Rev. A. James Bernstein: ”Surprised by Christ – My Journey from Judaism to Orthodox Christianity” (Conciliar Press Ministries Ben Lomond, California 2008), 335 sider samt en halv snes sider med sort-hvide fotos fra f. James’ liv. ISBN: 9781888212–95‑2
”I efteråret 1977 læste min præstekollega Gerald Crawford og jeg ”The Orthodox Church” af Timothy Ware og forskellige andre ortodokse bøger, og de gjorde et så stort indtryk på os, at vi besluttede os for at besøge en ortodoks kirke for første gang. Jeg var noget betænkelig ved at tage afsted, eftersom mine erfaringer med det højkirkelige miljø var overvejende negative. Til min glædelige overraskelse havde jeg straks en tydelig følelse af at være i Guds nærvær, fra det øjeblik jeg kom ind i kirken. Det var som at bevæge sig tilbage i tiden sammen med Kristus og træde ind i det gamle jødiske Tempel i Jerusalem. Alt i gudstjenesten var centreret om tilbedelsen af den Allerhøjeste Gud. Musikken adskilte sig meget fra, hvad jeg var vant til at høre i protestantiske kirker. Den var mere dæmpet og besad en mystisk kvalitet. Visuelt mindede kirkens indre mig om det gamle Tempel – det var overvældende. Foran stod et alter med en jødisk udseende kandelaber ovenpå. Efter tjenesten gik jeg hjem og opdagede, at den søde aroma fra røgelsen havde gennemtrængt mine klæder. Det var, som havde jeg bragt noget af den himmelske tilstedeværelse med mig hjem.” (p. 179)
Ovenstående passage står at læse i f. James’ medrivende selvbiografi, der beskriver, hvordan hans kamp for at lære Gud at kende førte ham fra Jødedom til Ortodoks Kristendom. Han blev født den 6. maj, 1946 i Michigan, men voksede op i New York City i skyggen af Holocaust, gik på college i Quens, spillede skak på højt niveau, var i Israel under Seksdages Krigen, var med i Jesus-bevægelsen og hippiekulturen i San Francisco Bay Area i begyndelsen af 1970’erne, kom sammen med en gruppe trosfæller og venner med i EOC (den Evangelisk Ortodokse Kirke i Amerika), som nærmede sig den Ortodokse Tradition, og som førte til, at han blev modtaget i OCA (den Ortodokse Kirke i Amerika). Derefter læste han teologi på St.Vladimirs Seminarium, overgik til Antiokias Ærkestift, blev præsteordineret i 1988 som 42 årig, hvorefter han tjente ved St. Anthony’s Orthodox Church i Bergenfield, New Jersey, mens han færdiggjorde sine teologiske studier. Undervejs havde han mødt Bonnie Lynn Halström, der var af svensk afstamning og sammen med sine forældre engageret i Baptistkirken. De blev gift i 1971 i Tilden Park i Berkeley Hills – et hippiebryllup, forestået af grundlæggeren af bevægelsen ”Jøder for Jesus” Moishe Rosen! Siden fulgtes de ad ind i Den Ortodokse Kirke sammen med de fire børn, de fik fra 1975 – 1982.
F. James blev ”overrasket af Kristus” som 16-årig, med en åndelig styrke der vendte op og ned på hans liv, og som fik ham til at se Jesus som den Messias, der profeteres om i det Gamle Testamente. Det var ikke nemt at bryde med den fædrene tro! ”Som jøder lærte vi, at vi ikke kunne tro på Jesus, fordi det er blasfemi at tro på, at et menneske kan være Gud. Som 16-årig, da jeg alvorligt overvejede Kristendommen, kæmpede jeg med spørgsmål som: ’Hvad hvis Gud ønskede at manifestere Sig Selv som Menneske? Hvem er vi, at vi kan sige ’Nej, Gud, du har ikke lov til og kan heller ikke blive Menneske’. At acceptere den mulighed, at Gud kan gøre, hvad end Han ønsker, også at manifestere Sig Selv som Menneske, var et kæmpe paradigmeskift for mig.” (s.277 f.) Efter paradigmeskiftet læser f. James Gammel- og Ny Testamente med nye briller og får øjnene op for, at Moses oplyser jøderne om, hvem Messias vil være, og hvad Han vil gøre fx: ”Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på…(5.Mos: 18:15 – 19). Og i Joh.Ev. (5:39, 46) hedder det: ”I gransker skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. (…) Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.”
