| ||
Tirsdag den 16. april 2019 medvirkede f. Poul i radioprogrammet “De Højere Magter” på Danmarks Radios P1. Programmet omtales således på DRs hjemmeside: “Kan ikonerne hjælpe til at gøre Gud nærværende? Skal de være fremstillet på en særlig måde for at virke? Og hvordan binder ikonernes verden sig ind i påskens fortælling?” Lyt til programmet via dette link Se også dette indlæg på bloggen, som relaterer til radioprogrammets emne: I efteråret 2019 påtænker vi at afholde nedenstående aftener om den ortodokse tro. Når vi nærmer os, kommer vi med præcise datoer. Tilkendegiv din interesse ved at kontakte læser Jakob Smith: Hvis der er nok interesse, vender vi tilbage med datoer for aftenerne. Med afsæt i Trosbekendelsen skal vi over en række aftener udfolde, kvalificere og drøfte den ortodokse, kristne tro, som finder kort og koncentreret udtryk i Den Nikæno-Konstantinopolitanske Bekendelse, som læses eller synges ved hver liturgi i Den Ortodokse Kirke. Vi bekender troen med læberne, mange kan ordene udenad. En del er så fortrolige med Bekendelsens ordlyd, at de for længst er holdt op med at tænke over dens nærmere indhold. Men blind autoritetstro er noget ganske andet end bevidst, gennemtænkt tilegnelse af den kristne åbenbaring. Så længe troen alene beror i Skriften og Trosbekendelsen, er den endnu ikke blevet en personlig tro. Men når vi har reflekteret over troen med tanke og sind, da og først da bliver der tale om en personligt tilegnet tro. Aftenerne bliver med oplæg, relativt korte foredrag ved f. Poul, om Bekendelsens forskellige artikler, men også og ikke mindst med vægt på samtale om artiklernes nærmere indhold og betydning. Her er der anledning til at komme til orde med de tvivl, tanker og spørgsmål, hver enkelt gør sig om den kristne tro. Alle er velkomne, både de, der mener at kende den ortodokse, kristne tro godt, og de, som først er ved at lære den at kende og ønsker at trænge dybere ind i troens liv. Både begyndere og viderekomne samt alle dem ”midt imellem” kan bidrage til samtalen. Aftenerne afsluttes med en kort gudstjeneste.  Munk Fotius. Foto: Gudsmoders Beskyttelses Menighed Den danske, ortodokse munk Fotius, af nogle bedre kendt under sit borgerlige navn Ole Frederik Stjernfelt, døde tirsdag den 10. juli 2018 på Parakletens Kloster i Grækenland. Han blev 79 år. Munk Fotius fremstod gennem hele sit voksne liv som et helt usædvanligt menneske og en ganske enestående personlighed i dansk kirkeliv; og på trods af, at han de seneste 35 år har opholdt sig langt fra Danmark, har han haft stor betydning for kristne miljøer her i landet. Ole Frederik Stjernfelt blev født den 24. juli 1938 i Viborg. Han var en efternøler og allerede som barn noget af en enspænder. Han udtrykker det selv sådan her: ”Jeg virkede gammelklog fra tidlig Alder”. Og dertil: ”Jeg var sær og vilde ikke Mangt og Meget”. Stjernfelts barndomhjem var ikke påfaldende kristent. Selv beskriver han det som ”afsvækket gammel Kirkelighed”, hvor ”Kirkegang var sjælden, men ikke utænkelig”. Imidlertid blev kristentroen alvor for unge Ole Frederik, da han var 16 år gammel. Atter en gang med hans egne ord: ”Det betød et mægtigt Forår for mig”. Herefter var det naturlige valg af studium teologien. Studenten blev i Aarhus hurtigt del af den såkaldt højkirkelige bevægelse og knyttet til grupperingen Theologisk Oratorium. Han fordybede sig i tidebønner, og han knyttede sig til nogle af professorerne på det teologiske fakultet, ikke mindst Regin Prenter. I året 1964 blev den økumeniske Faith-and-Order kommissions møde afholdt i Aarhus. Student Stjernfelt medvirkede som assistent, og her stiftede han bekendtskab med repræsentanter for Den Ortodokse Kirke, ikke mindst den græske Metropolit Emilianos, hvilket mange år senere skulle vise sig at få afgørende betydning. Ole Frederik Stjernfelt blev teologisk kandidat i maj 1966 og gennemførte Pastoralseminariet samme efterår. I 1967 blev han ordineret i Viborg