Bogomtale: Surprised by Christ – My journey from Judaism to Orthodox Christianity

af Inger Bir­git­te Bjerg

Rev. A. James Bernste­in: ”Sur­pri­sed by Christ – My Jour­ney from Judaism to Ortho­dox Chri­sti­a­ni­ty”
(Con­ci­li­ar Press Mini­stri­es Ben Lomond, Cali­for­nia 2008),
335 sider samt en halv snes sider med sort-hvi­de fotos fra f. James’ liv.
ISBN: 9781888212–95‑2

”I efter­å­ret 1977 læste min præ­ste­kol­le­ga Gerald Craw­ford og jeg ”The Ortho­dox Church” af Timo­t­hy Ware og for­skel­li­ge andre orto­dok­se bøger, og de gjor­de et så stort ind­tryk på os, at vi beslut­te­de os for at besø­ge en orto­doks kir­ke for før­ste gang. Jeg var noget betæn­ke­lig ved at tage afsted, efter­som mine erfa­rin­ger med det høj­kir­ke­li­ge mil­jø var over­ve­jen­de nega­ti­ve. Til min glæ­de­li­ge over­ra­skel­se hav­de jeg straks en tyde­lig følel­se af at være i Guds nær­vær, fra det øje­blik jeg kom ind i kir­ken. Det var som at bevæ­ge sig til­ba­ge i tiden sam­men med Kristus og træ­de ind i det gam­le jødi­ske Tem­pel i Jeru­sa­lem. Alt i gud­stje­ne­sten var cen­tre­ret om til­be­del­sen af den Aller­hø­je­ste Gud.
Musik­ken adskil­te sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i pro­te­stan­ti­ske kir­ker. Den var mere dæm­pet og besad en mystisk kva­li­tet. Visu­elt min­de­de kir­kens indre mig om det gam­le Tem­pel – det var over­væl­den­de. For­an stod et alter med en jødisk udse­en­de kan­de­la­ber oven­på. Efter tje­ne­sten gik jeg hjem og opda­ge­de, at den søde aro­ma fra røgel­sen hav­de gen­nem­trængt mine klæ­der. Det var, som hav­de jeg bragt noget af den him­mel­ske til­ste­de­væ­rel­se med mig hjem.” (p. 179)

Oven­stå­en­de pas­sa­ge står at læse i f. James’ medri­ven­de selv­bi­o­gra­fi, der beskri­ver, hvor­dan hans kamp for at lære Gud at ken­de før­te ham fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michi­gan, men vok­se­de op i New York City i skyg­gen af Holo­caust, gik på col­le­ge i Quens, spil­le­de skak på højt niveau, var i Isra­el under Seks­da­ges Kri­gen, var med i Jesus-bevæ­gel­sen og hip­pie­kul­tu­ren i San Fran­ci­sco Bay Area i begyn­del­sen af 1970’erne, kom sam­men med en grup­pe tros­fæl­ler og ven­ner med i EOC (den Evan­ge­lisk Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka), som nær­me­de sig den Orto­dok­se Tra­di­tion, og som før­te til, at han blev mod­ta­get i OCA (den Orto­dok­se Kir­ke i Ame­ri­ka). Der­ef­ter læste han teo­lo­gi på St.Vladimirs Semi­na­ri­um, over­gik  til Anti­oki­as Ærke­stift, blev præ­ste­o­r­di­ne­ret i 1988 som 42 årig, hvor­ef­ter han tjen­te ved St. Anthony’s Ortho­dox Church i Ber­gen­fi­eld, New Jer­sey, mens han fær­dig­gjor­de sine teo­lo­gi­ske stu­di­er.
Under­vejs hav­de han mødt Bon­nie Lynn Hal­ström, der var af svensk afstam­ning og sam­men med sine for­æl­dre enga­ge­ret i Bap­ti­st­kir­ken. De blev gift i 1971 i Til­den Park i Ber­ke­ley Hills – et hip­pie­bryl­lup, fore­stå­et af  grund­læg­ge­ren af bevæ­gel­sen ”Jøder for Jesus” Mois­he Rosen! Siden fulg­tes de ad ind i Den Orto­dok­se Kir­ke sam­men med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.