Den videre vej til ortodoksien går for ham gennem den vestlige kristendom i adskillige versioner, men ingen steder føler han sig hjemme, samtlige kirkeretninger forekommer ham udefinerbart spirituelle og rodløse eller forvrængede i deres teologi. Det tog ham 16 år at finde/blive fundet af Kristus, og det tog ham 19 år at finde Kirken. I dag tjener han som præst ved Saint Paul Orthodox Church, Lynnwood, Washington.
F. James beskriver tid og sted, så læseren ser det for sig og lever sig ind i begivenhederne. I det sidste af bogens tre hovedafsnit gør han mere systematisk rede for den ortodokse tro og teologi, idet han afgrænser den fra den vestlige kristendom. Han tager afstand fra Augustins arvesyndslære og dennes store påvirkning på Vesten og den Romersk Katolske Kirke, der, som han ser det, ligger meget langt fra ånden i både Jødedom og Ortodoks Kristendom. Kristus inkarneredes ikke med det formål at lide døden på Korset som et stedfortrædende offer og således tilfredsstille en vred og hævngerrig Gud, men for at frelse os fra en falden tilstand og forvandle os ved at gøre os i stand til at blive guddommelige – ”Gud blev Menneske, for at mennesket kunne blive Gud”. Han giver klare ortodokse svar på vigtige teologiske spørgsmål: Hvad er Kirken, hvordan skal vi forstå Frelsen, og hvad er Synd?
Synd er at vende sig bort fra Gud, sige nej til Ham. Guds rensende ild er for alle, men ikke alle vil vide af den! F. James udfolder dette med et citat fra den hellige Maximos Bekenderen (7.årh): ”Sjælen er som voks, hvis den holder fast ved Gud, men som ler hvis den holder fast ved materien. Hvad den gør afhænger af dens egen vilje og hensigt. Ler bliver hårdt i solen, mens voks bliver blødt. På samme måde bliver enhver sjæl, der trods Guds formaninger bevidst holder fast ved den materielle verden, hårdt som ler og driver sig ud i selvdestruktion (…) Mens enhver sjæl, der holder fast ved Gud, bliver blødgjort som voks ’…opbygget til en Guds bolig i Ånden’ (Efes. 2:22) ved at modtage indtrykket og mærket af den guddommelige virkelighed.”
F. James’ beretning om at konvertere fra Jødedom til Ortodoks Kristendom – ad mange omveje! – er spændende og lærerig, interessant er det at høre om hans vedholdende kamp for at nå frem til Sandheden gennem de mange kristne tilbud i USA fra 1960’erne og frem.
Et særligt træk ved denne konvertithistorie er jo f. James’ jødiske baggrund, og jeg vil fremhæve den vægt, han lægger på slægtskabet mellem det jødiske og det ortodokse jf. det indledende citat samt bogens dedikation:
Denne bog er dedikeret til den største Jøde, Jesus Kristus og til den største jødinde Jomfru Maria og også til ”folket af deres kød” Jøderne.
”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” (1 Joh 4:8)
Fader Bengt Hagström, præst i vores ærkestift, døde torsdag den 22. september 2016, tidligt om morgenen, efter længere tids sygdom. Han blev begravet i Göteborg, fredag den 30. september 2016, under ledelse af f. Angel Velitchkov, provst for Det Skandinaviske Provsti.
Fader Bengt blev ordineret til diakon af Ærkebiskop Gabriel af Comane, torsdag den 8. december 2005, i Kristi Förklarings Kyrka i Stockholm. Søndag den 23. marts 2008, i Den Hellige Treenigheds Kirke i Paris, blev fader Bengt ordineret til præst af Ærkebiskop Gabriel, hvorefter han var knyttet til Hellige Nikolai Menighet i Oslo under f. Johannes Johansens ledelse, som var vores provst på det tidspunkt. Fader Bengt havde gudstjenstlig virksomhed i Hellige Tikhons Kirkeforening i Göteborg og gjorde et stort arbejde til støtte for Det Skandinaviske Provsti.
I Gudsmoders Beskyttelses Menighed havde vi flere gange glæde af fader Bengts besøg.
Undtagelsesvis bringer vi en bogomtale. Det gør vi, fordi denne bog går tæt, ikke blot på Den Ortodokse Kirke, men på navngivne personer fra vort Ærkestift. Og gør det på en utilstedelig måde, som dels er stærkt manipulerende, dels misbruger offentligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion.
