiftsrådet derom, anmodet Hans Hellighed Patriark Bartholomæos I om at måtte trække mig tilbage som pensioneret biskop hjemme hos mig selv i Maastricht og dér fortsætte i min behandling mod sygdommen i fuldkommen ro, sådan som lægerne råder mig til, og i den bøn, som forbliver min eneste trøst. Det er svært for mig at sige ’farvel’ til jer, særligt fordi I uden tvivl ikke alle sammen er rede til at acceptere min afgang. Sandsynligvis kommer jeg til at skuffe mange af jer ved at trække mig tilbage. Men vær forvissede om, at alt hvad jeg gør, gør jeg til bedste for Kirken og mere konkret for vort ærkestift. Det er mit håb, at jeres kærlighed og jeres medfølelse vil tillade jer at acceptere en beslutning, som nu ikke længere kan ændres. I det øjeblik, hvor jeg forlader den mission, jeg modtog for næsten 10 år siden, dels efter Herrens vilje, dels ved jeres valg og med Hans Hellighed den Økumeniske Patriark og hans hellige Synodes velsignelse, tænker jeg på alle jer, som jeg har fået lov at arbejde sammen med: præsterne, diakonerne, munkene og nonnerne og hele lægfolket. Gennem disse lange år er der knyttet bånd imellem os. Jeg har erfaret dyb glæde og er mange gange blevet trøstet, også midt i trængsel og modgang. I dette bevægede øjeblik er den stærkeste følelse i mig hengivenhed og taknemmelighed. Jeg takker Herren for at Han har overøst min tjeneste som ærkebiskop med Sin overstrømmende kærlighed. Selv i den prøvelse, som det nu er blevet mig givet at leve i, betragter jeg mig som ”Herrens elskede discipel”, for som apostlen Paulus siger, ”min magt udøves i magtesløshed” (2. Kor. 12,9). Denne kærlighed i Kristus har vist sig på en levende og konkret facon, særligt igennem jer, elskede brødre og søstre, hvad enten I er tæt på eller på lang afstand, I som har delt glæder og sorger med mig, og som har støttet mig. Sammen har vi gennemlevet mangt og meget. Vi har bedt sammen, vi har arbejdet sammen på vor fælles oplysning og helliggørelse. Sammen har vi sat vort håb til Herren, sammen har vi fået del i Jesus Kristus og dermed i tiden, her og nu, opbygget Den Levende Guds hellige Kirke. Jeg takker Gud, først og fremmest for jer præster, mine brødre og medtjenere ved Herrens Bord. I har alle en plads i mit hjerte. I er livskraften i vort stift, for I bygger det dagligt op, for at det kan blive en levende organisme i harmoni til med én stemme og ét forenet hjerte at lovsynge Faderens og Sønnens og Helligåndens herlige og pragtfulde Navn. Ligeledes takker jeg Herren for mine betroede medarbejdere, diskrete men effektive, besjælede af en tjenende og uselvisk ånd, som har hjulpet og omgivet mig gennem alle årene, det være sig i Stiftsrådet, i Stiftsadministrationen, i Katedralen, på Institut Saint-Serge, i menighederne og provstierne, i Frankrig som i de øvrige lande. Til sidst takker jeg Herren for jer alle, mine brødre og søstre, elskede troende i Ærkestiftet. Jeg har altid holdt af at diskutere med jer, at udarbejde projekter og at dele stunder af venskab. Dertil føjer sig alle dem, jeg på et tidspunkt har mødt på mine meget talrige pastorale besøg rundt i Ærkestiftet i alle de mange lande i Vesteuropa, hvor vi har menigheder og fællesskaber. Jeg er jer taknemmelig, og ligesom apostlen ”kan jeg ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner” (Ef. 1,16). Når vi taler om anerkendelse og kærlighed, hvordan skulle vi da kunne undgå at nævne tilgivelse? Jeg er bevidst om, at når der har været offentlige debatter eller private diskussioner, ligesom når der er blevet truffet pastorale beslutninger, har visse personer kunnet blive sårede eller bedrøvede. Sandhedens budskab og troskab over for Kirkens Tradition er ikke altid velkomne. Det er en lidelse for dén, som lytter dertil, og ofte også for dén, som udtrykker dem. Jeg har nogle gange også kunnet tage fejl, for ingen af os er ufejlbarlige, heller ikke jeres biskop. Jeg er også bevidst om mine egne svagheder, og jeg beder om tilgivelse hos Gud og hos jer alle for dét, som har kunnet gøre jer ondt. Jeg beder jer om tilgivelse for mine fejl og mangler. Jeg beder jer også om i mit navn at tilgive alle, som har fornærmet os. Vi accepterer ikke det onde, heller ikke synden, især ikke synden imod Kirken, men vi må tilgive og bede for dem, som er kommet på afveje, at de må finde tilbage på den rette vej. Må den barmhjertige Fader lade os skilles i fred og forsoning. Så er da øjeblikket kommet, hvor jeg skilles fra jer. Hvordan skal jeg give udtryk over for jer for alt dét, der er i mit hjerte? Jeg er overbevist om, at min afsked er efter Guds vilje, og at den, med Guds hjælp, vil blive et gode, både for jer og for mig. Bevar altid, hinsides prøvelser