F. James blev ”over­ra­sket af Kristus” som 16-årig, med en ånde­lig styr­ke der vend­te op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Mes­si­as, der pro­fe­te­res om i det Gam­le Testa­men­te. Det var ikke nemt at bry­de med den fædre­ne tro! ”Som jøder lær­te vi, at vi ikke kun­ne tro på Jesus, for­di det er blas­fe­mi at tro på, at et men­ne­ske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvor­ligt over­vejede Kri­sten­dom­men, kæm­pe­de jeg med spørgs­mål som: ’Hvad hvis Gud ønske­de at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan hel­ler ikke bli­ve Men­ne­ske’. At accep­te­re den mulig­hed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at mani­feste­re Sig Selv som Men­ne­ske, var et kæm­pe para­dig­meskift for mig.” (s.277 f.)
Efter para­dig­meskif­tet læser f. James Gam­mel- og Ny Testa­men­te med nye bril­ler og får øjne­ne op for, at Moses oply­ser jøde­r­ne om, hvem Mes­si­as vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Her­ren din Gud vil lade en pro­fet som mig frem­stå af din mid­te, af dine brød­re; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hed­der det:
”I gran­sker skrif­ter­ne, for­di I mener, at I har evigt liv i dem; og net­op de vid­ner om mig. (…) Hav­de I tro­et Moses, vil­le I have tro­et mig; for det var mig, han skrev om.”

Den vide­re vej til orto­dok­si­en går for ham gen­nem den vest­li­ge kris­ten­dom i adskil­li­ge ver­sio­ner, men ingen ste­der føler han sig hjem­me, samt­li­ge kir­ke­ret­ninger fore­kom­mer ham ude­fi­ner­bart spi­ri­tu­el­le og rod­lø­se eller for­vrænge­de i deres teo­lo­gi. Det tog ham 16 år at finde/blive fun­det af Kristus, og det tog ham 19 år at fin­de Kir­ken. I dag tje­ner han som præst ved Saint Paul Ortho­dox Church, Lyn­nwood, Washington.

F. James beskri­ver tid og sted, så læse­ren ser det for sig og lever sig ind i begi­ven­he­der­ne. I det sid­ste af bogens tre hoved­af­snit gør han mere syste­ma­tisk rede for den orto­dok­se tro og teo­lo­gi, idet han afgræn­ser den fra den vest­li­ge kris­ten­dom. Han tager afstand fra Augustins arve­syndslæ­re og den­nes sto­re påvirk­ning på Vesten og den Romersk Katol­ske Kir­ke, der, som han ser det, lig­ger meget langt fra ånden i både Jøde­dom og Orto­doks Kris­ten­dom. Kristus inkar­ne­re­des ikke med det for­mål at lide døden på Kor­set som et sted­fortræ­den­de offer og såle­des til­freds­stil­le en vred og hævn­ger­rig Gud, men for at frel­se os fra en fal­den til­stand og for­vand­le os ved at gøre os i stand til at bli­ve gud­dom­me­li­ge  – ”Gud blev Men­ne­ske, for at men­ne­sket kun­ne bli­ve Gud”.
Han giver kla­re orto­dok­se svar på vig­ti­ge teo­lo­gi­ske spørgs­mål:
Hvad er Kir­ken, hvor­dan skal vi for­stå Frel­sen, og hvad er Synd?

Synd er at ven­de sig bort fra Gud, sige nej til Ham.
Guds ren­sen­de ild er for alle, men ikke alle vil vide af den!
F. James udfol­der det­te med et citat fra den hel­li­ge Maxi­mos Beken­de­ren (7.årh):
”Sjæ­len er som voks, hvis den hol­der fast ved Gud, men som ler hvis den hol­der fast ved mate­ri­en. Hvad den gør afhæn­ger af dens egen vil­je og hen­sigt. Ler bli­ver hårdt i solen, mens voks bli­ver blødt. På sam­me måde bli­ver enhver sjæl, der trods Guds for­ma­nin­ger bevidst hol­der fast ved den mate­ri­el­le ver­den, hårdt som ler og dri­ver sig ud i selv­de­struk­tion (…)  Mens enhver sjæl, der hol­der fast ved Gud, bli­ver blød­gjort som voks ’…opbyg­get til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at mod­ta­ge ind­tryk­ket og mær­ket af den gud­dom­me­li­ge virkelighed.”

F. James’ beret­ning om at kon­ver­te­re fra Jøde­dom til Orto­doks Kris­ten­dom – ad man­ge omve­je! – er spæn­den­de og lære­rig, inter­es­sant er det at høre om hans ved­hol­den­de kamp for at nå frem til Sand­he­den gen­nem de man­ge krist­ne til­bud i USA fra 1960’erne og frem.

Et sær­ligt træk ved den­ne kon­ver­tit­hi­sto­rie er jo f. James’ jødi­ske bag­grund, og jeg vil frem­hæ­ve den vægt, han læg­ger på slægtska­bet mel­lem det jødi­ske og det orto­dok­se jf. det ind­le­den­de citat samt bogens dedikation:

Den­ne bog er dedi­ke­ret
til den stør­ste Jøde,
Jesus Kristus
og til den stør­ste jødin­de
Jom­fru Maria
og også
til ”fol­ket af deres kød”
Jøderne.