På det svenske forlag Artos er der her i foråret 2016 udkommet endnu en bog af den svenske pinsepræst Peter Halldorf. Et ”manifest for kristen enhed” kalder forfatteren selv udgivelsen, som fylder 80 sider i A‑5 format med titlen ”Att älska sin nästas kyrka som sin egen” (”at elske sin næstes kirke som sig egen”).
Halldorf har de senere år haft en del gennemslagskraft i såkaldt ”karismatiske”, kirkelige kredse i Skandinavien, kredse, der flittigt flirter med ortodoks kristendom. Bl. a. er han ophavsmand til det temmelig komiske fænomen, ”ørkengudstjenester”, en karikatur af den ortodokse liturgi med sand på gulvet og præster på bare fødder. I denne, hans seneste udgivelse, fremmaner Halldorf endnu en gang forestillingen om synlig kristen enhed, højt hævet over alle trosmæssige, teologiske og liturgiske forskelle. Det er uforpligtende drømmerier, som slet ikke forholder sig til virkelighedens historiske, teologiske og dogmatiske grunde til splittelsen mellem kristne.
Peter Halldorf lader som om, alle de brudflader, der er mellem Den Ortodokse Kirke og så de grupperinger, katolikker og protestanter, som gennem historien har skilt sig ud fra Kirken, slet ikke eksisterer. Han foregiver, at de teologiske og læremæssige forskelle ikke er virkelige, men blot overfladiske misforståelser, og at alle kristne derfor burde kunne dele nadver på tværs af kirkeligt tilhørsforhold.
I virkelighedens verden er der imidlertid klare og definerbare modsætninger mellem ortodokse, katolikker og protestanter. De modsætninger tager Halldorfs fremstilling ikke afsæt i, og derfor bliver den grundlæggende misvisende. I stedet fastholder han en illusorisk forestilling om kirkelig enhed med den samme besværgende formular, han igen og igen gennem sit forfatterskab har benyttet: ”Vejen til enhed går ikke gennem konvertering til hinandens kirker” (p. 28).
Frem for teologisk, trosmæssig og liturgisk afklaring gennem drøftelser forestiller Peter Halldorf sig vist nok, at den kirkelige enhed skal komme gradvist, derved at kristne fra de forskellige, såkaldte ”konfessioner” via indbyrdes kærlighed langsomt og umærkeligt smelter sammen. Dette fromme håb og denne luftige illusion om enhed hinsides enhver dogmatik søges underbygget, ikke ved teologiske argumenter, men gennem fremhævelse af mere eller mindre karismatiske enkeltpersoner fra forskellige kirkesamfund bl.a. grundlæggeren af pinsebevægelsen (!), William Seymour, og den katolske Focolarebevægelses ophavskvinde, Chiara Lubich. Disse og endnu flere blev, skriver Halldorf, ”vidner om at Kristus umuligt kan være delt” (p. 19).
Efter således at have listet nogle af sine personlige forbilleder op slutter Peter Halldorf med at spille, hvad han lader til at opfatte som et overbevisende trumkort. Det gælder Gunnell Vallquist, mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, som døde 97 år gammel i jauar 2016. Vallquist var katolik (i øvrigt konvertit!), men var angiveligt tiltrukket af Den Ortodokse Kirke. Hun var franskkyndig, havde fransk som sit fag, og kom gennem en årrække til påskefejring i Den hellige Treenigheds Menighed i krypten i Rue Daru i Paris. Menigheden hører til vort Ærkestift, Det Vesteuropæiske Eksarkat. Halldorf citerer fra Vallquists dagbog, som hun har overladt ham inden sin død. Hun beretter om, hvordan hun lærte f. Boris Bobrinskoy at kende under hans besøg i Sverige i 1988, og så hedder det i dagbogen: ”Søndag den 5. november 2000 i krypten i katedralen ved Rue Daru, celebrant var fader Boris Bobrinskoy … Jeg stillede mig i kø … jeg mødte fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mærkedag i mit liv. Siden var jeg hvert år velkommen til kommunion, når han celebrerede.” (p. 45 – 46).
