Aftenen den 22. januar i Svenska Gustavskyrkan
Ved f. Poul Sebbelov
Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne 5, 12 – 18:
Brødre, vi beder jer om at skønne på dem, som gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gerningers skyld. Hold fred med hverandre! Og vi lægger jer på sinde,brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle. Vær altid glade, bed uden ophør, og sig tak under alle forhold; thi det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Vær altid glade, bed uden ophør, sig ’tak’ under alle forhold … Sådan hedder det hos den hellige apostel Paulus. Det er let nok sagt; men hvordan i alverden bærer vi os ad med det?
Der er jo hele tiden så meget, både i verden omkring os og måske også i vore personlige forhold, som snarere gør os triste og kede af det, end det gør os glade. Og vi konfronteres hver eneste dag med forhold, med ulykker, krige, had, misundelse, alskens fjendtlighed og dertil fattigdom og sygdom som snarere giver os anledning til sorg og beklagelse end til taknemmelighed. – Og så har vi i øvrigt så travlt, at det kniber gevaldigt med at finde tid til bøn.
Men al helbredelse af alverdens skrøbeligheder begynder med bønnens indre forvandling af hvert enkelt menneske. Bøn er derfor et brud med alle kendte tankemønstre: Søg først Guds Rige i tro og i tillid, for da skal alt andet gives jer i tilgift. Paulus’ opfordring til glæde og til bøn er ikke en opfordring til, at vi skulle lukke øjnene for verdens lidelse, men til, at vi sætter hele vor lid og alt vort håb til Kristus.
Vi venter ikke nogen hjælp fra mennesker, hedder det i én af Kirkens aftenbønner. For den skabte verden bæres oppe af Kristus; og den bæres af Kristi Kirkes uophørlige bøn, af bønnerne fra os mennesker, der, med hl. Filaret af Moskvas ord, er anbragt i balance på Guds skabende Ord, som på en diamantbro. Oven over os er den guddommelige uendelighed; neden under os er vor egen intetheds afgrund.
Det er mindre end en måned siden, vi fejrede Kristi fødsel som Menneske; og med Guds komme til jord har vi mennesker fået skænket et helt nyt liv. Vi er blevet befriede, med Patriark Bartholomæos I af Konstantinopels ord, befriede fra følelsen af ubegribelig tomhed, og dermed kommet fri af den vej, som fører til et endnu dybere, iskoldt mørke, til den evige fortabelses nat. Og i stedet har vi fået skænket Guds kærligheds vej, den vej, som af Guds nåde gør os kriste-lige, så at vi med Grundtvig fulde af jubel kan istemme: O, kriste-lighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved.
Guds kærligheds vej giver os del i guddommelig natur, sådan som den hellige apostel Peter skriver. Ad den kærlighedens vej føres vi til det nye liv, hvor vi med apostlen i sandhed vil kunne sige: Jeg lever, dog ikke længere jeg, men Kristus i mig!
I Kristus har al glæde sin rod: Kristus er nedstegen fra Himmelen, Han har taget vor menneskelighed på Sig, for at vi skulle få del i Hans guddommelighed og få bolig i Guds Rige. Guds Søn har taget jordisk forgængelighed og død på Sig, Han har overvundet døden, Han har sprængt dødsrigets porte, for at vi skulle få del i det evige liv med Ham i Hans Rige.
Derfor kan vi i sandhed sige ’tak’ under alle forhold. For alting står og falder ikke med, om det går op eller ned med os i denne verden. Vi er ikke længere henviste til, som Karen Blixen udtrykker det, at købe vor lykke til dagens notering; for i Kristus har vi modtaget det svimlende håb, at vi skal blive Ham lige. Således skriver den hellige evangelist Johannes Teologen i sit første brev, at når Kristus åbenbares, skal vi blive Ham lige, for vi skal se Ham, som Han er.
Glæden og håbet er skænket os med Kristus. Ikke blot til eget, ’internt’ brug, men for at vi i Guds Kirke skal være vidner om Kristus, for at vi skal være lys og salt for verden, for at vi i verden skal være det tegn, der peger hen imod Guds Riges herlighed, fordi vor glæde over Kristus altid er synlig, og vor stadige taksigelse for Hans frelsende virke er hørlig for alle. Vi har ikke fået til opgave at sætte det Lys, som stråler i mørket under en skæppe eller forsøge at holde det hemmeligt for ’udenforstående’. Tværtimod har vi fået den opgave i Kirken at vise Kristi lys frem for alverden.
