Kære elskede fædre, brødre og søstre i Kristus, vor Herre og Frelser!
Som jeres Stifts Metropolit gennem mere end tre årtier, og som én, der kender jer godt, benytter jeg lejligheden til, her lige inden Den Store Faste, at opfordre jer til at begynde at forberede jer på fastetidens rejse, sådan at vi gennem faste, bøn, omvendelse og forsoning må blive skænket frelsen.
Ifølge de seneste medicinske resultater er COVID-19 med varianterne Delta og Omikron ikke på vej til at forsvinde når som helst i nærmeste fremtid; den ser ud til at forblive mellem os på ubestemt tid. Ikke desto mindre er det i Herren vi lever og røres og er, for vi er også af Hans slægt (ApG 17:28); vi er rede til at følge Ham uden frygt, for Gud er med os alle dage indtil verdens ende (Matt. 28:20).
Gennem alle årene har vi etableret et nært forhold gennem at dele, utallige inspirerende beretninger med hinanden, beretninger, som har berørt og ændret mange troendes liv. Det giver mig tillid og tro på, at I, mine elskede fædre, brødre og søstre, har alt, hvad der skal til, for at vinde den åndelige kamp gennem Den Store Faste. I er kloge, I er begavede og fuldt rustede til den opgave.
Dette er tiden, hvor jeg udfordrer jer til at gå ranke og med hovedet højt og holde blikket rettet mod jeres åndelige mål forude. Stræb efter at leve jeres tro ud og efter bedst muligt at blive sådan, som Gud har skabt jer til at være. Anstreng jer, og Hans godhed og nåde vil være med jer. Stå op med tro, og mød hver dag med glæde. Vær positive, sæt tingene i perspektiv, lyt i jeres hjerte til, hvad Gud siger til jer; og tro på, at Han vil gøre noget stort i jeres liv.
Tro mig, I vil udrette mere, end I nogensinde havde forestillet jer. I vil overvinde forhindringer, der forekom jer umulige; og I vil føle jer mere lykkelige og sunde end nogen sinde tidligere. Det vil I, fordi I kan det.
Vi lever i et samfund, hvor middelmådighed er blevet normen. Hvis vi ikke passer på, kan vi blive trukket ind i samme mentalitet. Men Gud velsigner ikke middelmådighed. Han velsigner det fremragende. Som troende er vi kaldede til at bekende os til Hans højeste målestok. Et liv levet i ypperlighed er til Guds pris og det bedste vidnesbyrd om din tro.
Der er mennesker, som ikke går i kirke og ikke lytter til prædikener; de læser ikke Den Hellige Skrift, snarere ”læser” de dit liv og betragter, hvordan du lever som troende og som ambassadør for vor Herre Jesus Kristus. Så lad os stræbe efter det ypperste. Vi er Den Højestes Tempel. Pas på jer selv, fædre, brødre og søstre! Pas på jeres Kirke og jeres menighed på ypperlig vis, for Gud har skabt os som ypperlige personer. I et middelmådigt miljø har Gud kaldet os til at sætte nye standarder.
Som jeres ældre åndelige broder vil jeg gerne minde jer om, at I aldrig holder op med at lære. Gud har ikke skabt os til at nå et vist niveau og så standse dér. Hvad enten vi er 9 eller 99 år gamle skal vi hele tiden lære og forbedre vores kunnen og blive bedre til alt, hvad vi gør.
Vækst kommer ikke automatisk. Vi skal tage kontrol, udnytte de talenter, Gud har givet os, og lære, hvordan vi bedst kan bruge dem til at nå nye højder i vores åndelige stræben. – Når vi læser om Kong David, der står foran Goliath og kaster stenen, så tænker vi måske, at det var Guds hånd, der var i spil … og på én måde var det også Gud, men det var ikke Ham, der kastede stenen. Det var ikke Gud, der forårsagede, at stenen ramte Goliath på rette sted; det var faktisk Kong David, som udviklede og brugte de gaver, Gud havde givet ham. Og hvis vi følger hans eksempel, vil Gud åbne en dør og lede os derhen, hvor Han vil, at vi skal være, så at vi alle kan glæde os og blive vidner til Hans herlige Opstandelse.