Man fornemmer Halldorfs triumf ved at kunne berette om en (ganske vist konverteret) katolik, som modtager nadver i Den Ortodokse Kirke. Men for at ingen skal være i tvivl medtager han endnu en afgørende passage fra Gunnell Vallquists dagbog: ”Ærkebiskop Gabriel blev informeret om sagen, godkendte den, men betonede at den ikke måtte blive kendt” (p. 46).
Denne sidste sætning er vigtig! Den burde Peter Halldorf have læst mere end én gang, han burde have tænkt grundigt over den og lagt sig den på sinde, inden han misbrugte den til sine egne formål på en måde, som er stik imod dét, Ærkebiskop Gabriel opfordrer til.
Ved at offentliggøre den kontroversielle beretning bevæger Peter Halldorf sig langt ud over anstændighedens grænser! Det er selvsagt ikke muligt at afgøre, hvad der faktisk har fundet sted. Men hvis historien er sand, hvilket ikke er udelukket, ja, så burde Halldorf have respekteret Ærkebiskop Gabriels påbud om diskretion frem for at misbruge en åbenlys undtagelse fra den generelle regel, en enkeltstående, personlig relation, misbruge den i sine stadigt tilbagevendende forsøg på at udviske alle forskelle og i stedet gøre undtagelsen til reglen.
Jeg kender udmærket begge de personer, Gunnell Valquist nævner. Fader Boris var rektor på det ortodokse teologiske institut Saint-Serge i Paris, dengang jeg i 1990erne var indskrevet som studerende dér, og jeg har flere gange fejret Liturgi sammen med ham i Rue Daru. Ærkebiskop Gabriel ordinerede mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skandinavien, og han var min og resten af Det Vesteuropæiske Eksarkats ærkebiskop frem til sin død i 2013.
Ærkebiskop Gabriel (som for resten var konvertit til Den Ortodokse Kirke!) og fader Boris var i deres præstelige virke åbne og vidt favnende mennesker, og jeg kan ikke udelukke, at de i helt særlige tilfælde kan have dispenseret fra gældende ordninger. Til gengæld kan jeg garantere for, at de begge to var helt klare på, hvad Kirken er, og hvad Kirken ikke er. Ingen af dem var frontkæmpere for ”gren-teorien”, sådan som Halldorf er. De var i deres teologi og praksis helt på linie med Metropolit Kallistos Ware (som for resten også er konverteret til Den Ortodokse Kirke!), og med hans definition af Kirken:
”Den Ortodokse Kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er ’den ene hellige, katolske og apostolske Kirke’, som nævnes i Trosbekendelsen. Dette er den grundlæggende overbevisning, som leder ortodokse kristne i deres relationer med andre kristne. Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det.” (Ware: ”The Orthodox Church”, Penguin Books 1963 p. 315, min ovs.)
Prædiken – Søndag den 13. september 2015 Forfesten til Korsophøjelsen
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Person, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kirke har vi ingen ”hellige bøger”. Hverken bøger, billeder eller andet er helligt i og for sig. Det er derfor, vi synger i Liturgien: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus til Gud Faders ære”.
Vi tror ikke på en bog! Lad os forstå det ret. Jo, vi ærer evangeliebogen, vi ærer den som Kristi verbale ikon, ligesom vi ærer billederne, ikonerne af Kristus, Gudsmoder og de hellige til alle tider. Men vi ærer bogen og ikonerne af de hellige af én eneste grund: Ikke fordi de i sig selv er hellige, men fordi de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er blevet Menneske for vor frelses skyld.
Nogle taler om ”de tre bogens religioner”, og med det søger de at etablere lighed mellem kristendom, jødedom og islam. Sådanne ligheder eksisterer da også. Men mere afgørende er forskellene. Dem bør vi hæfte os ved. Vi, som er kristne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så mange bogstaver, der bliver til så og så mange ord på så og så mange sider i denne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lovbog eller et sæt regler for ret livsførelse, vi peger på Ham, som i begyndelsen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus.
Dermed er vi ude over, ja frie for alle bekymringer om vi nu læser den ”helt rigtige” Bog: Om der skulle være en særlig ”ortodoks bibel” med ét helt særlig ”ortodokst” antal skrifter, baseret på en helt særlig ”ortodoks” oversættelse eller grundskrift. – Bevares, alt sådant kan have interesse for den historiske og filologiske forskning, men for troen spiller det ingen rolle. Og dermed lægger vi fuldt og helt afstand til islams opfattelse af bogen som Guds eget dikterede ord (på arabisk, selvfølgelig!) om, hvordan vi mennesker skal leve og opføre os.