af enhver art, tillid og håb til Guds Ord, som er løftet om vor frelse og vor Kirkes styrkelse. Kirkens frihed og den ortodokse tros universalitet er de to skatte, jeg har søgt at bevare efter eksemplet fra mine forgængere i spidsen for Ærkestiftet. Det har jeg gjort, for at det skulle blive muligt for os at koncentrere os om dét, som i Kristi disciples øjne bør udgøre det ”eneste fornødne”: ”Søg først Guds Rige og Hans retfærdighed”, som Herren selv byder os (Matt. 6,33). Mit sidste ord skal være en bøn til jer om at bevare kærlighed og enhed imellem jer. Dét er vor Kirkes mest dyrebare skat. Må Herren værdiges at ”give jer visdommens ånd” og ”oplyse jeres hjerters øjne, så I forstår, hvilket håb Han kaldte jer til” (Ef. 1, 17–18). Må Gud hjælpe os og forbarme Sig over os! Må Herrens fred altid være med jer alle! Modtag min velsignelse. Paris, den 8. Januar 2013 Sign. + Ærkebiskop Gabriel af Comane Udgivet 26. december 2012 
”Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe” (Luk. 2,12) Kære brødre og søstre Det er mig en glæde i dag at ønske jer en rigtig smuk højtid ved Herrens Fødsel. Som på alle de store højtider er det et vigtigt øjeblik, vi er med i. Det er i dag, Herren kommer til stede midt iblandt os, klædt i fattigdom. Han valgte som Sit fødested en ubemærket landsby på en ukendt egn, og Han fødes af en fattig jomfru. Han, som er universets Skaber og gudernes Gud, den Almægtige, Han går ind på at åbenbare Sig for menneskers øjne på et sted, hvor fattige hyrder havde søgt ly med deres flok, i en simpel grotte. Dér er det, at Maria, som ikke havde kunnet finde ly noget sted, føder kongernes Konge, herrernes Herre. ”Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by, Han er Kristus, Herren” (Luk. 2,11) ”Herren er Gud, og Han lod det lysne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skikkelse, som hellige Basilios den Store siger, men i en tjeners skikkelse for at skænke frihed til dem, som holdtes fangne i trældom. Hvem har da et hjerte, som sover så fast, hvem kunne være så utaknemlig ikke at fryde sig, juble og stråle af glæde ved en sådan begivenhed? Alt dette finder sted med en ydmyghed, som vi måske kun svagt er klare over: Han er Frelseren, Han er Kristus, Han er Herren, men hvad særligt er der ved at svøbes og lægges i en krybbe, hvori består dog dette tegn? Brødre og søstre, gennem dette tegn, dette mysterium, gives det os at begribe, at Gud i ydmyghed gør Sig til ét med os for vor frelses skyld. Og bedre endnu, vi anspores til at ydmyge os for at møde Herren. Ved Sit eksempel gør Han os begribeligt, at menneskets stolthed bringes til at vakle på grund af Guds sindelag, som lader os øse af Hans store ydmyghed for at blive frelste! Vi skal derfor tage imod Julens højtid som en nåde, nemlig Guds komme, Han som fornedrer Sig og bliver et lille barn. Han, som er Guds Ord, affinder Sig med blot at græde på samme måde som alle jordens børn … Han, som har sæde ved Faderens højre side, lægges på et fattigt leje af strå … Han, som er verdens Skaber, viser Sig for os i et svagt og skrøbeligt legeme for derved at tage del i vor smertefulde menneskelighed … Ja, vi anspores altså til at gøre os helt små for at leve af den sande glæde, som kommer fra Gud! Lad os prøve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflægge vore kjortler af skind og iføre os lysets kåbe. Lad os ophøre med altid at ville dominere vor broder med ord, med magt og med opvisning i styrke. Alt sådant tjener til intet! Hvad enten det er i vore familier, i vore menigheder, i stiftet eller i vore Kirker, lad os stoppe al upassende tale, al nedladende holdning, enhver demonstration af magt og dominans, og lad os i stedet blive Guds børn, virkelige mennesker, som spejler Herrens skønhed i Hans ydmyge nærvær. Således bliver vi frie, idet vi tilpasser os vort forbillede, Jesus, vor Frelser, som fødtes i en krybbe! Vor handlen vil da ikke længere være styret af nogen gruppemoral, ej heller af nogen social eller kirkelig konformitet! Vi vil ikke længere stræbe efter at tilintetgøre vore brødre og positionere os selv som en stærk Kirke med mange troende, som uophørligt skal bevise, at vi er de bedste … Lad os derfor ile hen til Herrens krybbe, men lad os ved nåden forberede os på at nærme os, så vidt vi formår, ved at åbne vore hjerter i en levende tro og med en bevidsthed, befriet for alle stolthedens lænker. På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyghed og indser vore svagheder, hvis vi anbringer os ved Gudsbarnets fødder, sådan som vi i dyb sandhed er, så vil det blive os givet at smage dét, som englene forkynder for hyrderne i denne julenat: ”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Det er denne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brødre og Søstre, og jeg forsikrer jer om al min kærlighed og om min bøn. Må Guds ydmyghed være jeres glæde! + Ærkebiskop Gabriel af Comane Udgivet 28. april 2012  Seminar om Jesusbønnen, Klosteret i Hurdal, 26. maj 2012 Lørdag den 26. maj 2012 – Start kl. 10 – afslutning kl. 20