”Den, der ikke elsker, ken­der ikke Gud, for Gud er kær­lig­hed.” (1 Joh 4:8)

Inger Bir­git­te Bjerg
17.12.2016

Fader Bengt Hagström er død

Fader Bengt Hagström

Fader Bengt Hagström

Fader Bengt Hagström, præst i vores ærke­stift, døde tors­dag den 22. sep­tem­ber 2016, tid­ligt om mor­ge­nen, efter læn­ge­re tids syg­dom. Han blev begra­vet i Göte­borg, fre­dag den 30. sep­tem­ber 2016, under ledel­se af f. Angel Velit­chkov, provst for Det Skan­di­na­vi­ske Provsti.

Fader Bengt blev ordi­ne­ret til dia­kon af Ærke­bi­skop Gabri­el af Coma­ne, tors­dag den 8. decem­ber 2005, i Kri­sti Förkla­rings Kyr­ka i Sto­ck­holm. Søn­dag den 23. marts 2008, i Den Hel­li­ge Tre­e­nig­heds Kir­ke i Paris, blev fader Bengt ordi­ne­ret til præst af Ærke­bi­skop Gabri­el, hvor­ef­ter han var knyt­tet til Hel­li­ge Niko­lai Menighet i Oslo under f. Johan­nes Johan­sens ledel­se, som var vores provst på det tids­punkt. Fader Bengt hav­de gud­stjenst­lig virk­som­hed i Hel­li­ge Tik­hons Kir­ke­for­e­ning i Göte­borg og gjor­de et stort arbej­de til støt­te for Det Skan­di­na­vi­ske Provsti.

I Guds­mo­ders Beskyt­tel­ses Menig­hed hav­de vi fle­re gan­ge glæ­de af fader Bengts besøg.

Evigt min­de!

Bogomtale: Peter Halldorf manipulerer

Und­ta­gel­ses­vis brin­ger vi en bog­om­ta­le. Det gør vi, for­di den­ne bog går tæt, ikke blot på Den Orto­dok­se Kir­ke, men på navn­giv­ne per­so­ner fra vort Ærke­stift. Og gør det på en util­ste­delig måde, som dels er stærkt manipule­rende, dels mis­bru­ger offent­ligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion.

På det sven­ske for­lag Artos er der her i for­å­ret 2016 udkom­met end­nu en bog af den sven­ske pin­se­præst Peter Hal­l­dorf. Et ”mani­fest for kri­sten enhed” kal­der for­fat­te­ren selv udgi­vel­sen, som fyl­der 80 sider i A‑5 for­mat med tit­len ”Att älska sin näst­as kyr­ka som sin egen” (”at elske sin næstes kir­ke som sig egen”).

Hal­l­dorf har de sene­re år haft en del gen­nem­slags­kraft i såkaldt ”karis­ma­ti­ske”, kir­ke­li­ge kred­se i Skan­di­navi­en, kred­se, der flit­tigt flir­ter med orto­doks kris­ten­dom. Bl. a. er han ophavs­mand til det tem­me­lig komi­ske fæno­men, ”ørkenguds­tjenester”, en kari­ka­tur af den orto­dok­se litur­gi med sand på gul­vet og præ­ster på bare fød­der. I den­ne, hans sene­ste udgi­vel­se, frem­ma­ner Hal­l­dorf end­nu en gang fore­stil­lin­gen om syn­lig kri­sten enhed, højt hævet over alle tros­mæs­si­ge, teo­lo­gi­ske og litur­gi­ske for­skel­le. Det er ufor­plig­ten­de drøm­me­ri­er, som slet ikke for­hol­der sig til vir­ke­lig­he­dens histo­ri­ske, teo­lo­gi­ske og dog­ma­ti­ske grun­de til split­tel­sen mel­lem kristne.

Peter Hal­l­dorf lader som om, alle de brud­fla­der, der er mel­lem Den Orto­dok­se Kir­ke og så de grup­pe­rin­ger, kato­lik­ker og pro­te­stan­ter, som gen­nem histo­ri­en har skilt sig ud fra Kir­ken, slet ikke eksi­ste­rer. Han fore­gi­ver, at de teo­lo­gi­ske og lære­mæs­si­ge for­skel­le ikke er vir­ke­li­ge, men blot over­fla­di­ske mis­for­stå­el­ser, og at alle krist­ne der­for bur­de kun­ne dele nad­ver på tværs af kir­ke­ligt tilhørsforhold.

I vir­ke­lig­he­dens ver­den er der imid­ler­tid kla­re og defi­ner­ba­re mod­sæt­nin­ger mel­lem orto­dok­se, kato­lik­ker og pro­te­stan­ter. De mod­sæt­nin­ger tager Hal­l­dor­fs frem­stil­ling ikke afsæt i, og der­for bli­ver den grund­læg­gen­de mis­vi­sen­de. I ste­det fast­hol­der han en illu­so­risk fore­stil­ling om kir­ke­lig enhed med den sam­me besvær­gen­de for­mu­lar, han igen og igen gen­nem sit for­fat­ter­skab har benyt­tet: ”Vej­en til enhed går ikke gen­nem kon­ver­te­ring til hin­an­dens kir­ker” (p. 28).

