| Udgivet 26. december 2012 
”Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe” (Luk. 2,12) Kære brødre og søstre Det er mig en glæde i dag at ønske jer en rigtig smuk højtid ved Herrens Fødsel. Som på alle de store højtider er det et vigtigt øjeblik, vi er med i. Det er i dag, Herren kommer til stede midt iblandt os, klædt i fattigdom. Han valgte som Sit fødested en ubemærket landsby på en ukendt egn, og Han fødes af en fattig jomfru. Han, som er universets Skaber og gudernes Gud, den Almægtige, Han går ind på at åbenbare Sig for menneskers øjne på et sted, hvor fattige hyrder havde søgt ly med deres flok, i en simpel grotte. Dér er det, at Maria, som ikke havde kunnet finde ly noget sted, føder kongernes Konge, herrernes Herre. ”Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by, Han er Kristus, Herren” (Luk. 2,11) ”Herren er Gud, og Han lod det lysne for os” (Sl. 117/118, 27), ikke i Guds skikkelse, som hellige Basilios den Store siger, men i en tjeners skikkelse for at skænke frihed til dem, som holdtes fangne i trældom. Hvem har da et hjerte, som sover så fast, hvem kunne være så utaknemlig ikke at fryde sig, juble og stråle af glæde ved en sådan begivenhed? Alt dette finder sted med en ydmyghed, som vi måske kun svagt er klare over: Han er Frelseren, Han er Kristus, Han er Herren, men hvad særligt er der ved at svøbes og lægges i en krybbe, hvori består dog dette tegn? Brødre og søstre, gennem dette tegn, dette mysterium, gives det os at begribe, at Gud i ydmyghed gør Sig til ét med os for vor frelses skyld. Og bedre endnu, vi anspores til at ydmyge os for at møde Herren. Ved Sit eksempel gør Han os begribeligt, at menneskets stolthed bringes til at vakle på grund af Guds sindelag, som lader os øse af Hans store ydmyghed for at blive frelste! Vi skal derfor tage imod Julens højtid som en nåde, nemlig Guds komme, Han som fornedrer Sig og bliver et lille barn. Han, som er Guds Ord, affinder Sig med blot at græde på samme måde som alle jordens børn … Han, som har sæde ved Faderens højre side, lægges på et fattigt leje af strå … Han, som er verdens Skaber, viser Sig for os i et svagt og skrøbeligt legeme for derved at tage del i vor smertefulde menneskelighed … Ja, vi anspores altså til at gøre os helt små for at leve af den sande glæde, som kommer fra Gud! Lad os prøve os selv, og lad os ændre vor måde at leve på! Lad os aflægge vore kjortler af skind og iføre os lysets kåbe. Lad os ophøre med altid at ville dominere vor broder med ord, med magt og med opvisning i styrke. Alt sådant tjener til intet! Hvad enten det er i vore familier, i vore menigheder, i stiftet eller i vore Kirker, lad os stoppe al upassende tale, al nedladende holdning, enhver demonstration af magt og dominans, og lad os i stedet blive Guds børn, virkelige mennesker, som spejler Herrens skønhed i Hans ydmyge nærvær. Således bliver vi frie, idet vi tilpasser os vort forbillede, Jesus, vor Frelser, som fødtes i en krybbe! Vor handlen vil da ikke længere være styret af nogen gruppemoral, ej heller af nogen social eller kirkelig konformitet! Vi vil ikke længere stræbe efter at tilintetgøre vore brødre og positionere os selv som en stærk Kirke med mange troende, som uophørligt skal bevise, at vi er de bedste … Lad os derfor ile hen til Herrens krybbe, men lad os ved nåden forberede os på at nærme os, så vidt vi formår, ved at åbne vore hjerter i en levende tro og med en bevidsthed, befriet for alle stolthedens lænker. På den måde, hvis vi ønsker at leve i ydmyghed og indser vore svagheder, hvis vi anbringer os ved Gudsbarnets fødder, sådan som vi i dyb sandhed er, så vil det blive os givet at smage dét, som englene forkynder for hyrderne i denne julenat: ”Fred på jorden, blandt menneskene god vilje!” Det er denne Fred, jeg ønsker for jer, kære Brødre og Søstre, og jeg forsikrer jer om al min kærlighed og om min bøn. Må Guds ydmyghed være jeres glæde! + Ærkebiskop Gabriel af Comane Udgivet 13. september 2012 Udgivet 8. september 2012 Udgivet 28. april 2012  Seminar om Jesusbønnen, Klosteret i Hurdal, 26. maj 2012 Lørdag den 26. maj 2012 – Start kl. 10 – afslutning kl. 20