Sted: Hl. Trifon skita (”Det ortodokse klosteret på Skabland i Hurdal”) Læs mere i denne PDF-fil Udgivet 17. april 2012  Kristus er opstanden! Kære fædre, Kære brødre og søstre Kristus er opstanden! Større kærlighed har ingen end dén at sætte livet til for sine venner (Joh. 15,13)
Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh. 3.16) Når jeg som overskrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apostle nogle timer inden Sin lidelse, sådan som den hellige Johannes beretter, skyldes det to nøgleord deri, som begge henviser til Herrens Opstandelse: kærlighed og liv! For når vi på den dag glæder os sammen med vore familier, vore menigheder og i klostrene, så er det fordi, Jesus nærer stor kærlighed til hver enkelt af os og skænker os adgang til livet. Vi har alle brug for kærlighed, og vi er kaldede til livet! Det er en universel virkelighed, som deles af alle mennesker på jorden. Faktisk er et liv uden kærlighed meningsløst. Vi, som er kristne, må være vidner om kærligheden. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men endnu meget mere bør vi leve det. Det er den mest overbevisende måde, vi kan udtrykke os på i den sammenhæng. Det er dét, Herren gjorde: Han elskede os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstandelse er to sider af det samme segl, hvormed Han én gang for alle har mærket vore hjerter. Ja, Påsken er en meget smuk og stor højtid, for den markerer en ”passage”, en overgang, det er betydningen af ordet ”Pessah” på hebraisk. Det er en glædens højtid, vi oplever, for Kristus går sejrrig tværs gennem døden, og den ”passage” er endelig! Men vi skal være opmærksomme på, at selv om Jesu Opstandelse er en begivenhed, som er historisk bevidnet, er den ikke statisk og ej heller stivnet i tiden. Fra den dag ”passerer” Herren hele tiden gennem vore liv, og Han tilbyder os Sin kærlighed, her på jorden og i det evige liv. Ved hver hændelse i vor hverdag rækker Herren os hånden os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kærlighed! Men lad os konkret se på, hvad det vil sige. Når vi betragter vore liv, alle menneskers liv på jorden, fristes vi af mismod, og vi ville kunne sige som Prædikeren: Det er alt sammen tomhed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så mange ulykker, så megen knust kærlighed! Alvorlig sygdom, det uventede uheld, aldringen, hvori alting er i aftagende, er alle elementer, som kan gøre os nedtrykte. Mange unge nærer tvivl om deres fremtid og gribes af ængstelse, og nogle gange søger de erstatninger uden fremtid. Stillet over for en sådan frygt og sådanne ængstelser må vi huske på, at inden Påske kommer Store Fredag med dens lidelse. Vi må atter tænke på Gethsemane — Min sjæl er dybt bedrøvet til døden — og på Korsfæstelsen — Min Gud, hvorfor har Du forladt mig? Da forstår vi, at Opstandelsen ikke blot er en hyggelig familiefest, som vi kan glemme igen i morgen, men et sandt kildevæld, en hymne til livet og kærligheden. Når Kristus tog imod lidelse, fornedrelse (kenosis) udelukkelse, afvisning, den frygtelige ensomhed, apostlenes svigt og endelig døden på Korset, så er det for, at vi, gennem Opstandelsens mysterium, som fulgte, ikke mere skal nære frygt. Senere bliver Thomas opfordret af Frelseren til at lægge hånden på det sår, lansen havde forårsaget under Korsfæstelsen. Den gestus gøres på vegne af hver eneste af os: Ved at berøre Kristi side modtog apostlen som en gave Guds uendelige kærlighed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stammer fra mange ængstelser og genvordigheder, forvandler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Herre og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, ligesom til Thomas siger Herren til hvert menneske: Hvis du vil, skænker jeg dig min kærlighed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Salige er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29). Frelserens Opstandelse åbenbarer da for os det sande mål for Korsets mysterium, nemlig vor Herre Jesu overmåde store kærlighed til os, til alle mennesker på jorden. Kære fædre, brødre og søstre Ved denne store og lysende højtid omfavner jeg jer alle med megen kærlighed og glæde! Nu er vi opstandne med Kristus, vi har set det sande Lys, og fra nu af er det det guddommelige liv, som strømmer i vore årer. Kristus er opstanden!
