Fader Bengt Hagström, præst i vores ærkestift, døde torsdag den 22. september 2016, tidligt om morgenen, efter længere tids sygdom. Han blev begravet i Göteborg, fredag den 30. september 2016, under ledelse af f. Angel Velitchkov, provst for Det Skandinaviske Provsti.
Fader Bengt blev ordineret til diakon af Ærkebiskop Gabriel af Comane, torsdag den 8. december 2005, i Kristi Förklarings Kyrka i Stockholm. Søndag den 23. marts 2008, i Den Hellige Treenigheds Kirke i Paris, blev fader Bengt ordineret til præst af Ærkebiskop Gabriel, hvorefter han var knyttet til Hellige Nikolai Menighet i Oslo under f. Johannes Johansens ledelse, som var vores provst på det tidspunkt. Fader Bengt havde gudstjenstlig virksomhed i Hellige Tikhons Kirkeforening i Göteborg og gjorde et stort arbejde til støtte for Det Skandinaviske Provsti.
I Gudsmoders Beskyttelses Menighed havde vi flere gange glæde af fader Bengts besøg.
Undtagelsesvis bringer vi en bogomtale. Det gør vi, fordi denne bog går tæt, ikke blot på Den Ortodokse Kirke, men på navngivne personer fra vort Ærkestift. Og gør det på en utilstedelig måde, som dels er stærkt manipulerende, dels misbruger offentligt, hvad der er sagt og gjort i diskretion.
På det svenske forlag Artos er der her i foråret 2016 udkommet endnu en bog af den svenske pinsepræst Peter Halldorf. Et ”manifest for kristen enhed” kalder forfatteren selv udgivelsen, som fylder 80 sider i A‑5 format med titlen ”Att älska sin nästas kyrka som sin egen” (”at elske sin næstes kirke som sig egen”).
Halldorf har de senere år haft en del gennemslagskraft i såkaldt ”karismatiske”, kirkelige kredse i Skandinavien, kredse, der flittigt flirter med ortodoks kristendom. Bl. a. er han ophavsmand til det temmelig komiske fænomen, ”ørkengudstjenester”, en karikatur af den ortodokse liturgi med sand på gulvet og præster på bare fødder. I denne, hans seneste udgivelse, fremmaner Halldorf endnu en gang forestillingen om synlig kristen enhed, højt hævet over alle trosmæssige, teologiske og liturgiske forskelle. Det er uforpligtende drømmerier, som slet ikke forholder sig til virkelighedens historiske, teologiske og dogmatiske grunde til splittelsen mellem kristne.
Peter Halldorf lader som om, alle de brudflader, der er mellem Den Ortodokse Kirke og så de grupperinger, katolikker og protestanter, som gennem historien har skilt sig ud fra Kirken, slet ikke eksisterer. Han foregiver, at de teologiske og læremæssige forskelle ikke er virkelige, men blot overfladiske misforståelser, og at alle kristne derfor burde kunne dele nadver på tværs af kirkeligt tilhørsforhold.
I virkelighedens verden er der imidlertid klare og definerbare modsætninger mellem ortodokse, katolikker og protestanter. De modsætninger tager Halldorfs fremstilling ikke afsæt i, og derfor bliver den grundlæggende misvisende. I stedet fastholder han en illusorisk forestilling om kirkelig enhed med den samme besværgende formular, han igen og igen gennem sit forfatterskab har benyttet: ”Vejen til enhed går ikke gennem konvertering til hinandens kirker” (p. 28).
Frem for teologisk, trosmæssig og liturgisk afklaring gennem drøftelser forestiller Peter Halldorf sig vist nok, at den kirkelige enhed skal komme gradvist, derved at kristne fra de forskellige, såkaldte ”konfessioner” via indbyrdes kærlighed langsomt og umærkeligt smelter sammen. Dette fromme håb og denne luftige illusion om enhed hinsides enhver dogmatik søges underbygget, ikke ved teologiske argumenter, men gennem fremhævelse af mere eller mindre karismatiske enkeltpersoner fra forskellige kirkesamfund bl.a. grundlæggeren af pinsebevægelsen (!), William Seymour, og den katolske Focolarebevægelses ophavskvinde, Chiara Lubich. Disse og endnu flere blev, skriver Halldorf, ”vidner om at Kristus umuligt kan være delt” (p. 19).