Sted: Hl. Trifon skita (”Det ortodokse klosteret på Skabland i Hurdal”) Læs mere i denne PDF-fil Udgivet 17. april 2012  Kristus er opstanden! Kære fædre, Kære brødre og søstre Kristus er opstanden! Større kærlighed har ingen end dén at sætte livet til for sine venner (Joh. 15,13)
Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh. 3.16) Når jeg som overskrift har valgt de ord, Kristus siger til Sine apostle nogle timer inden Sin lidelse, sådan som den hellige Johannes beretter, skyldes det to nøgleord deri, som begge henviser til Herrens Opstandelse: kærlighed og liv! For når vi på den dag glæder os sammen med vore familier, vore menigheder og i klostrene, så er det fordi, Jesus nærer stor kærlighed til hver enkelt af os og skænker os adgang til livet. Vi har alle brug for kærlighed, og vi er kaldede til livet! Det er en universel virkelighed, som deles af alle mennesker på jorden. Faktisk er et liv uden kærlighed meningsløst. Vi, som er kristne, må være vidner om kærligheden. Det er et emne, vi bestemt kan tale om, men endnu meget mere bør vi leve det. Det er den mest overbevisende måde, vi kan udtrykke os på i den sammenhæng. Det er dét, Herren gjorde: Han elskede os så meget, at Han gav Sit liv for os. Hans Død og Hans Opstandelse er to sider af det samme segl, hvormed Han én gang for alle har mærket vore hjerter. Ja, Påsken er en meget smuk og stor højtid, for den markerer en ”passage”, en overgang, det er betydningen af ordet ”Pessah” på hebraisk. Det er en glædens højtid, vi oplever, for Kristus går sejrrig tværs gennem døden, og den ”passage” er endelig! Men vi skal være opmærksomme på, at selv om Jesu Opstandelse er en begivenhed, som er historisk bevidnet, er den ikke statisk og ej heller stivnet i tiden. Fra den dag ”passerer” Herren hele tiden gennem vore liv, og Han tilbyder os Sin kærlighed, her på jorden og i det evige liv. Ved hver hændelse i vor hverdag rækker Herren os hånden os siger til os: Hvis du vil, giver jeg dig min kærlighed! Men lad os konkret se på, hvad det vil sige. Når vi betragter vore liv, alle menneskers liv på jorden, fristes vi af mismod, og vi ville kunne sige som Prædikeren: Det er alt sammen tomhed og jag efter vind (Pr. 2,17). Så mange ulykker, så megen knust kærlighed! Alvorlig sygdom, det uventede uheld, aldringen, hvori alting er i aftagende, er alle elementer, som kan gøre os nedtrykte. Mange unge nærer tvivl om deres fremtid og gribes af ængstelse, og nogle gange søger de erstatninger uden fremtid. Stillet over for en sådan frygt og sådanne ængstelser må vi huske på, at inden Påske kommer Store Fredag med dens lidelse. Vi må atter tænke på Gethsemane — Min sjæl er dybt bedrøvet til døden — og på Korsfæstelsen — Min Gud, hvorfor har Du forladt mig? Da forstår vi, at Opstandelsen ikke blot er en hyggelig familiefest, som vi kan glemme igen i morgen, men et sandt kildevæld, en hymne til livet og kærligheden. Når Kristus tog imod lidelse, fornedrelse (kenosis) udelukkelse, afvisning, den frygtelige ensomhed, apostlenes svigt og endelig døden på Korset, så er det for, at vi, gennem Opstandelsens mysterium, som fulgte, ikke mere skal nære frygt. Senere bliver Thomas opfordret af Frelseren til at lægge hånden på det sår, lansen havde forårsaget under Korsfæstelsen. Den gestus gøres på vegne af hver eneste af os: Ved at berøre Kristi side modtog apostlen som en gave Guds uendelige kærlighed og fik adgang til livet. Al tvivl, som stammer fra mange ængstelser og genvordigheder, forvandler sig da til et stort håb og til en trosakt: Min Herre og min Gud! (Joh. 20,28) Ja, ligesom til Thomas siger Herren til hvert menneske: Hvis du vil, skænker jeg dig min kærlighed og mit liv. Og det er til os Kristus siger: Salige er de, som ikke har set, og dog tror! (Joh. 20,29). Frelserens Opstandelse åbenbarer da for os det sande mål for Korsets mysterium, nemlig vor Herre Jesu overmåde store kærlighed til os, til alle mennesker på jorden. Kære fædre, brødre og søstre Ved denne store og lysende højtid omfavner jeg jer alle med megen kærlighed og glæde! Nu er vi opstandne med Kristus, vi har set det sande Lys, og fra nu af er det det guddommelige liv, som strømmer i vore årer. Kristus er opstanden!