Han er sandelig opstanden! Paris den 2. / 15. April 2012
Hl. Alexander Nevskij Katedralen, Paris + Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den Økumeniske Patriark Udgivet 9. april 2012  Palmesøndag I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! Hosianna! Sådan lyder det fra skaren i Jerusalem i dag. Og sådan lyder det fra os på dagen, hvor vi indleder Den Stille Uge. Velsignet være Han! Et råb fra Salmernes Bog (Sl. 118). Et jubelråb! Vi kan gerne citere lidt mere udførligt fra samme Salme for at begribe sammenhængen: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig … Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os … Herren er Gud og har vist Sig for os … Festtoget med grene slynge sig frem til alterets horn … og så igen til afslutning: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig. Vi istemmer jublende lovsang. Mærkeligt nok, kunne man synes, her hvor vi indleder den uge, som også kaldes for Lidelsesugen. – Jesu disciple fandt det også mærkeligt, for, som vi har hørt det hos evangelisten Johannes i dag: Disciplene forstod det ikke fra først af, men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om Ham, og at man havde gjort dette for Ham. Hvad er det, der står skrevet om Ham, og som disciplene først bagefter bliver klar over? Jo, det er, at det ydmyge indtog, ikke med stridsvogn, firspand og militær eskorte , men på et ungt æsel, at netop dét er Kongens indtog, sådan som det beskrives hos profeterne Esajas og Zakarias. Hos Zakarias hedder det: Fryd dig … og råb med glæde. Se, din Konge … retfærdig og sejrrig er Han, ydmyg, ridende på et æsel, på et asenindes føl. Disciplene er forvirrede dér og da. Men vi, vi som i Kristi Kirke allerede kender vor Herre, Gud og Frelser, Jesus Kristus i herlighed, er vi da bedre stillet end disciplene, som de stod dér ved vejsiden? Ja og nej! Ja, for vi har den forventning indlejret dybt i vore hjerter, at Han skal komme igen i herlighed, og at vi da skal se Ham som Han er. I modsætning til disciplene ved indfaldsvejen til Jerusalem har vi allerede vished om Kristi Opstandelse og sejr over døden.
Og nej, for trods den vished er der heller ikke for os nogen vej uden om i den kommende uge at dele rådvildheden, gruen, angsten og fortvivlelsen hos disciplene og hos alle, som ledsager Jesus gennem Hans lidelse og død. – Johannes Teologen og Evangelisten beskriver for os i dagens evangelielæsning, hvor kompleks, hvor mangesidig situationen er. Vi begynder i Betania hos Lazarus, ham, som Jesus havde opvakt fra de døde. Her er da grund til stor glæde! Ved at kalde Lazarus ud fra graven forudskikker Kristus Sin egen Opstandelse, Han gør det troværdigt for os tvivlere, at Han er dødens Overmand, at vi ikke skal fortvivle, ja, at Han selv skal opstå, og at vi skal få del i Hans Opstandelse. Og vi glæder os af hjertet! Derfor, af hjertets glæde, er det, at Maria, Marthas søster, salver Herrens fødder og tørrer dem med sit hår. For at gøre det klart, at vi, grundet Lazarus-tegnet, har fået vished for, at Jesus er Kristus, det vil sige Den Salvede. Guds Salvede, vor Herre og Frelser. Og den vished glæder os af hjertet! Men salvningen har også en helt anden side, den helt modsatte henvisning. For det er de døde, som salves, inden de begraves. Marias salvning af Jesus viser således hen på Hans død. Derfor er det, Jesus selv siger: Lad hende i fred, så hun kan gemme salven til min begravelsesdag. Herren Kristus forudskikker Sin Korsfæstelse og død. Og vi, vi gruer ved tanken om at skulle stå ved Frelserens grav. Vi gruer ved, at der ikke er anden vej til Opstandelsen end dén, der fører gennem lidelse, forhånelse, korsfæstelse og død. Og ypperstepræsterne, ja de beslutter, at de vil gøre, hvad der står i deres magt for at udradere glædens og håbets genstand, at de vil fjerne dét, som bringer mennesker til tro på Jesus. De beslutter, hedder det, at de også vil slå Lazarus ihjel. — Også? Jo, for de samme har allerede længst besluttet, at de vil slå Jesus selv ihjel. Lad os ikke tage fejl, brødre og søstre i Kristus, også i dag, hos os og i vore dage, er der dem, som af al magt søger at dræbe alt dét, som bringer os til tro på Kristus. De slår os vel ikke korporligt ihjel, men de gør alt, hvad de kan for at nedvurdere og latterliggøre livet i Kristus, Kirkens liv, hvor vi efter Kristi eget bud mystisk tager del i Hans lidelse og død i håb om også at få del i Hans herlige Opstandelse. Fra nu af, fra i dag træder vi sammen med Kristus ind i lidelsen og i Hans vej til Korset. Men Kirken husker os på, at når Jesus går mod Sin død, gør Han det af Sin egen vilje: Ingen tager livet fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen, siger Jesus (Joh. 10,18) Kristi magt, det er kærlighedens magt over liv og død, den magt, hvorved