Vi tror, lad os gentage det, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Person, ikke en bog. Bogen er, i det højeste, et troens hjælpemiddel og ikke troens genstand. Om så alle verdens bibler blev brændt på flammende bål, ville ilden ikke kunne tilintetgøre Kristus og dermed bringe Guds Ord til tavshed.
Vi har læst fra Johannesevangeliet i dag – en kort tekst, som i sin midte har det vers, vi tolker og forstår som et koncentrat af Kristi Evangelium og dermed som det eneste, vi dybest set behøver for at vide, hvad kristendom er. Det gælder Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle mulige andre slags tro, for der findes, siger apostlen Peter, intet andet Navn under Himlen, hvorved vi kan frelses. – Og slet ikke troen på, at vi ved særligt fromme handlinger, altså ved at leve ord-ret og bogstaveligt efter forskrifterne i denne eller hin bog skulle kunne retfærdiggøre os eller fortjene frelsen uden om Kristus og troen på Ham. …. Der er den seneste tid opstået en meget foruroligende situation i Danmark og resten af Europa. Der finder en veritabel folkevandring sted, hvor et meget stort antal mennesker fra Mellemøsten og Afrika søger nordpå og skaffer sig adgang til de europæiske lande. I den sidste uge har vi set en de facto opløsning af alle aftaler til regulering af tilstrømningen, vi har set, hvordan land efter land giver afkald på at håndhæve gældende regler og forordninger, også her hos os i Danmark, hvor myndighederne har opgivet al regulering, hvor man afspærrer motorveje for den trafik, de er beregnet til, for i stedet at overlade dem til store grupper af vandrende flygtninge, hvis identitet og mål ingen kender. Nogle kalder det et begyndende kaos. Kaos, som forstærkes af selvtægt fra et ikke lille antal mennesker, som på helt privat basis tilbyder de uregistrerede flygtninge transport tværs gennem landet. Mange sørger for at få indsatsen filmet, så de siden kan udstille deres gode gerninger på facebook og lignende medier: Se bare, hvor god og menneskekærlig, jeg er …
På denne foruroligende baggrund blev der i onsdags udsendt en pressemeddelelse fra Danske Kirkers Forretningsudvalg i samarbejde med Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Den var at læse i K. D. i fredags, og er sikkert også blevet bragt i andre medier. Erklæringen har overskriften: Muslimer og kristne opfordrer til at vise flygtninge venlighed og respekt.
Der er noget, der byder mig imod i denne erklæring, og jeg har spekuleret ganske længe over, hvad det er. De fleste af de 5 afsnit er gentagelser eller variationer af overskriften, altså opfordringer til at vise medmenneskelighed, venlighed og respekt over for flygtninge og asylansøgere. Den opfordring kan vel ingen have noget imod, heller ikke jeg, tværtimod. Selvfølgelig bør vi vise venlighed og respekt, det er sørgeligt og skammeligt at se, når enkelte føjer spot til skade ved at håne og mishandle mennesker der i forvejen har det meget svært.
Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæringen fra Danske Kirkers Råd, der nederst på papiret præsenterer sig som — bestående af 16 medlemskirker, heraf Folkekirken, Den katolske Kirke, Den Ortodokse Kirke og en række frikirker — erklæringen fra dette kristne råd nævner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frelser enhver, der tror på Ham. Det kristne råd finder det ikke ulejligheden værd at nævne Kristi Navn, det eneste Navn under himlen, hvorved vi frelses.
I stedet gør Danske Kirkers Råds Forretningsudvalg troen til en abstrakt, ubestemt størrelse, som ikke nødvendigvis har noget med Kristus at gøre. – Sammen med Muslimernes Fællesråd udtaler de: Vor gudstro kalder på konkret handling … for, hedder det videre: der er et kald i vore hellige bøger om, at vi skal tage imod den fremmede … Og så slutter passagen sådan her: Som kristne og muslimer i Danmark opfordrer vi til lokal handling.