Domkirke af Biskop Christian Baun, den eneste danske biskop, som fortsat afviste at ordinere kvinder til præstelig tjeneste. Efter ordination blev Stjernfelt tilsat som præst i folkekirken, nærmere bestemt Taarnby Sogn på Amager. Stjernfelt varetog præstetjenesten på Amager gennem 17 år. Gennem alle årene var hans bestræbelse at medvirke til at ”genoplive Apostlenes Tro og Tilbedelse”, som det hed i et brev til Metropolit Emilianos i 1981. Metropolitten havde siden 1964 være Stjernfelts rådgiver og kontakt til den ortodokse verden. I samme brev hed det, at denne bestræbelse ”forekommer mig ikke at have Udsigt til at lykkes, for der mangler Godkendelse og Forståelse, både fra mine kirkelige Foresatte og fra Folket”. Frustrationen og skuffelsen over udviklingen i folkekirken tog til de følgende år; og efter 3 måneders ophold i Grækenland i sommeren 1984, på anbefaling af Metropolit Emilianos, skrev Stjernfelt til Københavns daværende biskop, Ole Bertelsen: ”Efter elleve Ugers Ophold i Parakletens Kloster i Oropos på Attika står det klart, at jeg vil søge mig frigjort fra mit Embede i Taarnby for at rejse til Klosteret og dér indgå i Den Ortodokse Kirke”. Resten er historie: Den 29. december 1985 blev Ole Frederik Stjernfelt modtaget ved dåb i Den Ortodokse Kirke og modtog navnet Fotius. De følgende to år havde han fortsat gæstestatus, men den 2. februar 1988 blev han tonsureret som munk i Parakletens Kloster, hvor han siden har boet, kun afbrudt af kortere besøg i Danmark, hvor han dels gennem alle årene bevarede kontakten til sin tidligere menighed og til sine mange, gamle venner i de (høj-)kirkelige miljøer, dels og ikke mindst støttede og var til stor hjælp for det ortodokse miljø, særligt ved etableringen af Den Ortodokse Kirke i Danmark – Gudsmoders Beskyttelses Menighed, først i Lyngby, nu på Østerbro i København. Munk Fotius har gennem alle årene arbejdet med oversættelser af Den Ortodokse Kirkes tekster til dansk. Og han har skrevet en lang række små og større teologiske traktater, hvori han udfolder forskellige aspekter af den ortodokse tro og teologi. I 2013 udkom, hvad han selv betragtede som sit livsværk: En dansk oversættelse af det græske Synaxarion, et ”helgen-leksikon” med levnedsbeskrivelser af de hellige, som vi mindes hver dag i kirkeåret. En skat for den danske kristenhed! Gennem de næsten 35 år, hvor Munk Fotius var borte fra Danmark, opretholdt han en omfattende brev-korrespondance med et stort antal mennesker. Han nummererede omhyggeligt sine breve; det sidste brev, jeg selv modtog, var nr. 20.657! Hans breve var altid håndskrevne, ligesom i øvrigt de nævnte traktater (som så kunne kopieres), med sirlig skrift og med stædig bevarelse af den stavemåde, som var gældende før 1948, hvor ét markant træk er at skrive alle navneord med stort begyndelsesbogstav. Man var ingen modernist, heller ikke i sprogbrugen. Munk Fotius blev begravet dagen efter sin hensoven, onsdag den 11. juli kl. 8.00 i Parakletens Kloster. På samme tidspunkt blev der læst Parastos (bøn for hensovne) for ham i Danmark i Gudsmoders Beskyttelses Menighed. Et antal præster og andre gamle venner rundt i Danmark havde givet udtryk for, at de ville deltage i bønnen på samme tidspunkt fra dér, hvor de hver især befandt sig rundt i landet, sådan at Munk Fotius / Ole Frederik Stjernfelt blev ledsaget af bønner, ikke alene fra sine klosterbrødre i Grækenland, men også fra venner i Danmark, ledsaget på sin vej fra denne verden til den næste. Må Gud tage imod Munk Fotius i Sit Rige! af f. Poul Oplæg til samtale, fredag den 9. marts 2018, kl. 16.00 i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, Vor Frue Kirkeplads 2, 8000 Aarhus C Den Ortodokse Kirkes Tradition anviser en bestemt, veldefineret og markant vej frem mod Påske, hvor vi får del i Kristi Opstandelse, Hans sejr over døden og sprængningen af dødsrigets porte. Rammen for de troendes forberedelse til højtiden er de 40 dage, som udgør Den Store Faste; men vi indleder allerede indflyvningen til Påske gennem de 4 søndage, der ligger forud for selve Fasten. Vi skal tale om, hvad faste i det hele taget betyder og om nogle af temaerne for de enkelte søndage gennem mere end 2 måneders forberedelse. Lyt til Hellige Johannes Chrysostomos’ Påskeprædiken: Video: Den Ortodokse Kirkes Kalender