Kristus opstår og river de døde med Sig ud af dødsrigets garn. Det er den magt, med hvilken Kristus råber til Lazarus, som allerede har været fire dage i graven: Lazarus, kom herud! Og vi glæder os af hjertet! For dét, vi aner om Kristi Opstandelse, det får vi som et tegn, et forvarsel, ved Lazarus opvækkelse. Og skulle vi ikke forstå tegnet, så lad os lytte til og altid huske på Herrens ord til Martha: Jeg er Opstandelsen og Livet. Dén, som tror på mig, skal leve, om end han dør. (Joh. 11,25) Med de ord ændres for altid forståelsen af, hvad døden er. Lad så blot tidens videnskabstroende ypperstepræster kalde døden for livets ophør og det enkelte menneskes udslettelse. Og lad blot tidens panteistiske ypperstepræster prædike genfødslernes hjul og personlighedens og bevidsthedens opløsning i intethedens hav. – Lad dem prædike, som de vil, men lad ikke deres prædiken rokke os en tomme fra Kristi ord: Dén, som hører mit ord og tror Ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men han er allerede gået over fra døden til livet (Joh. 5,24) Dødens magt er én gang for altid brudt, og livet har sejret i Kristus. Lad os, brødre og søstre, på den baggrund begive os på vej ind i Lidelsesugen. Og lad os råbe det ud: Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! – i den tro og i det håb, at vi allerede, i Kirken ved Helligånden, har del i Kristi Opstandelse. Amen! Udgivet 20. marts 2012 I en bemærkelsesværdig deklaration af 12. Marts erklærer stormuftien af Saudi-Arabien, Abdul Aziz bin Abdullah, at det er ”nødvendigt at nedrive alle (kristne, red.) kirker i hele regionen”. Erklæringen er del af et svar til en delegation fra Kuwait, som havde forespurgt, om sharialoven tillader byggeri af kirker i emiratet. Stormuftien baserer sin afgørelse på en såkaldt hadith, som stammer fra profeten Muhammed, som på sit dødsleje skulle have udtalt, at ”der må ikke være to religioner på Den arabiske Halvø.” En ledende artikel i The Washington Times den 16. marts beklager den amerikanske præsident Obama’s tavshed angående stormuftiens deklaration. Avisen skriver også: Hvis paven opfordrede til at destruere alle moskéer i Europa, ville det vække voldsom furore. Kloge hoveder ville kaste sig over kirken, Det hvide Hus ville straks udsende en bekymret erklæring … Men når den mest indflydelsesrige leder i den muslimske verden udsteder en fatwa om at nedrive de kristne kirker, er tavsheden øredøvende. Der er ikke tale om en ubetydelig, radikal imam, som forsøger at opildne sine tilhængere med hadefuld tale. Dette er en overlagt, villet og specifik afgørelse fra én af de mest fremtrædende ledere i den muslimske verden. Den er ikke blot forpligtende for dem, muftien har direkte myndighed over. Den er også et signal til andre i den muslimske verden om, at det ikke alene er tilladt, men en pligt at ødelægge kirker.
Redaktionen noterer sig de diametralt modsatte opfattelser af begrebet religionsfrihed. Kilder:
www.orthodoxie.com – The Washington Times Udgivet 29. februar 2012 Sådan lyder overskriften på en blog fra marts måned 2011 i den franske avis Liberation. Ordene hentyder til, at borgmester og bystyre i Paris ikke er glade for udsigten til det kombinerede kirke- og kulturcenter, som den russiske stat og Moskvas Patriarkat i fællesskab har planlagt i den franske hovedstad.  Model af russisk kirke- og kulturcenter i Paris. Billedkilde: Le Parisien Forhistorien er dén, at den russiske stat forrige år erhvervede en grund på den fornemme adresse Quai Branly i Paris’ 7. arondissement, lige neden for Eiffeltårnet. Købet fandt sted i 2010 til den nette sum af 60 millioner €. Derpå blev der udskrevet en konkurrence om bebyggelsen af det kirkelige center. Og det er vinderprojektet herfra, bystyret i almindelighed og Paris’ borgmester i særdeleshed er utilfredse med. Byen var ganske vist repræsenteret i juryen, men i mindretal og derfor uden reel indflydelse. Anne Hidalgo, byens ansvarlige for ”urbanisme” (byplanlægning) beskriver i den nævnte blog de folkevalgtes holdning til det valgte projekt sådan her: ”Der er ingen overstrømmende begejstring”. I en blog fra den 27. Februar 2012, også fra avisen Liberation, hedder det, at borgmesteren i Paris siden 2001, Bertrand Delanoë, føler sig ”krænket over russernes kitch-kirke under Eiffeltårnet”. Borgmesteren siger i en udtalelse, at når den franske stat har givet tilladelse til dette byggeri, er det fordi ”staten har forskanset sig bag en diplomatisk og finansiel positur, som er venskabet mellem Paris og det russiske folk uværdig”. Samme dag citeres borgmesteren i den franske udgave af avisen Metro for, at den kommende kirkes ”pastiche-arkitektur fremviser et praleri, som slet ikke er tilpasset hverken den lokalitet, som er klassificeret som verdensarv af Unesco eller