Og mere endnu: Herren har sagt, at hvis vi vil være store i Hans Rige, hvis vi vil leve et velsignet liv, så er der en enkel nøgle: Vi skal tjene andre mennesker! Herren talte om en måde at leve på, hvor vi lever for at hjælpe andre og altid er på udkig efter måder, hvorpå vi kan tjene. Som vi alle ved, gennem denne særlige tid på året lever vi ikke for at modtage, men for at give. Fader igoumen Trifon skrev sådan her: Når vi vender opmærksomheden mod andres behov, bliver vi ikke længere fortæret af selviskhed. Når vi vender vore hjerter til dem i nød, vender vi hjerterne til Gud (jf. Matt 25:40).
Når vi faster, når vi bruger vores tid på bøn og på at hjælpe de fattige, får vi styrke til kampen mod lidenskaberne, og vore hjerter finder hvile i Kristus. Ingen bliver frelst uden at give almisse og uden at have omsorg for de fattige ifølge hl. Johannes Chrysostomos. Hvis vi opløfter andre, vil Gud opløfte os. Det har ikke nødig at være meget, bare et enkelt ord til opmuntring kan nogle gange gøre en stor forskel i et menneskes liv. Hold øje med andre, som I kan velsigne. Når vi vågner om morgenen bør vi bede sådan her: Gud, vis mig, hvad der er min opgave i dag! Hjælp mig, så jeg kan være opmærksom på de behov, mennesker omkring mig har! – Husk på, hvis I lever i tjeneste for andre, vil Gud tage imod jer og ønske jer velkommen hjem! I vil blive mætte, forfriskede og styrkede; og Gud lover, at I vil blive store i Hans Rige.
Som jeres Metropolit beder jeg til og tror jeg på, at som givere vil I fortjene belønninger fra Guds godhed: sundhed, styrke, muligheder og fremgang!
Jeg ønsker jer en velsignet fastetid … LEKIVELIPOSTI
Kærlig hilsen i Kristus, vor Gud og Frelser
+ Met. Joseph
Og så kom fredag den 25. 2. 22. dette brev fra Met. Joseph:
Kære elskede fædre, brødre og søstre i vores stift.
Med denne mail vil jeg gerne opmuntre jer alle til yderligere fordybelse og viljestyrke, når I forbereder jer på at indlede Den Store Faste med fokus på at engagere og tiltrække familie og venner i Kristus, vor Frelser.
Jeg anmoder jer også om at bede for Hans Hellighed, vores Metropolit Neofit, som fejrer sit 9‑års jubilæum som Bulgariens Patriark og Metropolit for stiftet i Sofia.
Til sidst vil jeg indtrængende anmode jer om, at I styrker jeres bøn og beder til Herren, for at freden må vinde frem i Østeuropa og for vore brødre og søstre i Kristus, som er truede i Ukraine.
Hvad er vi forpligtede til at sige på Tilgivelsens Søndag?
Vi læser hos evangelisten Mattæus 18 kapitel: Herre, hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Er syv gange nok? Og Herren Jesus sagde til ham: Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjersdindstyve gange syv gange!
Denne passage fra evangeliet viser et paradigmeskift i den fromme jødes sind. De fleste mente dengang, at, at hvis de tilgav deres næste én gang, var det tilstrækkeligt, og tre gange var storsindet; så hl. Peters tanke om at tilgive syv gange var helt “uden for nummer”.
Alligevel handler Herrens svar ikke bare om simpel matematik, halvfjerds gange syv, men det handler om, at vi skal være uden grænser i vores tilgivelse. Herrens Bøn [Fader Vor] taler om, at vi får forladelse for vor skyld i samme mål, hvormed vi forlader vore skyldnere. Og vi synder hver dag, med eller uden vores vilje, i tanke, ord og handling, bevidst eller ubevidst.