An article by f. deacon Irakli with the title of “Historical, Canonical, Mathematical and Astronomical Aspects of the Paschalion Question” was recently published in a a scientific, peer-review and open access journal – International Journal of Orthodox Theology, issue 8/1, 2017. Abstract: af f. Poul ”Alle protestanter er krypto-papister!” Sådan formulerede en ortodoks, russisk teolog, Alexis Khomiakov, sig i 1846. ”For nu at benytte algebraens præcise sprog: Hele Vesten kender kun ét datum: A. Hvad enten det har det positive fortegn, ”plus”, som hos romerne eller det negative fortegn, ”minus”, som hos protestanterne, så forbliver A’et det samme.” Engelske Kallistos Ware indleder sin bog, ”The Orthodox Church”, fra 1963 med netop dette citat fra Khomiakov. Og han kommenterer Khomiakovs udsagn sådan: ”Kristne i Vesten, romerkatolikker og protestanter, stiller almindeligvis de samme spørgsmål, selv om de måske ikke er enige om svarene. Men for Den Ortodokse Kirke er det ikke bare svarene, som er nogle andre; selve spørgsmålene er ikke de samme som i Vesten. I Vesten er det almindeligt at tænke på katolicisme og protestantisme som store modsætninger; men for den ortodokse fremtræder de som to sider af samme mønt. Khomiakov kalder paven for ’den første protestant’ og ’den tyske rationalismes fader’”. Protestanter og katolikker finder gerne Khomiakovs og Kallistos Ware’s ord både misforståede og unødigt konfronterende. Det beror måske på, at deres betragtninger river tæppet væk under visse økumeniske drømmerier, som forudsætter, at alle kirkesamfund kan indlæses ét eller andet sted, til højre, til venstre eller midt på én og samme skala. Og som gerne forestiller sig Ortodoksien som en særligt konservativ, lettere eksotisk, højreorienteret afart af katolicismen. Men tænk nu, hvis Khomiakov og Ware har ret i, at protestantisme og katolicisme blot er to sider af samme mønt. Det ville unægtelig kaste uventet lys over pave Frans’ nylige besøg i Lund og over den katolske begejstring for at deltage i 500-års jubilæet for Reformationen. Det er selvsagt ikke muligt i en kort artikel (oprindeligt en aviskronik) at gøre rede for disse indviklede forhold. Men lad mig alligevel antyde et mønster med udgangspunkt i forestillingen om arvesynd. Begrebet opstår hos Augustin i det 4. århundrede og har lige siden haft massiv indflydelse på den teologiske tankegang i Vesten. I Østens kirke derimod har arvesyndstanken aldrig haft nogen særlig betydning, og ortodoks teologi forstår Adams synd og dens konsekvenser for menneskene anderledes end de vestlige kirkesamfund. Synd og skyld er ikke arvelige. Vi er alene skyldige i de synder, vi selv begår, ikke i dem, andre har begået. Når nogen synder, er det udtryk for et personligt valg. Vore valg udspringer af menneskets frie vilje, som er umistelig. Synd er aldrig en handling, som med nødvendighed følger af en fordærvet natur. Mennesket er skabt frit, og den gudgivne frihed kan ikke udslettes af nogen arvesynd. Adam og Evas oprør mod Gud er deres personlige synd. Friheden udelukker imidlertid ikke, at at alle mennesker og hele den menneskelige natur lider under følgerne af Adams synd. Men ortodoks antropologi tænker sig ikke en retlig skyld eller gæld, der nedarves fra slægt til slægt. Menneskehedens fælles arv fra Adam og Eva er ikke et uopfyldt retskrav eller på anden måde et anliggende om skyld og straf. Arven er det fælles livsvilkår, vi kender alt for godt, forgængelighed og død. Snarere end arvesynd opererer ortodoks teologi med arvedød. Kontrasten mellem Vest og Øst, når det gælder synd og skyld, står