Glædens og håbets modsætning, det er netop den fortvivlelse, som vokser ud af dødens og tomhedens iskolde mørke. Fortvivlelse er en åndelig sygdom, der angriber og plager mennesker, som ikke véd, hvor de skal finde lys eller håb. – Og det eneste svar, vi kan give dem, det er, at vi kristne selv åbenlyst, synligt og begribeligt for enhver, lever i bøn, i glæde over Kristus og i håbet om Guds Riges fylde; også når vi får lidelse, ulykke og smerte tæt ind på livet.
Kristus er for os håbets Kilde, og lever vi ikke det håb synligt og mærkbart for alle, så spreder vi heller ikke håbet blandt mennesker. Al vor møje, det være sig politisk, økonomisk eller intellektuelt, al vor møje er til ingen verdens gavn hvis ikke vi samtidigt formår at fremvise og viderebringe det kristne håb gennem det kærlighedens liv, vi lever i Guds Kirke.
Kærlighedens liv, det åndelige liv, er ikke noget, vi kan foregive eller lade som om; vi kan ikke fremføre det som en anden teaterforestilling. – For det er et liv, som vokser ud af tro og håb, som nærer sig ved de hellige mysterier, ved modtagelsen af Kristi Legeme og Blod; og det er et liv, som folder sig ud i bøn. I bønnen kan vi aflæse, hvor dybt vi er prægede af Kristi kærlighed. Har den smittet af på os? Møder vi Guds uendelige kærlighed til os med taksigelse og bøn? Vi bruger måske megen tid på at tænke, skrive, tale, filosofere og gøre dybsindige betragtninger om Gud; men hvad med bønnen? Går vi med åbent sind Kristus i møde i uophørlig bøn? Apostlens ord, bed uden ophør! vækker de genklang i vore hjerter? Eller vækker ordene blot uro, undren og usikkerhed?
Der findes en enkel bøn, som kunne være et svar på dette vanskelige krav om bøn uden ophør. Den kaldes for Jesusbønnen eller Hjertebønnen. Den har særligt hjemme i Den Ortodokse Kirke, men der er mange andre kristne, som kender og beder denne bøn: Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder. – Jesusbønnen er en kilde til glæde og styrkelse, selv for den, som kun beder den en gang imellem; men det er også en bøn, vi kan øve os i at gøre til en del af hverdagen. Vi kan bede den, mens vi slår græs, vasker op, venter på bussen, sidder i toget, eller hvilke gøremål, der nu falder for. Da vil vi kunne erfare, at bønnen efterhånden bliver en helt naturlig del af vore tanker og bevidsthed; og vi vil få en anelse, om end aldrig så vag, om styrken hos de hellige mænd og kvinder, i hvis hjerter bønnens ord lyder dag og nat uden ophør: Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder.
Det åndelige liv er i sit væsen et liv i bøn. Det lærer vi af Kristus selv, det lærer vi af Kirkens hellige, og det lærer vi i klostrene, hvor munke og nonner beder uden ophør, ikke blot for sig selv og hinanden, men for os og for hele verden. Uden bøn kan vi intet udrette, uden bøn er vi til ingen gavn for vor næste. Én af Ruslands hellige, Serafim af Sarov, giver sin erfaring med et liv i bøn videre til hver enkelt af os med dette råd: Find først freden i dit eget hjerte; så bliver tusinder frelst omkring dig!
Al bøn begynder med omvendelse, med hjertets brændende længsel efter Kristus og efter lighed med Ham. Men bønnen fører også til omvendelse, bønnen udvirker i os, at vi får noget andet i sinde. Ved bøn forvandles vi indefra, så at vi hver især bringer Guds Kirkes uophørlige bøn med os, hvor vi går og står, til alle tider, på alle steder og blandt alle mennesker.
Lad os da, brødre og søstre i Kristus være dristige! Lad os vove det åndelige liv i tro og i bøn. Tøv ikke! Finder vi bønnen vanskelig at komme i gang med, da lad os råbe som faderen til den syge dreng: Jeg tror! Hjælp min vantro! – For der er ingen anden vej end bønnens, og der er intet andet vidnesbyrd for verden, end at Guds Kirke ved sine troendes stadige bøn gør troen og håbet synlige for alle mennesker som tegn på Guds uendelige kærlighed, den kærlighed, der ved Hans Søn og Ord bærer hele skabningen.
Har vi vilje til livet i Kristus? Så lad os sætte viljen ind på at følge den hellige apostels opfordring: Lad os altid være glade; og lad os under alle forhold takke Gud i uophørlig bøn: Ham være lov og pris og ære, Fader, Søn og Helligånd, nu og altid og i al evighed. Amen!
-
- Fra Gustavskyrkan
-
- Fra Gustavskyrkan
-
- Kirkevandringen i Skt Ansgar Kirke
-
- Skt. Alban