Hvad så Vladika, siger I: Hvad med dem, som igen og igen sårer os på den ene eller den anden måde?Hvordan kan vi fortsætte med at tilgive sådan et menneske? – At tilgive nogen er ikke det samme som at sige, at vi fortsat er på venskabelig fod med dem. Hvis nogen vedvarende sårer os, kan vi naturligvis lægge afstand til dem. Men ønsker vi eller tilføjer vi dem ondt, eller hvis vi søger hævn, så er det ikke efter Herrens vilje. Vores pligt er at sætte dem øverst på vores bønne-liste og så bede til, at Herren vil mildne deres hjerter og bevæge dem til at vende sig bort fra sårende opførsel. Vi skal bede til Gud, at Han vil fylde os med medfølelsens ånd over for dem, som tilføjer os smerte; for de lider også, og vi må gentage nadverbønnen, hvor der lyder som følger: Herre, lad ikke min fjende fortabes for min skyld, thi også jeg er en synder.
Præcis som vi er forpligtede til at sige på Tilgivelsens Søndag, sådan siger også jeg til jer alle, fædre, brødre, søstre og venner i Herren, som jeg har fornærmet eller såret på nogen måde, jeg beder jer ydmygt om tilgivelse. Prosteno! Prosti! Jeg tilgiver jer! Tilgiv I mig! Må Gud tilgive os alle!
Leki Veliki Posti! Jeg ønsker jer en velsignet fastetid!
I kærlighed og bøn
Sign. Met. Joseph
What are we obliged to say at Forgiveness Sunday?
Dearest Beloved,
We read from the 18th chapter of St. Evangelist Matthew: “Then Peter came to Him and said: “Lord, how often should my brother sin against me and I forgive him? Up to seven times?”
And Lord Jesus said to him: “I do not say to you up to seven times, but up to seventy times seven.” (21, 22)
This passage from the Holy Gospel’s lesson illustrates a paradigm shift in the mind of the pious Jew. Most in that time thought forgiving their neighbor once was sufficient and three times generous, so St. Peter’s thinking of forgiveness up to seven times was “оff the charts”.
Yet the Lord’s answer is not about simple math of seventy times seven, but about our being limitless in our forgiveness. The Lord’s prayer speaks about our being forgiven by the Lord for our debts (much more serious than simple “transgressions” as some translations have) in the same measure that we forgive others. And, we sin daily, willingly or unwillingly, in thought, word and deed, known and unknown.
“So, dedo Vladyka”, you say: “What about those who repeatedly wound us in some way? How do we continue to forgive that person?” To forgive someone is not the same thing as to say that we continue to chum around with them. If they are continually doing hurtful things to us, we can certainly distance ourselves from them. But to wish them or do them harm or to extract revenge is not acceptable to the Lord. Our obligation is to move them to the head of our prayer list and pray that the Lord will soften their hearts and have them turn from such hurtful behavior. We must pray that God will fill us with a spirit of compassion for the one who brings us pain, since they are suffering also and we need to repeat the Pre-Communion prayer that has the sentence: “Lord, do not let my enemy come to perdition for the sake of me a sinner,”
Just as we are obliged to say at Forgiveness Sunday, I say to all of you, fathers, brothers, sisters and friends in the Lord, whom I have offended or wounded in any way, I humbly beg your forgiveness. Prosteno! Prosti! I forgive you; Forgive me; God forgive all! Leki Veliki posti! Have a blessed Great Lent!
With love and prayer, (S) + Metropolitan JOSEPH
Således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh. 3,16)
Mine kære elskede
Sandelig, fordi den kærlige Gud forstod, at den menneskelige tanke ikke kan fatte Hans natur, tænkte Han, at det eneste, mennesket ville kunne begribe, ville være Gud i menneskelig skikkelse. Menneske kunne forstå menneske. Hvis de var fælles om lidelsen, ville de være fælles om forståelsen.
I den gamle, hellige Skrift fortalte Gud Fader os, at vi er skabte i Hans billede, og dermed forberedte Han os på, at Hans Søn, Jesus Kristus, skulle fødes. Han gjorde os parate til at tro, at en dag ville Guds Søn komme og i sandhed være et Menneske, som vandrede på jorden sammen med os andre.