lysende klar i forbindelse med den tidlige kirkes diskussion om barnedåb. Augustin mente, at børn fødes som syndere, ikke fordi de personligt har syndet, men fordi de er kommet til verden med et retskrav vendt imod sig grundet Adam og Evas synd; og derfor er det, bogstaveligt talt, livet om at gøre at døbe børnene, for at de ikke skal dømmes og fortabes på grund af denne nedarvede skyld. Den ortodokse tankegang er en ganske anden. Augustins samtidige, Theodoret af Cyrus skriver, at dåbens indhold ikke alene kan være syndernes forladelse, for ”hvorfor skulle vi da døbe nyfødte børn, som endnu ikke kender til synden?” Den, som døbes, dør med Kristus og opstår med Ham til nyt liv. Dåben er, skriver Theodoret, ”en frelsens kåbe, en glædens kjortel, en lysets klædning eller snarere selve lyset.” Kirken døber de nyfødte, ikke for at forlade dem de synder, de endnu ikke har begået, men for at skænke dem evigt liv. De forskellige syn i Øst og Vest på arvesynd og nedarvet skyld fører til ganske afvigende opfattelser af, hvorfor Kristus bliver menneske. Katolikker og protestanter tænker sig ofte inkarnationen som led i et nødvendigt og uomgængeligt retsopgør. Vi finder tanken udtrykt hos Anselm af Canterbury i det 11. århundrede i et værk med titlen ”Hvorfor blev Gud Menneske?. Anselm udfolder en teologi om den stedfortrædende straf, nemlig den forestilling, at Kristus ved sin korsfæstelse og død påtager sig at udstå den straf, som Adams efterkommere var blevet idømt, og at vi derfor kan gå fri. Det kan næsten ikke understreges tilstrækkeligt, at denne juridisk prægede tankegang er fremmed for Den Ortodokse Kirke og tro. Med Isak Syreren (10. århundrede) lever vi langt snarere under det perspektiv, at inkarnationen var bestemt til at finde sted under alle omstændigheder, også uden at noget syndefald havde fundet sted. Kristi fødsel som menneske finder sted, fordi Gud ønsker at forene sig tættest muligt med sin skabning. Kristus påtager sig vore menneskelige vilkår for at kunne give os del i sin guddommelige herlighed. Den ortodokse forståelse af inkarnationen sammenfattes i en markant formulering hos Maximos Bekenderen (6. årh.): ”Gud skabte verden, for at han selv kunne blive menneske deri, og for at mennesket kunne blive guddommeliggjort af nåde og få del i det guddommelige livs vilkår.” Guddommeliggørelse! Antropologien i den ortodokse tro, forståelsen af hvad et menneske i det hele taget er, bygger på den faste overbevisning, at mennesket er skabt til fællesskab med Gud. Skabt til åndelig vækst i en stadig vekselvirkning mellem Guds kærlighed og menneskets frie vilje. Ifølge Maximos Bekenderen lod Gud to guddommelige egenskaber, væren og evigt liv, indgå i menneskets væsen. Og Gud stillede derpå mennesket frit til at modtage eller afvise yderligere to guddommelige egenskaber, godhed og visdom. Kristus bliver menneske, for at åbne alle mennesker vejen til at blive guddommeliggjorte. Derfor synger Den Ortodokse Kirke, hver gang et barn eller en voksen døbes, disse ord fra Galaterbrevet: ”Alle I, som er døbte til Kristus, har iført jer Kristus!” Men hvad betyder det at iføre sig Kristus? Her er vi ved det kristne livs dybeste mysterium: Kristi guddommelige og vore menneskelige veje bliver sammenfaldende, de forenes til én og samme vej, så sandt vi ved dåben og myronsalvningen og ved den stadige modtagelse af Herrens Legeme og Blod i nadveren podes på Kristus og bliver ét med Ham. Her manifesteres det kristne livs mystiske bevægelse fra død og forgængelighed til liv uden ende, fra synd til herliggørelse gennem vekselvirkning og identifikation mellem Kristus og os. Af Guds nåde, og forudsat, at vi vil tage imod ham! Hvis Den Lutherske og Den Romersk-Katolske Kirke med visse nuancer er enige om, at arvesynd og viljens ufrihed er sørgelige følger af Adams ulydighed, at dåb er en nødvendighed for at undgå evig fortabelse, og at Kristus blev menneske for at påtage sig straf på vore vegne, så peger Den Ortodokse Kirke i stedet på arvedød, på at synden er et personligt valg, og på at menneskets frie vilje er en umistelig gave fra Gud. Og først og sidst peger Ortodoksien på, at Kristus blev menneske for at give mennesker del i sin guddommelighed. Denne tekst har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad, torsdag den 2. februar 2017.  