Efter således at have listet nogle af sine personlige forbilleder op slutter Peter Halldorf med at spille, hvad han lader til at opfatte som et overbevisende trumkort. Det gælder Gunnell Vallquist, mangeårigt medlem af Det Svenske Akademi, som døde 97 år gammel i jauar 2016. Vallquist var katolik (i øvrigt konvertit!), men var angiveligt tiltrukket af Den Ortodokse Kirke. Hun var franskkyndig, havde fransk som sit fag, og kom gennem en årrække til påskefejring i Den hellige Treenigheds Menighed i krypten i Rue Daru i Paris. Menigheden hører til vort Ærkestift, Det Vesteuropæiske Eksarkat. Halldorf citerer fra Vallquists dagbog, som hun har overladt ham inden sin død. Hun beretter om, hvordan hun lærte f. Boris Bobrinskoy at kende under hans besøg i Sverige i 1988, og så hedder det i dagbogen: ”Søndag den 5. november 2000 i krypten i katedralen ved Rue Daru, celebrant var fader Boris Bobrinskoy … Jeg stillede mig i kø … jeg mødte fader Boris’ blik … og jeg fik lov at gå frem. En mærkedag i mit liv. Siden var jeg hvert år velkommen til kommunion, når han celebrerede.” (p. 45 – 46).
Man fornemmer Halldorfs triumf ved at kunne berette om en (ganske vist konverteret) katolik, som modtager nadver i Den Ortodokse Kirke. Men for at ingen skal være i tvivl medtager han endnu en afgørende passage fra Gunnell Vallquists dagbog: ”Ærkebiskop Gabriel blev informeret om sagen, godkendte den, men betonede at den ikke måtte blive kendt” (p. 46).
Denne sidste sætning er vigtig! Den burde Peter Halldorf have læst mere end én gang, han burde have tænkt grundigt over den og lagt sig den på sinde, inden han misbrugte den til sine egne formål på en måde, som er stik imod dét, Ærkebiskop Gabriel opfordrer til.
Ved at offentliggøre den kontroversielle beretning bevæger Peter Halldorf sig langt ud over anstændighedens grænser! Det er selvsagt ikke muligt at afgøre, hvad der faktisk har fundet sted. Men hvis historien er sand, hvilket ikke er udelukket, ja, så burde Halldorf have respekteret Ærkebiskop Gabriels påbud om diskretion frem for at misbruge en åbenlys undtagelse fra den generelle regel, en enkeltstående, personlig relation, misbruge den i sine stadigt tilbagevendende forsøg på at udviske alle forskelle og i stedet gøre undtagelsen til reglen.
Jeg kender udmærket begge de personer, Gunnell Valquist nævner. Fader Boris var rektor på det ortodokse teologiske institut Saint-Serge i Paris, dengang jeg i 1990erne var indskrevet som studerende dér, og jeg har flere gange fejret Liturgi sammen med ham i Rue Daru. Ærkebiskop Gabriel ordinerede mig som præst i Oslo i 2003 under ét af sine besøg i Skandinavien, og han var min og resten af Det Vesteuropæiske Eksarkats ærkebiskop frem til sin død i 2013.
Ærkebiskop Gabriel (som for resten var konvertit til Den Ortodokse Kirke!) og fader Boris var i deres præstelige virke åbne og vidt favnende mennesker, og jeg kan ikke udelukke, at de i helt særlige tilfælde kan have dispenseret fra gældende ordninger. Til gengæld kan jeg garantere for, at de begge to var helt klare på, hvad Kirken er, og hvad Kirken ikke er. Ingen af dem var frontkæmpere for ”gren-teorien”, sådan som Halldorf er. De var i deres teologi og praksis helt på linie med Metropolit Kallistos Ware (som for resten også er konverteret til Den Ortodokse Kirke!), og med hans definition af Kirken:
”Den Ortodokse Kirke tror i al ydmyghed om sig selv, at den er ’den ene hellige, katolske og apostolske Kirke’, som nævnes i Trosbekendelsen. Dette er den grundlæggende overbevisning, som leder ortodokse kristne i deres relationer med andre kristne. Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det.” (Ware: ”The Orthodox Church”, Penguin Books 1963 p. 315, min ovs.)