Han er sandelig opstanden! Paris den 2. / 15. April 2012
Hl. Alexander Nevskij Katedralen, Paris + Ærkebiskop Gabriel af Comane
Eksark for Den Økumeniske Patriark Udgivet 9. april 2012  Palmesøndag I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn Kære brødre og søstre i Kristus Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! Hosianna! Sådan lyder det fra skaren i Jerusalem i dag. Og sådan lyder det fra os på dagen, hvor vi indleder Den Stille Uge. Velsignet være Han! Et råb fra Salmernes Bog (Sl. 118). Et jubelråb! Vi kan gerne citere lidt mere udførligt fra samme Salme for at begribe sammenhængen: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig … Denne er dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os … Herren er Gud og har vist Sig for os … Festtoget med grene slynge sig frem til alterets horn … og så igen til afslutning: Tak Herren, thi Han er god, Hans miskundhed varer evindelig. Vi istemmer jublende lovsang. Mærkeligt nok, kunne man synes, her hvor vi indleder den uge, som også kaldes for Lidelsesugen. – Jesu disciple fandt det også mærkeligt, for, som vi har hørt det hos evangelisten Johannes i dag: Disciplene forstod det ikke fra først af, men da Jesus var herliggjort, kom de i hu, at dette stod skrevet om Ham, og at man havde gjort dette for Ham. Hvad er det, der står skrevet om Ham, og som disciplene først bagefter bliver klar over? Jo, det er, at det ydmyge indtog, ikke med stridsvogn, firspand og militær eskorte , men på et ungt æsel, at netop dét er Kongens indtog, sådan som det beskrives hos profeterne Esajas og Zakarias. Hos Zakarias hedder det: Fryd dig … og råb med glæde. Se, din Konge … retfærdig og sejrrig er Han, ydmyg, ridende på et æsel, på et asenindes føl. Disciplene er forvirrede dér og da. Men vi, vi som i Kristi Kirke allerede kender vor Herre, Gud og Frelser, Jesus Kristus i herlighed, er vi da bedre stillet end disciplene, som de stod dér ved vejsiden? Ja og nej! Ja, for vi har den forventning indlejret dybt i vore hjerter, at Han skal komme igen i herlighed, og at vi da skal se Ham som Han er. I modsætning til disciplene ved indfaldsvejen til Jerusalem har vi allerede vished om Kristi Opstandelse og sejr over døden.