Frem for teo­lo­gisk, tros­mæs­sig og litur­gisk afkla­ring gen­nem drøf­tel­ser fore­stil­ler Peter Hal­l­dorf sig vist nok, at den kir­ke­li­ge enhed skal kom­me grad­vist, der­ved at krist­ne fra de for­skel­li­ge, såkald­te ”kon­fes­sio­ner” via ind­byr­des kær­lig­hed lang­somt og umær­ke­ligt smel­ter sam­men. Det­te from­me håb og den­ne luf­ti­ge illu­sion om enhed hin­si­des enhver dog­ma­tik søges under­byg­get, ikke ved teo­lo­gi­ske argu­men­ter, men gen­nem frem­hæ­vel­se af mere eller min­dre karis­ma­ti­ske enkelt­per­so­ner fra for­skel­li­ge kir­ke­sam­fund bl.a. grund­læg­ge­ren af pin­se­be­væ­gel­sen (!), Wil­li­am Sey­mour, og den katol­ske Foco­la­re­be­væ­gel­ses ophavskvin­de, Chi­a­ra Lubich. Dis­se og end­nu fle­re blev, skri­ver Hal­l­dorf, ”vid­ner om at Kristus umu­ligt kan være delt” (p. 19).

Efter såle­des at have listet nog­le af sine per­son­li­ge for­bil­le­der op slut­ter Peter Hal­l­dorf med at spil­le, hvad han lader til at opfat­te som et over­be­vi­sen­de trum­kort. Det gæl­der Gun­nell Val­lquist, man­ge­årigt med­lem af Det Sven­ske Aka­de­mi, som døde 97 år gam­mel i jau­ar 2016. Val­lquist var kato­lik (i øvrigt kon­ver­tit!), men var angi­ve­ligt til­truk­ket af Den Orto­dok­se Kir­ke. Hun var fransk­kyndig, hav­de fransk som sit fag, og kom gen­nem en årræk­ke til påskefej­ring i Den hel­li­ge Tre­e­nig­heds Menig­hed i kryp­ten i Rue Daru i Paris. Menig­he­den hører til vort Ærke­stift, Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat. Hal­l­dorf cite­rer fra Val­lquists dag­bog, som hun har over­ladt ham inden sin død. Hun beret­ter om, hvor­dan hun lær­te f. Boris Bobrin­skoy at ken­de under hans besøg i Sve­ri­ge i 1988, og så hed­der det i dag­bo­gen: ”Søn­dag den 5. novem­ber 2000 i kryp­ten i katedralen ved Rue Daru, cele­brant var fader Boris Bobrin­skoy … Jeg stil­le­de mig i kø … jeg mød­te fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mær­ke­dag i mit liv. Siden var jeg hvert år vel­kom­men til kom­mu­ni­on, når han cele­bre­re­de.” (p. 45 – 46).

Man for­nem­mer Hal­l­dor­fs tri­umf ved at kun­ne beret­te om en (gan­ske vist kon­ver­te­ret) kato­lik, som mod­ta­ger nad­ver i Den Orto­dok­se Kir­ke. Men for at ingen skal være i tvivl med­ta­ger han end­nu en afgø­ren­de pas­sa­ge fra Gun­nell Val­lquists dag­bog: ”Ærke­bi­skop Gabri­el blev infor­me­ret om sagen, god­kend­te den, men beto­ne­de at den ikke måt­te bli­ve kendt” (p. 46).

Den­ne sid­ste sæt­ning er vig­tig! Den bur­de Peter Hal­l­dorf have læst mere end én gang, han bur­de have tænkt grun­digt over den og lagt sig den på sin­de, inden han mis­brug­te den til sine egne for­mål på en måde, som er stik imod dét, Ærke­bi­skop Gabri­el opfor­drer til.

Ved at offent­lig­gø­re den kon­tro­ver­si­el­le beret­ning bevæ­ger Peter Hal­l­dorf sig langt ud over anstæn­dig­he­dens græn­ser! Det er selvsagt ikke muligt at afgø­re, hvad der fak­tisk har fun­det sted. Men hvis histo­ri­en er sand, hvil­ket ikke er ude­luk­ket, ja, så bur­de Hal­l­dorf have respek­te­ret Ærke­bi­skop Gabri­els påbud om diskre­tion frem for at mis­bru­ge en åben­lys und­ta­gel­se fra den gene­rel­le regel, en enkelt­stå­en­de, per­son­lig rela­tion, mis­bru­ge den i sine sta­digt til­ba­ge­ven­den­de for­søg på at udvi­ske alle for­skel­le og i ste­det gøre und­ta­gel­sen til reglen.