Med andre ord: Danske Kirkers Råd sidestiller kristen og muslimsk tro som to størrelser, der egentlig har helt samme indhold, blot med lidt forskellige ord: ”Vor gudstro” … og ”vore hellige bøger” tilsiger os at optræde på dén og dén måde, og derfor opfordrer vi i fællesskab til denne eller hin måde at handle på. – Herfra er der ikke langt til det ukristelige udsagn, at enhver bliver salig i sin tro. Til gengæld er der uendeligt langt til evangelisten Johannes’ koncentrat af den kristne tro: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
Når vi er kommet ind i 2016 fortsætter vi studiegruppen. Man er velkommen til at melde sig til via nedenstående formular. Nærmere information om datoer følger.
Vi vil forsøge, at dykke ned i de bibelske tekster og gennemgå de forskellige lag, herunder Kirkens officielle lære, hvad teksten betyder for os personligt og hvorledes disse beretninger kan komme til at virke i vores liv.
Alle er velkommen til at deltage, menighedens medlemmer, såvel som gæster, ortodokse såvel som folk uden tilknytning til Den Ortodokse Kirke.
Efter studiegruppen vil der være mulighed for at deltage i læsningen af en akathist.
Gudsmoders Beskyttelse har nu været på Østerbro i godt et halvt år og vi er rigtig glade for vore nye lokaler. For nylig er vi kommet et skridt videre, idet de længede ventede Pantokrator- og Gudsmoder-ikoner til ikonostasen blev sat op i stedet for de midlertidige. Ikonerne er skrevet af Jaroslava Askoldovna Alexejeva fra St. Petersborg og er doneret af en person fra menigheden.
I tillæg til ikonerne har vi også indkøbt 2 smukke tæpper til at pryde begge rum i kirken. Se ikonerne og bedetæpperne i billedserien herunder – og vær velkommen i kirken til at se dem i levende live.
Mange tror, at bedetæpper er en muslimsk tradition, men det er faktisk oprindeligt en kristen tradition. Om ikoner og bedetæpper kan man høre i optagelsen af Liisa Kuningas foredrag fra 2010 herunder.
Eksempel på et tæppe, der gengiver kongeporten og har en bort med det S‑lignende bogstav: Alef, der er det første bogstav i det hebraiske alfabet og i Guds Navn.
Prædiken 32. Søndag efter Pinse Den blinde i Jeriko Søndag den 18. januar 2015
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Én af dagene i forgangne uge var der en journalist fra K. D., som ringede til mig. Han ringede for at spørge, hvilke reaktioner der mon var blandt ortodokse kristne, og altså i en menighed som Gudsmoders Beskyttelse, når præster i folkekirken proklamerer offentligt, at de ikke tror på alt det overnaturlige i kristendommen. Når de beretter, at de er så oplyste og så gennemsyrede i tanke og sind af rationalistisk filosofi, at det er dem aldeles umuligt at forholde sig til jomfrufødslen og til vor Herre Jesu Kristi guddommelige undfangelse. Og at de af samme grund heller ikke kan tro på opstandelsen som fysisk virkelighed, at de er alt for kloge til at tro på Evangeliets ord, at Kristus på tredjedagen viste Sig for apostlene, spiste fisk sammen med dem og lod dem føle på Sine hænder og fødder for at de skulle forstå, at Han var virkelig.
Tirsdag den 30. september 2014 gjorde menigheden aftentjeneste ved f. Johannes og f. Poul med indlagt akathist til Gudsmoders Beskyttelse og efterfølgende kaffe og the. Onsdag den 1. oktober fejrede vi højtiden med den guddommelige liturgi samt efterfølgende udvidet kirkekaffe.
Begge dage glædedes vi over besøg af f. Johannes og f. diakon Serafim fra Hellige Nikolai Menighet i Oslo og Hellige Trifon Skita i Hurdal. Til liturgien glædedes vi tillige over besøg af f. Emiljan og f. Mihai.
Der var godt fremmøde til liturgien og kirkekaffen bagefter, som også markerede ibrugtagen og fejring af vore nye lokaler på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro.
I forbindelse med Aarhus Festuge 2014 holder Gudsmoders Beskyttelse — Den Ortodokse Kirke i Danmark aftentjeneste i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, fredag den 29. august, kl. 18.00. Det sker som led i en kirkelig arrangementsrække kaldet “Festkirken”.
Dagen efter, lørdag den 30. august, kl. 9.30, fejrer vi den guddommelige liturgi.
Gudsmoders Beskyttelse fejrer i øvrigt den guddommelige liturgi en gang om måneden i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, undtaget i juli og august. De kommende datoer kan ses på ortodoks.dk/jylland.
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