Budskabet i Det Gamle Testamente fra Faderen om Sønnen gjorde Hans komme til en meget velkendt sag. Så Han sendte Sin Søn – den bedste repræsentant, Han havde – ned på jorden. Og da Han kom, var der ingen, som havde nogen undskyldning for at tvivle om, at Han var Guds Søn. For vi har aldrig manglet viden om, at Gud også ville blive Menneske: Han delte Sit billede med os. Faderen elskede Sin Søn inderligt. Men Han gav Ham til os, fordi Han også elskede os.
Her vil jeg gerne, sammen med jer, gøre mig tanker om, hvordan det kunne være gået til dengang. Hvis vi et øjeblik kan forestille os Faderen og Sønnen ligesom en menneskelig søn og hans far, der taler sammen, før sønnen forlader hjemmet for at drage ud i verden.
I det scenarie kunne Gud have sagt: Søn, jeg er virkelig ked af, at Du tager afsted, og jeg kommer helt bestemt til at savne Dig.Jeg elsker Dig af hele mit hjerte; men jeg ønsker virkelig, at Du skal tage ned på jorden for at minde folk om, at mennesket er skabt ved Dig, efter mit billede, og at mennesket også er skabt i Dit, Gud Sønnens, billede; for enhver ved, at ordene ”i vort billede, så de ligner os” blev sagt til Dig, min Søn. Du må tage af sted og lære de arme sjæle dernede, hvordan de skal leve; og Du må vise dem vejen, som vil lede dem hjem igen. – Det sidste, Faderen sagde til Sin Søn, var: Giv dem al min kærlighed!
Sætningen lyder så enkel, men den giver også god mening, både på menneskeligt og guddommeligt niveau. Og det er, hvad vor Herre Jesu Kristi Fødsel betyder: Giv dem al min kærlighed!
Det hellige Evangelium fortæller os nøjagtigt, hvad det var, Herren Jesus gjorde. Han så, at menneskene ødelagde deres egne liv, så Han steg ned fra Himlen for at hjælpe dem til at kunne bringe orden i det. Det er formålet med Hans Fødsel: at lære mennesker, hvordan de skal leve.
Hvad lærte Han os? Vær gode, vær ærlige, vær rene, vær retfærdige, vær kærlige. – Lad os, som vi nærmer os højtiden for Kristi Fødsel, ydmyge os og huske på den ortodokse, kristne forståelse, at mennesket er skabt i Jesu billede med alle de fysiske, intellektuelle og åndelige egenskaber og evner, Jesus havde som Menneske.
Hellige Johannes Chrysostomos sagde, at Gud ventede længe; og da menneskene efter enhver målestok klart stod til at dømmes for deres manglende formåen til at hjælpe sig selv, så frelste Han dem af Sin nåde ved Kristus.
Det er grunden til, at før vi kan have nogen som helst mulighed for frelse og lykke, må vi alle sammen give afkald på enhver illusion om at kunne frelse os selv gennem denne eller hin form for lovlydighed eller god opførsel, ved begavede analyser eller social styring, eller ved lydighed over for en imponerende profet eller en hel gruppe af profeter, eller gennem noget som helst, som er blot og bart menneskeligt, og som af samme grund ikke har magt til at ændre den menneskelige natur.
Gud søgte i os at skabe et sind, som var bevidst om retfærdighed, så at når vi var blevet overbeviste om vores uværdighed og havde gjorde det åbenlyst, at vi var ude af stand til at gå ind i Guds Rige af egen kraft, så kunne vi blive i stand til det ved Guds styrke.
Hvad er dagens budskab? Jesus Kristus er Gud, i Hvis billede vi er skabt. Vores liv er er en forening af ånd, sjæl og legeme. Før Jesus havde mennesker deres samvittighed, og så fik de Loven. Men Loven kunne ikke frelse nogen. Af egen kraft kan vi ikke undslippe synd og død. ”Vi syndede som vore fædre, handlede ilde og gudløst” (Sl. 106,6). Kun Han, som er Gud og Menneske kan overvinde død og synd. Jesus er det eneste svar. Han er det eneste Menneske nogensinde, som ikke har nogen synd. Og fordi Han ikke har nogen synd i Sig, er Han immun overfor døden. Herren Jesus forsoner os med Gud. Han er den Eneste, som er fuldkommen som Gud og fuldkommen som Menneske. Han tog vor menneskelige natur på Sig. Han lever i mennesker og gør dem hellige. Det er alene Herren Jesus Kristus, som er vor Gud og Frelser.