Prædiken – Søndag den 13. september 2015 Forfesten til Korsophøjelsen
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Vi tror ikke på en bog! Vi tror på en Person, vi tror på Kristus Jesus. Vi tror ikke på en bog, for i Guds Kirke har vi ingen ”hellige bøger”. Hverken bøger, billeder eller andet er helligt i og for sig. Det er derfor, vi synger i Liturgien: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus til Gud Faders ære”.
Vi tror ikke på en bog! Lad os forstå det ret. Jo, vi ærer evangeliebogen, vi ærer den som Kristi verbale ikon, ligesom vi ærer billederne, ikonerne af Kristus, Gudsmoder og de hellige til alle tider. Men vi ærer bogen og ikonerne af de hellige af én eneste grund: Ikke fordi de i sig selv er hellige, men fordi de alle peger på og viser os vej til Kristus, Guds Søn og Ord, som er blevet Menneske for vor frelses skyld.
Nogle taler om ”de tre bogens religioner”, og med det søger de at etablere lighed mellem kristendom, jødedom og islam. Sådanne ligheder eksisterer da også. Men mere afgørende er forskellene. Dem bør vi hæfte os ved. Vi, som er kristne, vi tror på Ordet. Guds Ord. Men med ordet mener vi ikke så og så mange bogstaver, der bliver til så og så mange ord på så og så mange sider i denne eller hin bog. Med Guds Ord peger vi på ikke på en lovbog eller et sæt regler for ret livsførelse, vi peger på Ham, som i begyndelsen var til, Ham, der om Sig selv siger: Jeg er! Vi peger på Ordet som var hos Gud, Ordet som selv er Gud. Kort sagt: Når vi taler om Guds Ord, taler vi om Kristus.
Dermed er vi ude over, ja frie for alle bekymringer om vi nu læser den ”helt rigtige” Bog: Om der skulle være en særlig ”ortodoks bibel” med ét helt særlig ”ortodokst” antal skrifter, baseret på en helt særlig ”ortodoks” oversættelse eller grundskrift. – Bevares, alt sådant kan have interesse for den historiske og filologiske forskning, men for troen spiller det ingen rolle. Og dermed lægger vi fuldt og helt afstand til islams opfattelse af bogen som Guds eget dikterede ord (på arabisk, selvfølgelig!) om, hvordan vi mennesker skal leve og opføre os.
Vi tror, lad os gentage det, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet. Vi tror, at Guds Ord er en Person, ikke en bog. Bogen er, i det højeste, et troens hjælpemiddel og ikke troens genstand. Om så alle verdens bibler blev brændt på flammende bål, ville ilden ikke kunne tilintetgøre Kristus og dermed bringe Guds Ord til tavshed.
Vi har læst fra Johannesevangeliet i dag – en kort tekst, som i sin midte har det vers, vi tolker og forstår som et koncentrat af Kristi Evangelium og dermed som det eneste, vi dybest set behøver for at vide, hvad kristendom er. Det gælder Joh. 3 vers 16, som lyder sådan her: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Enhver, som tror på Kristus! Ikke alle mulige andre slags tro, for der findes, siger apostlen Peter, intet andet Navn under Himlen, hvorved vi kan frelses. – Og slet ikke troen på, at vi ved særligt fromme handlinger, altså ved at leve ord-ret og bogstaveligt efter forskrifterne i denne eller hin bog skulle kunne retfærdiggøre os eller fortjene frelsen uden om Kristus og troen på Ham. …. Der er den seneste tid opstået en meget foruroligende situation i Danmark og resten af Europa. Der finder en veritabel folkevandring sted, hvor et meget stort antal mennesker fra Mellemøsten og Afrika søger nordpå og skaffer sig adgang til de europæiske lande. I den sidste uge har vi set en de facto opløsning af alle aftaler til regulering af tilstrømningen, vi har set, hvordan land efter land giver afkald på at håndhæve gældende regler og forordninger, også her hos os i Danmark, hvor myndighederne har opgivet al regulering, hvor man afspærrer motorveje for den trafik, de er beregnet til, for i stedet at overlade dem til store grupper af vandrende flygtninge, hvis identitet og mål ingen kender. Nogle kalder det et begyndende kaos. Kaos, som forstærkes af selvtægt fra et ikke lille antal mennesker, som på helt privat basis tilbyder de uregistrerede flygtninge transport tværs gennem landet. Mange sørger for at få indsatsen filmet, så de siden kan udstille deres gode gerninger på facebook og lignende medier: Se bare, hvor god og menneskekærlig, jeg er …
På denne foruroligende baggrund blev der i onsdags udsendt en pressemeddelelse fra Danske Kirkers Forretningsudvalg i samarbejde med Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne. Den var at læse i K. D. i fredags, og er sikkert også blevet bragt i andre medier. Erklæringen har overskriften: Muslimer og kristne opfordrer til at vise flygtninge venlighed og respekt.