nærheden til Eiffeltårnet”. Videre skriver Metro, at ”Det kommende monument har allerede flere gange fremprovokeret reaktioner fra forsvarere af denne arv, men også fra troende ortodokse, som er mere vant til klassiske bygninger. På den arkitekt-faglige hjemmeside Batiactu meddeles den 28 februar i år, at Paris’ borgmester, Delanoë, appellerer til Unesco om, at der ikke bliver givet byggetilladelse på Quai Branly uden at der er indhentet støtte fra internationale eksperter. Dette krav fremsættes med henblik på ”beskyttelse af Seinens bredder”. Og borgmesteren tilføjer, at hele dette projekt er udtænkt af den russiske og den franske stat i forening, men ”uden Byen Paris’ tilslutning”. Ligeledes den 28. Februar bringer avisen Le Parisien det lakoniske svar fra Moskvas Patriarkat på borgmesterens protester. Ærkebiskop Nestor, som repræsenterer russerne i Paris siger: ”Vi er ikke forbavsede, for vi kender godt borgmesterens stilling. Han har en særlig smag for arkitektur.” Og adspurgt, om borgmesterens modstand stiller spørgsmålstegn ved arkitektkonkurrencens resultat, svarer ærkebiskop Nestor: ”Det er et dristigt projekt, som ikke falder i alles smag.” Udgivet 26. december 2011 På dagen for vor Herres Fødsel har ”Retfærdighedens Sol taget mørkets datter til ægte” (den syriske liturgi). Se, hvor daggryet bryder frem ved den mørke nats afslutning, når Kristus oplyser hele skabningen, hvis skønhed er beskadiget af mørket fra vore overtrædelser. Ligesom hyrderne ved Bethlehem i de dage fryder vi os i dag, når vi hører englene forkynde, også for os, at ”et Barn er født os, en Søn er os givet!” Den Søn, dette Barn, det er Gud selv, som besøger os og derfor antager vort kød. Takket være Faderens Elskede, som viser Sig på jorden, er vi ikke længere alene i denne verdens kulde, ”hvor de, som mangler brød, har vilje til at leve, og de, som har brød, ikke længere véd, hvorfor de skulle leve” (Liturgiske prædikener — Jean Corbon). Ja, vor verden er kold! Og vi søger at varme os ved kilder, som er overfladiske og til ingen nytte. Vi vil leve et kunstigt liv, hvis triste tomhed vi opdager for sent, og sammenkrøbne om os selv falder vi i søvn og glemmer Håbet, som banker på hjertets dør. Men denne verden, det er vor verden, dén, hvori vi lever alle de dage, som Gud giver os. Hvori mennesker accepterer at hade og dræbe hinanden. Hvori dén, som har alt, uden mindste bekymring eller medlidenhed går forbi dén, som intet har. Hvor en broder bestjæler sin broder for ”æren” ved at være rig, om det så blot er på nogle gamle sten, hvoraf der ved tidernes ende intet vil være tilbage … ”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Hvad gør vi som kristne med den nyhed, englene forkynder? Ved Kristi Fødsel er det tid til at vække vore hjerter og til at gøre os frie af vore vaner, selv om de måtte være fromme! Det er tid til at vække håbet, til at dele det og få vore brødre til at leve ved det: Ligesom hyrderne må vi med eftertryk forkynde for alle, at med Gud kan alting forandres, alt kan frelses! Dette håb og den glæde, som det fører til, bør stråle ud fra os. Tænk, om hver af os gav et tegn — et virkeligt tegn! — som giver fred — sand fred! — dén fred, som verden ikke kan give … Om hver af os viste et kærligt smilende ansigt til den broder, som hungrer efter netop dét … Om hver af os lagde sin kølige hånd på den undertryktes feberhede pande … Om den kærlighed, som er i os, kunne strømme som dåbsvandet og bortvaske alle sår … Om tilgivelsen kunne hæve sig op over den vrede og det had, som er vakt i os af dem, som burde kaldes brødre … Vi bør føle os ansvarlige for Guds gave her ved højtiden for vor Herre Jesu Kristi Fødsel, som aktualiseres på ny. Vi er af væsen forbundne med alle vore brødre og søstre på denne jord, for Herren har skabt os ”i Sit billede og til Sin lighed”, lige meget hvem vi er! Der resterer altid en smule af den oprindelige skønhed, Gud har skænket os! Jul, det er den forundring, Gud frembringer, både hos hyrderne og de vise mænd! Jul, det er betagelsen, når vi står foran fødselsikonen, det er glæden hos børnene og deres fædre og mødre! Men jul, det er også sorgen over at være forladt og glemt … Det er også kulde og sult, som overmander legemet … Det er også den forkrøblede menneskehed, som ikke længere kan elske … Men jul, det er først og fremmest, at Faderen skænker os Sin elskede Søn! Og at Sønnen, Guds Ord, bliver Menneske, for at mennesket kan blive Gud (Athanasios af Alexandria). Og derfor fødes Han ligesom os, dog uden synd, men Han bærer alle syndens følger lige til døden på et Kors for så meget des bedre at kunne fri os fra synd og død. Hvordan skal vi da gennemleve julen? Helt enkelt, lad os vedholdende og parate tage imod Guds kærlighed! Lad os ligeledes have et åbent blik for det menneske, som lider, ofte uskyldigt … Lad os simpelt hen være vedholdende i kærlighed! Grotten i Bethlehem skænker os håb: ”Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!” (Salme 26/27, 14). Det er med stor kærlighed, brødre og søstre, at jeg ønsker jer en glædelig fest for Herrens Fødsel. Må vor Herre Jesus Kristus, Han hvis Fødsel i kødet vi fejrer i dag, må Han være alles glæde, og må Han sænke Sin frelsende nåde ned over os! Amen. Paris, Hellige Alexander Nevskij Katedralen