Fader Bengt Hagström Fader Bengt Hagström, præst i vores ærkestift, døde torsdag den 22. september 2016, tidligt om morgenen, efter længere tids sygdom. Han blev begravet i Göteborg, fredag den 30. september 2016, under ledelse af f. Angel Velitchkov, provst for Det Skandinaviske Provsti. Fader Bengt blev ordineret til diakon af Ærkebiskop Gabriel af Comane, torsdag den 8. december 2005, i Kristi Förklarings Kyrka i Stockholm. Søndag den 23. marts 2008, i Den Hellige Treenigheds Kirke i Paris, blev fader Bengt ordineret til præst af Ærkebiskop Gabriel, hvorefter han var knyttet til Hellige Nikolai Menighet i Oslo under f. Johannes Johansens ledelse, som var vores provst på det tidspunkt. Fader Bengt havde gudstjenstlig virksomhed i Hellige Tikhons Kirkeforening i Göteborg og gjorde et stort arbejde til støtte for Det Skandinaviske Provsti. I Gudsmoders Beskyttelses Menighed havde vi flere gange glæde af fader Bengts besøg. Evigt minde! Undtagelsesvis bringer vi en bogomtale. Det gør vi, fordi denne bog går tæt, ikke blot på Den Ortodokse Kirke, men på navngivne personer fra vort Ærkestift. Og gør det på en utilstedelig måde, som dels er stærkt manipulerende, dels misbruger offentligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion. På det svenske forlag Artos er der her i foråret 2016 udkommet endnu en bog af den svenske pinsepræst Peter Halldorf. Et ”manifest for kristen enhed” kalder forfatteren selv udgivelsen, som fylder 80 sider i A‑5 format med titlen ”Att älska sin nästas kyrka som sin egen” (”at elske sin næstes kirke som sig egen”). Halldorf har de senere år haft en del gennemslagskraft i såkaldt ”karismatiske”, kirkelige kredse i Skandinavien, kredse, der flittigt flirter med ortodoks kristendom. Bl. a. er han ophavsmand til det temmelig komiske fænomen, ”ørkengudstjenester”, en karikatur af den ortodokse liturgi med sand på gulvet og præster på bare fødder. I denne, hans seneste udgivelse, fremmaner Halldorf endnu en gang forestillingen om synlig kristen enhed, højt hævet over alle trosmæssige, teologiske og liturgiske forskelle. Det er uforpligtende drømmerier, som slet ikke forholder sig til virkelighedens historiske, teologiske og dogmatiske grunde til splittelsen mellem kristne. Peter Halldorf lader som om, alle de brudflader, der er mellem Den Ortodokse Kirke og så de grupperinger, katolikker og protestanter, som gennem historien har skilt sig ud fra Kirken, slet ikke eksisterer. Han foregiver, at de teologiske og læremæssige forskelle ikke er virkelige, men blot overfladiske misforståelser, og at alle kristne derfor burde kunne dele nadver på tværs af kirkeligt tilhørsforhold. I virkelighedens verden er der imidlertid klare og definerbare modsætninger mellem ortodokse, katolikker og protestanter. De modsætninger tager Halldorfs fremstilling ikke afsæt i, og derfor bliver den grundlæggende misvisende. I stedet fastholder han en illusorisk forestilling om kirkelig enhed med den samme besværgende formular, han igen og igen gennem sit forfatterskab har benyttet: ”Vejen til enhed går ikke gennem konvertering til hinandens kirker” (p. 28). Frem for teologisk, trosmæssig og liturgisk afklaring gennem drøftelser forestiller Peter Halldorf sig vist nok, at den kirkelige enhed skal komme gradvist, derved at kristne fra de forskellige, såkaldte ”konfessioner” via indbyrdes kærlighed langsomt og umærkeligt smelter sammen. Dette fromme håb og denne luftige illusion om enhed hinsides enhver dogmatik søges underbygget, ikke ved teologiske argumenter, men gennem fremhævelse af mere eller mindre karismatiske