Jeg ken­der udmær­ket beg­ge de per­so­ner, Gun­nell Valquist næv­ner. Fader Boris var rek­tor på det orto­dok­se teo­lo­gi­ske insti­tut Saint-Ser­ge i Paris, den­gang jeg i 1990erne var ind­skre­vet som stu­de­ren­de dér, og jeg har fle­re gan­ge fejret Litur­gi sam­men med ham i Rue Daru. Ærke­bi­skop Gabri­el ordi­ne­re­de mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skan­di­navi­en, og han var min og resten af Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kats ærke­bi­skop frem til sin død i 2013.

Ærke­bi­skop Gabri­el (som for resten var kon­ver­tit til Den Orto­dok­se Kir­ke!) og fader Boris var i deres præ­ste­li­ge vir­ke åbne og vidt fav­nen­de men­ne­sker, og jeg kan ikke ude­luk­ke, at de i helt sær­li­ge til­fæl­de kan have dis­pen­se­ret fra gæl­den­de ord­nin­ger. Til gen­gæld kan jeg garan­te­re for, at de beg­ge to var helt kla­re på, hvad Kir­ken er, og hvad Kir­ken ikke er. Ingen af dem var front­kæm­pe­re for ”gren-teo­ri­en”, sådan som Hal­l­dorf er. De var i deres teo­lo­gi og prak­sis helt på linie med Metro­po­lit Kal­li­stos Ware (som for resten også er kon­ver­te­ret til Den Orto­dok­se Kir­ke!), og med hans defi­ni­tion af Kirken:

”Den Orto­dok­se Kir­ke tror i al ydmyg­hed om sig selv, at den er ’den ene hel­li­ge, katol­ske og apo­stol­ske Kir­ke’, som næv­nes i Tros­be­ken­del­sen. Det­te er den grund­læg­gen­de over­be­vis­ning, som leder orto­dok­se krist­ne i deres rela­tio­ner med andre krist­ne. Der er split­tel­se mel­lem krist­ne, men Kir­ken selv er ikke split­tet og kan hel­ler aldrig bli­ve det.”
(Ware: ”The Ortho­dox Church”, Pengu­in Books 1963 p. 315, min ovs.)

f. Poul

Ny Ærkebiskop i Det Vesteuropæiske Eksarkat

Biskop Johannes (Jean Renneteau)

Biskop Johan­nes (Jean Ren­ne­teau)
Kil­de

Den 26. maj blev vor nye Ærke­bi­skop Johan­nes intro­ni­se­ret. Ind­sæt­tel­sen fandt sted i Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kats hoved­kvar­ter, Ale­xan­der Nevskij Katedralen i Rue Daru, 8. aron­dis­se­ment, Paris, Frankrig.

Ærke­bi­skop Johan­nes (bor­ger­ligt navn Jean Ren­ne­teau) fød­tes i Bor­deaux den 13. novem­ber 1942. Han er Eks­ar­ka­tets før­ste fran­ske Ærke­bi­skop. Han har gjort sine teo­lo­gi­ske stu­di­er på Insti­tut Saint Ser­ge i Paris, og han har været discipel hos fader Sop­hro­nij (Sak­ha­rov), som grund­lag­de Saint-John-the-Bap­tist-kloste­ret i Essex Eng­land i 1959.

I 1974 blev Jean Ren­ne­teau præ­ste­o­r­di­ne­ret af Ærke­bi­skop Georg (Taras­sov) i Paris. Efter­føl­gen­de var han gen­nem en årræk­ke ansvar­lig for TV-pro­gram­met ”Ort­ho­doxie” på kana­len France‑2.

Efter­føl­gen­de blev han udpe­get som for­stan­der for den fransk­spro­ge­de, orto­dok­se menig­hed Sain­te-Cat­he­ri­ne-Sain­te-Tri­nité i Cham­bé­sy, Genève, hvor han har vir­ket som præst i næsten 40 år.

Den 13. febru­ar 2015 blev davæ­ren­de Arke­man­drit Johan­nes (Jean Ren­ne­teau) af Det Øku­me­ni­ske Patri­ar­kats hel­li­ge Syno­de, på anbe­fa­ling af Patri­ark Bart­ho­lo­mæ­os I, énstem­migt valgt som hjæl­pe­bi­skop for Patri­ar­ken med tit­len Biskop af Cha­rioupo­lis. Den 15. marts 2015 blev han ordi­ne­ret som biskop og umid­del­bart der­ef­ter stil­let til dis­po­si­tion for Det vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat i Paris.

Den 28. Novem­ber, efter davæ­ren­de Ærke­bi­skop Jobs til­ba­ge­træ­den, blev Biskop Johan­nes af Cha­rioupo­lis udpe­get som locum tenens (sted­fortræ­den­de biskop) for Eksarkatet.