Mine kære elskede, i dag forvandler Herren Jesus Sig og påtager Sig vor natur. Så lad også os forvandle os, lad os blive Ham lig.
Din dag, Herre, er stor! Lad den ikke være mindre for os; men lad alle vore dage være velsignede – sådan råbte hl. Efraim Syreren.
Glædelig jul!
Med kærlighed i den nyfødte Kristus, vor Frelser
Som noget nyt forsøger vi nu med regelmæssige liturgier på hverdage.
Tjenesterne kommer til at foregå i de tidlige morgentimer. Dels for at gøre det muligt, at komme til gudstjeneste før man tager på arbejde eller i skole. Men i lige så høj grad for at kunne få glæde af morgenens stilhed og for at kunne opsende morgensang til Gud før byen vågner.
Tjenesterne kommer til at finde sted fra kl. 06 — ca. 7:30 på følgende datoer:
Torsdag d. 2/7 Tirsdag d. 7/7 Mandag d. 13/7 Mandag d. 20/7 Tirsdag d. 28/7
Greetings and blessings to you and your families as we prepare to celebrate the Holy Pentecost!
As we see the images of so many places set aflame, let us contemplate the images of fire that our Orthodox Church will offer us this weekend. On Sunday morning, we will chant festal hymn: “All the nations in the city of David beheld wonders, when the Holy Spirit descended in fiery tongues.” This hymn and many others speak to the teaching that the feast of Pentecost healed the division of humanity into competing nations as a result of the Tower of Babel. In the Old covenant, God fashioned for Himself a people to receive the Law. In the New Covenant, God brings all the nations into unity through the gift of the Holy Spirit – as Christ foretold to the Samaritan Woman a few short weeks ago that all would worship God “in spirit and truth.”
We live in a time when events have provoked us to burn with the passions of anger and divisiveness. This weekend, the Church will call us to burn with love and reconciliation towards all.
I would like to pose question: Which fire will you welcome into your hearts?
There is an instructive note placed before the Prayers of Preparation of Holy Communion that reads: “If thou desirest, O man, to eat the Body of the Master, approach with fear, lest thou be scorched; for it is fire. And, before drinking the divine Blood into communion, reconcile thyself to them that have wronged thee. Then dare to eat the “Mystical Food.” To receive the fire that is communing with our Creator, we must put out the flames of our anger and judgments of others and seek reconciliation – even with those who have wronged us.
As we celebrate Pentecost in the midst of these tumultuous days, let us as Orthodox Christians quench the flames of our hatred and passions that we may be set afire with the Gift of the Holy Spirit.
Let us cultivate the fruits of the Holy Spirit – love, joy, peace, long suffering, kindness, goodness, faithfulness, and self control – and work towards the love and reconciliation of all.
Amen.
May you have a blessed Feast of Pentecost – the Birthday of Christ’s Church!
Jeg er Opstandelsen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, om end han dør (Joh. 11:25)
Kære elskede Fædre, Brødre og Søstre, Christos Voskrese, Kristus er opstanden!
Dette budskab fra mig er anderledes, ligesom min 38. Påske sammen med jer heller ikke er den samme. Kristi herlige Opstandelse er blevet vidunderligt ophøjet i smukke ord og hymner fra fra de hellige Fædre i vor hellige Ortodokse Kirke og bringer os det Gode Budskab om håb, liv og frelse. Sammen med dem synger og siger vi: ”Kristus, vor Gud, Du er i sandhed Liv og Opstandelse for menneskeslægten!”
Jeg tror fuldt og fast, at hvis vi tager disse ord og de tanker, de står for, ind i vor bevidsthed, kan de ændre vore liv. Ord har magt til at ændre liv, for de viderebringer tanker, og tanker er fulde af kraft.