Der er noget, der byder mig imod i denne erklæring, og jeg har spekuleret ganske længe over, hvad det er. De fleste af de 5 afsnit er gentagelser eller variationer af overskriften, altså opfordringer til at vise medmenneskelighed, venlighed og respekt over for flygtninge og asylansøgere. Den opfordring kan vel ingen have noget imod, heller ikke jeg, tværtimod. Selvfølgelig bør vi vise venlighed og respekt, det er sørgeligt og skammeligt at se, når enkelte føjer spot til skade ved at håne og mishandle mennesker der i forvejen har det meget svært.
Men hvad så? Hvad er det, der er galt? Jo, erklæringen fra Danske Kirkers Råd, der nederst på papiret præsenterer sig som — bestående af 16 medlemskirker, heraf Folkekirken, Den katolske Kirke, Den Ortodokse Kirke og en række frikirker — erklæringen fra dette kristne råd nævner ikke med ét ord den Kristus, Guds Søn og Ord, som frelser enhver, der tror på Ham. Det kristne råd finder det ikke ulejligheden værd at nævne Kristi Navn, det eneste Navn under himlen, hvorved vi frelses.
I stedet gør Danske Kirkers Råds Forretningsudvalg troen til en abstrakt, ubestemt størrelse, som ikke nødvendigvis har noget med Kristus at gøre. – Sammen med Muslimernes Fællesråd udtaler de: Vor gudstro kalder på konkret handling … for, hedder det videre: der er et kald i vore hellige bøger om, at vi skal tage imod den fremmede … Og så slutter passagen sådan her: Som kristne og muslimer i Danmark opfordrer vi til lokal handling.
Med andre ord: Danske Kirkers Råd sidestiller kristen og muslimsk tro som to størrelser, der egentlig har helt samme indhold, blot med lidt forskellige ord: ”Vor gudstro” … og ”vore hellige bøger” tilsiger os at optræde på dén og dén måde, og derfor opfordrer vi i fællesskab til denne eller hin måde at handle på. – Herfra er der ikke langt til det ukristelige udsagn, at enhver bliver salig i sin tro. Til gengæld er der uendeligt langt til evangelisten Johannes’ koncentrat af den kristne tro: Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
Når vi er kommet ind i 2016 fortsætter vi studiegruppen. Man er velkommen til at melde sig til via nedenstående formular. Nærmere information om datoer følger.
Vi vil forsøge, at dykke ned i de bibelske tekster og gennemgå de forskellige lag, herunder Kirkens officielle lære, hvad teksten betyder for os personligt og hvorledes disse beretninger kan komme til at virke i vores liv.
Alle er velkommen til at deltage, menighedens medlemmer, såvel som gæster, ortodokse såvel som folk uden tilknytning til Den Ortodokse Kirke.
Efter studiegruppen vil der være mulighed for at deltage i læsningen af en akathist.
Gudsmoders Beskyttelse har nu været på Østerbro i godt et halvt år og vi er rigtig glade for vore nye lokaler. For nylig er vi kommet et skridt videre, idet de længede ventede Pantokrator- og Gudsmoder-ikoner til ikonostasen blev sat op i stedet for de midlertidige. Ikonerne er skrevet af Jaroslava Askoldovna Alexejeva fra St. Petersborg og er doneret af en person fra menigheden.