Den 28. marts 2016 blev Biskop Johan­nes med stort fler­tal valgt som kom­men­de Ærke­bi­skop på Eks­ar­ka­tets Ekstra­or­di­næ­re Gene­ral­for­sam­ling. Det valg blev bekræf­tet og til­t­rå­dt af Det øku­me­ni­ske Patri­ar­kats hel­li­ge Syno­de den 22. april 2016, og den 26. maj blev den nye Ærke­bi­skop ind­sat i embedet.

Må Gud give ham man­ge år!

Foredrag: Ortodokse Kristne i Jordan

Tirs­dag den 1. marts 2016, kl. 19.30, i kir­ken på Dag Ham­marskjölds Allé 1A, kld.

Issa Abu Dayy­eh for­tal­te om Den Orto­dok­se Kir­ke i Jordan.

Foredrag og debat: Økumenisk fællesskab - hvordan det?

Tirs­dag den 8. marts 2016 kl. 19.30
i kir­ken på Dag Ham­marskjölds Allé

Er Den Orto­dok­se Kir­ke over­ho­ve­det øku­me­nisk indstillet?

Hvad har orto­dok­se, pro­te­stan­ter og kato­lik­ker til fælles.

Og hvor må vore veje skilles?

– Oplæg ved f. Poul og efter­føl­gen­de drøftelse.

Til­mel­ding sna­rest muligt til Jakob Smith på webmaster@ortodoks.dk, mobil 2984 5382.

Vi tror ikke på en bog

Præ­di­ken – Søn­dag den 13. sep­tem­ber 2015
For­fe­sten til Korsophøjelsen

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Per­son, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kir­ke har vi ingen ”hel­li­ge bøger”. Hver­ken bøger, bil­le­der eller andet er hel­ligt i og for sig. Det er der­for, vi syn­ger i Litur­gi­en: ”Én er hel­lig, én er Her­re, Jesus Kristus til Gud Faders ære”.

Vi tror ikke på en bog! Lad os for­stå det ret. Jo, vi ærer evan­ge­lie­bo­gen, vi ærer den som Kri­sti ver­ba­le ikon, lige­som vi ærer bil­le­der­ne, iko­ner­ne af Kristus, Guds­mo­der og de hel­li­ge til alle tider. Men vi ærer bogen og iko­ner­ne af de hel­li­ge af én ene­ste grund: Ikke for­di de i sig selv er hel­li­ge, men for­di de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er ble­vet Men­ne­ske for vor frel­ses skyld.

Nog­le taler om ”de tre bogens reli­gio­ner”, og med det søger de at etab­le­re lig­hed mel­lem kris­ten­dom, jøde­dom og islam. Sådan­ne lig­he­der eksi­ste­rer da også. Men mere afgø­ren­de er for­skel­le­ne. Dem bør vi hæf­te os ved. Vi, som er krist­ne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så man­ge bog­sta­ver, der bli­ver til så og så man­ge ord på så og så man­ge sider i den­ne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lov­bog eller et sæt reg­ler for ret livs­fø­rel­se, vi peger på Ham, som i begyn­del­sen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus.

Der­med er vi ude over, ja frie for alle bekym­rin­ger om vi nu læser den ”helt rig­ti­ge” Bog: Om der skul­le være en sær­lig ”orto­doks bibel” med ét helt sær­lig ”orto­dokst” antal skrif­ter, base­ret på en helt sær­lig ”orto­doks” over­sæt­tel­se eller grund­skrift. – Beva­res, alt sådant kan have inter­es­se for den histo­ri­ske og filo­lo­gi­ske forsk­ning, men for tro­en spil­ler det ingen rol­le. Og der­med læg­ger vi fuldt og helt afstand til islams opfat­tel­se af bogen som Guds eget dik­te­re­de ord (på ara­bi­sk, selv­føl­ge­lig!) om, hvor­dan vi men­ne­sker skal leve og opfø­re os.

Vi tror, lad os gen­ta­ge det, at Kristus er Vej­en og Sand­he­den og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Per­son, ikke en bog. Bogen er, i det høje­ste, et tro­ens hjæl­pe­mid­del og ikke tro­ens gen­stand. Om så alle ver­dens bib­ler blev brændt på flam­men­de bål, vil­le ilden ikke kun­ne til­in­tet­gø­re Kristus og der­med brin­ge Guds Ord til tavshed.

Vi har læst fra Johan­ne­se­van­ge­li­et i dag – en kort tekst, som i sin mid­te har det vers, vi tol­ker og for­står som et kon­cen­trat af Kri­sti Evan­ge­li­um og der­med som det ene­ste, vi dybest set behø­ver for at vide, hvad kris­ten­dom er. Det gæl­der Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn, den Enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv.

Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle muli­ge andre slags tro, for der fin­des, siger apost­len Peter, intet andet Navn under Him­len, hvor­ved vi kan frel­ses. – Og slet ikke tro­en på, at vi ved sær­ligt from­me hand­lin­ger, alt­så ved at leve ord-ret og bog­sta­ve­ligt efter for­skrif­ter­ne i den­ne eller hin bog skul­le kun­ne ret­fær­dig­gø­re os eller fortje­ne frel­sen uden om Kristus og tro­en på Ham.
….
Der er den sene­ste tid opstå­et en meget foru­ro­li­gen­de situ­a­tion i Dan­mark og resten af Euro­pa. Der fin­der en veri­ta­bel fol­ke­van­dring sted, hvor et meget stort antal men­ne­sker fra Mel­le­mø­sten og Afri­ka søger nord­på og skaf­fer sig adgang til de euro­pæ­i­ske lan­de. I den sid­ste uge har vi set en de facto opløs­ning af alle afta­ler til regu­le­ring af til­strøm­nin­gen, vi har set, hvor­dan land efter land giver afkald på at hånd­hæ­ve gæl­den­de reg­ler og for­ord­nin­ger, også her hos os i Dan­mark, hvor myn­dig­he­der­ne har opgi­vet al regu­le­ring, hvor man afspær­rer motor­ve­je for den tra­fik, de er bereg­net til, for i ste­det at over­la­de dem til sto­re grup­per af van­dren­de flygt­nin­ge, hvis iden­ti­tet og mål ingen ken­der. Nog­le kal­der det et begyn­den­de kaos. Kaos, som for­stær­kes af selv­tægt fra et ikke lil­le antal men­ne­sker, som på helt pri­vat basis til­by­der de ure­gi­stre­re­de flygt­nin­ge trans­port tværs gen­nem lan­det. Man­ge sør­ger for at få ind­sat­sen fil­met, så de siden kan udstil­le deres gode ger­nin­ger på face­book og lig­nen­de medi­er: Se bare, hvor god og men­ne­skekær­lig, jeg er …

På den­ne foru­ro­li­gen­de bag­grund blev der i ons­dags udsendt en pres­se­med­del­el­se fra Dan­ske Kir­kers For­ret­nings­ud­valg i sam­ar­bej­de med Kon­takt­grup­pen for Mus­li­mer og Krist­ne. Den var at læse i K. D. i fre­dags, og er sik­kert også ble­vet bragt i andre medi­er. Erklæ­rin­gen har over­skrif­ten: Mus­li­mer og krist­ne opfor­drer til at vise flygt­nin­ge ven­lig­hed og respekt.

Der er noget, der byder mig imod i den­ne erklæ­ring, og jeg har spe­ku­le­ret gan­ske læn­ge over, hvad det er. De fle­ste af de 5 afsnit er gen­ta­gel­ser eller vari­a­tio­ner af over­skrif­ten, alt­så opfor­drin­ger til at vise med­men­ne­ske­lig­hed, ven­lig­hed og respekt over for flygt­nin­ge og asylan­sø­ge­re. Den opfor­dring kan vel ingen have noget imod, hel­ler ikke jeg, tvær­ti­mod. Selv­føl­ge­lig bør vi vise ven­lig­hed og respekt, det er sør­ge­ligt og skam­me­ligt at se, når enkel­te føjer spot til ska­de ved at håne og mis­hand­le men­ne­sker der i for­vej­en har det meget svært.

Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæ­rin­gen fra Dan­ske Kir­kers Råd, der nederst på papi­ret præ­sen­te­rer sig som — bestå­en­de af 16 med­lem­skir­ker, her­af Fol­kekir­ken, Den katol­ske Kir­ke, Den Orto­dok­se Kir­ke og en ræk­ke frikir­ker — erklæ­rin­gen fra det­te krist­ne råd næv­ner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frel­ser enhver, der tror på Ham. Det krist­ne råd fin­der det ikke ulej­lig­he­den værd at næv­ne Kri­sti Navn, det ene­ste Navn under him­len, hvor­ved vi frelses.

I ste­det gør Dan­ske Kir­kers Råds For­ret­nings­ud­valg tro­en til en abstrakt, ube­stemt stør­rel­se, som ikke nød­ven­dig­vis har noget med Kristus at gøre. – Sam­men med Mus­li­mer­nes Fæl­les­råd udta­ler de: Vor gud­stro kal­der på kon­kret hand­ling … for, hed­der det vide­re: der er et kald i vore hel­li­ge bøger om, at vi skal tage imod den frem­me­de … Og så slut­ter pas­sa­gen sådan her: Som krist­ne og mus­li­mer i Dan­mark opfor­drer vi til lokal handling.

Med andre ord: Dan­ske Kir­kers Råd sidestil­ler kri­sten og mus­lim­sk tro som to stør­rel­ser, der egent­lig har helt sam­me ind­hold, blot med lidt for­skel­li­ge ord: ”Vor gud­stro” … og ”vore hel­li­ge bøger” til­si­ger os at optræ­de på dén og dén måde, og der­for opfor­drer vi i fæl­les­skab til den­ne eller hin måde at hand­le på. – Her­fra er der ikke langt til det ukri­ste­li­ge udsagn, at enhver bli­ver salig i sin tro. Til gen­gæld er der uen­de­ligt langt til evan­ge­li­sten Johan­nes’ kon­cen­trat af den krist­ne tro:
Thi såle­des elske­de Gud ver­den, at Han gav Sin Søn, den Enbår­ne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal forta­bes, men have evigt liv.