For tiden hører vi ofte på TV: ”Bliv hjemme! Red liv!” Og i Esajas’ Bog læser vi: ”Hør, og jeres sjæl skal leve!” (55:3) — Hvad mener vi med ”sjæl”? Vi mener den evige og bestandige del af os, vores inderste væsen. Det er et dybere ord end ”personlighed”. Det peger på dig, i din grundlæggende storhed. Sjælen må således leve og vokse. Hvordan opnår vi det? Ved at høre! Høre hvad? Budskabet om liv og vækst. Hvordan hører man det? Gennem øret, naturligvis, for det er hørelsens virkemåde.
Men her ligger vanskeligheden. Vi har tendens til kun at høre med det ydre øre. Meningen preller af på os, efterlader måske en lille rest, men ændrer ikke vore liv. Vi må lære at høre med det indre øre, i det dybt underbevidste. Når du hører med det indre øre, så flyder den sandhed, du lytter til, dybt ind det område inden i dig, hvor du har en levende erfaring af sandhed. Så sker der vidunderlige ting.
Det hellige Evangelium frembyder store rigdomme. Alligevel har nogle af jer måske, ligesom jeg, gået regelmæssigt i kirke i årevis uden at bemærke noget, der ligner en stor berigelse. I har aldrig erfaret nogen meningsfuld ændring. Hvorfor? Spørg jer selv ærligt: Har I nogen sinde udsat jer selv for det hellige Evangelium, har I ladet det komme rigtigt ind i jer, ladet det trænge dybt ind i jeres natur?
For det hellige Evangelium er den største magt i verden. Det kan opvække kræfter i os, som vi end ikke vidste eksisterede. Problemet med os er, at vi holder det på afstand, vi lader det røre ved overfladen, men vi lukker det ikke virkeligt ind. ”Hør, og jeres sjæl skal leve!”
Lige meget hvor livløse vi føler os, mine elskede venner i den opstandne Herre, lige meget hvor slagne vi forekommer os selv og andre at være, ”som håbets fanger i vore hjem”, så er der liv i os. Tag fat på det hellige Evangelium som jeres daglige læsning, og det liv vil vågne. Det, der sker, er noget, vi ser klart eksemplificeret i naturens verden ved forårstide: den vidunderlige kraft til livets fornyelse, overvældende og smukt.
Vor Herre Jesus Kristus åbenbarede mange gange gennem Sit jordiske liv formålet med Sin lidelse og Opstandelse, men selv apostlene kunne ikke begribe det. Efter Kristi korsfæstelse lukkede de sig i fortvivlelse inde i den Øvre Sal og var ikke villige til at tro det gode budskab om Frelserens Opstandelse, som de Myrrhabærende Kvinder overbragte dem. Men efter deres møde med den opstandne Kristus blev deres bedrøvelse vendt til glæde over at være forenede med Herren. Smerten over Herrens korsfæstelse og død blev forvandlet til jubel over Frelserens sejr, sorgens sorte nat blev vendt til Opstandelsens daggry, som genskaber hele universet. Og den kristne tro spredte sig sejrrigt over hele verden, hvor den gennem mere end 20 århundreder har ledt menneskeslægtens liv mod frelse og evighed.
Det glædesfyldte budskab om Kristi Opstandelse bringer håb og trøst i overflod, selv i vore urolige tider, hvor menneskeheden er plaget og lidende, stillet overfor afsavn og tab, og sammen gennemgår kvaler og kriser. I år er der talløse troende over hele verden, som tilbringer den livgivende Påskes tid i isolation, mange af dem langt borte fra deres kære og deres venner. Også under de nuværende, vanskelige vilkår, grundet pandemien, fejrer vi de hellige tjenester med tilbedelse i vore kirker, men uden at de troende fysisk er til stede. Ikke desto mindre, I elskede, vær forvissede om, at I er med os i ånden, i tanke og bøn, og at vi fejrer denne vidunderlige højtid sammen.