I tillæg til ikonerne har vi også indkøbt 2 smukke tæpper til at pryde begge rum i kirken. Se ikonerne og bedetæpperne i billedserien herunder – og vær velkommen i kirken til at se dem i levende live.
Mange tror, at bedetæpper er en muslimsk tradition, men det er faktisk oprindeligt en kristen tradition. Om ikoner og bedetæpper kan man høre i optagelsen af Liisa Kuningas foredrag fra 2010 herunder.
Eksempel på et tæppe, der gengiver kongeporten og har en bort med det S‑lignende bogstav: Alef, der er det første bogstav i det hebraiske alfabet og i Guds Navn.
Prædiken 32. Søndag efter Pinse Den blinde i Jeriko Søndag den 18. januar 2015
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn
Kære brødre og søstre i Kristus
Én af dagene i forgangne uge var der en journalist fra K. D., som ringede til mig. Han ringede for at spørge, hvilke reaktioner der mon var blandt ortodokse kristne, og altså i en menighed som Gudsmoders Beskyttelse, når præster i folkekirken proklamerer offentligt, at de ikke tror på alt det overnaturlige i kristendommen. Når de beretter, at de er så oplyste og så gennemsyrede i tanke og sind af rationalistisk filosofi, at det er dem aldeles umuligt at forholde sig til jomfrufødslen og til vor Herre Jesu Kristi guddommelige undfangelse. Og at de af samme grund heller ikke kan tro på opstandelsen som fysisk virkelighed, at de er alt for kloge til at tro på Evangeliets ord, at Kristus på tredjedagen viste Sig for apostlene, spiste fisk sammen med dem og lod dem føle på Sine hænder og fødder for at de skulle forstå, at Han var virkelig.
Tirsdag den 30. september 2014 gjorde menigheden aftentjeneste ved f. Johannes og f. Poul med indlagt akathist til Gudsmoders Beskyttelse og efterfølgende kaffe og the. Onsdag den 1. oktober fejrede vi højtiden med den guddommelige liturgi samt efterfølgende udvidet kirkekaffe.
Begge dage glædedes vi over besøg af f. Johannes og f. diakon Serafim fra Hellige Nikolai Menighet i Oslo og Hellige Trifon Skita i Hurdal. Til liturgien glædedes vi tillige over besøg af f. Emiljan og f. Mihai.
Der var godt fremmøde til liturgien og kirkekaffen bagefter, som også markerede ibrugtagen og fejring af vore nye lokaler på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro.
I forbindelse med Aarhus Festuge 2014 holder Gudsmoders Beskyttelse — Den Ortodokse Kirke i Danmark aftentjeneste i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, fredag den 29. august, kl. 18.00. Det sker som led i en kirkelig arrangementsrække kaldet “Festkirken”.
Dagen efter, lørdag den 30. august, kl. 9.30, fejrer vi den guddommelige liturgi.
Gudsmoders Beskyttelse fejrer i øvrigt den guddommelige liturgi en gang om måneden i Vor Frue Kirkes Klosterkirke, undtaget i juli og august. De kommende datoer kan ses på ortodoks.dk/jylland.
Foredraget holdes på engelsk af f. diakon Irakli Tsakadze.
Her er en kort introduktion til foredraget:
One of the remarkable achievements of the XX century’s cosmology and physics is the description of evolution of the universe and its matter. Scientists have come to better understand the physical foundation of the universe, which acts as a combination of different interactions or forces described by a set of fundamental physical constants.
Dealing with this question, scientists found a striking association between exact values of the physical constants and the possibility of creation of life and intelligence in the universe. The proposition of the fine-tuned Universe was offered stating that life in the universe can only occur when certain universal fundamental physical constants lie within a very narrow range and slight change in their values would not lead to the creation of matter and intelligent life.
The proposition raised number of questions amongst which is the place of a human being in the universe, which is also the central question in the Christian anthropocentrism.
The presented talk is an attempt to discuss this question from the point of view of modern Science and Christianity.
Efter foredrag og samtale holdes der aftentjeneste kl. 17.00.
Fra den 18. august til den 8. december 2015 mødtes vi hver fjortende dag og læste Hebræerbrevet sammen. Efter hver studiegruppe afsluttede vi aftenen med at læse Akathist til Gudsmoders Beskyttelse.