Ham være lov og pris til evig tid! … Amen.

Bibelstudiegruppe

Den Hellige SkriftFra den 18. august til den 8. decem­ber 2015 mød­tes vi hver fjor­ten­de dag og læste Hebræ­er­bre­vet sam­men. Efter hver stu­di­e­grup­pe afslut­te­de vi afte­nen med at læse Akat­hist til Guds­mo­ders Beskyttelse.

Når vi er kom­met ind i 2016 fort­sæt­ter vi stu­di­e­grup­pen. Man er vel­kom­men til at mel­de sig til via neden­stå­en­de for­mu­lar. Nær­me­re infor­ma­tion om dato­er følger.

Vi vil for­sø­ge, at dyk­ke ned i de bibel­ske tek­ster og gen­nem­gå de for­skel­li­ge lag, her­un­der Kir­kens offi­ci­el­le lære, hvad tek­sten bety­der for os per­son­ligt og hvor­le­des dis­se beret­nin­ger kan kom­me til at vir­ke i vores liv.

Alle er vel­kom­men til at del­ta­ge, menig­he­dens med­lem­mer, såvel som gæster, orto­dok­se såvel som folk uden til­knyt­ning til Den Orto­dok­se Kirke.

Efter stu­di­e­grup­pen vil der være mulig­hed for at del­ta­ge i læs­nin­gen af en akathist.

Vel mødt.

Ikoner og bedetæpper

Guds­mo­ders Beskyt­tel­se har nu været på Øster­bro i godt et halvt år og vi er rig­tig gla­de for vore nye loka­ler. For nylig er vi kom­met et skridt vide­re, idet de læn­ge­de ven­te­de Pan­to­kra­tor- og Guds­mo­der-iko­ner til iko­nost­a­sen blev sat op i ste­det for de mid­ler­ti­di­ge. Iko­ner­ne er skre­vet af Jarosla­va Askol­d­ov­na Ale­xe­je­va fra St. Peters­borg og er done­ret af en per­son fra menigheden.

I til­læg til iko­ner­ne har vi også ind­købt 2 smuk­ke tæp­per til at pry­de beg­ge rum i kir­ken. Se iko­ner­ne og bede­tæp­per­ne i bil­led­se­ri­en her­un­der – og vær vel­kom­men i kir­ken til at se dem i leven­de live.

Man­ge tror, at bede­tæp­per er en mus­lim­sk tra­di­tion, men det er fak­tisk oprin­de­ligt en kri­sten tra­di­tion. Om iko­ner og bede­tæp­per kan man høre i opta­gel­sen af Liisa Kunin­gas fored­rag fra 2010 herunder.

 

Fra Liisa Kuningas Foredrag

Eksem­pel på et tæp­pe, der gen­gi­ver kon­gepor­ten og har en bort med det S‑lignende bog­stav: Alef, der er det før­ste bog­stav i det hebra­i­ske alfa­bet og i Guds Navn.

Humanisme er ikke Kristendom

Præ­di­ken 32. Søn­dag efter Pinse
Den blin­de i Jeriko
Søn­dag den 18. janu­ar 2015

I Fade­rens og Søn­nens og Hel­li­gån­dens Navn

Kære brød­re og søstre i Kristus

Én af dage­ne i for­gang­ne uge var der en jour­na­list fra K. D., som rin­ge­de til mig. Han rin­ge­de for at spør­ge, hvil­ke reak­tio­ner der mon var blandt orto­dok­se krist­ne, og alt­så i en menig­hed som Guds­mo­ders Beskyt­tel­se, når præ­ster i fol­kekir­ken prok­la­me­rer offent­ligt, at de ikke tror på alt det over­na­tur­li­ge i kri­sten­dom­men. Når de beret­ter, at de er så oply­ste og så gen­nem­sy­re­de i tan­ke og sind af ratio­na­li­stisk filo­so­fi, at det er dem alde­les umu­ligt at for­hol­de sig til jom­fru­føds­len og til vor Her­re Jesu Kri­sti gud­dom­me­li­ge und­fan­gel­se. Og at de af sam­me grund hel­ler ikke kan tro på opstan­del­sen som fysisk vir­ke­lig­hed, at de er alt for klo­ge til at tro på Evan­ge­liets ord, at Kristus på tred­je­da­gen viste Sig for apost­le­ne, spi­ste fisk sam­men med dem og lod dem føle på Sine hæn­der og fød­der for at de skul­le for­stå, at Han var vir­ke­lig.

Læs mere