Kristi Opstandelse er genoprettelsen af menneskelig væren, og den er evighedens gave til os alle. ”Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod.” (Joh. 10:10)
Med Guds nåde vil vi og hele verden stå imod denne prøvelse. Det er imidlertid afgørende vigtigt, at vi bliver stærkere, mens vi overvinder den, at vi bliver forenede og åndeligt styrkede og altid har Gud som vor vejleder og støtte. ”Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro”, siger apostlen (1. Joh. 5:4). Ja, mine elskede, med troen på Opstandelsen og med bevidstheden om Frelserens nærvær i vore liv vil vi kunne klare de problemer, vort elskede præsteskab og Stiftets troende står over for, og vi vil kunne opbygge den lyse fremtid, vi alle drømmer om.
Vi frembærer vore bønner for vor Herre og Frelser. – Må Han skænke Sin Opstandelses strålende nåde til alle kirker, klostre, missioner og skoler i vort Stift, i USA, Canada, Australien og Europa, og til alle ortodokse kristne over hele verden. Må Han fri os fra prøvelser og skænke os Sin fred og himmelske velsignelser. Må det gode budskab om Kristi Opstandelse og om livets sejr for evigt give genlyd i vore hjerter og sjæle.
Amen! Christos voskrese! Kristus er opstanden!
Med kærlighed i den opstandne Herre
sign. + Metropolit Joseph den hellige Påske 2020
Gudsmoders Beskyttelses Menigheds kirke på Østerbro i København er blevet større. I efteråret 2019 købte vi nabolokalerne og brød hul i muren. Dermed kunne vi etablere et mere regulært kirkerum “på langs”. Samtidigt har vi kunnet glædes over en del flere medlemmer.
Det er dét, vi fejrer i dag: Messias’, Den Salvedes Fødsel i kødet.
Jesus Kristus, vor Herre, Ham er det, som bringer helbredelse og fred, sådan som vi har hørt det fra Profeten Esajas’ mund. Dette er den ene, den ”store glæde”, som vi – de kristne – fejrer på denne dag!
Vi glæder os, thi for vores skyld sendte Gud Sin énbårne Søn til verden for at genskabe os til en væren uden ende, som er det evige liv. — Men i denne Kirkens hellige tid, hvor kristne fejrer og tager del i vor Herre og Frelser Jesu Kristi Fødsel, må vi være klar over, at vi er omringede af den såkaldte ”verdens fred”, som afleder os og bringer os på afstand af den fred, Kristus bringer.
Vi må styrke troen på, at vores menneskelige sjæls virkelig lever for evigt, og vi må styrke troen på frelsens gave. Vi må være opmærksomme, så vi ikke bliver forblændede af denne verdens funklende, blinkende og kunstige lys, så at vi taber det lys af syne, som stråler ud fra Kristus, Han, som oplyser alle.
For på denne dag – sådan siger den hellige Johannes Chrysostomos i en prædiken juledag – bringes det gamle slaveri til ende, Djævelen gøres til skamme, dæmonerne jages på flugt, dødens magt brydes, porten til Paradis åbnes, forbandelsen ophæves, vi befries fra synden, al vildfarelse drives bort, og Sandheden bringes tilbage.
Mine kære elskede, når vi samles for at lovsynge Den hellige Treenighed, lad da vores glæde vore ædruelig og inderlig. Lad os glæde os, ikke over mad og drikke og alt andet, som er her i dag og er borte i morgen; men lad os forberede os til at modtage vor Herre Jesu Kristi rene og hellige Legeme og Blod.
Lad os fejre denne dag i bevidstheden om, at Gud er kærlighed, om at vi er Hans børn, og om at efter dette korte besøg på Jorden, i lighed med Hans enbårne Søns besøg, skal også vi fryde os i Ham og leve i lyset af Hans nærvær.
I dag står vi sammen med engle og hyrder ved krybben; i morgen skal vi knæle for Ham i det evige Rige, Han har beredt for os før alle tider.
Indtil da, lad os råbe det ud: Kristus fødes! Lovpris Ham!
I ønskes et velsignet og lykkebringende Nytår 2020