enkeltpersoner fra forskellige kirkesamfund bl.a. grundlæggeren af pinsebevægelsen (!), William Seymour, og den katolske Focolarebevægelses ophavskvinde, Chiara Lubich. Disse og endnu flere blev, skriver Halldorf, ”vidner om at Kristus umuligt kan være delt” (p. 19). Efter således at have listet nogle af sine personlige forbilleder op slutter Peter Halldorf med at spille, hvad han lader til at opfatte som et overbevisende trumkort. Det gælder Gunnell Vallquist, mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, som døde 97 år gammel i jauar 2016. Vallquist var katolik (i øvrigt konvertit!), men var angiveligt tiltrukket af Den Ortodokse Kirke. Hun var franskkyndig, havde fransk som sit fag, og kom gennem en årrække til påskefejring i Den hellige Treenigheds Menighed i krypten i Rue Daru i Paris. Menigheden hører til vort Ærkestift, Det Vesteuropæiske Eksarkat. Halldorf citerer fra Vallquists dagbog, som hun har overladt ham inden sin død. Hun beretter om, hvordan hun lærte f. Boris Bobrinskoy at kende under hans besøg i Sverige i 1988, og så hedder det i dagbogen: ”Søndag den 5. november 2000 i krypten i katedralen ved Rue Daru, celebrant var fader Boris Bobrinskoy … Jeg stillede mig i kø … jeg mødte fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mærkedag i mit liv. Siden var jeg hvert år velkommen til kommunion, når han celebrerede.” (p. 45 – 46). Man fornemmer Halldorfs triumf ved at kunne berette om en (ganske vist konverteret) katolik, som modtager nadver i Den Ortodokse Kirke. Men for at ingen skal være i tvivl medtager han endnu en afgørende passage fra Gunnell Vallquists dagbog: ”Ærkebiskop Gabriel blev informeret om sagen, godkendte den, men betonede at den ikke måtte blive kendt” (p. 46). Denne sidste sætning er vigtig! Den burde Peter Halldorf have læst mere end én gang, han burde have tænkt grundigt over den og lagt sig den på sinde, inden han misbrugte den til sine egne formål på en måde, som er stik imod dét, Ærkebiskop Gabriel opfordrer til. Ved at offentliggøre den kontroversielle beretning bevæger Peter Halldorf sig langt ud over anstændighedens grænser! Det er selvsagt ikke muligt at afgøre, hvad der faktisk har fundet sted. Men hvis historien er sand, hvilket ikke er udelukket, ja, så burde Halldorf have respekteret Ærkebiskop Gabriels påbud om diskretion frem for at misbruge en åbenlys undtagelse fra den generelle regel, en enkeltstående, personlig relation, misbruge den i sine stadigt tilbagevendende forsøg på at udviske alle forskelle og i stedet gøre undtagelsen til reglen. Jeg kender udmærket begge de personer, Gunnell Valquist nævner. Fader Boris var rektor på det ortodokse teologiske institut Saint-Serge i Paris, dengang jeg i 1990erne var indskrevet som studerende dér, og jeg har flere gange fejret Liturgi sammen med ham i Rue Daru. Ærkebiskop Gabriel ordinerede mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skandinavien, og han var min og resten af Det Vesteuropæiske Eksarkats ærkebiskop frem til sin død i 2013. Ærkebiskop Gabriel (som for resten var konvertit til Den Ortodokse Kirke!) og fader Boris var i deres præstelige virke åbne og vidt favnende mennesker, og jeg kan ikke udelukke, at de i helt særlige tilfælde kan have dispenseret fra gældende ordninger. Til gengæld kan jeg garantere for, at de begge to var helt klare på, hvad Kirken er, og hvad Kirken ikke er. Ingen af dem var frontkæmpere for ”gren-teorien”, sådan som Halldorf er. De var i deres teologi og praksis helt på linie med Metropolit Kallistos Ware (som for resten også er konverteret til Den Ortodokse Kirke!), og med hans definition af Kirken: ”Den Ortodokse Kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er ’den ene hellige, katolske og apostolske Kirke’, som nævnes i Trosbekendelsen. Dette er den grundlæggende overbevisning, som leder ortodokse kristne i deres relationer med andre kristne. Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det.” f. Poul | ||