Julen 2011 + Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den økumeniske Patriark Læs også Patriark Bartholomæos d. 1.‘s julebudskab 2011 (engelsk) Udgivet 19. november 2011 
Søndag den 30. Oktober dekorerede Hans Hellighed, Patriark af Jerusalem, Theofilos III, Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel af Comane, Eksark for Den økumeniske Patriark med det særlige kors som Ridder af Den Hellige Grav. Udmærkelsen blev overrakt i patriarkatet på dagen, som afsluttede Ærkestiftets pilgrimsrejse til Det hellige Land under det besøg, Ærkebiskop Gabriel aflagde hos patriarken for at takke denne for venlig modtagelse. Ærkebiskop Gabriel blev her ledsaget af flere præster samt af Hierodiakon Athanasios. Ved overrækkelsen understregede patriarken, at denne ærefulde udmærkelse kun uddeles af Jerusalems Patriarkat, Kirkernes moder, ved helt særlige lejligheder, og at den tildeles Ærkebiskop Gabriel af Comane i anerkendelse af hans pastorale indsats som Ærkebiskop og for hans vidnesbyrd om Ortodoksien i Vesteuropa. Hans Eminence Ærkebiskop Gabriel takkede, meget rørt, Hans Hellighed og sagde, at han, på vegne af Ærkestiftet, forpligtede sig til aktivt at støtte patriarkatet i form af hjælp til én eller flere unge fra Jerusalem, som måtte ønske at komme til Paris for at studere ved Institut Saint Serge. Kilder:
Ærkestiftets hjemmeside
Jerusalems Patriarkats hjemmeside
Oversat og forkortet af redaktionen. Udgivet 26. oktober 2011 af f. Poul Der føres i Danmark en løbende diskussion blandt præster, teologer og troende, ikke mindst i Kristeligt Dagblads spalter: Hvad skal der som minimum være enighed om, for at en dansk, folkelig kirke fortsat kan være virkelighed? Hvor går grænsen for den danske folkekirkes teologiske og liturgiske rummelighed? Konservative kristne er utilfredse med den retning, de ser kirken bevæge sig i. En del giver udtryk for, at rummelighed er blevet til grænseløshed, frihed til kaos og imødekommenhed til leflen for tidens mode. De savner kirkelige rammer for en klassisk kristendom. Sagligt set kan det være vanskeligt at pege på en kirke, som ved sin historie, sin teologi og sin liturgiske praksis udgør en mere autentisk repræsentant for klassisk kristendom end den ortodokse kirke. I hvert fald hvis man med en sådan karakteristik sigter til dén oprindelige kirke, som Kristus lagde grunden til ved sine apostle. Det gælder den før-skismatiske enhedskirke, som bredte sig ud over den kendte verden, og som også kom så langt fra Jerusalem som til Danmark, først med Ansgar og 100 år senere med Harald Blaatand. Denne kronikør er dansk, døbt i folkekirken, konverteret til den ortodokse kirke og i 2003 præsteordineret af Gabriel, ærkebiskop for Det Vesteuropæiske Ærkestift, med ansvar for stiftets troende i Danmark, som er samlet i Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Her er flertallet, ligesom præsten, danske af fødsel og har trådt deres kirkelige barnesko i den lutherske kirke. Et mindretal i menigheden stammer fra andre, traditionelt ortodokse lande, men bor og arbejder i Danmark, hvor deres børn vokser op og går i skole. Den ortodokse kirke i Danmark er en lokal kirke, som har åbne døre og vinduer til den ortodokse, kirkelige verden uden for Danmark og med fælles rødder hinsides alle splittelser. Danske ortodokse kristne arbejder sammen med herboende mennesker fra en række forskellige lande for atter at give den ortodokse kirke og tro fodfæste i Danmark. Vort fælles sprog er dansk, som helt naturligt også er det sprog, vi bruger i gudstjenesterne. Dog markerer vi gerne med én central bøn det flerkulturelle. Alt efter hvem der er til stede, lyder ”Fader Vor” ved søndagens gudstjeneste ofte, foruden på dansk, på georgisk, engelsk, græsk, spansk, rumænsk og endnu flere sprog. Forskellige som vi er, har vi hjemme i Danmark. Derfor bliver vi nogle gange temmelig ærgerlige over, at ortodoks kirke og kristendom i den folkelige bevidsthed opfattes som en fjern, eksotisk og ubegribelig størrelse med gudstjenester, som består af endeløse, messende og mumlende bønner på fuldkommen uforståelige tungemål i dunkle kirkerum, hvor man kun med besvær kan skære sig igennem den tætte røgelse og i øvrigt skal vogte sig for ikke at blive ramt af det evigt svingende røgelseskar. Forestillinger, som