Og nej, for trods den vished er der heller ikke for os nogen vej uden om i den kommende uge at dele rådvildheden, gruen, angsten og fortvivlelsen hos disciplene og hos alle, som ledsager Jesus gennem Hans lidelse og død. – Johannes Teologen og Evangelisten beskriver for os i dagens evangelielæsning, hvor kompleks, hvor mangesidig situationen er. Vi begynder i Betania hos Lazarus, ham, som Jesus havde opvakt fra de døde. Her er da grund til stor glæde! Ved at kalde Lazarus ud fra graven forudskikker Kristus Sin egen Opstandelse, Han gør det troværdigt for os tvivlere, at Han er dødens Overmand, at vi ikke skal fortvivle, ja, at Han selv skal opstå, og at vi skal få del i Hans Opstandelse. Og vi glæder os af hjertet! Derfor, af hjertets glæde, er det, at Maria, Marthas søster, salver Herrens fødder og tørrer dem med sit hår. For at gøre det klart, at vi, grundet Lazarus-tegnet, har fået vished for, at Jesus er Kristus, det vil sige Den Salvede. Guds Salvede, vor Herre og Frelser. Og den vished glæder os af hjertet! Men salvningen har også en helt anden side, den helt modsatte henvisning. For det er de døde, som salves, inden de begraves. Marias salvning af Jesus viser således hen på Hans død. Derfor er det, Jesus selv siger: Lad hende i fred, så hun kan gemme salven til min begravelsesdag. Herren Kristus forudskikker Sin Korsfæstelse og død. Og vi, vi gruer ved tanken om at skulle stå ved Frelserens grav. Vi gruer ved, at der ikke er anden vej til Opstandelsen end dén, der fører gennem lidelse, forhånelse, korsfæstelse og død. Og ypperstepræsterne, ja de beslutter, at de vil gøre, hvad der står i deres magt for at udradere glædens og håbets genstand, at de vil fjerne dét, som bringer mennesker til tro på Jesus. De beslutter, hedder det, at de også vil slå Lazarus ihjel. — Også? Jo, for de samme har allerede længst besluttet, at de vil slå Jesus selv ihjel. Lad os ikke tage fejl, brødre og søstre i Kristus, også i dag, hos os og i vore dage, er der dem, som af al magt søger at dræbe alt dét, som bringer os til tro på Kristus. De slår os vel ikke korporligt ihjel, men de gør alt, hvad de kan for at nedvurdere og latterliggøre livet i Kristus, Kirkens liv, hvor vi efter Kristi eget bud mystisk tager del i Hans lidelse og død i håb om også at få del i Hans herlige Opstandelse. Fra nu af, fra i dag træder vi sammen med Kristus ind i lidelsen og i Hans vej til Korset. Men Kirken husker os på, at når Jesus går mod Sin død, gør Han det af Sin egen vilje: Ingen tager livet fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen, siger Jesus (Joh. 10,18) Kristi magt, det er kærlighedens magt over liv og død, den magt, hvorved Kristus opstår og river de døde med Sig ud af dødsrigets garn. Det er den magt, med hvilken Kristus råber til Lazarus, som allerede har været fire dage i graven: Lazarus, kom herud! Og vi glæder os af hjertet! For dét, vi aner om Kristi Opstandelse, det får vi som et tegn, et forvarsel, ved Lazarus opvækkelse. Og skulle vi ikke forstå tegnet, så lad os lytte til og altid huske på Herrens ord til Martha: Jeg er Opstandelsen og Livet. Dén, som tror på mig, skal leve, om end han dør. (Joh. 11,25) Med de ord ændres for altid forståelsen af, hvad døden er. Lad så blot tidens videnskabstroende ypperstepræster kalde døden for livets ophør og det enkelte menneskes udslettelse. Og lad blot tidens panteistiske ypperstepræster prædike genfødslernes hjul og personlighedens og bevidsthedens opløsning i intethedens hav. – Lad dem prædike, som de vil, men lad ikke deres prædiken rokke os en tomme fra Kristi ord: Dén, som hører mit ord og tror Ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men han er allerede gået over fra døden til livet (Joh. 5,24) Dødens magt er én gang for altid brudt, og livet har sejret i Kristus. Lad os, brødre og søstre, på den baggrund begive os på vej ind i Lidelsesugen. Og lad os råbe det ud: Velsignet være Han, som kommer i Herrens Navn! – i den tro og i det håb, at vi allerede, i Kirken ved Helligånden, har del i Kristi Opstandelse. Amen! Udgivet 20. marts 2012 I en bemærkelsesværdig deklaration af 12. Marts erklærer stormuftien af Saudi-Arabien, Abdul Aziz bin Abdullah, at det er ”nødvendigt at nedrive alle (kristne, red.) kirker i hele regionen”. Erklæringen er del af et svar til en delegation fra Kuwait, som havde forespurgt, om sharialoven tillader byggeri af kirker i emiratet. Stormuftien baserer sin afgørelse på en såkaldt hadith, som stammer fra profeten Muhammed, som på sit dødsleje skulle have udtalt, at ”der må ikke være to religioner på Den arabiske Halvø.” En ledende artikel i The Washington Times den 16. marts beklager den amerikanske præsident Obama’s tavshed angående stormuftiens deklaration. Avisen skriver også: Hvis paven opfordrede til at destruere alle moskéer i Europa, ville det vække voldsom furore. Kloge hoveder ville kaste sig over kirken, Det hvide Hus ville straks udsende en bekymret erklæring … Men når den mest indflydelsesrige leder i den muslimske verden udsteder en fatwa om at nedrive de kristne kirker, er tavsheden øredøvende. Der er ikke tale om en ubetydelig, radikal imam, som forsøger at opildne sine tilhængere med hadefuld tale. Dette er en overlagt, villet og specifik afgørelse fra én af de mest fremtrædende ledere i den muslimske verden. Den er ikke blot forpligtende for dem, muftien har direkte myndighed over. Den er også et signal til andre i den muslimske verden om, at det ikke alene er tilladt, men en pligt at ødelægge kirker.