mange medier gør, hvad de kan, for at fremme. Jamen, den ortodokse kirke og kristendom er da heller ikke en del af dansk tradition, vil nogen måske indvende. Og den indvending kan synes rigtig, set fra en markeret luthersk vinkel. Men den har, vel at mærke, som forudsætning, at man indsnævrer perspektivet til de seneste små 500 års yderst lokale tradition. Nogle af os, som er af en vis alder, husker tydeligt, hvordan vi i skolen lærte, at Martin Luther og Hans Tavsen på det nærmeste var de egentlige grundlæggere af kristendommen. Og først senere gik det op for os, at den kristne tro og den kristne kirke er bygget på mere end 1500 års tradition forud for disse to. Det gælder også i Danmark og for den danske kristenhed, at rødderne er langt ældre og dybere end den ramme, der sættes af Reformationen. Dansk tradition har ortodokse rødder og rækker længere bagud end år 1536. Den kirke, Harald Blaatand midt i 900-tallet lod sig døbe ind i, var netop den ortodokse kirke. Som markering af det har vi, mellem ikonerne i vor kirke, også en reproduktion af Jellingstenens kristusbillede i farver. Og den kristentro, Ansgar 100 år tidligere havde bragt til Danmark, det var den ortodokse kirkes tro. Både Harald og Ansgar er nemlig fra enhedskirkens tid, det vil sige fra tiden inden den romerske kirke i året 1054 skilte sig ud og gik sine egne veje, veje, som reformatorerne 500 år senere vendte sig imod. Der er for tiden i både folke- og frikirkelige kredse en ganske stor interesse for den ortodokse kirke, eller i hvert fald for elementer derfra. For eksempel er ortodokse ikoner fra at være helt utænkelige i en dansk landsbykirke blevet en del af udsmykningen visse steder. Lystænding i forbindelse med bøn, som tidligere var fuldkommen ukendt, har man taget til sig. Ja, selv røgelsen har efter sigende vundet forsigtigt indpas hist og her. Også på bønnens område ser man stigende interesse for ortodoks praksis. I bestemte miljøer er det ikke mindst den ortodokse kirkes jesusbøn, der påkalder sig opmærksomhed. Nogle særligt ”spirituelt” interesserede foretager rejser til munkerepublikken Athos eller den ægyptiske ørken som et avanceret alternativ til Wittenberg eller Rom. Og kommer inspirerede hjem og foranstalter ”kristen meditation” eller ”ørkengudstjenester”. Kunne det tænkes, at alt dette er udtryk for en, mere eller mindre erkendt, længsel tilbage mod den kristne tros rødder, det vil sige mod den ortodokse kirke? Jeg tror det. Men ved brug af tilfældige, løsrevne punktnedslag går helhed og sammenhæng tabt. Hverken i folke- eller frikirker er det tænkeligt, at der skulle blive rum for den samlede ortodokse, teologiske tænkning, der forstår ikonerne som den synlige manifestation af, at Kristus virkelig blev menneske. Og som ærer ikonerne, fordi de markerer de helliges nærvær i kirken og manifesterer menneskers potentiale til forvandling i Kristi billede. Tages ikoner, lystænding, jesusbøn, røgelse og løsrevne dele af den ortodokse gudstjeneste ud af deres sammenhæng, bliver de til mystificerende, ubegribelige brudstykker af en fjern og fremmed helhed. Så kommer de ortodokse elementer til at fremstå som eksotiske krydderier på en kirkelig ret, som havde mistet sin smag. De kristne i Danmark, som ønsker at fastholde klassisk kristendom, de, som er betænkelige ved dagens kirkelige udvikling og de evige knæfald for moderniteten og den herskende tidsånd, de burde måske gribe tilbage til Harald Blaatand og Ansgar. Danske kristne, som for alvor ønsker trofasthed over for kirkens tradition, kunne med fordel indlede samtale med den ortodokse kirke i Danmark. Den ortodokse kirke deltager ikke i den tåbelige jagt på formodet popularitet, som finder sted i visse kirkelige miljøer. Ved ortodokse gudstjenester bliver ingen udsat for bamsedåb, sms-velsignelser, spaghetti, lasagne, poporkestre og hvad der ellers udtænkes af nedladende underholdning for at være en imaginær laveste fællesnævner tilpas. Ortodoksien har bevaret kirkens oprindelige, kristne tro. Det indebærer, at den ortodokse kirke er præget af liturgisk alvor og ærefrygt for det hellige, både ved de særlige højtider og ved søndagstjenesterne året igennem. Og det indebærer, at de hellige mysterier eller sakramenter ikke tømmes for indhold fx ved at gøre nadveren til legeplads for stjernekokke eller ved at konstruere en påstået ”kønsneutral” ægtevielse og dermed fornægte den orden, Gud har sat for sin skabelse. Hvem ved, måske kunne en sådan samtale føre til, at de, som af hjertet ønsker trofasthed mod den klassiske kristendom og dens tradition, med tiden ville finde det naturligt med et traditionsbundet, ortodokst biskoppeligt tilsyn?
Trykt som kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 20. oktober 2011. Publiceret 26. oktober 2011. | |