Redaktionen noterer sig de diametralt modsatte opfattelser af begrebet religionsfrihed. Kilder:
www.orthodoxie.com – The Washington Times Udgivet 29. februar 2012 Sådan lyder overskriften på en blog fra marts måned 2011 i den franske avis Liberation. Ordene hentyder til, at borgmester og bystyre i Paris ikke er glade for udsigten til det kombinerede kirke- og kulturcenter, som den russiske stat og Moskvas Patriarkat i fællesskab har planlagt i den franske hovedstad.  Model af russisk kirke- og kulturcenter i Paris. Billedkilde: Le Parisien Forhistorien er dén, at den russiske stat forrige år erhvervede en grund på den fornemme adresse Quai Branly i Paris’ 7. arondissement, lige neden for Eiffeltårnet. Købet fandt sted i 2010 til den nette sum af 60 millioner €. Derpå blev der udskrevet en konkurrence om bebyggelsen af det kirkelige center. Og det er vinderprojektet herfra, bystyret i almindelighed og Paris’ borgmester i særdeleshed er utilfredse med. Byen var ganske vist repræsenteret i juryen, men i mindretal og derfor uden reel indflydelse. Anne Hidalgo, byens ansvarlige for ”urbanisme” (byplanlægning) beskriver i den nævnte blog de folkevalgtes holdning til det valgte projekt sådan her: ”Der er ingen overstrømmende begejstring”. I en blog fra den 27. Februar 2012, også fra avisen Liberation, hedder det, at borgmesteren i Paris siden 2001, Bertrand Delanoë, føler sig ”krænket over russernes kitch-kirke under Eiffeltårnet”. Borgmesteren siger i en udtalelse, at når den franske stat har givet tilladelse til dette byggeri, er det fordi ”staten har forskanset sig bag en diplomatisk og finansiel positur, som er venskabet mellem Paris og det russiske folk uværdig”. Samme dag citeres borgmesteren i den franske udgave af avisen Metro for, at den kommende kirkes ”pastiche-arkitektur fremviser et praleri, som slet ikke er tilpasset hverken den lokalitet, som er klassificeret som verdensarv af Unesco eller nærheden til Eiffeltårnet”. Videre skriver Metro, at ”Det kommende monument har allerede flere gange fremprovokeret reaktioner fra forsvarere af denne arv, men også fra troende ortodokse, som er mere vant til klassiske bygninger. På den arkitekt-faglige hjemmeside Batiactu meddeles den 28 februar i år, at Paris’ borgmester, Delanoë, appellerer til Unesco om, at der ikke bliver givet byggetilladelse på Quai Branly uden at der er indhentet støtte fra internationale eksperter. Dette krav fremsættes med henblik på ”beskyttelse af Seinens bredder”. Og borgmesteren tilføjer, at hele dette projekt er udtænkt af den russiske og den franske stat i forening, men ”uden Byen Paris’ tilslutning”. Ligeledes den 28. Februar bringer avisen Le Parisien det lakoniske svar fra Moskvas Patriarkat på borgmesterens protester. Ærkebiskop Nestor, som repræsenterer russerne i Paris siger: ”Vi er ikke forbavsede, for vi kender godt borgmesterens stilling. Han har en særlig smag for arkitektur.” Og adspurgt, om borgmesterens modstand stiller spørgsmålstegn ved arkitektkonkurrencens resultat, svarer ærkebiskop Nestor: ”Det er et dristigt projekt, som ikke falder i alles smag.” |
